Fødselsfredag – om at føde med angst

Langt de fleste kvinder frygter i én eller anden udstrækning at føde, men for nogen bliver frygten til decideret angst, som det i dén grad kræver en arbejdsindsats at komme igennem og lige præcis dét er hvad kvinden, som har skrevet beretningen til denne fødselsfredag, har gjort. Hun kæmpede en brav kamp mod og med sin angst – og kom igennem på en måde, så jeg sad efterladt med tårer i øjnene og en lyst til at give hende en kæmpe krammer og fortælle hende igen og igen, at hun er umanerligt sej!
img_7299
Jeg har altid sagt til min familie og venner at den dag man opfandt en maskine der automatisk kunne transportere en baby ud af den gravide krop, var den dag jeg ville overveje børn. Men nu stod jeg et sted i mit liv, med en mand jeg elskede og vi ville gerne have et barn sammen. En dag stod jeg med de berømte 2 streger på en pind. En varm følelse af lykke brød ud i hele min krop og jeg fløj ud til min mand i køkkenet mens jeg små græd af lykke. Pludselig blev mine glædestårer afløst af hulkende ulykkelig angste tårer. De blev gemt væk, for der var jo masser af tid til.
Men som tiden gik og maven voksede, kunne jeg ikke blive ved med at gemme min angst væk. Jeg forsøgte at tale med min mand om det og efter 1,5 times angstfyldt gråd måtte vi en tur til vagtlægen fordi jeg simpelthen ikke kunne stoppe med at hyperventilere. Jeg havde et angst anfald. Vi blev mødt at den skønneste vagtlæge, der rådede mig til at tale med min læge om mine følelser. Det gjorde jeg og jeg blev henvist til en psykolog.
Jeg havde mange samtaler med min psykolog om alle mine “hvad nu hvis” tanker, som både drejede sig om fødslen og om frygten for mit barn i maven nu havde det godt, med sådan en mor, der bare burde tage sig sammen. Jeg synes ikke at samtalerne hjalp på mine tanker, de fyldte ikke mindre. Men han gav mig nogle redskaber til at takle dem! Jeg var stadig ANGST for fødslen, jeg var bange for at gå i stykker for neden, at sex aldrig ville blive det samme, at opleve en smerte jeg aldrig havde troet var muligt. Jeg var angst for at få et angst anfald under fødslen.
En dag, hvor jeg er træt efter at have været til 30 års fødselsdag dagen inden og vandret op og ned at samtlige trapper der fandtes i området, lå jeg i sengen og ville tage en lur. Jeg mærker et jag i min mave, en smerte jeg ikke havde mærket før. Mine tanker begynder at lave spind. Jeg beslutter mig for at sætte mig med i stuen og se film med min mand og lade som ingenting. Smerterne varer pludselig længere tid af gangen, men der er længe mellem dem (7-15 minutter). Jeg snakker med mine 2 bedsteveninder, som beder mig tage tid på smerterne med en app. De kommer ikke hyppigt nok og varer ikke længe nok, men jeg ringer til føde gangen. De vil gerne se mig, så jeg kan få lidt ro omkring situationen (de kan læse i min journal at jeg at sårbar gravid). Vi kommer ind til tjek kl 23 søndag aften og bliver mødt af en skøn jordemoder. Hun fortæller min livmoderhals er udslettet og jeg er 2 cm åben. Det er ikke nok til aktiv fødsel. FUCK!! tænker jeg… Hun fortæller at vi er mere end velkommen til at blive natten over, men at de veer jeg oplever sagtens kunne gå i sig selv igen. Jeg vil hjem!! Jeg vil hjem i min egen seng, mine egne rammer og glemme alt om en forestående fødsel!! Jeg går i benægtelse. På vej hjem i bilen begynder veerne for alvor!!! Jeg vil beskrive dem som den kildende fornemmelse man har, når man sidder i en rutschebane, som er ALT for vild og så gang den følelse med 1000. Den fornemmelse man får når det går op for en at man vil af. Det kan godt være det kilder i maven, men det kilder så meget at det gør ondt og jeg vil af!!! Nu!! Men der er sgu ikke nogen kære mor. Jeg lukker mig fuldstændig inde i mig selv og bruger alle mine kræfter på at fokusere på min vejrtrækning, for ikke at gå i panik. I mellem veerne tuder jeg og forsøger at samle mod til næste tur af veer. En af gangen. Indtil vi er hjemme.
Jeg lægge mig i sengen med en varmepude og 60 puder. Beordre min mand til at sove, mens jeg tager tid på veerne. Da klokken er 01.30 kan jeg ikke holde veerne ud mere. Jeg vækker manden med blodsprængte øjne og siger jeg vil ind på sygehuset. Vi ringer og fortæller at vi kommer og det gør ondt!!!
Den samme jordemoder tager imod os. Hun fortæller at med min lave smertetærskel, så vil hun anbefale morfin, så jeg kan få sovet og slappet af, da jeg stadig kun er 2 (måske 3) cm åben… Jeg går i panik inden i. Jeg hader morfin. Jeg får det afskyeligt dårligt af det. Indtil næste ve rammer og jeg med det samme siger ja tak til morfin!! Vi bliver kørt over på et hotel værelse på sygehuset, hvor min søster møder os, da hun skal være med til fødslen. Mens min mand sover og jeg forsøger at sove, sidder min søster og tager tid på mine veer. Hele natten lang. Kl 04 vågner jeg og skal kaste op. Jeg bander morfinen langt væk. Mens jeg ligger på gulvet kommer der et stort skyl ud af mig. Jeg tænker det er vandet og juhuu nu sker der noget. Vi ringer efter personalet… Det var tegnblødning og slimprop. Arghh… Jeg fortsætter med at kaste op og har virkelig ondt af mig selv. Jeg vil ud i badet. Jeg føler mig klam, stor, fed og ulækker på alle måder. Det varme vand hjælper ikke en skid!! Og jeg kommer ind på gulvet og ligge igen, på alle 4. Jeg brækker mig igen og denne gang kommer en skylle så stor at jeg får et chok. Personalet kommer og ja, vandet er gået. Yes!! Jeg bliver trillet ned på en fødestue og er nu 4 cm åben. Jeg er ikke imponeret…. Jeg bliver bedt om at gå ud og tisse inden de vil give mig klyx. Min søster fortælle mig efter fødslen at jordemoderen har fortalt mens jeg var væk, at det blev en laaaaang fødsel det her. Men jeg måtte intet vide…. Jeg får hurtigt besluttet at jeg vil have epidural og gerne nu!! Derefter er alt meget tåget og jeg er totalt høj på smertestillende. Jeg er til gengæld i vildt godt humør og joker med personalet.
Pludselig bliver der meget tavst og personalet begynder at snakke meget lavt indtil en konstatere meget højt at de skal have en måling på baby og det er nu!!!! De kan ikke måle mit barns puls. Jeg får en iltmaske stukket i hånden og bliver bedt om at trække vejret ind i den da mit barn ikke får ilt nok. Jeg græder, stille og lydløst og går ind i mig selv endnu en gang. Tænker “nu sker det, nu dør jeg… Eller så tager jeg mig fucking sammen og trækker vejret” jeg lytter til min mand, der holder min hånd, aer mig og fortæller mig at jeg skal trække vejret. Jeg suger hans ord til mig. Jeg kan ikke høre andet end ham og min vejrtrækning. De får sat en elektrode på babys hovede og alt er godt.
Efter 10 timer på fødestuen begynder mine presseveer. Samtidig med at der er vagtskifte. De regner med at det ihvertfald vil tage minimum en time at få presset den baby ud, så de laver et hurtigt skift. Presseveerne var skønne! Det var ligesom at gå med mavekramper pga forstoppelse og der så ENDELIG er hul igennem! Og man må presse med og man må presse til. Jeg er totalt inde i mig selv her og fokusere kun på min vejrtrækning og hvad min krop fortæller mig. Jeg får presset ungen ud på 19 minutter og får erhvervet mig en andengrads bristning. Jeg mærkede det ikke engang. Det gjorde ikke ondt. Det var for sygt. Til gengæld gjorde det rocker ondt at blive syet!!!
Men jeg havde født!! Jeg havde født helt selv! Jeg havde min søn i armene og han var dækket i snask, blod og lort. Jeg var så stolt at jeg kunne svæve. Hvis jeg kunne føde et barn, så kunne jeg alt!! Og uden et eneste angst anfald! Jeg følte mig for en stund som et ‘normalt’ menneske uden nogen angst. Jeg følte kun glæde. Det var fantastisk og jeg vil gøre det igen 100 gange!

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Denne beretning falder et tørt sted. Har virkelig og er ret angst ved tanken om fødsel og har termin nu her. Det er anden gang men angsten har fyldt så meget denne gang. Tak for at dele!

  2. Nogle “gode” historier om fødsler af uønskede børn?
    Der er en “målet helligere midlet” tilgang til det at føde, men hvad når det ikke er tilfældet og det er målet i sig selv der udløser angst/depression og lignende?

  3. Jeg fik rigtig god hjælp til at håndtere fødselsangsten under min graviditet, og jeg kan virkelig relatere til angsten for at få et angstanfald!
    Min fødsel tog 46 timer og endte i et akut kejsersnit, fordi han stod skævt i bækkenet, og dels ikke kunne komme ud og dels gav smerter som hverken epidural eller fødselsspinal kunne tage. (Jordemoderen der havde min efterfødselssamtale mente at jeg havde haft ekstraordinære nervesmerter ud over ve-smerterne)
    Lige nu føler jeg at betingelsen for at vi skal have et barn mere bliver et planlagt kejsersnit, for jeg tror ikke jeg kommer til at kunne håndtere angsten for at skulle gennemgå det samme en gang til…

    1. Årh for pokker, det lyder som en heftig omgang! Det lyder som om det i hvert fald er en rigtigt god idé at forsøge at bearbejde noget af angsten og så tage den allerede ved første lægebesøg (eller inden du bliver gravid, hvis du har det bedre med dét) og få en god snak om din angst og selvfølgelig om dine ønsker <3

      1. Det var noget af en omgang, og jeg døjer nu med komplikationer efter kejsersnittet, fordi der har stået et hæmatom under såret og skubbet stingene op, så jeg røg på operationsbordet igen efter 14 dage… godt jeg har verdens sødeste lille dreng til at hjælpe mig igennem det 🙂

  4. Har så meget frygt og angst for fødsel, at jeg slet ikke tør blive gravid, selvom jeg er håbløst skruk 🙁 men denne historie trøstede lidt