mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – den fedeste oplevelse i uge 36

Der var ingen andre end jordemoderen, der havde forudset hvor hurtig denne fødsel ville ende med at være og selvom det ingenlunde lyder som om det var en dans på roser, så beskriver kvinden fødslen som den fedeste oplevelse og dét synes jeg er så sejt!

img_7671

Det hele starter egentlig med den positive graviditetstest og besøget hos lægen, hvor graviditeten bekræftes, vandrejournalen udarbejdes og terminsdatoen fastsættes – 16. april 2017 – et forårsbarn i april, som vi havde ønsket os. Terminsdatoen blev efterfølgende ved nakkefoldsscanningen rykket til 10. april. Senere scanninger viste, at vi ventede os en lille fin dreng, hvilket gav anledning til endnu større jubel hos de kommende bedsteforældre – vi er, med undtagelse af min lillebror, kun piger i HELE familien! 

Ugerne gik og jeg havde en forholdsvis nem graviditet, hvor jeg på ingen måde led under nogle af alle de gener man ellers frygter og hører om i ét væk. Jeg var lidt træt i 1. trimester, men herrestegud. Det eneste der irriterede mig, var, at jeg ikke kunne være så aktiv og presse mig selv så meget, som jeg ellers var vant til. 

Da tiden nærmede sig og jeg kunne begynde at ane den forestående barsel, begyndte jeg at frygte den en smule. Ikke pga. selve tanken om fødslen, som jeg egentlig havde det ret afklaret med – jeg vidste jo godt, at der ikke var nogen vej udenom selve projekt “jeg skal have noget stort ud af mig!”… (Man må tage det sure med det søde 😉 ) Men jeg frygtede det fordi jeg ville kede mig bravt på barsel! Men på barsel gik jeg altså (6 uger før termin), sådan som overenskomsten foreskriver.. men fortsatte med at arbejde i smug derhjemme. Samtidig gik jeg og overvejede fødslen og tænkte, at den nok kom til at tage dagevis. Jeg havde en idé om, at det som førstegangsfødende ville være en lang fødsel – men her blev jeg klogere! Men for mig var det vigtigt ikke at frygte fødslen – der var jo alligevel ikke så meget at gøre ved det, ud skulle han jo! 

36+2 havde min svigermor været forbi os tidligt om morgenen for at hente nogle ting, og hun havde spurgt til, om jeg kunne få dagene til at gå og om alt var vel. Lidt træt af kedsomheden fik jeg kækt svaret, at jeg kedede mig grumt – men at jeg dog havde lidt planer for dagen. Omkring kl. 11 ville jeg rejse mig for at hente en formiddagssnack, og i det jeg rejste mig, føltes det som om jeg tissede i bukserne! Og alverdens knibeøvelser kunne ikke stoppe vandet, der løb ned ad benet på mig! Ikke at jeg overhovedet havde forstået hvad der foregik, men jeg fik alligevel fundet sedlen med fødegangen telefonnummer frem og skyndte mig ud på toilettet med mobilen. Jeg fik fat en den sødeste jordemoder, som spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Hulkende fik jeg spurgt, hvordan det føltes når vandet gik og hun bekræftede, at det nok var det der var sket. Jeg tudede og hun spurgte lidt bekymret, hvorfor jeg græd – om det var af glæde eller frygt? Hulkede, at det var alt for tidligt, og at jeg først havde termin i april! Hun fik mig beroliget med, at det var helt okay og at vi jo bare skulle fejre fødselsdag i dag. Hun bad mig tage et bind på og se tiden an – og så skulle jeg ringe igen 4 timer senere. Bind på, og så ringede jeg til min mand og sagde, at nu måtte han ikke blive forskrækket, men mit vand var nok gået… Han spurgte, om han skulle komme hjem, men fik lidt cool sagt, at det var der vist ingen grund til, for der var jo ikke sket andet og jeg skulle først ringe til fødegangen igen om 4 timer. Stakkels mand, han kunne jo ikke arbejde videre med den besked i baghovedet! Jeg fik også skrevet til min veninde, at jeg nok blev nødt til at aflyse vores aftale dagen efter. Skrev også kort hvorfor, så hun ringede. Da jeg tog telefonen, hulkede jeg igen – samtidig med at der kom en skylle af den anden verden! Igennem bind, tøj, stol og ned på gulvet! Min veninde var så sød og god at snakke med. Hun har selv en datter, så hun vidste ligesom hvad der skulle ske. Så hende holdte jeg tæt kontakt med, alt imens veerne stille og roligt meldte deres ankomst. Kl. 13.30 skrev jeg til min mand, at jordemoderen nok havde ret i, at der skulle fejres fødselsdag i dag! Veerne havde virkelig fået godt fat, og alligevel tænkte jeg, at der var meget længe til, så jeg havde beordret min (stakkels) mand at handle noget juice og kiks med hjem, så vi kunne holde blodsukkeret oppe til det lange forløb en fødsel er. Da kl var lidt i 15 ringede jeg igen til fødestuen som aftalt. Det var en anden jordemoder jeg fik fat i, som meddelte, at de havde meget travlt og måske skulle vi omdirigeres til et andet sted. Kl. 15 en onsdag eftermiddag! I myldretrafikken! Hun fik dog også spurgt til, hvor langt der var imellem mine veer, hvilket jeg overhovedet ikke havde styr på! Der havde lige været en inden jeg ringede og så kom der en i samme øjeblik hun spurgte – altså snarere med 2 min interval i stedet for de 5 jeg havde slynget ud som svar på spørgsmålet 😉 Hun ville lige tjekke ift travlheden og ville ringe tilbage, hvilket hun gjorde kort tid efter og vi fik lov til at komme ind til tjek. Så ned i bilen og afsted med os. Jeg havde veerne skyllende ind over mig og fik sagt til min mand, at vi helt sikkert ville blive sendt hjem igen – i mit hoved blev alle førstegangsfødende sendt hjem igen, fordi de overhovedet ikke var i aktiv fødsel ved første tjek! Min mand fik sat mig af ud for opgangen ind til fødegangen, og så kunne jeg gå i forvejen – eller rettere; nærmest kravle i forvejen, så meget havde veerne overtaget min krop! Så jeg fik nærmest kravlet hen til elevatoren og sad på hug i den op til fødegangen, som jeg også nærmest kravlede ind på. Blev taget i mod af det sødeste personale og blev vist ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg fik sagt til den jordemoder der skulle undersøge mig, at jeg godt vidste at vi blev sendt hjem igen, men at jeg godt lige ville tjekkes. Fik også sagt, at jeg hele tiden havde det som om jeg skulle på toilettet. Med et smil på læben fik hun sagt, at det skulle jeg ikke regne med, for det her kom til at gå stærkt! Jeg havde åbnet mig 3 cm på ganske kort tid, så vi kom direkte ind på fødestuen. Her gik det slag i slag, veerne havde fuldstændig kontrollen over min krop og jordemoderen heppede nærmest på mig 😉 Veerne kom konstant og jeg følte ikke, at jeg havde pause mellem dem, så efter at have fået bistik, som ikke hjalp, og lattergas som jeg kastede op af, fik jeg tigget og bedt om en epidural. Min mand var meget skeptisk, for jeg havde under graviditeten sagt, at det skulle jeg på ingen måde have! Så ham og jordemoderen trak tiden, men jeg fik endelig overtalt dem. Dog skulle der en elektrode op på babys hovede først, for hun kunne ikke måle hans hjerterytme. Anæstesilægen kom og præsenterede sig (og hvorfor skulle han det, jeg var da bedøvende ligeglad med hans navn og titel!) og Gud hvor var det befriende at få den, jeg kunne pludselig være til stede rent mentalt, og min mand har også efterfølgende sagt, at det var som om jeg blev lidt mig selv igen. Det betød også, at jeg kunne slappe en smule af og jordemoderen gik ud for at få lidt at spise imens. En times tid senere fik jeg igen følelsen af at skulle på toilettet – Big time! Så vi kaldte jordemoderen ind, som, igen med et smil på læben, fik sagt, at hun ikke troede på, at det var det jeg skulle, men jeg kunne godt få lov til at prøve! Så mig frigjort af ledninger og så ellers vraltende ud på toilettet, hvor jeg sad og pressede. Men jeg syntes at det føltes som om, at det var et forkert hul der var noget på vej ud af, så forsigtigt fik jeg sneget en hånd ned mellem benene og kunne mærke min søns hoved! Det næste husker jeg ikke, men ifølge min mand lød der et panikskrig af den anden verden ude fra toilettet og ud kom jeg i bedste Quasimodo-stil løbende og kastede mig i sengen, og ind kom en kvindelig sosu, som skubbede mit ene ben helt op ad væggen og nærmest lagde sig på det, mens jordemoderen satte det andet ben i spænd under sig, mens hun guidede mig igennem pressefasen. Min mand holdte min hånd, og på et tidspunkt kiggede jeg op på ham for at se ham i øjnene, men hans blik (og hoved!) var meget fokuseret på det der skete nede mellem mine ben! For som han efterfølgende har sagt, så var det ligesom der det hele foregik! Jeg fik vist også hvæsset ad ham, at det altså var mig der skulle klemme hans hånd og ikke omvendt! Efter 6 min presseveer var min søn ude og meldte sin ankomst til verden med et skrig 🙂 4 timer efter ankomsten på Riget og 8,5 timer efter vandet var gået! Det var der ingen andre end jordemoderen der havde forudset 😉

Efter det hele var overstået og både baby og jeg var blevet tjekket, grinede jordemoderen og sagde, at jeg vist var den skabte fødemaskine og at næste gang skal vi komme lidt tidligere ind, for der vil det komme til at gå endnu stærkere. Høj på adrenalin og lykke fik jeg vist også sagt, at det her gør jeg gerne igen! Jordemoderen fik da også et kram, da hun havde kørt os op på barselsgangen. 

Min pointe med denne fødselsberetning er, at vi kvinder er seje og har født børn altid! Vi er skabt til det og der er intet at frygte. Min lommefilosofi er så også, at hvis vi frygter det, vil vi modarbejde kroppen, hvilket kun vil forværre fødslen…  Min fødsel var den fedeste oplevelse og jeg er så stolt af vi kvinder, at vi kan gøre det! Og mine veninder, der ikke selv har født, har sagt at det er befriende at høre om en god oplevelse, i stedet for de skrækkelige, hvor moderen brister fra hul til hul, ikke kan sidde ned i 14 dage efter osv.. 

Desuden vil jeg gerne sige tak til den jordemoder, der tog i mod min søn og som bare var den mest fantastiske under fødslen! Hun fik min mand og jeg til at føle os trygge ved situationen og vi har efterfølgende snakket meget om, at hun skal have en stor tak for en fantastisk oplevelse! Så kæmpe stor tak til Katrine, som var på vagt på Riget d. 15. marts 2017. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Sikke en fin beretning:o) Jeg kan kun sige, det går hurtigt efterfølgende gange. Min første fødsel startede med VA kl 0555 derhjemme, ankomst til fødegang kl 07:35 og lå med den lækreste babypige uden på maven kl 07:50 :o) I uge 38+2
    2. fødsel sku sættes igang i uge 38+0, fik taget vandet kl 15:30 uden forgående veer eller noget, fødte kl 16:35 den dejligste baby dreng:o)
    3. fødsel, sku sættes igang uge 37+3, havde ingen tegn på fødsel,fik taget vandet og intet andet kl 11:30 og kl 12:30 havde jeg mit 3. vidunder, en dejlig baby pige..så 3 virkelig hurtige fødsler, uden nogen laaang opstart.

  2. Ha hvor skønt. Min første fødsel varede 7 timer, den næste to. Dejlige oplevelser ligesom din. Så jordemoder får formentlig ret med hensyn til næste gang. Gode oplevelser skal helt sikker deles 😊

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven