mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Et lukket kapitel

Jeg sidder i sofaen, med benene oppe på den gamle brune kiste, som fungerer som vores sofabord. Ja, den fungerer sådan set også som opbevaring for håndklæder og sengetøj og den slags, men det er nu sådan set sagen uvedkommende.

Jeg kan høre Peter snakke inde fra sit værelse. Om noget dejligt, vist. Og Jens’ lydbog, som han hører lidt af hver eneste aften, som han af og til griner af fra sit værelse. Det er Peddersen og Findus, som jeg til min store ærgrelse faktisk aldrig selv har læst.

Fra nu af kommer han nok til at læse mange bøger uden mig, tænker jeg og bliver helt rørt ved tanken.

Han har haft sidste dag i børnehaven i dag, min Jens. Min førstefødte og ham, der for alvor lærte mig, hvad kærlighed er, er ikke længere et børnehavebarn. Nu er han et før-skolebarn og lige om lidt, når drengenes knap fem ugers ferie er gået, er han et skolebarn. Sådan ét, som jeg selv husker at have været. Godt, endda.


Få 30 dages gratis adgang til lydbøger på Mofibo HER


Jeg husker at jeg følte mig meget uafhængig, som skolebarn. Jeg kunne alt selv. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, men det troede jeg vist. Og tænk, at min lillebitte dreng, formentligt – nej, forhåbentligt – kommer til at have det nogenlunde på samme måde, når han lige om lidt starter i skole. Han skal ud og blive en selvstændig dreng; sådan én, som som læser bøger og som har hemmeligheder med sine venner og ikke længere (kun) med mig. Sådan én, som plager for at få en mobiltelefon og en hundehvalp. Sådan én, som pludselig bare bliver helt vildt stor, selvom det stadig nogle gange næsten føles som om han stadig er en fysisk del af mig.

… Jeg har jo for fanden næsten lige født ham.

img_7825

Heldigvis er der fem uger endnu og jeg har store ambitioner om at fylde kærlighedsdepoterne op – både hos ham, der snart skal i skole og hos ham, der snart skal i børnehave, som jeg skrev om tidligere i dag, inden jeg for alvor var blevet rørstrømsk over at have lukket et stort kapitel i hvert af mine børns liv i dag.

Nuvel, jeg sidder stadig med fødderne oppe på bordet, men den kop kaffe jeg har drømt om siden jeg satte mig, er endnu ikke kommet flyvende, så jeg må hellere lette bagdelen og få gang i min nespressomaskine, inden det bliver så sent, at jeg ender med ikke at kunne sove på grund af skidtet. Ha’ en dejlig aften derude!

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Åhhh, hvor jeg kender følelsen – når ens lille bitte menneske pludselig sig stor og egenrådig. Min pige er 10 år. Og om 3 uger rejser hun 14 dage til Japan med sine spejdere. Hun får en oplevelse for livet, og glæder sig helt sindsygt (forståeligt nok). Tilbage står jeg med lukkede øjne, og håber at hun vil møde dette fremmede land, med et åbent sind og tolerance, og mest af alt, at hun i sit ikke særlig lange liv, har fået så meget af min kærlighed, at hun føler sig helt tryg og klar, til denne vidunderlige oplevelse. Jeg sender hende afsted med ro i maven, men mit hjerte gør sgu en smule ondt – jeg har jo for fanden lige født hende!

  2. Hej Cana
    Sådan havde jeg det præcis for et år siden, da min søn sagde farvel til verdens bedste skovbørnehave. Jeg frygtede at nu var det slut med leg og hvordan skulle det ikke gå, når han ikke kunne alfabetet og ikke kendte nogle af dem som han skulle gå i skole med?
    Alt er gjort til skamme – året er gået så stærkt, han har lært så meget og kan nu næsten læse. Og han har fået en del kammerater, så det er nok mest forældrenes frygt der fylder inden skolestart.
    Pøj pøj med Jens – det skal nok gå. Nyd sommeren.
    Kh Linda

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven