mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Det første – skide fine – farvel

img_7822

Jeg er lige kommet hjem fra dagens første afslutningsfest og er på én eller anden sær måde, væsentligt mere fattet end jeg havde regnet med. Jeg har netop skænket mig en kop kaffe og er faktisk ikke, selv nu hvor jeg tænker over det, spor rørstrømsk ved tanken om, at Peter har sidste dag i vuggestuen i dag. Mærkeligt nok.

Peter havde bedt om at få en fodboldkage, som den jeg serverede på hans fødselsdag, med op til sine venner, men fordi mit ambitionsniveau i disse dage simpelthen ikke er til at stå og ælte fondant og beklæde margretheskåle med film til perfekte runde kager, foreslog jeg ham i stedet at få en kage med Paw Patrol eller lynet McQueen. Begge dele til hans store begejstring.

Den slags kan man jo for fa’en lave så let som ingenting, og hvis ikke lige det var fordi jeg endte med at bruge knap to timer i går på at lede efter det forbandede sukkerprint (som man altså ikke kan få i Brugsen, Føtex Food, Netto, Fætter BR, Meny, Kop & Kande eller Irma på Østerbro, hvis nogen skal på jagt), så havde det altså været piece of cake – bogstaveligt talt også, selvfølgelig.

Anyways, efter at have spurgt om hjælp på instagram, hvor jeg tilsyneladende har verdens sødeste og klogeste følgere, fandt jeg et sukkerprint med Lynet McQueen hos Panduro Hobby, som jeg i morges klistrede på den shake-and-bake-kage jeg brugte halvandet minut på at røre sammen i aftes.

Og børnene elskede den. Peter og alle hans venner i vuggestuen syntes at den var røvsej og så kan det godt være at det stak en lille smule i mit hjerte at servere den slags jeg-aner-ikke-hvad-der-er-i-kage for alle de små nuttede børnemaver, som selvfølgelig helst skal fyldes med noget der både er godt og (rimeligt) sundt, men ved I hvad? Det her var hvad jeg lige magtede og alle var glade og det var så fint.

Det var skide fint. Og Peter har elsket sin vuggetstue og til august, når han starter, er jeg sikker på, at han også kommer til at elske sin børnehave, som heldigvis ligger etagen lige over vuggestuen. Alt er godt.

Og om lidt vil jeg gå i køkkenet og dyppe nogle vafler i noget chokolade og forberede mig på dagens anden afslutningsfest, for Jens, som stopper i børnehaven i dag. Som jeg er helt anderledes rørstrømsk omkring, i øvrigt, så den må vi lige tage senere, ik’?

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Det er en fin kage og børnene er da skide ligeglade! 😄😘 Nærvær og tryghed er det som de har brug for 😍 Ikke en kage som mor er ved at få stress over fordi det er for krævende. Knus! 😘

  2. Det er altid lidt vildt når det næste kapitel i ens barns liv skal starte. Og man kan ikke engang smugekigge fremad i “bogen” da der kun er dejlige friske blanke sider som skal fyldes ud. Pøj pøj i bhv det bliver stort.
    Og fedt med en vuggestue hvor der gerne må spise en lille kage når der er fest… hilsen vuggestue pædagogen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven