Barndomsminder

Det er ikke til at se det, når man ser på mig i dag, at jeg engang var hende pigen, der altid gik i hvide t-shirts og Nike-sneaks, med en lang fletning hængende ned ad ryggen og jord under neglene. Jeg var hestepigen. Hestepigen fra min barndom, som ret mange af jer efterhånden har spurgt ind til, når jeg flygtigt har nævnt det både her på bloggen og på instagram og som jeg derfor at besluttet at skrive lidt om. Det bliver formentlig en længere fortælling, med lidt frem og tilbage og en masse diffuse barndomsminder, men ikke desto mindre så håber jeg, at I vil læse med, lære mig lidt bedre at kende og bære over med mig, hvis jeg af og til kommer til at bevæge mig helt ud ad en personlig tangent, som ikke har relevans for spor andre end mig.

untitled-design-1

Det startede da jeg var lige knap seks år gammel og jeg fik lov til at starte til ridning nede på rideskolen, hos Helene, som var den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set. Hun havde langt, lyst krøllet hår, som næsten altid sad i en hestehale ud ad hendes BALL-kasket, hun havde ridebukser med helskind og nogle kæmpestore bryster, som hoppede så imponerende meget når jeg i ny og næ var så heldig at se hende ride. Hun var også sød, hende Helene. Og garanteret helt vildt frustreret over at forsøge at lære en knap-6-årig at ride. Line, hed hesten jeg red på. Eller egentlig var det vidst Oline, men alle kaldt den bare Line. Det var en lille hvid pony på et en-meter-og-et-par-og-tyve, som var nærmest ligeså bred som den var høj. Den var min yndlings, selvom jeg ikke kunne sparke den igang med mine dengang korte ben, der vel knapt nok kunne nå ned over sadelklapperne. Måske fordi den var den mindste, eller fordi jeg selv kunne komme op på den.

Det var fedt, det der med at ride, syntes jeg og da jeg, efter et lille års tid som rytter, fik en pony, Tjavs, sammen med min storebror, var min lykke så godt som gjort. Altså, hvis det ikke lige var fordi jeg faktisk ret hurtigt blev en lille smule træt af Tjavs, som var noget større end Line og usædvanligt træt af børn, tror jeg. Ikke at jeg i dag bebrejder den dét, men dengang var det frustrerende som ind i et meget varmt sted, at den enten stod urokkeligt stille, eller spurtede igennem ridehallen, som blev den forfulgt af en sulten løve. Mest stod den stille. Altså, bortset fra når hende den store pige fra stalden red på den. Så kunne den eddermamer flytte sig, men når det bare var mine små ben, var der intet at stille op.

Om det var derfor, eller om der skete noget andet ved jeg ikke, men efter et års tid som den noget opgivende ejer af Tjavs – som både min bror og jeg mistede interessen for; min bror for ridningen i det hele taget og mig mest af at sidde stille på en langside i ridehallen, på en pony som pure nægtede at flytte sig – blev den solgt og vi rykkede videre til en anden stald, hvor jeg blev præsenteret for verdenshistoriens sejeste pony, Sofus. En lille brun og usædvanligt menneskefjendsk pony, som jeg mistænker var blevet mobbet, hånet og slået så meget af den bondemand den boede hos, at den var begyndt at hade mennesker, af at såret hjerte. Alle gjorde nar ad den lille pony, som bed ud og vendte bagdelen til dem. Bare ikke mig. Og et par stykker af de store i stalden, som hjalp mig. Os lærte den vist nærmest at holde af.

Vi blev et godt team, lille Sofus og mig. Vi vandt stakkevis af rosetter og når han gik fri trav, var det som om verden forsvandt under os. Desværre var han bare endnu mindre end Line fra rideskolen, hvorfor der ikke gik mere end et år eller to, førend jeg var blevet for stor. Alt for stor.

Jeg var blevet 9 år gammel og var pludselig blevet for stor til den pony, som på én eller anden måde var blevet min bedste ven. Jeg var nemlig ikke sådan én der var rigtigt god til dét med venner og måske derfor var det særligt dejligt, at være ven med en lille vred pony, som var staldens sorte får og som jeg følte mig særligt forbundet til.

… Og pludselig var det forbi.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Århhh det lyder som en dejlig pony – og en dejlig pony. Jeg synes tit presset for at have venner og gerne mange af dem er blevet stort for børn. Det var det jo også da vi var små, men værre i dag. Tilgengæld hjælper det at vide, at du er sådan en der har en del venner i dag 😊