mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Et amputeret andehold, kilometertal og hjelmhår

p5230309 ikke-navngivet-1

Selvom jeg lagde virkeligt dårligt ud, ved at tage både bil og bus til arbejde de første to dage i maj, hvor jeg lå underdrejet med voldsomme bækkensmerter, så er det rent faktisk nu lykkedes mig, at kæmpe mig op på en beskeden førsteplads i Andedammens lille cyklekonkurrence her i maj måned i forbindelse med Cyklistforbundets kampagne “Vi Cykler Til Arbejde“. Ja, sgu!

Mit lille blå lyn af en vidundercykel gør det simpelthen så godt, at jeg har cyklet – i arbejdsregi – intet mindre end 120 kilometer. Hertil kommer så adskillige ture med drengene i ladcyklen og en enkelt aften, hvor jeg tog det blå lyn ind til en veninde, der dog ikke bor stort andet end et par kilometer væk. Men altså, alt tæller og i mit eget lille regnskab skal jeg nok være oppe omkring de 150 kilometer. Sådan hvis vi regner i runde tal, ikke?

Særligt den seneste uge har det været en fornøjelse at cykle på – og især hjem fra – arbejde, fordi solen har været gavmild, vinden har været blid og regnen for det meste har holdt sig på behørig afstand. Det er simpelthen sådan en fornøjelse at cykle rundt i København, når det er forår og sommer; på den lækre, nærmest sydlandske måde, forstås.

p5230273

Desværre har vi på vores lille andehold her på kontoret været ramt af en lille smule mandefald, men altså, vi tre der er tilbage (selvom vi har betalt for – og figurerer som et hold på fire) holder fanen højt og det er altså noget så hyggeligt, at have sådan en lille ekstra-ting at være fælles om, som i øvrigt ikke har spor med vores arbejde at gøre. Det handler jo for pokker bare om at cykle på arbejde 🙂

I forhold til mange af de andre hold, som man kan sammenligne sig med inde på hjemmesiden, så ligger vi altså temmeligt lavt, når man kigger på vores samlede præstation i forhold til de andre hold, men hvis man ser på kilometer pr deltager, så går det os faktisk helt udemærket på trods af at der altså er den der spøgelsesdeltager hos os, som ikke har kørt én eneste kilometer.

Ja ja ja, I kan nok fornemme at jeg er en lille smule stolt over mine damer, ik’? Måske særligt fordi jeg rent faktisk ikke havde forventet at de andre, Danica og Frederikke, ville få cyklet så ofte som de har vist sig at gøre. Ikke fordi de ikke er seje, men fordi de er sådan nogle lækre, smukke damer, som render til det ene skønhedsevent efter det andet, hvor det altså ikke går an at komme med svedige armhuler og hjelmhår, men ikke desto mindre, har de taget det i stiv arm og cyklet frem og tilbage stort set alle de dage, de har været på kontoret. Ligesom jeg har gjort det, når altså lige man ser bort fra min noget uheldige start. Fine damer på cykler rocker min verden og selvom vi i virkeligheden ikke har gået spor op i konkurrencedelen her på kontoret, så skal jeg da ikke være for fin til at indrømme, at det faktum, at jeg nu ligger forrest med flest kilometer i benene, har givet mig blod på tanden til at give den lidt ekstra gas her den sidste uges tid, for sidenhen forhåbentligt at fortsætte i samme gode spor.

Jeg er trods alt fyldt tredive og selvom jeg altid har troet at det var løgn når andre sagde det, så kan jeg faktisk godt mærke, at min krops forbrænding er for nedadgående og når jeg nu ved at et par ekstra kilometer i benene, giver plads til ekstra snolder i skålen, så er der vel nærmest ingen grund til at lade være, vel?

Er der også nogen af jer der er tilmeldt vi cykler til arbejde? Jeg vil så gerne kunne sammenligne vores lille hold med nogen jeg “kender”, ligesom I selvfølgelig også skal være velkomne til at sammenligne jer med os – vi hedder bare “andedamerne”. Hit me med jeres holdnavn, hvis I er med 😀

p5230275

For i øvrigt at undgå det føromtalte hjelmhår, men stadig køre sikkert på cykel, købte jeg for et års tid siden en ny cykelhjelm, som i stedet for at sidde på hovedet, sidder om halsen, hvor den, når den er aktiveret, fungerer præcis som en airbag i en bil. Bare i hjelmform, hvor den folder sig ud over hele hovedet og beskytter eminent. Det er den jeg har på, på alle billederne i indlægget her og selvom dn er den dyreste cykelhjelm jeg nogensinde har set, så har den for mig været alle pengene værd, fordi den er den eneste cykelhjelm jeg rent faktisk ved med mig selv, at jeg får brugt hver evig eneste gang jeg cykler, som trods alt er det allervigtigste med en cykelhjem; at den kommer på, når man cykler. Hvis nogle af jer gerne vil se mere til hvad der er sådan en fætter gør og kan, så kan I finde meget mere info om den HER hvor den ovenikøbet er på tilbud lige nu!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Nøj den er smart, på godt fynsk. Men DYR. Stoler du 100%på den folder sig ud. Kunne jo være et ønske – hader cykelhjelme, gør “næsten” intet godt.
    Hvad med du fik forhandlet noget rabat👍🏼😊😖

    1. Jeg stoler på den – det er jeg jo næsten nødt til 🙂 Og med hensyn til rabatten, så ville jeg mægtigt gerne, men jeg har intet med hverken forhandleren eller hjelmen at gøre, andet end at jeg har købt den – til fuld pris i øvrigt – det sted, for et års tid siden 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven