mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Sæt fødslen igang uden medicin – sådan!

sæt fødslen igang ikke-navngivet-5

De fleste gravide véd det godt; at der er en relativt stor risiko for, at terminsdatoen kommer til at passere ubemærket hen, uden den fornemme leverance af en baby. Faktisk er det mere end en tredjedel af alle gravide, der kommer til passere den fastsatte terminsdato, hvor utålmodigheden for de fleste for alvor bliver sat på prøve.

Set fra et jordemoderfagligt synspunkt, er der ikke spor i vejen med at passere terminsdatoen; man skal bare helst ikke gå mere end to uger over, hvorfor jeg ikke ser nogle problemer i, at gravide, som har passeret terminsdatoen, begynder at tænke over, hvad man kan gøre for selv at sætte fut i løjerne, som man siger. Om ikke andet, så for at forsøge at undgå den medicinske igangsættelse, som i sagens natur gør, at fødslen – som heldigvis stadig kan være en rigtigt god oplevelse – bliver at betragte som kompliceret.

Læs også: En god fødselsoplevelse med igangsættelse

Og man kan faktisk gøre noget for at fremskynde fødslen, uden medicinsk indblanding. Nogle ting, aldeles uden evidens og måske også uden virkning, andre ting med – og om ikke andet, så kan det hele måske give noget at fordrive tiden med.

Hindbærblade-the

Det siges, at hindbærblade-the kan styrke muskulaturen i livmoderen og samtidig hjælpe vævet i mellemkødet til at blive mere smidigt, hvilket naturligvis er ganske ønskværdigt når man står overfor sit livs præstation; at skulle føde et barn. Hindbærbladetheen kan formentlig ikke bruges direkte til igangsættelse af fødslen, men kan (måske med fordel) drikkes dagligt fra uge 37+0 for at styrke muskulaturen i livmoderen.

Jeg har ikke haft heldet med mig til at finde nogle videnskabelige undersøgelser der underbygger teorien, men ikke desto mindre har jeg selv i mine to graviditeter sværget til hindbærbladetheen – for hvad nu hvis, ik’? Det føltes ikke som noget stort offer; især ikke da jeg opdagede denne variant, som faktisk smager forrygende (og som i øvrigt sendes fragtfrit, hvis nogen skulle få gode idéer).

Vefremmende mad

Som en direkte pendant til hindbærbladethe, findes der selvfølgelig også mad, som efter sigende skulle være vefremmende, omend det altså også er ganske uvidenskabeligt.

Ananas indeholder et enzym, som efter sigende skulle være med til at kunne sætte en fødsel igang, men igen må jeg påpege, at der altså ikke foreligger videnskabelige undersøgelser til grund for udsagnet, men hvis nu det alligevel er sæson for saftige ananas og solen i øvrigt også skinner udenfor, så vil jeg da klart anbefale at give den gas, så længe som ganen kan holde til det.

I den (endnu) mere usikre afdeling finder vi sådan noget som vepizza og vekage, som jeg i min første graviditet kastede mig ud i med største fornøjelse og engagement. Kagen, som var noget med margarine, rosiner, kakaopulver og kaffe, smagte ganske forfærdeligt, men til gengæld, hvis nogen vil give sig i kast med det, kan jeg virkelig anbefale denne kage, som om ikke andet indeholder ananas – og så må man jo tage rosinerne og kaffen on the side 🙂 Vepizzaen til gengæld, smagte faktisk ret godt! Jeg mindes ikke at jeg spiste den umiddelbart før jeg gik i fødsel, men altså, man skal jo have noget at spise, så hvorfor ikke forsøge sig med noget nyt.

Pizzadej:

4-5 dl hvedemel, 1/2 pk gær, 1/2 tsk salt, 2 spsk olivenolie, 1,5 dl vand

Pizzafyld:

25 g smør, 1 løg, 500 g hakket oksekød (evt linser, hvis du ikke spiser kød), 1 dåse tomater, 1 dåse tomatpuré, 3 fed hvidløg (ingen hvidløg – ingen fødsel!), 1 tsk stødt muskat, 1 tsk salt, ½ tsk peber, ½ tsk oregano, ½ tsk basilikum, Ca. 2 dl vand, Revet ost.

Rør gæren ud i det fingerlune vand (samme temperatur som en baby bader i). Bland de øvrige ingredienser i, og ælt dejen igennem. Lad den hæve 30 minutter. Rul dejen ud til et rektangel, og læg den i bradepanden. Lad den efterhæve nogle minutter. Forsteges i ca. 5 min. på 225 grader.

Brun løgene i smør og steg kødet under grundig omrøring. Tilsæt de øvrige ingredienser, undtagen osten, som lægges over pizzaen til sidst.

Læg fyldet på, og lad pizzaen stege videre på 225 grader i ca. 20 min. 

NB: Hvis du har for meget fyld, så gem det til i morgen og spis det ovenpå en omgang pasta – eller bedre, smid det i fryseren, så du har det til efter fødslen 🙂

Jeg mistænker, at hvidløget er tænkt som det primære middel til igangsættelse af fødslen, omend det altså ikke er videnskabeligt bevist. Til gengæld kan hvidløg virke blodtryksnedsættende, hvorfor det kan være ganske anbefalelsesværdigt at spise som højgravid, hvor blodtrykket ofte stiger.

Zoneterapi

Her rammer vi – med mindre man er usædvanligt snedigt gift – udenfor hvad man kan stille op derhjemme, for at sætte skub i fødslen, men ikke desto mindre, er det min oplevelse at ganske mange kvinder har god effekt af zoneterapi efter terminsdatoen. Og hvis ikke, så er det jo bare dejligt, at få fødderne nusset, nu når man ikke selv kan nå dem, ik’?

Akupunktur

Ligesom med zoneterapien, er akupunktur for de fleste af os også noget vi må betale os til. Ikke desto mindre, responderer mange kvinder godt på akupunkturen, som i nogle tilfælde kan føre til veer.

Akupressur

Hvis du tænker at det der med nåle ikke lige er dig, eller hvis du ikke kan eller vil kaste penge efter det, så kan akupressur måske være en mulighed. Samtidig, hvis du kan lokke din partner til at være din “behandler” kan det være et godt og sjovt fælles projekt, som samtidig skaber øget intimitet imellem jer.

Akupressur virker nogenlunde ligesom akupunktur, omend det ikke er helt så effektivt. Der findes med garanti masser af vejledninger på youtube og ellers kan jeg anbefale bogen “Med Egne Hænder” som godtnok er udsolgt fra forlaget, men som stadig kan lånes på bibliotekerne rundt omkring.

Hindeløsning

Her kommer din jordemoder ind i billedet. Et videnskabeligt studie fra Holland viser nemlig, at det faktisk kan være ganske effektivt at få foretaget hindeløsninger fra uge 41+0; bedst for fleregangsfødende, men også i nogen grad for førstegangsfødende, hvor det dog ofte kan være svært at udføre hindeløsningen, da det kræver at livmodermunden er en lille smule åbnet, så jordemoderen kan få sin finger ind og løsne fosterhinden fra livmodervæggen nede omkring livmodermunden.

I undersøgelsen havde 20% flere af de kvinder som fik foretaget hindeløsning, frem for dem som ikke fik, født inden udgangen af uge 42+0, hvorfor metoden altså ingenlunde kan anses som en garanti, men som en hjælpende hånd. I bogstaveligste forstand.

Læs også: En god fødsel efter hindeløsning

En del kvinder oplever at have øgede plukkeveer i forbindelse med og efter en hindeløsning, som desværre ikke altid fører til fødsel, men fortvivl ej – alle sammentrækninger i livmoderen er med til at forberede kroppen til fødsel, så det arbejde kroppen gør i dag, skal den ikke gøre i morgen.

Sex

Selvom den direkte hindeløsning har den bedste effekt, så kan massage af livmoderhalsen i følge føromtalte studie også have positiv indvirkning – og til dét behøver man altså ikke en jordemoder, hvis man har en mand.

Find nogle stillinger, hvor du mærker at din mand trænger dybt ind i dig, fordi der her er bedst mulighed for at mandens dingdong vil “massere” livmoderhalsen. Jeps, true story.

Samtidig indeholder mandens sæd en lille smule af dét hormon man faktisk bruger til at igangsætte fødsler med, ligesom frigivelsen af oxytocin, som fremmer veer, er tårnhøj når I er intime sammen – og især hvis du får en orgasme, så der er altså ingen grund til at holde sig tilbage. Okay, jeg ved selvfølgelig godt at der er masser af grunde, men set ud fra et fødselsperspektiv, så er der ingen grund. Samtidig vil der efter fødslen, for de fleste, gå en temmeligt omfattende rum tid, inden sexlivet genoptaget, så måske er det også smart nok at “tanke lidt op” 🙂

Klar. Parat. Sæt fødslen igang. God fornøjelse!

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Jeg skal prøve hindbærteen. Den ser lækker ud, og tænker det aldrig er skidt med lidt ekstra stærke livmodermuskler til fødslen 🙂 Sidst prøvede kæresten og jeg både det med zoneterapi (hjemme) og sex, men ved ikke om det var det, der gjorde, at jeg fødte da jeg var 40+6.

    1. Det er jo dét, at man aldrig kan vide hvad det præcis er, der sætter fødslen igang 🙂 Og god idé med theen – det skader i hvert fald ikke 🙂

  2. Ha ha – godt timet indlæg. Jeg er 40+6 i dag og selv om jeg forsøger at pakke min utålmodig væk er det svært bare at vente 😊 Jeg skal føde hjemme og en af de mange fordele ved hjemmefødselsotdningen i region Sjælland er de mange jordemoderbesøg. I dag var min jordemoderforbi og lavede både hindeløsning, akupunktur, zoneterapi og lidt robozo. Virkelig luksus 😄 Nu er der godt gang i det hele, så det bliver spændende at se om der snart sker noget. Hun syntes da også vi skulle slutte dagen af med lidt hygge i dobbeltsengen 😄

    1. Ha ha, jeg er fuldstændigt enig med hende! Og hvis ikke du kan overskue “det” så kan en lækker omgang massage fra din mand altså også sagtens gøre noget godt, fordi dét også frigiver en masse dejlig oxytocin. Pøj pøj!

  3. Efter et døgn med trælse veer der gør ondt, men ikke rigtig gør andet er jeg klar til at prøve alt!! Desværre er de fleste ting på listen prøvet uden effekt.. Så mon ikke jeg hellere bare må finde den der tålmodighed frem… 😉

  4. For mange år siden, satte jeg en ung kvindes fødsel igang med zoneterapi. Hun ønskede ikke at blive sat igang medicinsk, hvorfor jeg gav zoneterapi hver 4.time i et døgn, hvorefter hun fødte en dejlig lille dreng!
    Hilsen fra en gammel kone på 60 😉
    Pernille

  5. Hej Cana,

    En trofast følger som har læst alle dine bøger, vil gerne spørger dig som jordemoder, om du ved om sp6-punktet skal bruges på begge ben, eller blot højre?

    Jeg glemte at spørger min jordemoder igår. Øv 🙂 ellers siger jeg bare god aften til dig!!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven