mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Den dag frygten for terror ramte mig

img_7006

Det er jo lige præcis dét her de vil have, tog jeg mig selv i at tænke, bedst som jeg var kommet ud på den anden side af røgskyen, der fyldte store dele af indre København. Irriteret over at være i mine følelsers vold, på grund af noget, som ikke havde fundet sted andre steder end i min fantasi.

Jeg havde kort forinden stået op ad den lyserøde væg i Andedammen og skålet i champagne, med Cecilie og Rachel, de to søde damer bag podcasten Voksen ABC, fordi jeg kort forinden havde sendt den forhåbentligt allersidste udgave af min bog afsted til min redaktør. Vi snakkede om løst og fast, skålede igen og så krammede vi farvel, selvom klokken kun var lige knap halv to. Jeg skulle ud og købe gaver til mine drenge, som har fødselsdag om henholdsvis tre og ti dage.

Jeg spændte cykelhjelmen, stak min pt yndlingslydbog i ørerne og satte mig på cyklen og mærkede hvordan luften var blevet væsentligt lunere end i morges.

Få hundrede meter oppe ad Nørregade, lige før jeg krydsede strøget, blev jeg ramt af lugten af røg, som spredte sig så det nærmest sved i øjnene.

Min første tanke var, at det måtte komme fra Nørreport Station. Dét sted jeg altid har tænkt var ét af de mest udsatte steder i København; særligt efter dengang da jeg var gravid i 2011 og bombemanden, der boede på Hotel Jørgensen tæt på Nørreport, blev fanget i dét der dengang var “vores” park.

Fuck, fuck, fuck.

Jeg kiggede rundt. Menneskerne på Strøget gik rundt som sædvanligt og lyden af sirener eller den tunge lugt af røg lod ikke til at påvirke nogen synderligt. Ingen andre end mig, i alle tilfælde.

Jeg forberedte mig på de skrig der skulle møde mig bag hvert gadehjørne. For helvede, altså! Oppe, lige før krydset ved Nørreport var røget blevet tættere. En lastbil holdt og spærrede vejen og jeg bremsede ned et øjeblik. Kunne slet ikke høre hvad der blev sagt i min lydbog for bare tankemylder.

Lastbilen kørte og alt så, bortset fra røgen der lå som en tåge henover byen, fuldkommen normalt ud.

Er det Torvehallerne? tænkte jeg, ganske overbevist om, at det var terror, der havde ramt mit ellers trygge København.

Jeg fik øje på Peter AG – eller i hvert fald én der ligner – som stod og tændte en cigaret. Og en mor der gik med sin klapvogn, der var tildækket af en stofble, foran sig. Og to unge fyre, der snakkede om noget, som især den ene tilsyneladende fandt vældigt morsomt. Røgen blev tættere, men alt var som det plejer.

Og så fik jeg øje på dem.

Brandbilerne. Afspærringerne. Og dén bygning hvor røgen kom fra. En bygning på Nansensgade, en hyggelig lille gade, lige bag Torvehallerne og Nørreport. Det var så vidt jeg kunne se “bare” en brand.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der aldrig er noget “bare”, når det brænder, men i forhold til hvor sikker jeg havde været i min tro på, at det var en ondskabens handling, der havde ramt en hær af uskyldige mennesker, som min lidt rigeligt vilde fantasi for længst havde forudset, så føltes det som “bare”.

Jeg åndede lettet op. Håbede at ingen var kommet noget til og cyklede fortumlet hjem.

Opdagede at min lydbog stadig kørte, men at jeg intet havde hørt de sidste mange minutter af bare angst for, hvilket syn der mon ville vente mig. Cyklen trillede af sig selv, uden jeg ænsede farten. For fanden, hvor blev jeg da bange.

Heldigvis var det “bare” en brand, som så vidt jeg kan forstå nu, ikke har forvoldt nogle personskader.

Men de var der. Mine bange anelser. Frygten. Troen om, at det nu var sket, lige her i vores by, ligesom det skete i Manchester i går.

For helvede. Mit hjerte bløder i takt med strømmen af forfærdelige nyheder og nu – endelig, ville nogen måske sige – har det ramt mig, for alvor. På min tro på frihed, som ellers har føltes intakt og så pludselig har fået et skår af angst.

I dag, som ellers var startet så godt, blev dén dag hvor frygten for terror for alvor ramte mig, i en sky af røg op igennem Nørregade , og jeg hader mig selv en lille smule for det, for jeg vil ikke lade dem komme ind under huden på mig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Puha, hvor kan jeg godt forstå dig Cana <3
    Jeg oplever (desværre) også engang i mellem at blive ramt af frygten for terror – og noglegange har jeg næsten forberedt mig på det, hvad enten der står en "mystisk" taske/pose alene på en bænk eller hvis en person blot ser mistænkelig ud..
    Det er helt klart pga. den massive mediedækning, det er jeg klar over, men for pokker hvor er det ubehageligt, og jeg krydser virkelig fingrer for, at min kæreste kommer sikkert igennem metroen hver dag!

    Rigtig god aften!

  2. Pyh, det oplevede jeg også for nyligt. Der kom tyk, sort røg fra undersiden af en bus, og jeg nåede at tænke tusind ting og overveje om jeg skulle flygte. Man bliver mere og mere bevidst om, at det kan ske når som helst og hvor som helst. Sørgeligt, men sandt. Jeg tænker, at det er et naturligt instinkt, at man i underbevidstheden er i alarmberedskab, selvom man udenpå lever et helt almindeligt og godt liv de fleste dage. Det gør ondt at se i øjnene, at man faktisk er bange og påvirket af det uden helt at være klar over det.

  3. Kender det desværre godt. Lige nu kredser min tanker om karneval her i Aalborg på lørdag. HÅBER virkeligt ikke der sker noget. Vi taler meget herhjemme om at frygten ikke må få tag i os, særligt pga manden rejser rundt i verden pga job, (og kom hjem fra Manchester i sidste uge, og var lige kommet hjem fra Paris da det ramte der). Og alligevel lurer det hele tiden i baghovedet.

  4. Sidste år skænkede jeg terror mange tanker i forbindelse med karneval i Aalborg. I år har tanken ikke strejfet mig én gang, før det skete i Manchester. Så bliver det lige pludselig noget folk talte om, og de lokale tv-stationer sendte indslag om hvordan politiet vil sikre imod terror på lørdag.
    Jeg VIL ikke have de tanker i mit hoved. Men mit positive fornuftige jeg, er kommet frem til at, sker det på lørdag (7-9-13), så dør jeg i det mindste lykkelig omgivet af mine bedste venner ❤️

  5. Den har også ramt mig – lidt. Nu er der karneval i min by Aalborg på lørdag og jeg er for første gang nervøs for hvad der kan ske. Det føles som et oplagt mål, tusinde af mennesker samlet på en lang gade gennem byen, med få steder at flygte hen. Det er forfærdeligt at tænke på.

  6. Den rammer også mig engang imellem, især når jeg kører med metroen rundt i København og ja ligesom dig, især på Nørreport. Inden for den sidste tid synes jeg dog, at min frygt er blevet lidt værre, da man jo pga de mange betonklodser der er sat op i København, konstant bliver mindet om, at risikoen jo er der. Det er så trist og det gør mig ked af det.. ikke mindst på mine børns vegne, som jo vokser op i en verden hvor terrorangrab(på vores breddegrader) bliver hyppigere

  7. Den har også ramt mig lidt og lige som dig så hader jeg, at jeg har det sådan.
    Bl.a. min kæreste og bror skal til koncert i Horsens i morgen. Jeg ved godt det “bare” er Danmark og Horsens, men hvad nu hvis…
    Det er lige før jeg ikke har lyst til at sende min kæreste afsted for at indfri den julegave, jeg selv har givet ham.

  8. Jeg synes, at udover Nørreport er Kongens Nytorv også et sted, hvor jeg frygter at der, en dag kommer et terrorangreb. ALLE jeg kender, siger at hvis man frygter terror, så har “fjenderne” allerede vundet. Og det er jo også rigtigt. Men altså, jeg frygter det stadig.

  9. Søde Cana. Uff, hvor jeg kender det. Tilbage i 2015 skrev jeg dette: http://guldlog.dk/2015/02/staekkede-vinger/

    Følte mig SÅ overbevist om, at de ikke skulle have lov at igangsætte frygten. Men faktisk kun få dage efter, der vågnede jeg – seriøst – om natten i et gigant angstanfald. Det har jeg godt nok aldrig prøvet før. Og jeg er næsten flov over at indrømme det. For det SKAL altså ikke have lov at tage over. Men lige pludseligt, så kom det hele bare så tæt på, sådan rigtig tæt på, og min datter lå der, helt uskyldig og glad, og sov under taget på vores soveværelse indrettet på lejlighedens gamle tørreloft, hvor der lige ovenover cirkulerede helikoptere og konstant var udrykning. ÆV.

    Men jeg parkerede det igen. Og jeg gider simpelthen ikke tænke mere over det. Jeg går jo heller ikke rundt og frygter at køre bil hver dag. Selvom det jo potentielt er langt farligere. Og sidder mine to uskyldige børn jo også intetanende hver dag…Jeg lovede mig selv, dén nat, da jeg måtte vække min mand, fordi jeg ikke kunne få vejret og hyperventilerede, som om jeg var på vej i koma, at jeg fra da af, ville lære af mit barn. Altid at tro det bedste.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven