mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Vandland, udslæt (fransk rosen) og glutenhysteri

Det er selvfølgelig smadderdejligt at tænke på, at jeg i morgen sætter mig ud i bilen sammen med min familie, for at køre på ferie. Til Lalandia, som var en kæmpe succes sidst vi var der. Det er selvfølgelig bare mindre dejligt at tænke på, at jeg altså stadig har herremeget udslæt. Som i virkelig meget.

Det er ikke farligt og det smitter ikke og jeg burde måske være ligeglad, men jeg tror simpelthen ikke jeg kan få mig selv til at stille mig ud i fællesbadet med røde prikker over hele kroppen, sammen med resten af familien hakkebøf. For fanden, altså. Jeg havde seriøst glædet mig til at skulle prøve en masse vilde vandrutschebaner med drengene, som havde den sygeste optur på over det, sidst vi var afsted. Jens slap sin indre vovehals fri og prøvede frygtløst samtlige vandrutschebaner og Peter, der ikke fik lov til at prøve andre end de lidt mere rolige, råbte grinende efter mere fart imens vi susede ned igennem rørene. Argmen altså, det var så fedt! Og nu mistænker jeg, at jeg ikke kan være med denne gang. Øv altså.

Jeg har selvfølgelig været ved lægen (en ny læge) siden jeg skrev om mit udslæt sidst. Udslættet blev ved med at vokse i nogle uger og lægen mente at det måske var fransk rosen, men altså, han kunne (selvfølgelig) ikke sige noget med sikkerhed. Selv har jeg faktisk hele tiden mistænkt at det var en allergisk reaktion og ovenpå en dag, for nogle uger siden, hvor det gik helt amok om aftenen, forsøgte jeg at gennemgå min kost for dagen og der stod pludselig én ting øverst på skamlen. Gluten.

Pisse-forpulede-voldsomt-lækre-gluten, som jeg altid har forsvoret at jeg ikke skulle leve uden.

Jeg gjorde som man selvfølgelig altid gør i sådan en situation: Jeg spurgte google, som kunne fortælle mig, at der åbenbart findes en af-art af cøliaki, som ikke sidder i tarmen, men i huden. Dermatitis Herpetiformis, som det hedder og som altså på ret mange af de billeder der kommer op på en billedsøgning, godt kunne ligne det jeg har raget til mig. Derfor har jeg i den seneste uges tid forsøgt at undgå gluten og det lader faktisk – desværre – til, at det hjælper. Udslættet er der stadig, men det tyder på, at det svinder heeeeelt langsomt ind. Det bliver i hvert fald ikke på samme måde hævet og kløende om aftenen, som det har gjort tidligere og jeg bilder mig ind at det faktisk er bedre for hver dag der går.

Det kan selvfølgelig godt være, at det “bare” er et totalt random ingen-ved-hvor-det-kommer-fra-udslæt, som er ved at gå over af sig selv og guderne skal vide, at jeg håber det, men for nu, tør jeg simpelthen ikke give mig i kast med hverken boller, kage, pizza eller pasta, for tænk nu, hvis jeg på mirakuløs vis så bare nogenlunde anstændig ud i næste uge, bare ved at holde mig fra det. Okay, der er overhovedet ikke noget “bare”, for jeg har seriøst nærmest levet af glutenholdige produkter stort set hele mit liv og det har altså – uden at sige for meget – været noget af en omvæltning at holde mig fra det, så kryds gerne lige fingre for at det ikke er dét, der er galt med min krop – og så også gerne lige for at jeg ser normal ud i næste uge, ik’? Jeg ved godt det nærmest er utopi, men hold kæft, hvor vil jeg gerne med i vandland! Og nej, jeg kan ikke sådan som jeg ser ud nu – folk tror jo at jeg er farlig, hvis de ser mig uden tøj på.

Til mit held er der hverken gluten i mine favoritpandekager, pålægschokolade, peanutbutter, frugt, juice eller kaffe. Så det går nok. Og ja, vi har både sutter og LEGO med til bords herhjemme. Og ja, gu håber jeg på at det “bare” er fransk rosen.

img_5984

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Kære Cana
    Det er vigtigt at du ikke selv begynder at eksperimentere med at udelukke gluten fra kosten hvis du har en mistanke om at det er det der er problemet, da det så kan være svært at stille en diagnose. Skynd dig hellere at få en tid hos en hudlæge som kan tage en biopsi og undersøge om det er dermatitis herpetiformis. Det er nemlig ikke sjovt når der går kludder i udredningen af glutenintolerance, tro mig.
    Kh Tanja

    1. Fuldstændig enig.
      Hvis du ønsker at få en diagnose risikerer du at skulle provokeres med gluten igen. Og hvis din krop først finder ud af hvor pisse fedt det er at undvære, så bliver provokationen altså ikke “a walk in the park”.

      God tur i Lalandia. Det er et fedt sted for børnefamilier – også selv om man ikke kan komme i vandet 🙂

    2. Helt enig med Tanja. Jeg begik den fejl selv st gå i hang for 6 år siden (Jeg var ramt på maven dog), med stor succes, jeg fik det voldsomt meget bedre. Men da jeg så gennem lægen skulle tilknyttes de relevante afdelinger, vil de ikke have mig, for min glutenallergi kan jo ikke måles. Det er noget farligt bævl 🙁

  2. Kære Cana

    Du skal selvfølgelig først og fremmest have det godt med at pjaske rundt i det vandland. Selvfølgelig skal du ikke overskride dine egne grænser.

    Men seriøst? Fuck hvad andre kunne finde på at tænke. De ved ikke, hvad det handler om. De har bare at gå ud fra, at du selvfølgelig ikke kunne finde på at bade med noget der smitter. Og de skal bare ikke blande sig.

    Jeg håber du ender med at have en fest med dine drenge!

    De bedste hilsner
    Den tykke kvinde i bikini

  3. Sødeste Cana – who are you kidding. Hele Danmark læser jo din blog, så vi ved jo alle sammen at du har små prikker på kroppen som ikke smitter – so just show them 😉
    Når først alt spiller i Lalandia, så har du glemt alt om det (I know – lettere sagt end gjort). Men du må ikke lade det gå ud over jeres tur <3

  4. Har du overvejet nældefeber, alt springer jo ud nu, så måske du stadig kan spise som du plejer. Kh Susanne

  5. Åha. Gluten. Den bliver oftest synderen, når man pludselig “fejler” noget. Og som du helt rigtigt skriver, så medfører det oftest GLUTENHYSTERI.

    Min mave begyndte at te sig som en gal, jeg blev oppustet og ildelugtende (💨). Det måtte være GLUTENINTOLERANS! Total spelt-mor og antigluten-fanatiker gik i den… Det var så mælkeprodukter (OG OST😩) min krop sagde fra overfor. Og ikke gluten.

    Bliv tjekket smukke, før du går i selvsving. Tænk engang hvis det nu var KAFFE😩😩🙈(ikke at jeg tror det, men Hey, det kan være du unødigt gennemgår helvedet med at undgå gluten)

    Og hop så i plaske-himlen ❤ Fuck de pletter! Bare sig “jeg smitter ikke længere” og overlad dem til hvad de end måtte tænke❤

  6. Min søn fik sidste år udslæt, røde runde pletter på HELE kroppen og ansigtet med.
    Det så farligt ud, bredte sig fra den første kom og til hele kroppen var fyldt -det tog ca 5 dage. Derfra gik nogle væk mens andre kom til. I 3 uger lignede han en, man døde af at komme i nærheden af.
    Han endte med at få diagnose “fransk rosen” uden der skete yderligere ved det. Det gik i sig selv over tid. Der har siden været et par udbrud, men ALDRIG i så voldsom grad som første gang.
    Så måske en test af om det er gluten.. det kan være så meget mystisk 😉
    Nyd ferien, og bad du bare. Folk må sgu da spørge, hvis der er noget de undrer sig over. Eller læse din blog, så ved de besked 😉 😉 Trine

  7. Hvis det viser sig at være Cøliaki – så overlever du også det, men lære langsomt at undvære, og at bage skide gode alternativer.
    Kh en med Cøliaki på 6. År

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven