mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Stop fødselsshaming. Nu, tak.

fødselsshaming

Ikke sjældent slutter de mange fødselsberetninger jeg deler fredag efter fredag herinde af med, at kvinden beskriver, at hun er ked af sin fødsel. Ked af ikke at kunne. 

Og jeg forstår det på en måde godt.

Da jeg var gravid, var min største frygt, udover at der skulle ske noget med min baby, selvfølgelig, at jeg ikke ville være i stand til at føde naturligt. Kroppen er jo bygget til at føde og selvfølgelig var jeg én af dem, som var “god” til at føde, tænkte jeg. For de findes, dem der er gode til at føde. Jeg siger det af og til selv og jeg bider mig selv i tungen hver eneste gang, for hvis der er nogen, som er gode til at føde, må der nødvendigvis også være nogen der er dårlige. Og dét, synes jeg er noget hø, for at sige det rent ud.

Gu’ er der da ej, nogen der er dårlige og man kan ikke tale om, at det er bedre at føde på den ene eller den anden måde. Det er fødselsshaming og det er grimt, er det, på samme måde som mommyshaming.

Selvfølgelig ville det være ønskværdigt, hvis alle fødsler var ukomplicerede, uden indgreb og i øvrigt ikke gjorde spor mere ondt end at plukke øjenbryn efter en tur på festival, men sådan hænger naturen bare ikke sammen.

Det gør pisse ondt. Og det tager for rigtigt mange så udmattende lang tid, at smerten bliver fuldstændigt uudholdelig. Og nogle gange står barnets hoved så skævt indstillet i bækkenet at det bare ikke kan lade sig gøre. Og nogle gange får barnet ikke ilt nok og så må man lave et akut kejsersnit midt i det hele. Og sådan er det bare.


Læs også: Sådan øger du chancen for at baby roterer sig mest hensigtsmæssigt ned igennem bækkenet under fødslen

Det ene er sgu da ikke bedre end det andet og jeg bliver simpelthen så ked af det over, at det er blevet vores kultur. Min kultur, for jeg sidder selv velplaceret lige midt i suppedasen og roser mine veninder og fortæller dem at de er seje, når de har født hjemme på stuegulvet til tonerne af Shade og en jordemoder som ikke nåede at komme frem. Det gør jeg da.

Men for fanden, det er jo ikke være fordi deres fysiske formåen er sej. Ikke sejere end alle andres i hvert fald. Det handler, tænker jeg, mere om, at de kvinder jeg oftest tager mig selv i at rose, selv synes, at de gjorde et fucking virkelig godt stykke arbejde. Det er dem, der selv er stolte over deres præstation og hvor min ros i virkeligheden bare bliver et heppekor til deres egen indre stemme, som fortæller dem, at de kan være stolte over sig selv.

Alle der har født, er sgu da helt vildt seje! Man har groet og leveret et barn. Man har været igennem en lang graviditet og en pokkers masse strabadser – og for nogles vedkommende, har man sågar ladet sig sprætte op syd for navlen, for at få sin baby ud i god behold og hvis ikke dét er en kraftpræstation og noget man kan være stolt over at have gjort i kampen for at blive nogens mor, ja så ved jeg snart ikke hvad.

Kære mødre, I er allesammen helt vildt seje. Jeres fødsler er seje, jeres kroppe er seje og selvom I måske ikke tror mig når jeg siger det, så beundrer jeg jer allesammen for dét I har gået igennem for jeres børn.

Skriv din kommentar

Kommentarer (36)

  1. Det er en interessant ting, du beskriver, for det er næsten umuligt sprogligt at undgå at fødselsshame. Vi taler f.eks. om den “naturlige” fødsel kontra den unaturlige (?!). Faktisk er der jo en del, der slet ikke opfatter et kejsersnit som en fødsel, og derfor retter én (mig), når jeg taler om mine fødsler. Det mærkværdige, synes jeg, er behovet for at kategorisere og hierarkisere fødsler, hvor nogle bliver mere rigtige end andre. Jeg er helt med på at være stolt og glad over at ha bygget en baby og smuttet den, som en mandel. Mere glæde til nybagte mødre, er super. Men det er sært, at man kam føde forkert. At alt, der involvere sundhedspersonale, smertelindring, operation osv pr definition er forkert. Særligt, hvis det ikke er drevet af omstændighederne, men tilvalgt. At det er en form for snyd. Det er en meget effektiv social kontrol af mødre, men virkelig uskøn. Jeg er med på, at der er risici ved kejsersnit, men det er der ved Gud også ved vaginale fødsler, så hvorfor man ikke kan vælge frit er lidt af en gåde for mig. Færre løftede pegefingre og mere omsorg. Nu. Tak.

    1. Jeg er enig med dig langt hen ad vejen, men altså ganske uenig i, at man frit skal kunne tilvælge et kejsersnit, hvis der ikke ligger en god fysisk såvel som psykisk årsag til grund. Ikke fordi et planlagt kejsersnit er dårligt, men fordi vi simpelthen ikke, i vores i forvejen hårdtpressede sundhedssektor, kan gå og tilvælge behandlinger. Et kejsersnit er jo selvsagt en behandling, hvorimod en vaginal fødsel er en naturlig afslutning på en graviditet. Vi får jo heller ikke en knæoperation medmindre en kvalificeret fagperson har ordineret det. At der så er tilfælde hvor man gør klogt i at hjælpe naturen på vej, hvadenten det er med igangsættelse eller kejsersnit, er en helt anden snak, hvor vi selvfølgelig (!) skal kære os om hinanden. Sådan ægte.

  2. Af hjertet tak, fra en 2 x akut kejsesnitsmor der bare så gerne ville have født sine unger på den “rigtige” måde.

  3. Tak! Bare tak! Nåede ikke at gå i fødsel, havde ikke en eneste ve, da det 7 dage efter termin til kontrolbesøg blev opdaget at min baby lå i sædestilling med benene i frøstilling og med næsten ingen fostervand havde jeg ikke andet valg end kejsersnit, noget jeg har været meget ked af. Ville så gerne have født “rigtigt”.

  4. Det er det samme når der altid skal tilføjes “og jeg klarede den helt uden medicin”… jamen, super flot af dig! Men ikke mindre flot af mig, selvom jeg fik en epidursl til sidst, da jeg efter 20 timer stadig kun var udvidet 6 cm. Men om jeg så havde valgt at bede om en epidural allerede fra jeg kom ind, gør det mig ikke mindre sej eller mindre værd end alle andre der har født – uanset hvordan man har født.

  5. Åh hvor har du ret!
    Jeg er en af den der på ingen måder er skabt til at føde – ved min anden fødsel var min livmoder tæt på at briste.
    Begge mine drenge er kommet til verden ved akutte kejsersnit efter mange timers veer…
    nu er håbet om at føde naturligt slukket for mit vedkommende – min krop kan ikke 😐
    Se det har været en sej kamel at sluge.

  6. Skøn artikel fra et skønt menneske! Jeg fødte for snart 2 år siden, og har det stadig “dårligt” over måden fødsels forløb. Jeg havde en forestilling om hvordan jeg ville takle det, og hvordan det ville gå, men det blev slet ikke sådan. Jeg blev sat i gang en mandag og gik med kraftige plukveer on/off frem til onsdag sen aften hvor veerne endelig tog til, jeg valgte kun at få lattergas, men pga af smerte og træthed er der dele af fødslen jeg ikke husker, jeg bilder mig selv ind at jeg måske faldt i søvn? Om torsdagen kl.18.59 kom vores datter til verden, taget med fast kop.
    Jeg tror at når en fødsel går anderledes end ens forestilling, er det en svær kamel at sluge, for det er ikke noget man kan gøre om. Det var det for mig!

  7. Man blir så tæt af at høre på at man ikke gør det rigtigt, med mindre man har haft en fødsel som er gået naturligt igang, at man har født uden smertestillende og da helst i vand hvor man selv har taget imod barnet.
    Jeg fødte min første “naturligt”, hvis man da lige ser bort fra at jeg til sidst måtte smides på briksen på alle fire og Jordmoderen nærmest måtte stå kontra med sit ben på min ene røvballe, mens hun i bedste farmerstil havde begge hænder ind og hive knægten ud, fordi han sad fast i bæknet.
    Da jeg skulle føde min anden søn var det ikke svært at vælge den “unaturlige” fødsel. Nej tak til flere timer på briksen, for igen ikke at kunne føde. Nej tak til at se sin blå slappe baby, fordi han ikke kunne klare den lange møjsommelige tur gennem fødselskanalen.
    Ja tak til at både mor og barn kommer igennem fødslen med et overskud og følelse af at tingene nok skal gå godt.
    Jeg kan ikke anbefale kejsersnit, for shit hvor tager det lang tid at kommer over.
    Jeg nægter at skamme mig over at jeg valgte kejsernit og kan blive noget kort for hovedet og skarp i tonen når de spørger om jeg ikke ikke er ked af at jeg mangler fødselsoplevelsen og det at jeg ikke kan føde rigtigt, hvad det så end betyder?!

  8. Med fare for at brænde nallerne. Jeg synes det er fantastisk med babyer 🙂 uanset hvordan de er havnet i forældrenes arme, om de er fra uganda, hjulpet på vej eller kom uden de store overvejelser eller om de kom ud det ene eller andet sted… MEN det er sku som om at man liiige skal nedtone sig lidt hvis man har haft en god fødsel der var ‘nem’ og uden smertelindring.. Det går begge veje! Man må altså være stolt, uanset hvordan fødslen gik. Der ligger også hårdt arbejde bag en ‘nem’ fødsel.. <3

    1. Åh, Linr, jeg er SÅ enig. Og jeg gør mig rigtig meget til synder her. Min fødsel var, i lægelig forstand, helt efter bogen. Jeg synes derimod det var verdens mest forfærdelige oplevelse på trods af epidural og relativt hurtigt forløb. Og jeg har sagt til flere veninder, halvt i sjov halvt i alvor, at deres fødsler gad jeg ikke høre om, for de var nemme.

      Og det er sgu da ikke okay! Jeg øver mig meget på at lade være.

  9. 14 dage før termin fik jeg konstateret svangerskabsforgiftning, to dage senere sendte en kraftig hovedpine mig til fødegangen, hvor man konstaterede at baby desuden lå i sædestilling. Blev indlagt og dagen efter fik jer foretaget et kejsersnit. Det hele var mega surrealistisk og i lang tid efter, var det største chok, at ingen havde opdaget, at fisen lå med rumpetten ned ad… Har på intet tidspunkt tænkt ‘øv, bare jeg kunne have født ‘rigtigt” (så skulle det lige have været for, at slippe for de ulidelige smerter sådan et kejsersnit giver i maaaaange uger efter! )Tilgengæld har jeg lagt ører til en kommentar eller tre om, hvor synd det var for mig ikke at få dén oplevelse en ‘rigtig’ fødsel er. For mig var min fødsel den helt rigtige fødsel, der resulterede i ,at både jeg og min datter forblev sunde og raske. I sidste ende er det det eneste der har betydning for mig og min fødsel.
    Så mange tak for, at sætte fokus på fødslerne og deres mange variationer ❤ for vi er nemlig seje, hver og én

  10. Hvor ville jeg dog ønske at fødselsshaming ville forsvinde fra samfundet. Havde selv en helt forfærdelig 1. fødsel med veer i 62 timer, alverdens tiltag inklusiv epidural, ve-drop og sugekop, selvom det vitterligt var noget jeg gerne ville have undgået. Bad selv om at min pige blev taget med kop til sidst efter at have presset 2,5 time :'(. Er så flov over det. Og at ikke én person – fagperson eller pårørende – fortalte mig at jeg var sej og det var godt gået, gør mig bare så ked af det. Nu skal jeg snart føde vores 2. barn og er virkelig spændt…

    1. Så vil jeg altså godt lige sige at du er sej! For shit du er sej, Tine. Og det fortjener du at få at vise. Ligesom alle andre kvinder der føder et barn på den ene eller anden måde. Det er da mega vildt at komme igennem en så lang fødsel! High five til dig!
      I øvrigt kender jeg en, hvor den første fødsel tog 65 timer. Anden gang tog det “kun” ca et døgn og gik væsentlig nemmere. Jeg håber det bliver det samme for dig 🙂

    2. Jeg ved at jeg sikkert kan sige 1000 gange, hvor sej du er, for du har født et barn, hvilket er den vildeste bedrift nogensinde, men det ændrer sikkert ikke på dine følelser omkring din første fødsel. Det gjorde det i hvert fald ikke for mig… men du skal vide at anden gang kan blive helt anderledes. Man kan ikke sammenligne mine fødsler på nogen måde og der er ting jeg både er glad for og ked af ved begge, men anden fødsel var meget bedre. Jeg var mere forberedt fordi jeg havde gjort det før og min krop var mere forberedt. Du og alle andre mødre er de sejeste i verden, for fanden vi producerer det dyrebareste der findes. Det skal man sgu tage hatten af for!!

  11. Interessant indlæg. Nu fødte jeg for 10 uger siden en lille vidunderlig prinsesse, og hold da op hvor er jeg virkelig, som i VIRKELIG glad for smertelindring. Jeg fødte uden nogen form for smertelindring første gang, fordi der simpelthen ikke var tid til at give mig hverken det ene eller det andet, for ydermere at få rykket ungen ud med en sugekop. Det er det vemmeligste jeg nogensinde har prøvet. Jo jo, jeg var da ikke til at skyde igennem bagefter, for jeg havde født uden smertelindring. Og jeg har følt en vis skam denne gang, fordi jeg tog mod tilbuddet om lattergas, og bare havde en perfekt fødsel uden en masse drama. Fordi folk havde en forventning om, at jeg bare er en mega sej urkvinde der bider det i mig og ikke behøver hjælp. Jeg var hamrende bange da det var nu. Så bange at jeg gik i panik. Så lattergassen var kærkommen. Og nu føler jeg mig sej igen. For selvfølgelig er det pisse sejt at jeg har leveret to helt fantastiske rollinger, både med og uden smertelindring.
    Skidt med fødslen, det er det der kommer ud af det der er hamrende lækkert.
    Hurra for dig, fordi du tør være ærlig og tage bladet fra munden. Du giver selvtillid og tro på sig selv. ❤️

  12. Jeg tænker at alle måder baby kommer ud på er den rigtige måde. Om det er den “naturlige” vej eller kejsersnit gør ikke den store forskel, jeg tænker at ofte er beslutningen om kejsersnit en nødvendighed for barnets og/eller morens helbred – det er jo bare en kæmpe luksus at leve i en verden hvor det er en mulighed! Før i tiden ville flere babyer eller mødre dø som følge af en “naturlig” fødsel, der gik galt. Og somme tider er et planlagt kejsersnit det, der skal til for morens psykiske overlevelse og mulighed for ikke at blive traumatiseret.
    Men når det er sagt skal der altså også være plads til at være pissestolt over at være “skabt til at føde”. Jeg har født på hhv 4 og 6,5 timer uden smertestillende, og det synes jeg nogen gange bliver shamet ligeså meget som den anden side, at det ikke er en “rigtig” fødselsoplevelse fordi det ikke har taget 20 timer og en epidural.
    Bare en reflektion fra den anden sige 😊

  13. Jeg følger 100% din tankegang. Jeg synes til gengæld, at en nem fødsel er, og særligt hvis der ikke har været bekymringer i forhold til det at føde er så heldigt. Det er lidt som at sammenligne nogle der vinder deres drømme-jordomrejse, med nogle der lever på en sten i 20 år for at spare sammen til den. Rejsen er lige fantastisk men vejen derhen er vidt forskellig. Egentlig hører fertilitets-bøvl, og hole-in-one-undfangelser i samme kategori. Det fungerer jo ikke sådan, at de kvinder der bliver de bedste mødre har nemmest ved at blive gravide. Som én der har været ret heldig på begge fronter, glædes jeg ved mit held, men flager varsomt med det netop af disse grunde.

  14. Jeg har altid haft den opfattelse at nogle er gode til at føde og at andre ikke e, ligeså vel som nogle kroppe har lettere ved at løbe end andre. Jeg synes ikke at man gør det bedre bare fordi man måske er “god” til at føde, men jeg tror virkelig at nogle er bedre end andre.
    Jeg selv har fået kejsersnit, min søns hoved lå helt skævt, så han var aldrig kommet ud normalt. Jeg tror dog på min krop er god til at føde, åbnede mig hurtigt og synes ikke det gjorde særlig ondt. Håber folk forstår hvad jeg mener med det for det er på ingen måde et skulderklap til mig selv, men bare min opfattelse af at vi alle er gode til forskellige ting.
    Jeg siger egentlig heller aldrig at jeg har født min søn, jeg siger “da han kom ud” eller “efter han kom ud” ikke fordi jeg skammer mig, men fordi jeg jo ikk har født ham synes jeg bare 🙂

  15. Med 2 fødsler uden smertestillende bag mig og den ene af en stor 5 kg’s baby, så synes jeg selv jeg har gjort det godt, men jeg har da ikke gjort det bedre end min veninde, der fik kejsersnit 3 gange.

    Hvad jeg derimod hepper lidt på er, at vi begynder at se fødsel og amning som noget naturligt og ikke kun noget, som enten gør ubeskrivelig ondt eller som er vanvittig svært at få til at lykkes.
    Hvis man udelukkende fokuserer på de svære og hårde ting, så kan det hurtigt blive svært at se på alle de mange, mange gange hvor alting går som de skal.

  16. Altså den “rigtige” fødsel herhjemme var ved nr 2, mit kejsersnit. Jeg kunne tage hjem dagen efter uden, for mig, nævneværdige smerter. Havde hele familien på besøg.
    Først fødsel derimod, som var vaginal, var alt andet end naturlig fødsel, barn lå skævt i bækkenet,uden det blev opdaget, sprætter fra Herodes til Pilatus, dårlig ammestart. Kom hjem efter 5 dage, måtte retur igen med blodforgiftning, som det tog et par dage at finde den rigtige kur til så indlæggelse i mange dage. Ligggende på langs i flere uger pga bristning. Alle andre i familien er superfødere, så har nærmest haft ondt af at jeg ikke har haft en “naturlig” fødsel. Det behøver de overhovedet ikke bekymre sig om, kejsersnittet var den perfekte fødsel.

  17. Ved min anden fødsel gik der under fire timer fra 1. ve til baby var ude. Det var en heftig, men dejlig fødsel og jeg var (og er) stolt af den. Har dog mere end en gang hørt at jeg slap let fordi min datter kun vejede 3kg. Så er det jo ‘en nem lille opgave’. Det var sku hårdt arbejde og gjorde væsenligt mere ondt end første fødsel (det varede 17 timer). Jeg er selv kun 1.60 m høj, så jeg tænker at størrelsen på mine piger har passet fint til størrelsen på min krop.

  18. TAK for at du så smukt sætter ord på det, at ingen fødsel er mere rigtig end andre!
    For fem uger siden fødte jeg min datter ved kejsersnit efter et forløb med svangerskabsforgiftning. Og med en lille pige, der ikke voksede, og som ikke havde ressourcer til en naturlig fødsel, kommer man nemt til at tænke, at ens krop er dårlig til at være gravid (hvilket kroppen i øvrigt også skulle have hjælp til at blive – så det gjorde det da ikke bedre). De første to døgn så vi stort set ikke hinanden, min pige og jeg, og dét kombineret med kejsersnit, “for lille” og “for tidligt” barn tog da lige et par dage at slutte fred med…

  19. Tak ❤️ Jeg har aldrig mødt nogen, der så ned på mig pga mit akutte kejsersnit, og jeg fik masser af ros for mit (“forgæves”) fødearbejde af min JM efterfølgende, men jeg ser desværre stadig lidt ned på mig selv her et års tid efter. Og jeg er så misundelig på alle dem, der føder på stuegulvet eller i fødekarret til tonerne af noget rart og rent faktisk oplever deres baby komme til verden ❤️ Og ja, jeg synes nok de er lidt sejere end mig til at føde. Men dit indlæg fik mig til at forsøge at tænke lidt anderledes om det hele. Så tak. Og fedt med et kommentarfelt, hvor det jo bare bliver helt klart, at det at føde bare er en vanvittig ting, der altid vil sætte nogle dybe spor af den ene eller den anden art. Men vi er fandme seje os kvinder, er vi 👶🏻💓

  20. Jeg har fået 2 akutte kejsersnit og selvom jeg sagtens kan sige til andre at jeg har prøvet og gjort mit bedste var jeg, især efter første kejsersnit, ikke selv helt overbevist om at jeg havde gjort nok og prøvet nok. Det var bedre efter andet kejsersnit men jeg kan alligevel godt have en følelse af at jeg kunne have gjort det bedre og at jeg skal undskylde mine kejsersnit. Rent logisk ved jeg godt at det ikke er sådan, men følelsen er svær at slippe af med.

  21. Så godt indlæg!
    Min datter kom selv til verden ved aks, i november. Jeg havde det så dårligt over at jeg ikke Havde født hende vaginalt, og det hjalp bestemt ikke på det når folk ikke mener man har født fordi man har fået et ks. Men et ks er bestemt heller ikke en dans på roser! Langt fra!

  22. Min søn kom til verden via aks. Ok fordi jeg ikke prøvet normalt, men hans hjerterytme dykket længere ned end det måtte. Plus at det kaos der var på min stue og for meget fostervand osv. Jeg var ikke lige heldig der. Og nu hvor vi venter nr.2 har vil valgt ks da jeg ikke havde en super god fødsel med nr 1 . Og har bestemt ikke lyst til at gennem gå det igen. Og vel vidne om at jeg godt ved at to graviditeter ikke er ens eller to fødsler ikke er det. Men har ikke lyst til at opleve det igen hvis det skulle ske. Min veninde sagde til mig at jamen dubhar i det mindste prøvet en normal fødsel. Ja det har jeg.. Men lige meget hvordan en fødsel er om det er ks, aks eller normal fødsel, er der bare ikke en større gave at blive mor/far. Jordens fedeste oplevelse at blive det. Og den største gave. Det kan ikke beskrives når ens søn kigger på en med de dejligst øjne og smiler til en eller siger mor. Man smelter. Og nu nr 2 på vej. Jeg er mere en taknemlig for at blive en mor.
    Alle kvinder der har født på den ene eller den anden eller den tredje måde er seje. Det vigtigste er at barnet er sundt og rask, hva mere kan man ønske sig. Og til alle de kvinder som prøver så meget på at blive gravide i er SQU lige så seje. I kæmper en brag af en kamp. Jer tager jeg min hat af for. Det er ikke den nemmeste kamp i går igennem.
    Så sådan set er alle kvinder seje efter min bog. Og mændene som er ved vores side.

  23. SÅ enig! Der hersker en mærkværdig retorik omkring fødsler. Og en – for mig – mærkværdig tendens til at planlægge i detaljer hvordan en fødsel skal foregå. Sidstnævnte er jeg i høj grad overbevist om, er med til at høre kvinder kede af deres fødselsoplevelse og deres præstation. Helt uretmæssigt efter min bedste overbevisning.
    Ved mit allerførste jordmoderbesøg i min første graviditet, blev jeg bedt om/opfordret til at nedskrive mine “fødselsønsker”. Det nægtede jeg. Jeg mener, det er helt forkert at bede kvinder opstille konkrete ønsker til noget, de ikke aner, hvordan foregår. Og som de kun i begrænset omgang har indflydelse på. Så jeg nægtede, på trods af flere opfordringer, og blev ved med at konstatere at jeg håbede på en ukompliceret fødsel med mindst mulig smertelindring og med mest mulig konstruktiv vejledning fra jordemoderen! (Og eventuelle læger etc) Da det jo er dér ekspertisen ligger og ikke hos en usikker førstegangsfødende.

  24. 2x AKS, da mine børn lå skævt, for højt og var stjernekiggere. Forløbene var pænt lange, med igangsættelse med piller første gang (11 dage over termin) vedrop, epi, der ikke virkede mere end 1,5 time og alt muligt… AKS efter næsten et døgn – jeg var titalt afkræftet og havde ingen energi bagefter til overhovedet at holde mit barn….
    2.gang gik vandet af sig selv,men efter ca 12 timer fik jeg vedrop, da veerne ikke rigtig kom i gang af sig selv. Barn 2 lå på samme måde som barn 1, men selvom hun slet ikke kom langt nok ned i bækkenet nåede jeg at åbne mig 8 cm…. fik AKS efter halvandet døgn ca, da der ikke skete mere.
    Efter første fødsel var jeg glad og lettet omkring kejswrsnittet, men ked af at forløbet optil blev så opslidende.
    Efter anden fødsel var jeg viiiirkelig skuffet over læger.og jordmødre, der havde fået mig til at håbe på og regne med em vaginal fødsel – fordi 2.gang jo slet ikke behøver ligne 1.gang… men de tog fejl, og jeg var slemt skuffet og ked af det. Dog kom jeg mig over kejsersnit 2 meget hurtigere end kejsersnit 1 – dog med smerter omkring arret i næsten 3 år efter…. jeg trøster mig med, at vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at få en vaginal fødseæ, men det kunne bare ikke lade sig gøre.
    Skal vi have flere.børn? Det er stadig uvist, mest pga smerterne og invalideringen i så mange uger efter kejsersnit… det har jeg virkelig ikke lyst til at opleve igen…

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven