Sovende børn og et nyt favoritsted

img_5942

Det er efterhånden blevet en vane hos os, at så snart Thomas ikke er hjemme, så sover begge drengene i dobbeltsengen sammen med mig. Jeg synes det er drønhyggeligt at sove sammen med dem og jeg ved næsten ikke noget bedre end at kunne snuse dem i håret i løbet af natten. Til gengæld kan det være en helt anden og knap så hyggelig snak at få dem puttet. Eller altså, det ér hyggeligt, forstå mig ret, for de griner og pjatter og har en fest, men når man er den voksne, som egentlig også gerne vil holde nogle rimeligt faste sengetider og putterutiner (og have et par timer til at flade ud på sofaen alene), ja så bliver det af og til en kende irriterende også.

I aften var heldigvis blandt de mere eksemplariske af slagsen, hvor grinene hverken tog overhånd eller blev byttet ud med gråd, som det af og til hænder, når drengene pludselig ikke er enige om legen, men hvor de i stedet bare grinede og hyggede sig i et kvarters tid, inden de lagde sig til at sove, alt imens jeg kunne bruge tiden på at ordne det vasketøj, som jeg ellers havde forventet, først ville blive lagt sammen efter børnene var faldet i søvn. Jeg ved godt det kan virke som en fuldstændigt ligegyldig detalje, men for mig, er det altså virkelig rart, hvis jeg kan få klapset nogle af de lidt mere kedelige pligter af, inden børnene sover (men efter de er lagt i seng) fordi det altid er sådan en slags limbo-tid.

Det har i det hele taget været en knaldhyggelig dag. Den startede ud med en knaldende hovedpine for mit vedkommende, hvorfor jeg hurtigt besluttede at aflyse samtlige møder til fordel for en ekstra kop kaffe i sofaen, inden jeg kastede mig over at sætte fodlister op i dét der forhåbentlig snart skal blive Jens’ nye værelse. Det er min absolut første gang i selskab med sådan nogle banditter og det går derfor, ikke overraskende, ikke sådan helt vildt godt, men jeg tænker, at det faktisk primært skyldes, at jeg kontinuerligt satser på at jeg, på mit øjemål alene, sagtens kan save en 45 graders vinkel med min halvsløve fukssvans, som jeg nu efterhånden nok må erkende, måske var liiige optimistisk nok. Ikke desto mindre tænker jeg, at det nok skal gå med lidt ekstra fugearbejde og en klat maling – og hey, jeg har gjort det selv! Ligesom dengang jeg byggede det der skur, som Thomas fortalte om HER.

Da klokken slog 15-nul-dut var hovedpinen for længst forduftet og jeg hentede drengene og én af deres legekammerater i ladcyklen, og transporterede os således op til det gamle posthus på Trianglen, som efter en omgang renovering er blevet mega sejt! Jeg var faktisk inviteret derop til noget reception i forbindelse med deres åbning, som jeg husker at jeg tænkte måske var liiiige i overkanten – altså, et posthus. Come on! Men jeg må æde mine ord igen, for hold nu kæft hvor er der blevet fint. Jeg har – qua mit erhverv og mit nære forhold til særligt boozt, asos og zalando (reklamelinks), som trods alt indebærer en hel del ture til posthuset –  allerede været der en hel del gange, men i dag var altså første gang til et sådan rigtigt besøg. Det er nemlig blevet et sted man besøger. Med en café, masser af siddepladser, bobles i lange baner til børnene og en masse andre fine aktiviteter. Og bedst af alt, så er det selvfølgelig gratis. Okay, kaffen skal man betale for, men den smager til gengæld også ligeså godt som på alle mulige andre kaffebarer rundt om i København og når man kombinerer dét med, at der er masser af plads til børnene og hyggelige ting at kigge på, ja så er jeg ubetinget fan. Det må uden tvivl være mit nye go-to-sted, når det regner.

Børnene havde en fest, jeg drak en hel kop varm kaffe og Jens fik lavet de fineste frimærker jeg nogensinde har set og lige om lidt vil jeg tage mig et langt varmt bad, inden jeg kravler ind til mine to sovende kærlighedsbomber med god samvittighed. Vasketøjet er jo klaret!

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. I har bare de smukkeste børn:-)
    Og dejligt du putter og hygger om dem.
    Jeg puttede også med mine da de var mindre.
    God weekend til jer og nyd det skønne vejr!