mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Jordemoderonsdag – en ammekamp der tog overhånd

De første dage efter jeg havde født Aya fik vi rigtig mange gæster og jeg kunne ikke rigtig finde ro til at amme så meget som jeg nok burde, kan jeg se nu. Jeg havde ikke lyst til at amme foran alle de gæster vi havde, især fordi det gjorde så vildt ondt, så jeg fik ikke lagt hende særlig meget til de første par dage. Da sundhedsplejersken kom på 5. dagen og Aya havde tabt sig (hvilket jo er meget normalt de første dage), så anbefalede hun at vi supplerede med modermælkserstatning og jeg skulle begynde at efterpumpe med en brystpumpe. Derfra gik det helt galt. Jeg pumpede og pumpede dag og nat, hver 3. time i 3 måneder. Det var så opslidende og stressende. Al min opmærksomhed var på den skide brystpumpe døgnet rundt og det var først da min mand virkelig slog i bordet (han har været den vildeste og bedste støtte hele tiden) og sagde, ”nu skal du snart nyde din dejlige baby i stedet for at bruge så mange timer hver dag sammen med den kæmpe dobbeltbrystpumpe” at det gik op for mig, at det havde taget overhånd. Og han havde så ret. Den pumpe to alt for meget tid og energi. Det var slet ikke det værd.

img_5635

Sådan beskriver Josefine fra yogamor.dk sit første ammeforløb, som på ingen måder var en dans på roser, men som – desværre – på én eller anden måde, er meget typisk for rigtigt mange (førstegangs)mødre.

De fleste af og har en forventning om, at vi selvfølgelig skal amme og at det selvfølgelig kommer til at gå fint. Vi ved måske fra veninder og familie, at det kan gøre ondt i starten, men de fleste af os, er overbeviste om, at vi sagtens kan dét der og at det ikke er noget vi behøver forberede os så meget på.

Men guess what, efter fødslen af den lille pragtfulde baby, som kommer amningen med et trylleslag – for næsten alle kvinder – til at tage en fuldkommen altoverskyggende rolle i hverdagen og man kan derfor ligeså godt forberede sig efter bedste evne, så det ikke bliver alt for svært.

Derfor har jeg dedikeret de næste fire jordemoderonsdage til amning og for i dag, vil jeg gerne dele lidt mere af Josefines ammehistorie med jer, for så på onsdag at tage min mere jordemoderfaglige hat på og komme med en række gode råd og forhåbentligt lidt god vejledning. For det er vigtigt, at komme godt igang med amningen – og at vide, hvornår man skal sige stop. For uanset hvad, må vi huske hinanden på, at en god mor ikke sidder i modermælken.


Josefines ammeforløb, med smerter, sår på brysterne, blufærdighed, for lidt mælk og en kamp der tog overhånd


Hvad tænkte du om amning, inden du fødte dit første barn? (Hvis noget, overhovedet)

Jeg havde gjort mig en del tanker om amning, for jeg havde flere veninder der havde kæmpet meget med det. Både med for lidt mælk, brystbetændelse, sår på brystvorterne og blufærdighed. Jeg var sikker på, at jeg ville amme og tænkte at det skulle nok gå fint – for det er jo sådan naturen har skabt os, så hvor svært kunne det være. Jeg ville i hvert fald ikke kæmpe så meget, at jeg lå søvnløs og tudefærdig over at amningen ikke fungerede, som nogle af mine veninder havde gjort. Jeg var ret sikker på, at især fordi jeg var yogalærer og i god kontakt med min krop, så ville det blive så naturligt, nemt og meningsfuldt at amme.

Blev det som du havde forestillet dig det?

Det blev overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg lå søvnløs og tudefærdig i dagevis. Jeg følte at min krop var åndsvag fordi den ikke virkede som den skulle. Amningen blev pludselig virkelig vigtig for mig, det var nærmeste det vigtigste overhovedet. Om det var et ubeskriveligt stærkt moderinstinkt, min stædighed eller omgivelsernes indirekte pres ved jeg ikke, men det var virkelig vigtigt for mig at få det amning til lykkes, nærmest på bekostning af alt. Det var pisse hårdt og når jeg tænker tilbage på de først 4 måneder af Aya’s liv, så var det den mest forfærdelige tid og en tid hvor ammekampen fyldte alt. Det var bestemt ikke så nemt, hyggeligt, symbioseagtigt og idyllisk, som jeg havde forestillet mig.

Hvad var du mest overrasket over i forbindelse med etablering af amningen?

At jeg under min graviditet var ret sikker på, at jeg vidste hvordan jeg skulle amme, så snart jeg havde født. Det vidste jeg på ingen måde. Jeg turde nærmeste ikke lægge hende til, fordi det gjorde ondt og jeg var sikker på at jeg gjorde det forkert. Det gjorde så sindssygt ondt i brysterne og det gav de vildeste efterveer, som jeg på ingen måde var forberedt på. Så jeg googlede løs på nettet for at finde ”opskriften på amningen” og jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for at få det til at virke,  ammete, hvidtøl, spise mælkebomben, vinkle hendes hoved på den helt rigtige måde, så hun kunne få luft, krænge underlæben ned, åbne munden nok og spidse brystet ned i munden på hende, slappe af i begge skuldre, ikke sidde i træk, ha uldsokker på, ha en vandflaske i nærheden, trække vejret dybt, tænke på noget rart, stimulerer hendes sutterefleks, efterpumpe og gerne om natten hvor oxytocinen var højest, bruge syntocinon næsespray til nedløbsrefleksen og bide den sygeste smerte i mig, med en kolik baby på armen…. Jeg blev total stresset, usikker og havde slet ikke tiltro til at jeg kunne finde ud af det.

Hvordan oplevede du dine smerter i forbindelse med amningen?

De første 2 uger var så smertefulde, både med efterveer og sårfyldte brystvorter. Det gjorde så ondt, at jeg måtte gå ind i et andet rum, så jeg kunne koncentrere mig, mens tårerne trillede ned af kinderne, når jeg lagde hende til. Jeg brugte mine åndedrætsteknikker fra yogaen og gjorde alt for ikke at holde lille Aya for hårdt, for det gjorde så vanvittig ondt. Når jeg ikke ammede, så var mine brystvorter helt hudløse og så ømme at jeg næsten ikke kunne holde ud af at have tøj på.

Hvad oplevede du som de største udfordringer – eller måske ligefrem forhindringer til at etablere en god amning? 

Den største udfordring var nok, at jeg ikke fik den rette vejledning helt fra start. At jeg oplevede så meget stress og for få hjælpende hænder på fødegangen. Jeg havde brug for information, støtte og direkte vejledning i hvordan jeg lagde hende til. Derudover havde vi et hav af gæster fra allerede en time efter fødslen, det ene hold gæster overlappede det næste hold nysgerrige bedsteforældre og sådan fortsatte det de første dage. Derfor fik jeg slet ikke den nødvendige ro og tid til at lade Aya sutte og stimulere brystet eller tid til lige at lære hvordan man overhovedet ammer. For selvom det er noget mange kvinder gør og har gjort gennem tiden, så er det ikke bare noget der er bare kører fra dag ét.

Hvordan oplevede du at dine omgivelser reagerede på, at du supplerede amningen med modermælkserstatning?

Først og fremmest havde jeg selv et virkelig stort problem med det, for jeg kunne ikke sige ”jeg fuldammer”, hvilket åbenbart var virkelig vigtigt for mig. Der var en periode hvor jeg var lidt flov over at give flaske offentligt, for så var jeg jo sådan en, som ikke kunne finde ud af at amme eller måske sådan en som ikke havde kæmpet nok. For selvom jeg havde pumpet dagligt i 3 måneder, ligget opløst af gråd mange gange og prøvet you name it, så kunne jeg jo nok godt have kæmpet lidt mere. Og ja, det kunne jeg nok godt, men ikke uden at det var gået ud over mange andre ting. Da jeg først accepterede, at jeg blev nødt til at supplere med erstatning, så kom der så meget ro på og det var først der mine ammestunder blev hyggelige.

Hvis du skulle give et godt råd til en kommende mor, som gerne vil amme, hvad skulle det så være?

Det råd jeg gav mig selv anden gang jeg blev mor var; at tro på at der er mælk nok, lade baby sutte så meget det har lyst til i starten, ta det med ro den første tid efter fødslen og måske vente helt med gæster til mælken er løbet til. Brug vejrtrækningen, når det gør ondt de første uger. Lad folk servicere dig, så du kan tage fokusere på amningen i starten. Ha tillid til kroppen. Du er ikke en bedre mor fordi du ammer dit barn!

img_5636

Som jeg indledte med, er Josefine fra yogamor.dk og hendes ammehistorie på ingen måder enestående, for det ér svært at etablere en god amning. For de fleste i alle tilfælde. Hvis I har erfaringer, som I også gerne vil dele, er I meget velkomne til at gøre det i komentarfeltet, hvor I selvfølgelig også skal være velkomne til at stille spørgsmål, som jeg vil forsøge at tage med i mit indlæg i næste uge. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Jeg var lige akkurat fyldt 19, var flyttet hjemmefra for første gang og var 6 måneder henne. Min “mand” var en jeg havde mødt gennem en ven, et forsømt barn, med hele pakken i rygsækken. Alkoholiker-mor, børnehj

  2. Puha det ligner min opstart- først efter 3 mdr med antibiotika,bnyreberkhormon og diverse svamp/danskvandskure fik jeg amningen igang. Det var kampen værd, men det var godt nok hårdt. Dejligt med et indlæg uden løftede pegefingre og formaninger…. som lignende indlæg fra en anden blogger for nyligt.

  3. Prøver lige igen, denne gang uden at trykke send med mine pølsefingre😂
    Jeg var lige akkurat fyldt 19, var flyttet hjemmefra for første gang og var 6 måneder henne. Min “mand” var en jeg havde mødt gennem en ven, et forsømt barn, med hele pakken i rygsækken. Alkoholiker-mor, børnehjem, ungdomsinstitutioner og allerede en tur i fængsel. Jo jo, alt tegnede skidt, men jeg var opsat på at vise ham en rigtig familie, vise at verden kunne være det dejligste sted… suk.

    En masse ting skete, bl.a. utroskab med min bedste veninde, men jeg valgte at beholde ham. Da jeg fødte ved planlagt kejsersnit, fik vi den smukkeste lille lysebrune baby (levede af gulerødder og appelsiner pga voldsom kvalme hele graviditeten). Ingen folder eller rynker, bare “helt utrolig smuk med meget hår og de længste øjenvipper” som jordermoderen sagde. Og jeg var PAVESTOLT! Tænk engang, hun var MIN! Min lille pige, som jeg skulle skærme for alle livets grimheder… Vi tog hjem 6 dage senere, med en mave der var helt baldret efter kejsersnit. Amningen kom flydende, der var mælk nok til 10 babyer, og mine bryster var vokset fra en c skål til en H skål. På alle tider af døgnet sprøjtede det ud af mig, og min lille pige kunne slet slet ikke følge med, så jeg kontaktede Skejby, hvor vi gik igang med en mælkeordning til de små neonatal babyer. Igen var jeg stolt som en pave, tænk at jeg kunne hjælpe dem som kæmpede med livet i kuvøser, og hjælpe deres forældre med nærende ren modermælk, blot fordi jeg havde meget af den. Her startede problemerne. Den mand jeg havde holdt fast i, gjorde livet for en nybagt mor med kejsersnit, meget svært. Han skulle fejre sin nye lille datter med vennerne, og kom tilbage 6 dage senere. Og sådan fortsatte det indtil hun var 9 måneder og jeg måtte tilkalde politiet fordi han gennembankede mig og herefter tog vores datter med med ordene “du ser hende aldrig mere”. Politiet kom, fangede ham ved bilen og han fik et tilhold. Heldigvis for mig og min datter, fandt han en anden ret hurtigt og ragede desuden uklar med skumle typer her i Aarhus, så han flyttede til en anden by langt væk fra os. Nå tilbage til amningen. Jeg var ikke forberedt på at jeg simpelthen ikke brød mig OM at amme. Jeg hadede hvert øjeblik af det, og når jeg forsøgte at tale med sundhedsplejersken om det, blev jeg ganske enkelt fejet af med “jamen det skal man i mindst 6 måneder”. Herudover havde min lille pige kolik i 4 måneder, så min underbo anmeldte mig for børnemishandling og kommunen kom på besøg, kun for at konstatere at der var kolikdråber i køleskabet, kvitteringer for zoneterapi samt en regningfra den kiropraktor jeg havde besøgt, som sidste udvej, og gik herefter bare igen. Hver eftermiddag ved 16.-17.00 tiden begyndte gråden/skrigeriets og det stoppede ikke før et godt stykke på den anden side af midnat. Og her var jeg, alene, ulykkelig, spritny førstegangsmor, med et stort operationssår og restriktioner om ikke at måtte løfte, med en lille pige som krummede sig sammen af smerte i mange timer. Det var rædselsfuldt! Jeg kommer fra en rigtig god kernefamilie, hvor man tager sig af hinanden, så min far kom og bad om en nøgle til lejligheden, så han kunne hjælpe til. flere gange om ugen kom han ved 22.00 tiden, og sendte mig i seng med hørebøffer og musik, og så gik han ellers rundt med min lille skat i favnen, vuggede hende og nynnede for hende. Når hun endelig faldt i søvn, lagde han hende ind til mig, slukkede lyset og lukkede sig selv ud og låste døren. Tænker nogle gange at min far blev min redning, for jeg kunne til sidst ikke tænke klart. Amningen? 3 måneder gav jeg det, og så blev det erstatning. Jeg blev faktisk meget lykkeligere og en meget gladere mor.
    Nøj en lang smøre, og så er den ikke engang fyldestgørende. Der skete så mange ting, som jeg har udeladt. Ting som man bare slet ikke har brug for, når man er en nybagt mor som bare gerne vil nyde sin baby. Håber mit opslag er okay, selvom det omhandler lidt andet end blot amning.. ❤

  4. Hej Cana
    Jeg er normalt en “stille” læser, men ammeforløbet rammer noget i mig. Jeg havde selv et frygteligt ammeforløb, hvor jeg uanset forskellige teknikker, ammehjælp på efterfødselsklinikken, desperat udpumpning på alle tider af døgnet for at kunne give min søn min egen mælk på flaske om ikke andet, endte med at min søn selv nægtede brystet da han var 3 mdr. Det var så ubeskriveligt hårdt! Havde aldrig troet amning ville være så vigtigt for mig, men det var det. Det sværeste var, at jeg da han var 9 mdr af andre årsager var ved øre-, næse-, halslæge og denne konstaterer at min søn har for kort tungebånd. Ingen af alle de ellers kompentente mennesker jeg rådførte mig med i mit kaotiske ammeforløb overvejede at tjekke det. Jeg følte mig svigtet og samtidig lettet over, at der var en forklaring. Men selvom han i dag er en glad dreng på 16 mdr, så har vi haft en del udfordringer med hans mad – og jeg er ikke i tvivl om, at det er fordi vi havde en hård ammestart. Alt omkring spisesituationen har bare været svært i stedet for hyggeligt. Heldigvis har han den dejligste lille borgmestermave, og jeg har også fået mere ro på 😉 men tak fordi du sætter fokus på dette!

  5. Jeg var også overbevist om, at amningen nok skulle gå, hvis bare jeg kæmpede nok. I stedet blev det en 12 dage lang kamp, hvor jeg ammede i 45 minutter og vi dernæst skiftedes til at give min søn modermælkserstatning i små dråber ind i munden med en engangssprøjte, som hospitalet havde rådet os til, for ikke at ødelægge hans sutteteknik med en sutteflaske. Sådan gik det døgnet rundt: 1 1/2 times fodring, 1 1/2 times hvile/pumpning med brystpumpe indtil jeg var en omvandrende zombie og min søn tabte sig mere og mere. Til sidst turde vi ikke andet end at gå helt over til modermælkserstatning, fordi han bare tabte sig og tabte sig. Noget jeg husker, som et virkelig svært valg, men jeg havde opbrugt alle mine ressourcer på det tidspunkt og var så bange for, at han ville tabe sig endnu mere. Hvis jeg får et barn mere kommer jeg til at supplere med sutteflaske med det samme, såfremt amningen ikke er nok til at få barnet til at tage på. Ammetraume!

  6. Jeg er 36 år og mor til tre skønne børn på 8 år, 6 år og en på 9 uger😊.
    Jeg har kæmpet med amning efter alle tre fødsler. Efter 14 dage er det dog endt med flaske ved alle tre. Ja, jeg kæmpede kun 14 dage, men i alle tre tilfælde har kampen indeholdt sår, smerter, tårer som i rigtig mange tårer, brystpumpe, supplerings systemer osv…. Det er egentlig først her ved sidste barn at jeg med ro i sindet kan sige at mit barn får flaske og det er det bedste for os alle.
    Jeg har gennem årene været såret af sætningen “alle kan amme”. Den giver indtryk af at jeg ikke har kæmpet nok..
    Ved mit første barn begyndte jeg at frygte at hun vågnede, fordi så skulle jeg gøre det jeg ikke kunne. Det gik helt klart ud over kontakten til mit barn.
    Selv om jeg nok har været lidt “hærdet” denne gang (efter to tidligere ammeforløb), så betød det enormt meget at min sundhedsplejerske sagde: det lyder som en rigtig god beslutning” da jeg fortalte at jeg havde droppet amningen.
    Det er altså et meget vigtigt budskab at AMNING IKKE HÆNGER SAMMEN MED ENS EVNE TIL AT VÆRE MOR.
    Ned med amme mafiaen😂

  7. Et døgn efter fødslen skreg min lille søn som en gal, og vi kunne bare ikke finde ud af, hvad der var galt – indtil en garvet jordemoder på patienthotellet stak en lillefinger i hans mund og sagde: “Jamen han er jo sulten!”. Det viste sig, at vores søn på ingen måde havde ordentlig fat på brystet – og derfor ingen mælk fik – og forståelig nok var megasulten. Jordemoderen gav sig tid til at sidde sammen med mig og helt konkret få lagt min søn til, så han fik rigtig fat på brystvorten. SÅ var jeg pludselig ikke i tvivl om, at nu var den der 🙂 Han blev mæt og glad. De første par uger var hæslige med frygtelige smerter ved nedløb, men efter lidt tid, så kørte det bare og jeg ammede ham i ni måneder.
    Efterfølgende har vores søn fået to søde søstre, og jeg har nydt godt af erfaringen og efter hver fødsel sat de første par dage af til at få gang i amningen – bruge TIMER på at få lært baby at få ordentlig fat. Smerterne, efterveer mm. har jeg klaret med smertestillende og åndedrætsøvelser.
    Ved tredje fødsel fik jeg en slem bristning og måtte ligge ned og amme de første uger, hvilket resulterede i brystbetændelse og sår – og frygtelige smerter til følge – som om der ikke var smerter nok andre steder på kroppen – holy moly, haha! Det hjalp at kunne sidde lidt op og amme i forskellige stillinger.
    Selv om amningen i starten har været smertefuld, så har jeg nydt alle tre forløb – men har også nydt hver gang at afslutte og “være mig selv” igen.
    Alle vores tre børn har fået MME som suppl., når det har været nødvendigt, så far også har kunne tage over.
    Mit bedste råd er at få helt konkret hjælp – rent fysisk – få styr på teknikken sammen med en jordemoder. 🙂

  8. Mit råd ville være at der bør være mere hjælp på sygehusene til at etablere amningen.

    Da jeg for jeg blev mor for første gang for 2,3 år siden, var jeg sikker på at jeg skulle amme. Jeg tænkte ikke så vanvittigt meget over det m, regnede bare med at det var en selvfølgelighed.
    Da min lille søn kommer til verden ved en perfekt fødsel 40+6 bliver han hurtigt lagt til brystet og begynder straks at sutte. Så alt var jo fryd og gammen. De næste 2 døgn sover jeg mindre end 2 timer og ammer, ammer og ammer. Min lille dreng sover ikke ret meget og skriger meget om natten. Det gør ondt i mit moderhjerte for jeg ved han er sulten. Min mælk er ikke løbet til endnu. Jeg beslutter mig for st holde ud og hud mod hud og alt det der. Efter 2,5 uge har jeg stort set ikke sovet. Min mælk er stadig ikke rigtig løbet til til trods for pumpe, hvidtøl mælkenombe, masser af hud mod hud tid og alt det der. Baby sover stadig ikke meget. Jeg er blevet zombie lignende og bruger det meste af dagene på at græde både fordi det gør skrækkeligt ondt og jeg har store sår på brystvorterne. Min sp kommer og hun konstatere at min skønne lille baby har tabt sig alt alt for meget. (Og han var altså lille i forvejen) hun siger vi bør overveje at supplere med flaske da han ikke må tabe sig mere. Hun var meget jkælpspm og hun gav mig et godt råd. “Husk på at hvis mor ikke er glad er baby heller glad” Jeg bruger et par dage på at tænke og græde. Dagen efter ved 3 tiden om natten sidder jeg og ammer og tprebe triller. Min baby har grædt i flere timer og jeg ved slet ikke mine levende råd. Min mand står op set på mig og siger så at nu er det nok nu går jeg ud og laver en flaske og så giver du ham den..min søn spiste veltilpas og bum så sov han 5 timer i streg. Jeg følte mig som et nyt menneske. Jeg begyndte st supplere med en flaske om dagen. Men min mælk som der aldrig havde været nok af begyndte at forsvinde dem om jeg stadig ammede intensivt. Efter 3,5 uge i helvede tog jeg den svære beslutning at stoppe amningen og min søn blev flaskebarn og den beslutning har jeg aldrig fortrudt. Jeg fik den nemmeste gladeste lille tykke baby ud af det og jeg blev lykkelig for at være blevet mor. Jeg har mødt mange fordomme og kvinder har direkte sagt til mig jeg var en dårlig mor fordi min søn fik flaske. Det er bare ikke i orden. Jeg fik at vide jeg ikke kæmpede nok og at mit barn nu var skadet for livet. Øv siger jeg bare hvor er det respektløst . Jeg er stadigvæk god mor selvim jeg måtte tage det svære valg for nemt var det ikke. Derfor synes jeg det er vigtigt at respektere andre mødre uanset om de ammer eller ikke gør. Vi har alle en historie bag vores valg og det skal vi alle huske.

  9. Da min søn blev født, blev han taget ved et planlagt kejsersnit. Han havde startproblemer og var en stor dreng, så neonatal afd tog ham ret hurtigt med og gav ham sukkervand, modermælkserstatning og ilt. Han blev udskrevet ca. 8 timer efter fødsel, og kom over til mig at være. I mellemtiden havde jeg stiftet mit første bekendtskab med brystpumpen. Allerede den første nat var rigtig træls. Han skreg meget, og højt, og hver gang vi forsøgte at ligge ham til, skreg han endnu mere. Jordemoderen stod og pressede ham mod mit bryst, for at få ham til at tage fat. Alt sammen uden held. Aften nr. 2 skreg han så meget så det blev for meget for farmand, som stak ham en sut. Vi havde ikke haft en vellykket amning hidtil, jeg pumpede på livet løs og vi prøvede suttebrikker – intet virkede. Efter hver mislykket amning, gav Jordemoderen ham lidt af mit modermælk i et lille doseringsglas af plastik. På 3. dagen håbede vi at komme hjem, men han havde tabt sig 11,5% af fødselsvægten, og vi måtte ligge en sonde på ham. Amningen kæmpede vi stadig med, og jordemødrene var stadig lige så “voldsomme”, så det var faktisk det værste tidspunkt vi havde, det var når han skulle ligges til brystet. Han fejlede ingenting, de tjekkede ham en hel del, men intet var galt. Cirkusset fortsatte, og vi blev mere og mere deprimerede af det sygehuscirkus vi var havnet i. På 4. dagen tog jeg mig mod til at selv ligge ham til, og minsandten om han ikke tog fat og hang der i 30 min. Det var så en engangsforseelse, så vi pumpede løs og barnet skreg i vilden sky hver gang han blev lagt til. Jeg græd, farmand græd, og selv familiemedlemmer måtte gå, når han skulle ligges til, for det var bestemt ikke rart at se på. Vi nåede 5. dagens morgen på sygehuset, men selvom barnet havde taget på dagen forinden, og det stadig ikke var nok, havde han revet sin sonde ud, og igen tabt hele molevitten 5. dags morgen. Helvedet fortsatte.Det var først sent om aftenen på 5. dagen der var en jordemoder, der fortalte, at vi skam godt måtte vælge flasken, og at det ikke gjorde os til dårlige forældre. Hun kunne godt se at det ikke var optimalt. 6. dags morgen havde han taget en smule på igen, men det var ikke helt nok. Vi kunne først tage hjem på 8. dagen, fordi at vi selvfølgelig skulle amme. Der fandtes ikke noget alternativ. Vi havde ihvertfald ikke lyst til at blive kaldt dårlige forældre. Siden den dag var vores søn et flaskebarn, hvor jeg pumpede ud de første 2 måneder. Jeg valgte at stoppe, da jeg næsten ikke fik sovet, grundet at jeg først skulle prøve at ligge ham til, så give ham en flaske og så pumpe ud til næste omgang…. Næste gang er vi heldigvis bedre klædt på i forhold til amningen!

  10. Jeg sidder her og ammer min datter på 8 uger, og får tårer i øjnene af at genkende den kamp, i og jeg har kæmpet med amningen med mine to børn. Det er lykkedes at fuldamme min mindste på 8 uger, med undtagelse af et par aftener, hvor jeg har suppleret (mest af usikkerhed fordi hun drikker ikke ret meget af flasken). Men det også med brystpumpe og ammete til hjælp. Mit råd er: 1) beslut hvor lang tid du vil kæmpe. Det giver en ro.. 2) Få din partner med på rejsen/kampen, så der kan stiftes ro. En sp fortalte mig at på Færøerne siger man at mor og baby skal have 40 dage for sig selv til at etablere amning. 40 dage!!! 3) accepter at du ikke skal sove indtil de begynder på grød. Når du så får søvn, bliver du positiv overrasket (jeg kan stadig tælle på en hånd hvor mange gange jeg har sovet tre timer sammenhængende i 8 uger). Det er helt klart de tre ting som har gjort, at amningen fungerer bedre anden gang. Alt godt til jer der kæmper med amningen. Husk at en glad baby og mæt baby er vigtigere end en (misforstået) amme-afhængig mor!

  11. Jeg kan virkelig genkende meget i ovenstående! Og det er så vigtigt at belyse … så tak for indlægget. Jeg sidder netop selv og samler mod til at skrive om mit eget ammeforløb på min blog. Jeg fik rigtig meget hjælp både hos Ammenet på Facebook og på Det Private Barselshotel, men jeg var også glad for Medelas suppleringssystem (et alternativ til flaske). Mange hilsner Camilla

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven