Hvis I kun skal se én film i år…

95090-1000x563crop0

FOTO: Scanbox

Selvom jeg aldrig har anset mig selv som den store biografgænger, hænder det alligevel at jeg af og til bliver inviteret til premierer på nye film – og gudskelov for det! For hvis ikke jeg i aftes havde været inviteret en tur ind i Dagmar Teatret for at se den nye danske film, Aminas Breve, så havde jeg ikke anet – og da slet ikke troet på – hvor latterligt god en film det er.

Inden filmen mødtes jeg med en flok dejlige damer, spiste burgere og snakkede om alt andet end film og hvad vi kune forvente, hvorfor jeg, da journalisterne på den røde løber spurgte ind til hvad jeg tænkte om filmen, ikke formåede at sige stort andet end, at jeg glædede mig fordi jeg engang har læst noget af bogen – og elsket den. Hvorfor jeg aldrig fik den læst til ende, aner jeg ikke, men jeg mistænker at det er noget med, at jeg har haft den med på ferie, læst de første 100 sider og lagt den på hylden – med gode intentioner – da jeg kom hjem, hvorefter jeg har glemt den. Bildt mig ind, at jeg ikke havde tid, som jeg gør med så meget i min hverdag.

Og også heldigvis for det, tænker jeg nu. Jeg har nemlig aldrig nogensinde prøvet at se en filmatisering af en bog jeg har læst (til ende), uden at blive svært skuffet over resultatet, fordi alting jo er set igennem instruktørens briller og ikke mine. Og hvor ville det dog være ærgerligt, hvis jeg ikke bare skulle kunne få den helt “rene” oplevelse af Aminas Breve, som jeg synes jeg fik.

Filmen handler i korte træk om Janus, som bliver spillet af Esben Smed, som lider af en psykisk sygdom, som under en indlæggelse kommer i genkontakt med en pige, Amina, fra gymnasiet, som han – i hvert fald i en periode – har haft en brevveksling med. Da han bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling, har han en tydelig mission om at finde Amina, pigen bag brevene og man følger således Janus’ kamp for at finde den kvinde, som han mener har reddet hans liv – formentlig fra selvmord – med sine breve. Hans livs lys, om man vil.

Igennem hele filmen følger man Janus tæt og så vidt jeg husker, er der ikke én eneste scene hvor han ikke er med. Han er der hele tiden og som tilskuer føler man ham virkelig. Eller altså, det gjorde jeg. 

Jeg kunne mærke de ting han mærkede og selvom der flere gange i filmen var længere perioder uden tale, så var lydbilledet så kraftigt og fuldstændigt eminent udført, at jeg flere gange undervejs fik regulær kvalme over at mærke, hvordan Janus havde det. At mærke, hvordan psykisk sygdom – eller skizofreni, som jeg tror han lider af – føles. At mærke kvalmen komme snigende, hver gang hans hallucination, en ældre cerutrygende mand, der nedgør ham, dukker op og at føle sig så forbistrende ensom, som man flere gange i filmen fornemmer han er.

Arghmen altså, jeg er helt på røven over den film. Over lydene, over Esben Smed, der spiller fuldstændigt fantastisk og over alle de følelser filmen vakte i mig. Tvivlen, sårbarheden, frygten og selvfølgelig, kærligheden.

Jeg har nogle gange tænkt, at de vildeste filmoplevelser for mig er, når jeg føler mig som et bedre menneske efter at have set en film; det ved jeg egentlig ikke om jeg gør med denne, men jeg havde det vildt undervejs og jeg tror, at jeg måske alligevel – og selvom jeg har arbejdet flere år i psykiatrien – har fået en lidt bedre forståelse af, hvordan virkeligheden kan opfattes helt, helt forskelligt, afhængigt af hvilke øjne der ser.

Den er så god! Og jeg ved godt, at jeg snart skal stoppe med at rose den, for ellers tror I ikke på mig, men helt ærligt, gør jer selv den tjeneste, at tag ind og se den sammen med én I holder af. I kommer ikke til at grine, men I kommer stensikkert til at kunne mærke og dét er altså nogle gange langt, langt bedre, synes jeg. Hvis I kun skal se én film i år, så er Aminas Breve er rigtigt godt bud; jeg mistænker i alle tilfælde, at den kommer til at sidde i kroppen på mig, længe endnu.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Sikke en fin anmeldelse og hvor lyder det bare til, at filmen har ramt dig helt inde i hjertekulen, og så må det jo have været en rigtig god film – i hvert fald for dig – og forhåbentligt også for mig, for jeg vil i hvert fald rigtig gerne se den i biografen efter din anmeldelse. Jeg hverken vidste noget om handlingen, eller at der overhovedet var lavet en film, der omhandler et emne som jeg (om nogen) kender alt for meget til – det vidner de hvide vægge og den blå dyne her i rummet rundt om mig i hvert fald om. Tak for en god anmeldelse og for din optimistiske og velskrevne blog. God aften til dig og dine kære. Bedste hilsner fra Clara

    1. Og tak for dig, Clara! Der er blandt andet en scene, hvor han, lige før psykosen bryder ud i fuldt flor, forsøger at ringe ind til den psykiatriske skadestue, men rammer en ventetone, som er benhård – og en rigtigt fin stikpille til vores system, som simpelthen ikke er godt nok, når det kommer til mennesker med psykiske lidelser. Det er i alle tilfælde hvad jeg selv har oplevet i min tid indenfor psykiatrien <3