mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Hey, har du ikke en smøg?

img_5402

Hvor gammel er den?” spurgte han med en rusten gedigen københavnerstemme, imens hans slingrede i retning mod den smukke kvinde, der kom gående med en lille, sort krøllet hund. Hans ven grinede og jeg var ikke i tvivl om at de hørte bedre til end jeg, der på Tietgensbroen ved hovedbanen i København. De lignede nogen der var hjemmevante ved det hårde miljø omkring mændenes hjem i Istedgade, tænkte jeg. Jeg gik med en dreng i hver hånd og tænkte, at hvis han havde spurgt mig, ville chancerne for at jeg bare havde ignoreret ham og gået forbi, været på linje med chancerne for regnvejr flere dage i træk i november.

Den smukke kvinde med hunden trådte et skridt længere ud mod gaden og min første tanke var, at hun ville gå med samme taktik som jeg, idet hun smilede venligt. “Otte år” sagde hun, lige inden hun gik forbi de to mænd. Manden der havde spurgt, mumlede noget med at den da godt nok så sød ud, inden han slingrede videre i halen på sin ven.

Om det var fordi kvinden havde smilet sødt til ham, at han turde, ved jeg selvfølgelig ikke, men da en ung mand, med en telefon i den ene hånd og en cigaret i den anden, gik forbi, stak han i en lynhurtig bevægelse hovedet helt tæt hen til den unge mand og spurgte “hey, har du ikke en smøg?”. Måden han nærmede sig på, sammenholdt med hans noget særegne facon, virkede nærmest truende; eller i hvert fald grænsende til det aggressive.

Jeg tænkte igen, at nu ville jeg med garanti have taget den lette udvej, hvis det var mig, han havde spurgt. “Nej, desværre” hørte jeg nærmest mig selv sige, imens jeg betragtede den unge mand, trække hovedet til sig, som var han på vej til at blive overfaldet, inden han tog et hurtigt hiv af sin cigaret, smilede, og rakte den til den forhutlede vesterbroer, som tog imod med et grin. Hans ven, som var kommet et par meter foran, ventede og slog armene ud til siden med et “kom så mester“, inden de i hurtigt tempo strøg i retning ned mod halmtorvet. Grinende.

Alle var glade.

Tænk, at der ikke skulle mere til, end at afgive den halve smøg, den unge mand var igang med at ryge. Den fuldstændigt ligegyldige halve smøg, som gjorde en forskel for et andet menneske. Og tænk, at jeg formentlig bare havde ignoreret – eller i hvert fald affejet – den slingrende mand, hvis det var mig han havde antastet på den måde. Bare fordi han ikke lignede mig eller nogen jeg umiddelbart relaterer mig til, men fordi han nærmere lignede en narkoman.

Tænk at der nogle gange ikke skal mere til. Jeg var – og er – dybt imponeret, både over den smukke kvinde og den unge mand og jeg drømmer om, at jeg kan blive bare en lille smule mere som dem; anerkendende – også overfor den type mænd, jeg ellers har det med at være en lille smule bange for.

Tænk hvis vi alle kunne lære noget af dem…

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Man skal være varsom med at dømme folk. Alle kan komme ud for en gevaldig deroute i deres liv.

    De to mænd kan have været ligesom dig og mig for få år siden. Men kan være “blevet ramt af livet”…..

    1. Lige præcis, Jesper:) Det er nok en af de ting jeg er stoltest ved, når det kommer til mine egne ( nu voksne) børn, at de aldrig tager afstand til folk der ikke er lige så heldige med livet, som de selv er. De er aldrig bange for at give et smil, en lille sludder, et klap på skulderen eller en lille mønt, hvis de har en…. det gør mig glad, og jeg føler jeg har været med til, at give dem nogle gode værdier. Vi må ikke dømme andre, vi aner ikke hvad deres baggrundshistorie er.

    2. I har fuldstændigt ret og jeg øver mig hver dag i, at gøre “det rigtige”. Alligevel tager jeg mig selv i – på dage som i dag og især når jeg har mine børn med – at tage afstand fra dem der “virker farlige”. Jeg ved selvfølgelig godt, at alle bare er mennesker og at det er de færreste der vil gøre os fortræd og netop derfor synes jeg at min lille oplevelse, eller måske nærmere observation i dag, var så fin. Det var medmenneskelighed uden de store armbevægelser og sådan jeg gerne selv vil være – jeg skal bare lige turde 🙂

  2. De er nemlig bare mennesker.
    Og faktisk så bærer disse mennesker deres problemer så vi andre kan se det. Det er slet ikke dem vi skal være bange for. De mennesker der virkelige er farlige, er måske dem der formår at opretholde et pænt ydre, trods et kæmpe kaos på indersiden. Men stadig er de mennesker, som vi alle er.

  3. Super stærkt gået af de to mennesker.
    jeg er udmærket klar over de ikke er mere farlige end den pæne kontormand (sådan gennemsnitligt set) men jeg havde været hunderæd… det jeg så også for den pæne kontormand 😕 for det faktisk sådan en der har været farlig for mig.

  4. Hej Cana,
    Først og fremmest tak for en skøn, ærlig og hyggelig blog!
    Dernæst så vil jeg gerne udfordre dig (hvis du en skulle få tid og lyst) til at ændre på det syn?
    Jeg arbejder som sygeplejerske på Mændenes Hjem og elsker miljøet og menneskerne i det, og fungerer selvsagt rent hjemmevant i det.
    Jeg villet derfor gerne invitere dig til en kaffe og gåtur dernede, hvor du kan lære lidt mere om stedet og endnu vigtigere forhåbentligt kan få en rigtig hyggelig oplevelse, som vil ændre dit syn og dermed skabe noget tryghed, næste gang du finder dig selv i sådan en situation.
    Sig til, hvis det skulle være noget😉

  5. Jeg elsker at komme i kontakt med disse mennesker jeg snakker med alle samfundslag. De har altid en lille historie fra det virkelige liv at berette. God dag

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven