mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – ude godt men hjemme fest!

Jantelov er et fremmedord når jeg fortæller om eller tænker på, hvor vildt god jeg er til at føde. Jeg elskede de begge gange. Efter 20 års ukonstruktive voldsomme menstruations-smerter (hvor jeg i værste tilfælde en nat brændte mine hænder med vilje for at distrahere mig selv fra smerterne, i den time det tog for det morfin-præparat jeg fik at virke)  var det en luksus at være helt fri i 9 mdr. og en befrielse at være tilstede i verdens mest konstruktive smerter under fødslen, hvor der jo oven i købet er indbyggede pauser hele vejen igennem. Og jeg har begge gange følt, at jeg kunne nappe en fødsel mere på stedet.
Kun ydmyghed og en enorm medfølelse for de kvinder, der har haft nogle rigtig svære eller skræmmende oplevelser med deres fødsler holder mig fra decideret pral, når emnet falder på fødsler. 

Sådan indleder kvinden der har skrevet den følgende – og faktisk og sidste uges – fødselsberetning (HER). Hun er en umanérligt sej dame – og så er hun ovenikøbet ret sjov! Læs med 🙂

img_5541

Da John var to år og 8 måneder og fire dage havde jeg terminsdato med lillebror Tue, som viste sig at være en punktlig lille gut, for der kom han.

Jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at elske vores andet barn lige så højt som vores første, for det ville jo være umuligt, men alternativet var, at vi skulle have et enebarn, og det havde vi ikke lyst til. Så selv om jeg glædede mig, og vidste at jeg nok skulle elske begge børn, var jeg overbevist om, at jeg måtte leve med, at skjule min skævfordeling af kærligheden mellem de to.

Min jordemoder havde anbefalet mig hjemmefødsel, hvis jeg havde lyst, fordi jeg havde en god og problemfri første fødsel. Det tiltalte mig i første omgang slet ikke, for det sviner ret meget sådan noget fødsel. Jeg havde en idé om, at det ville være bedre, at komme hjem til et rent overskueligt hjem, end at føde hjemme. Hun sagde vi kunne tænke over det, så det gjorde vi.

-sidehistorien er: Min ene far mødte min mor lige da jeg var fyldt fire (to år efter hun var blevet skilt fra min anden far, som altid har kæmpet/hygget sig med et massivt alkohol forbrug) og han har siden da har han bare været min far. Jeg har derfor nærmest altid haft to fædre i mit liv. Min biologiske far døde året før jeg mødte min mand Joakim (som jeg var blevet gift med da John var halvandet år) hvilket gav mig en masse tanker om livets flygtighed. Min far der er sammen med min mor, har bare altid været der for mig og min storebror og senere for de børn vi hver især har fået. Da hverken Joakim og jeg, eller min bror og hans kæreste planlagde flere børn, gik det op for mig, at min far aldrig ville komme til at opleve en fødsel, trods det at han har været far siden han var 27. Den oplevelse ville jeg gerne give ham mulighed for at få sammen med mor, ja og givetvis mig og Joakim og selvfølgelig fødselaren.

Nåh, men jeg spurgte derfor Joakim om ikke jeg måtte invitere dem med til fødslen. Han har altid haft et fantastisk forhold til mine forældre og sagde med det samme ja, og det gjorde mine glade og beærede forældre også da de blev spurgt. Pludselig virkede det mere naturligt, at vi blev hjemme i stedet for alle at skulle tage på et hospital, når fødselsdagen oprandt.

Jeg aftalte desuden med min zoneterapeut-veninde, at hun skulle komme og give mig lidt af sine magiske fingre når jeg fik véer, da jeg mistænkte, at den opturs-oplevelse min første fødsel var, dels var takket være hendes hjælp i de første timer.

Min jordemoder havde forberedt mig på, at det nok ville gå lidt hurtigere her anden gang, så jeg skulle ringe lidt i god tid, for at give jordemoderen mulighed for at nå frem.

På terminsdagen ringede min zoneterapeut-veninde tilfældigvis omkring kl. 13:30 og vi sludrede. Jeg sagde jeg følte mig godt tung i undervommen, og synes det værkede i lænden, men at jeg regnede med at gå to dage over (det forestillede jeg mig af en eller anden grund). Hun var i Jylland og havde planlagt at komme tilbage til Sjælland næste dag, men hun besluttede at tage afsted med det samme i stedet, selvom jeg sagde, at det ikke var nødvendigt.

Kl. 14 fik jeg véer. De kom hist og pist, men det var véer og jeg var ikke i tvivl. Jeg fortalte det til Joakim, som denne gang skulle være helt på med opvartning og massage og der ud af. Han ringede til sine forældre, som skulle komme og hente vores store (lille) dreng, som skulle være hos dem under fødslen. Jeg ringede til fødegangen lidt over tre og sagde, at nu var det igang, men jeg ville ringe tilbage når jeg gerne ville have jordemoderen til at komme. 15:30 var der to minutter mellem alle véer, og jeg ringede tilbage og grinede lidt af mig selv, for jeg havde jo lige ringet. Men hende i røret kunne godt høre at der var gang i den, så hun ville sende en jordemoder, som vi blev enige om bare kunne   komme en times tid senere. Min forældre fik også besked på, at det var tid til at komme, og jeg begyndte at tvivle på, at de ville nå det.

Mine svigerforældre kom og hentede vore ældste barn, og Joakim begyndte at gøre sengen klar, og satte musik på (jeg havde valgt syv timers musik af en gruppe jeg vidste jeg ville kunne nyde at lytte til fra start til slut).

Jeg gik lidt rundt, og stod foroverbøjet under véerne, som føltes ret anderledes en jeg huskede det fra min første fødsel, men denne gang var der også meget hurtigere blevet kort mellem dem. Min krop arbejdede på højtryk, på at lave samme udvidelse på meget kortere tid, og det kunne mærkes.

Min zoneterapeut-veninde ringede og Joakim fortalte hende, at hun nok ikke ville kunne nå frem alligevel.

Mine forældre ankom lidt i fem og jordemoderen lige efter og hun var dejlig -rar og med en urokkelig ro. Jeg kunne se og mærke det med det samme. Jeg kunne rigtig godt lide hende, og var glad for, at det var hende der skulle være her hjemme hos os. Hun undersøgte mig og meddelte, at jeg var fire centimeter åben, og jeg kunne regne ud, at der nok var et stykke vej endnu. Hun spurgte om jeg ville have et lavement, men jeg var i tvivl om jeg kunne med så kraftige véer og så korte pauser. Hun forvissede mig om, at det kunne jeg sagtens. Jeg fik kittet og tog det med i brusebad, for siden vores bruser sad over toilettet, kunne jeg lige så godt kombinere de to ting. Jeg formåede at holde lavement-væsken (et doktor-numsesprogs-ord jeg har valgt at kalde det, for jeg ved ikke hvad det hedder) inde gennem to véer, og så måtte det være det.

Imens havde min mor lavet kaffe og smurt ostemadder til alle som ikke var mig (jeg havde travlt med noget andet). Jeg lagde mig ind i sengen, og synes det var mest overskueligt bare at ligge uforstyrret på siden og lade mig forsvinde ind i véerne, som var virkelig kraftige og stadig med 2 minutter imellem. Det passede mig enormt godt, at ligge og zone ind og ud mellem véerne, mens jeg kunne høre velkendte stemmer snakke inde i stuen. Joakim og min mor kom skiftevis ind og kiggede til mig, og gav mig lidt vand, en våd klud på panden, og nogle varme hørfrø-poser på lænden, og Joakim masserede mig et stykke tid. Jeg bad ham ringe efter min zoneterapeut-veninde, for jeg ville gerne have smertestillende med magiske hænder. Hun var lige kommet hjem, men ville komme med det samme.

Lidt i seks kom jordemoderen ind og undersøgte mig igen, og da var jeg 6 centimeter åben, og hun fortalte, at hun nok ikke ville nå at være der under fødslen, for de havde vagtskifte kl 19. Det gad jeg virkelig ikke at høre på. Jeg sagde, at jeg skulle nok nå det, og at jeg ikke ville have andre end hende.

Hun spurgte om jeg ville have nogle elektroder på, og forklarede lidt om hvordan de virkede. Det fik jeg, og Joakim styrede controlleren og hyggede sig med at give mig strøm. Jeg havde ingen fornemmelse af om det hjalp, men det generede mig ikke, så den fik lov at køre.

Min veninde ankom, og da hun kom ind og så mig, spurgte hun, om jeg kunne overskue at blive trykket under fødderne også. Det kunne jeg, og hun gik igang. Lidt tid efter kom min mor og lagde sig på sengen ved siden af mig. Mine véer kom nu med pressetrang, og jeg gav bare efter, uden at tænke over det. Min mor kommenterede til jordemoderen, at hun kunne høre jeg pressede, men jordemoderen forklarede, at det bare var vandet der endnu ikke var gået, som stod ned som en blære og rørte ved nogle områder der blev trigget til at give pressetrang. ‘Han er ikke helt nede endnu, der kommer til at gå noget tid.’ sagde hun, og tilføjede, at hun ikke ville prikke hul på vandet, for det kunne hjælpe ham til at bevæge sig det sidste stykke ned.

Jeg var helt opslugt af véerne og talte ikke med nogen, men synes det var rart (altså rart OG virkelig smertefuldt på én gang) og trygt det hele.

Alle var nu samlet i soveværelset.

Jordemoderen spurgte om ikke jeg ville prøve at komme om på knæ. Min veninde stoppede med zoneterapien, og jeg vendte mig efter at have ligget på siden i over en time.

Under den første vé jeg fik efter jeg havde vendt mig, sagde jordemoderen pludselig ‘gisp gisp gisp gisp, hovedet er ude. Kan du vende dig om på ryggen mens du gisper, og bruge resten af véen på at presse kroppen ud?’ Det gjorde jeg, og ud kom han på én pressevé kl. 18:45, og lige inden vagtskifte. Jeg havde ikke mærket at jeg fødte hans hoved, for han fik skudt sig selv og alt fostervandet i én skruende bevægelse da jeg vendte mig. Véerne var samtidig så intense, at min koncentration helt opslugte mig.

Min far tog billeder. Min veninde nåede ikke at gå, hvilket ellers var planen, så hun kom også til at overvære sin første fødsel. Hun græd, min mor græd, Joakim strålede af nærvær og glæde (til forskel fra det chokerede udtryk han havde da John blev født). Min far har jeg aldrig set så overvældet, sidste nyankomne skreg men fandt et trøstende bryst og jeg følte hvordan kærligheden kan vokse sig dobbelt så stor på et split sekund. På stedet havde han jo mit hjerte, og var på ingen nummer to på andre måder end fødsels-rækkefølgen.

Jeg fik sagt til jordemoderen, at det jo var hende jeg ville have med til fødslen, så jeg måtte skynde mig lidt til sidst.

Lidt efter klippede Joakim navlestrengen, og så var det lille menneske pludselig sin helt egen. Jeg rullede om på siden med min søn i armene. Svineriet blev fjernet, og vi var hjemme og på plads med et nyt familie medlem.

Jordemoderen takkede af, for nu var der vagtskifte.

Ny jordemoder kom. Hun hilste og ønskede tillykke og var helt sød, men også lidt som en der kommer for sent til festen, men efter at have målt og vejet fik hun lov at skåle med alligevel. Hun snakkede med alle, og det var godt og hyggeligt. Joakim fik sin dreng på maven og jeg gik i bad. Bagefter sad jeg i stuen med min far og hans lille nye barnebarn som han ikke havde sluppet af syne på noget tidspunkt. Imens gav jordemoderen Joakim og min mor fik rundvisning i moderkagen, og fødselsmusikken, der ikke var nået til ende endnu, spillede stadig på hvad der var gået hen og blevet en ganske perfekt torsdag aften.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Det lyder bare som en smuk og fantastisk oplevelse – for alle involverede.
    Jeg troede dog netop at vagtskifte ikke ‘gælder’/sker, når der er tale om hjemmefødsel? Sådan har jeg altid forstået det, men det er vist en misforståelse så, eller hvad?

  2. Det her er min seje, sjove og fantastiske veninde. Jeg elsker din historie. Og har lige fra den aften du ringede, og jeg hørte Tue ligge og smaske, imens familien sad og snakkede i stuen tænkt, wauw! sikke en fantastisk måde at komme til verden på!
    <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven