mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – ild i hele kroppen?

Der er meget godt at sige om dagens fødselsberetning, men vigtigst er det måske at slå fast, at veerne altså ikke behøver at være hundrede procent regelmæssige, når man skal føde. Som en tommelfingerregel for førstegangsfødende skal veerne dog gerne vare omkring 1 minut og komme med mindst fem minutters interval. For fleregangsfødende er regelmæssigheden faktisk mindre essentiel og det gælder for de fleste – især dem, som har født hurtigt første gang – om at mærke efter hvornår veerne gør “sådan rigtigt” ondt; når de gør det, er det ofte passende at give jordemoderen et kald.
img_5540

Ved min første fødsel var min forestilling, at jeg ville få en lang fødsel, for begge min mors fødsler varede over 20 timer. Jeg forventede også, at smerten ville være på niveau med, at have ild i hele kroppen (ved ikke hvor denne sammenligning kom fra, men den forholdte jeg mig meget til). Samtidig tænkte jeg, at jeg ville gå over tid, fordi det vidste jeg, at de fleste førstegangsfødende gør.

For at væbne mig med tålmodighed, havde vi lavet vi planer alle dage fra terminsdatoen og to uger frem. Dagene gik, og da jeg kom til uge 41, begyndte jeg bare inderligt at ønske at jeg ville nå at gå i gang af mig selv. 41 +1 var en lørdag, og dagens plan venindebesøg, en veninde der er zoneterapeut, og som også skulle komme og smerte-lindre når veerne gik i gang. Lidt over syv om aftenen begyndte jeg at mærke nogle menstruationslignende smerter. Vi lå alle tre (min kæreste, min veninde og jeg) på sofaen, og var lige gået i gang med at se Batman the Dark knight. Jeg var indstillet på en latentfase der kunne tage flere dage, det var jo første gang. Men efter en times tid begyndte vi at prøve at time dem. Der var alt fra 10 til 18 minutter imellem, men de varede alle et minut. I mit hoved skulle intervallerne være præcise før fødslen rigtig var igang. Så jeg slog det hen som latentfase, men fik dejlig zoneterapi on and off i nogle timer.

Jeg kunne mærke, at “veerne” blev kraftigere, men intervallerne var stadig helt utilregnelige, jeg var dog sikker på, at det her ville ende med en baby, og ikke noget der ville gå i stå igen. Omkring kl. 23 gik vi i seng. Jeg sov fint mellem smerterne, som jeg ikke timede. Kl. 01 bad jeg min kæreste om at prøve at time veerne. Der var 5 minutter imellem flere af dem, men så pludselig 11 minutter igen. Det måtte jo betyde, at det ikke rigtig var igang endnu tænkte jeg, og selvom jeg synes det nev godt efterhånden, så var der langt til ild-i-hele-kroppen-smerten. Jeg lod min mand sove videre, for han skulle eddersparkmé bare have energi til at varte mig op en hel dag på hospitalet søndag. Jeg var helt vildt spændt og samtidig havde jeg sådan en helt åndsvagt knusende ro, som jeg ikke aner hvor kom fra, så jeg hvilede eller sov mellem veerne nogle timer endnu. Jeg stod op og gik i bad ved 03:30-tiden, uden at vække min kæreste. Jeg sad oven på toilettet (i vores mini badeværelse) og brusede mig i en times tid, men jeg gav veerne godt med lyd. Derefter gik jeg ind i seng igen. Jeg vækkede min kæreste og fik ham til at hente nogle Panodil, som jeg spiste. Vi timede veerne igen og der var flest 4 eller fem minutter imellem, men også nogle med 7, så jeg tænkte der var laaaang vej endnu.

Ved 06-tiden vågnede min kæreste ved mine ve-smerte-brumme-brøl, og vi lå og snakkede mellem veerne, og timede dem alle sammen. 2 minutter, 4 minutter, 5 minutter, 4 minutter. De ville bare ikke blive præcise. Jeg var stålsat på den skide præcision, for jeg havde aldrig hørt nogle sige, at der var mellem et eller andet og et eller andet minutter imellem, kun at der var præcis så og så mange minutter imellem. Jeg tænkte derfor fortsat, at der var masser af tid. Jeg ville jo helst være hjemme det meste af tiden, men skulle da lige nå, at nyde godt af hospitalets badekar, og lækker dosis lattergas. Lidt i 7 synes min kæreste, at vi skulle ringe til fødegangen, men jeg huskede, at kl. 7 var der vagtskifte, så det var sikkert et ret kaotisk tidspunkt at ringe på. Vi ventede til kvart i 8, hvor der stadig var mellem 2 og 4 minutter mellem veerne. Jordemoderen jeg talte med bad mig have hende i røret mens jeg havde en vé, hvorefter hun sagde, at hun synes vi skulle til at tage afsted snart. Jeg spurgte om vi kunne vente lidt, og hun sagde, at det var fint, men ikke for længe. Efter en time ringede vi efter en taxa, og sagde til taxacentralen, at det drejede sig om en fødsel. Det havde taxichaufføren bare slet ikke fattet. Desuden var han helt ny. Han vidste ikke hvad fødegangen var, eller hvor den var. Opgang fem fik jeg forklaret mellem veerne som nu blev bjørnebrølet ned i babydynen hverandet minut. Han vidste ingenting, og havde svært ved at modtage min kærestes instruktioner, om hvor han skulle køre hen. Efter  liiiige at have fået en runde rundt om hospitalet, fandt han frem til opgang fem. Omend han var sløvtopfattende, var han ganske høflig, og ønskede ‘God bedring’ da vi med autostol, babydyne og pakket taske slap ud af vognen.

 

Vi meldte vores ankomst oppe på fødegangen kl. 09:20 og fik besked på at vente på gangen, til der kom en der kunne undersøge mig. Nu gjorde det naller, men på ingen måde ild-i-kroppen-naller, og vi var hvor vi skulle være, så alt var fint. Vi kom ind i et lokale (ikke en fødestue), hvor jeg blev undersøgt. Jeg var 7 cm. åben, sagde hun, men da jeg ikke var klar over at 10 cm. var målet (det havde jeg åbenbart bare aldrig opfanget eller fået at vide), var den information ikke noget jeg umiddelbart kunne forholde mig til. Jordemoderen meddelte dog næsten med det samme, at hun ikke mente, at de ville nå, at få en fødestue ledig og klar til mig, men hun forsikrede mig, at jeg fint kunne føde i lokalet hvor jeg var, og at alt var fint. Jeg følte mig helt tryg, og vildt overrasket og lettet og glad og mere overrasket. ‘Hvis jeg havde vidst, at det var den rigtige fødsel der har været igang hele natten, så havde du godt nok ikke fået lov at sove’ sagde jeg til min kæreste. Jeg glædede mig sygt meget over, at vores lille gut, snart ville være ude hos os, men jeg var også lidt skuffet over, at min man slet ikke fik udspillet den altopofrende rolle, jeg havde set ham i, hvor han skulle sørge for alt muligt mærkeligt som jeg lå og råbte op om, eller havde brug for.

 

Jeg lidt med bar rumpe og ventede og brølede. Pludselig kom jordemoderen ind, og sagde ‘Så! Nu er der en fødestue klar. Efter næste vé, tager du dét her om dig (rakte mig et tæppe), og LØBER ned for enden ad gangen, drejer til højre LØBER lige ud, og ind på den stue der er ret forude!’ Ordene og instrukserne stod som bøjet i neon, og med en militærlignene autoritetstro på, at min overordnede (jordemoderen) mente, at dette var en ladesiggørelig for mig opgave, ‘JA!’ sagde jeg, greb tæppet ventede en vé og løb, helt vildt hurtigt tror jeg nok. Tæppet flagrede om mig, og jeg er ret sikker på, at jeg fik flashet det meste af fødegangen i mit (slowmotion) sprint.

 

Vi nåede frem. Eller jeg gjorde. Her fra husker jeg ikke rigtig min kæreste, men han var der nok et sted, det mener han i hvert fald selv, at han var. Jordemoderen bad mig ligge mig i sengen. Hun tjekkede mig, og fortalte at nu var jeg 10 cm. åben, og skulle bare presse med på den næste vé. Det prøvede jeg, men jeg kunne mærke jeg skulle tisse. Det skulle jeg ikke sagde hun ‘Det føles bare sådan. Prøv bare at pres.’ Det gjorde jeg. ‘Okay, du skal tisse sagde hun. Skynd dig ud på toilettet.’ Igen var min vigtigste opgave, at følge hendes instruktioner, hvorfor overmenneskelige kræfter gjorde, at jeg (som den eneste gang i mit liv) formåede at gemme resten af tisseturen til jeg var kommet vel ud på toilettet. ‘Du må godt lige have et par veer derude, men så skal du komme ind igen.’ Sagde hun. Det gjorde jeg. Da jeg kom ind igen bad hun mig igen presse med på næste vé. De gjorde jeg, mens jeg brølede. Bagefter sagde hun, at jeg pressede oppe i mit hoved i stedet for i mit underliv, og at jeg skulle prøve, at have mindre lyd på, og presse mere ned ad. Jeg tror hun havde luret, at jeg bare gjorde nøjagtig, hvad hun sagde, og derfor så sit snit til, at få mig til tie stille.

Det virkede.

Jeg pressede i stilhed, mens hun prikkede hul på vandet, og sagde, at det så ud til han lige havde skidt lidt derinde den lille. Alt kørte stødt og hæftigt der ud af helt af sig selv, jeg skulle bare være der og følge med. Efter næste vé blev min kæreste inviteret på preview af toppen af bettens hoved (så var han der jo alligevel -min kæreste). Han kiggede og jeg mærkede. I næste vé sagde jordemoderen, at jeg bare skulle blive ved, så ville hovedet komme, men jeg kunne mærke veén stilne af, og sagde jeg kan ikke mere (presse mere ud af den vé mente jeg). Jordemoderen tolkede det som det var selve fødslen jeg var ved at give op overfor, og sagde jo du kan så, du er så sej. Jeg blev dybt frustreret over misforståelsen, men var alt for fysisk fokuseret på at føde, til at få forklaret hende, at jeg kunne føde i lange baner, og jo egentlig ved ankomsten 45 minutter tidligere var klar på en hel dags arbejde på hospitalet, så jeg var rustet med masser af energi, men måtte altså lige vente med at presse hovedet ud til næste vé, for jeg kunne ikke nå den i denne her. Alt det fik jeg aldrig sagt. I næste vé kom hovedet, og næste igen kroppen. kl. 10:05 blev John født på fem pressevéer, og jeg var komplet paf og samtidig fuldstændig klar i hovedet.

Jeg følte mig som den heldigste og sejeste person, som lige pludselig var mor til en lille runken udgave af min kærestes farfar, indsmurt i grøn lort. Absolut lyksalighed!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Dejlig fødselshistorie, som minder en del om min egen første fødsel. Jeg havde også ca 10 min imellem mine veer og de gjorde ikke mega ondt – nærmere som rigtig slemme pluk veer. Jeg lod også min kæreste sove og først ved 1.30 tiden blev han vækket og det viste sig at jeg var 8 cm åben uden nogle brøle-veer. Pressefasen varede næsten en time – igen følte jeg også bare at jeg pressede, når jm sagde det uden rigtig at kunne føle behovet. Ud kom den skønneste søn kl 4.51. En drømmefødsel når man tænker nærmere over det. Håber at 2.gang bliver ligeså nemt her 6 uger inden termin ☺

    1. Årh det lyder som en rigtig god oplevelse Linda Mai. Og jo min anden gang var lige god, om end ret anderledes og meget kortere. Jeg tror bestemt din kommende fødsel bliver fantastisk.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven