mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En glemt bamse, model for en dag og en lille forsinkelse

Selvfølgelig skulle jeg glemme Peters bamse derhjemme netop i dag, hvor vi i forvejen var kommet lidt rigeligt sent ud ad døren og selvfølgelig skulle jeg tilbage hjem efter den, imens han tumlede rundt med et par andre børn i vuggestuen. Selvfølgelig. Og selvfølgelig kom jeg på den foranledning en lille smule for sent, da jeg i morges skulle indfinde mig ude i The Lab, et fotostudie på ydre Østerbro, hvor jeg skulle agere model for en dag. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan min hjerne stadig glemmer den slags, som ellers burde være så fast forankret en del af vores hverdag, men altså, det er ret typisk mig – især ovenpå en aften, hvor klokken måske blev lidt rigeligt mange før jeg fik taget et seriøst kig til mine øjenlåg, som det var tilfældet i går.

Men altså, model for en dag – skal vi lige snakke lidt om det?

Okay, model er måske så meget sagt, men altså, der er fremmede der har taget billeder af mig, til noget, som skal vises frem for andre. Så en slags, ikke? Det er efterhånden mange år siden jeg sidst har ageret model og selvom jeg efterhånden burde være ved at være rimeligt cool med at få taget billeder, så bliver jeg stadig totalt fjantet og akavet, når det er foran sådan en vaskeægte fotograf, som ikke bare er en veninde, som jeg føler mig hundrede procent tryg ved. I ved, det der med at føle sig selv, foran en fremmed – det er riiiimeligt grænseoverskridende.

Ikke desto mindre, så var det smadderskægt at blive dullet, fotograferet og filmet til den store guldmedalje og især fordi hele moletjavsen er i forbindelse med et godt formål, giver det selvfølgelig super god mening for mig.

Det er nemlig sådan, til de af jer der ikke allerede har gættet det, at jeg er blevet én af de nye ambassadører for scleroseforeningens Kys Sclerose Farvel-kampagne, som løber af stablen her i løbet af foråret engang.

Heldigvis har jeg endnu aldrig haft sygdommen sådan rigtigt tæt inde på livet, men jeg har kendt nogle unge kvinder i min perifære omgangskreds, som er blevet ramt af den og jeg synes simpelthen at det har været så mega uhyggeligt at være vidne til, hvordan unge, raske og velfungerende kvinder, som et lyn fra en klar himmel, med ét bliver ramt af et scleroseanfald – eller attack, som det vidst hedder på fagsprog – som i en varierende grad er med til at sætte dagsordenen for resten af deres liv. Man kan ikke forebygge eller ane om, hvordan eller hvornår det rammer og dét synes jeg fisenfløjteme er uhyggeligt.

Og derfor, er jeg altså med. Fordi jeg gerne vil støtte op om alle dem der er berørt af sclerose og forhåbentlig kunne være med til at rejse en masse penge til foreningen.

Heldigvis var hele crewet og menneskerne fra scleroseforeningen vildt søde derude og de blev ikke spor sure over, at jeg kom trissende et par minutter over mødetid – med primær årsag i, at jeg fordi min aften i går blev en lille smule senere end hvad godt var, ikke kunne få alt med mig ud ad døren i morges i tide – ligesom de var smaddersøde til at få mig til at slappe af og bare nyde timerne derude sammen med dem.

Årsagen til den halvsene aften var, at min veninde Cecilie kom forbi til et glas vin og en diskussion omkring svigermødre, alkohol(over)forbrug og en mand, som vi vist synes skulle tage at mande sig lidt op – det synes jeg i alle tilfælde han skulle, imens jeg fornemmede at Cecilie var lidt mere mådeholden omkring det – da vi i aftes optog endnu et afsnit af vores podcast Damer i Dilemmaer. Afsnittet er netop nu er tilgængeligt på itunes (HER) og på android, blandt andet via app’en Podcast Republic og hvis I har lyst, så lyt med og kom gerne med jeres input, både til podcast og dilemma inde på vores facebookside efterfølgende.

Det var – som altid – knaldhyggeligt at lave og efter netop at selv have hørt det på vej hjem i bilen, hvor jeg fik det svinget op over bilens højttalere, tænker jeg, at der faktisk også er en helt udmærket mulighed for, at det også er ret hyggeligt at høre. For jer, altså. Hvis I har lyst.

Uanset hvad, fik Peter sin bamse, Scleroseforeningen fik sine billeder og jeg har netop spist en halv pose m&m’s til frokost, så hvad kan man egentlig mere forlange af sådan en helt almindelig onsdag?

img_5289 img_5290 img_5291

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Som scleroseramt glæder det mig at se dig i trøjen 😉
    Fokus på os er altid rart, specielt når man som jeg har sin egen lille familie, der skal passes uanset om det er en god eller dårlig periode.
    Jeg er stadigvæk ked af, at min datter på lige knap 5 år henter min krykke for at få mig hurtigere ud af sengen på dårlige dage :-/

    1. Tak for din søde kommentar <3 Jeg er sikker på, at din datter vokser op og bliver den mest empatiske og omsorgsfulde kvinde, fordi hun allerede tidligt i livet, har lært det – og dét er jo ikke helt skidt 😀

  2. Tak fordi du er med i kampagnen. Vi har netop sagt farvel til min elskede onkel alt alt for tidligt pga den lortesygdom.

    1. Det gør mig ondt at læse 🙁 Jeg håber at min rolle som ambassadør kan gøre bare en lille forskel for nogle af de mennesker der stadig lever med sygdommen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven