mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Skal far med til fødslen – jordemoderonsdag

Far med til fødslen

Tallene lyver ikke; i lige omkring 95% af alle tilfælde, er far med til fødslen. Alligevel er vores sundhedssystem simpelthen ikke gearet til at varetage mændene i deres rolle som fødselspartnere og fædre in spe, sagde Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, da vi i onsdags mødtes til en debat omkring mænd på fødegangen i P1-programmet, Kejser, hvor jeg af og til (og igen i dag) er med som paneldeltager. Mange mænd føler sig overset og ligegyldige, både under graviditeten og under fødslen og ærligt talt, så forstår jeg det godt.

Det er jo ingen hemmelighed at hele vores sundhedsvæsen over de seneste år har været underlagt massive besparelser, som har betydet, at der på mange afdelinger – herunder fødeafdelingerne – er blevet skåret helt ind til benet og til de kerneydelser, som afdelingerne står for. Der er ikke plads til fryns og service og, set med mine øjne, heller ikke altid til den i nogle henseender altafgørende omsorg.


Læs om traumatiske fødsler og den afgørende omsorg HER


Omsorgen for kvinderne på fødegangene er for nedadgående og når vi ser dét som en tendens, så er jeg på ingen måder uforstående, hvis mændende føler det samme. Det er jo trods alt kvinderne der er gravide og skal føde.

Men hvad pokker skal de så stille op, de kære mænd? For selvom det er kvinden der både bærer og leverer barnet, så bliver manden jo i lige så høj grad far, som kvinden bliver mor. Forældreskabelsen – eller familiedannelsen, om man vil – er den samme, uanset hvilket køn man har. Ovenikøbet kan der være argumenter som taler for, at det kan være sværere at blive far end at blive mor, fordi moderen ganske naturligt spiller en afgørende rolle for barnet fra første færd, fordi det er hende der (oftest) er i stand til at amme, imens faderen står på sidelinjen og kigger forvirret på.

For mig at se handler det overordnet om to ting: om kommunikation parret imellem og om ansvar.

Der findes naturligvis ikke noget endegyldigt svar på, hvilken rolle manden (eller partneren) skal spille under hverken graviditeten eller fødslen og det er derfor ganske essentielt, at parret allerede tidligt i graviditeten tager en snak om deres forventninger indbyrdes. En forventningsafstemning kan altid være en god idé, så begge parter er nogenlunde enige om hvor lidt eller hvor meget de hver især skal engagere sig. Det gælder både når det handler om graviditet og fødsel, men også i alle mulige andre situationer; når familien skal købe ny bil, når der skal laves madplaner, vælges autostol og alle mulige andre ting. Nogle mænd har et ønske om at tage stor del i graviditeten og fødslen, imens andre hellere vil stå lidt på sidelinjen og sørge for de mere pratiske ting; og begge dele kan være helt fint, så længe den gravide naturligvis er indforstået med det.

Når parret indbyrdes har defineret deres ønsker for mandens (og kvindens) rolle, handler det om, at manden skal tage sit ansvar. Uanset om han er blevet tildelt titlen som den praktiske logistikmedarbejder eller om han skal agere 1.fødselsassistent er det essentielt, at han så vidt muligt forsøger at sætte sig ind i, hvad han kan gøre for at udfylde sin rolle bedst muligt.

Netop her lærte jeg i radioprogrammet i sidste uge, at nogle mænd føler sig forbigået og overset, fordi der tilsyneladende ikke er nogen – eller i hvert fald ikke mange nok – der fortæller dem hvad de skal gøre eller hvad de kan forvente, men til dét må jeg altså være helt ærlig at sige, at man kan søge rigtigt meget information og vejledning selv, som ikke nødvendigvis behøver at komme hverken fra kvindens konsultationsjordemoder eller fra fødselsforberedelsen, som selvklart primært er rettet mod kvinden, som skal føde.

Der findes utallige bøger om fødsler, om hvad man kan forvente og om, hvordan det er at være manden undervejs. Hjemme hos os, havde min mand rigtigt meget glæde af at læse lidt i “Fødselshjælperen” af Gitte Dencker, som så vidt jeg ved kan være temmeligt svær at opdrive i en boghandel, men som til gengæld kan lånes på biblioteket. I den lærte han om hvad han for eksempel kunne stille op, når jeg var i den latente fase og om, hvordan det mon ville lyde, når jeg kom i den aktive fase og så videre. Jeg læste aldrig selv i den, men min mand elskede den.

Samtidig er der selvfølgelig altid mulighed for at stille konsultationsjordemoderen nogle spørgsmål, som hun efter bedste evne vil forsøge at besvare.

Med dét sagt, så er der alligevel nogle helt basale ting, jeg gerne vil dele med de mænd, som føler sig akavede på en fødestue. Det er nemlig sådan, at mandens blotte tilstedeværelse ofte er med til at skabe en ro og en sikkerhed for den fødende. Han behøver ikke at gøre alt muligt og servicere med hverken saftevand eller massage (hvis ikke kvinden har behov) men alene det faktum, at han er i rummet (og måske roser sin kæreste for sit hårde arbejde undervejs – gerne i vepauserne) og støtter sin kæreste igennem det ofte hårde forløb, kan være nok. En fødende er i en slags krisesituation, og lige dér er det enormt vigtigt at vide, at man har nogen omkring sig som man elsker – og som man ved elsker én.

Derudover, hvis manden har behov for eller overskud til at være lidt mere praktisk, så kan man altså altid spørge jordemoderen. “Har du nogle fifs til hvordan jeg kan hjælpe min kæreste bedre igennem veerne?”. That’s basically it.

I tiden umiddelbart efter fødslen er der to meget vigtige aspekter af livet som far, som jeg gerne vil fremhæve. Det første er vigtigheden af at bruge (masser af) tid i hud-til-hud kontakt med den lille ny baby. Det er overdrevet godt for vores tilknytning til babyer, at være i fysisk kontakt med hud-til-hud og ligesom det selvfølgelig er vigtigt for mor og barn at dyrke, er det altså også vigtigt for far og barn, for at fremme den helt tidlige tilknytning. Det andet jeg gerne vil fremhæve er vigtigheden af at kunne se sig selv som et serviceorgan for familien. Som familiens “overhoved” der skal sørge for at alt spiller på hjemmefronten. Der skal være handlet ind, lavet mad, gjort rent og så skal der sørges for at kvinden som lige har født og som (oftest) skal til at amme, har hvad hun har brug for, for at skabe så gode vikår for en succesfuld ammestart som overhovedet muligt.

Det er min oplevelse at nogle mænd ser det som en degradering, når de pludselig skal stå med hele ansvaret for hjemmet, men for mig at se, er det bare enormt mandigt at være i stand til at tage ansvar for mor, barn OG hjem. Det er pissesejt og hvor ville jeg dog ønske, at flere mænd vidste det – og kunne finde ro i det på en god måde.

Kære mand, du er god nok og så længe du yder hvad du kan og gør det med omsorg, kan du næsten ikke gøre noget forkert. Velkommen til fødegangen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Jeg synes så ofte jeg hører (og det gælder også min egen fødsel) de fleste mænd sige at de føler sig max overflødige – mens nærmest alle kvinder siger at de aldrig havde kunnet undvære deres mænd under fødslen.. så måske forventer mænd at de skal gøre en hel masse, men kvinderne er glade bare de er der 😉 Tilgengæld har jeg også en teori om at alle kvinder har lyst til at klappe deres mænd en på siden af hovedet på et eller andet tidspunkt i løbet af fødslen 😂

    1. Ha ha, der er i hvert fald en del kvinder som trækker deres mænd i kraven og siger at “det er deres skyld, det her!” 😀

  2. Min mand har ikke deltaget i jordemoderbesøg, kun scanninger. Han syntes simpelthen det har været irrelevant, og jeg er helt enig. Der er ikke afsat tid til at tale om fars rolle. Herhjemme har vi dog været afklaret om, hvor vigtig han er under fødslen. Det tror jeg slet ikke han er i tvivl om. Han var en uundværlig støtte under fødslen af vores datter. Indenfor et par dage skal vi til det igen, og han ved hvor vigtig han er, og hvordan han kan hjælpe.

    Til gengæld oplever jeg mange i min omgangskreds, som ikke viser deres mænd den samme tillid. Jeg kender flere som slæber deres mødre med, fordi de ikke tror deres mænd kan klare det. Det syntes jeg er et ærgeligt signal, at vi ikke viser den tillid til vores mænd.

    1. Jeg tror det afhænger rigtigt meget af mændene – hvis nu alle de mænd, hvor kvindernes mødre også er med til fødslerne, selv har et ønske om ikke at være en aktiv del af fødslen, så er det jo helt fint, men det er selvfølgelig ærgelig, hvis det går ud over mandens oplevelse og følelse af at være værdifuld for sin kæreste (og sin baby).

  3. Jeg tror, min mand blev overrasket over, hvor meget arbejde der var til ham under fødslen. Han blev meget involveret.
    Men han gik ikke med til jordemoder. Jeg fandt det selv som oftest lidt spild af tid udover det dejlige i at høre hjertelyden og få et tjek. Så skulle han ikke også med.

    Du har helt ret i, at man har også et ansvar for selv at sætte sig lidt ind i tingene. Jeg tror heller ikke, at ret mange kvinder udelukkende får info fra jordemoderen efterhånden.

    Og så er der nok også forskel på mænd og hvor hands-on de er. En jordemoder må også kunne mærke, om vi har har en skræmt og nervøs far eller en, der er klar til at hjælpe til. Det er lidt nemt at skære mænd over een kam.

    1. Klaart! Der er kæmpe forskel på mænd og netop derfor har jeg forsøgt at pointere, at alene deres tilstedeværelse under fødslen, kan være nok til at give kvinden en ekstra tryghed 🙂 Hvis de vil eller kan overskue alt muligt andet, kan det være fint, men det er også helt fint “bare at være” og at finde ro i det.

  4. For to dage siden blev vi beriget med endnu en baby. Helt fantastisk hårdt og dejligt. Har godt kunnet fornemme at det der med at mænd er oversete i fødselssituationen har fyldt lidt ved min mand også, selvom vi har prøvet det før, og han bare er helt genial overskidsagtig hjælper, både for mig, der er pisse dårlig til at håndtere smerten, men så sandelig også for den stakkels jordemoder der skal finde sig i det hysteriske kvindemenneske min mand i dagens anledning har slæbt med på fødegangen.
    Første gang anede vi ikke hvad funktion min mand skulle have, men det kom ret naturligt da det hele startede, han hjalp jo med alt fra saft til vejrtrækning. Og denne gang var han bare cool og lidt smart i en fart, hvilket bare var lækkert, for det lettede bare stemningen mega meget. Han vidste jeg var pisse bange og stresset over den kommende begivenhed, men det fik han hurtigt ro på, og da jordemoderen så kom med lattergassen, så ku de nærmest bare sætte sig tilbage og slappe af. Ej, men jeg tror da det er mega vigtigt at man som den gravide mærker efter indeni hvad man har brug for, og så ikke er bange for at sige det til sin mand. Hvis man ikke siger at man er mega bange for smerten fx, så har staklen jo heller ikke mulighed for at finde ud af hvad hans rolle evt kan være, når man ikke kan være i sig selv mere. Sådan en fødsel er i min optik ikke kun den vordende mors fortjeneste. Det er ligeså meget den vordende fars. Og nu i sparetiderne, så er det dælme vigtigt synes jeg, at få snakket sammen. Nettet er også fuld af gode kompetente råd, til en god snak over morgenkaffen søndag formiddag. Der er ingen undskyldninger.

  5. Min kære mand missede desværre, at vores andet barn kom til verden, da det skete i en ambulance og der kun var plads til hysterisk fødende med giga presseveer, læge og falckredder – men frem til det, var han fantastisk og hans opgave blev hurtigt at kommunikere med jordemoderen over telefon og holde øje med, om han kunne se barnets hoved. Absolut ikke en situation han var forberedt på, men han var så sej og passede så godt på mig!! Næste gang er jeg ret sikker på, at han forbereder sig på, hvordan man tager imod et barn, for med den fart mine unger vil ud, kan det meget nemt blive en ufrivillig hjemmefødsel… Det jeg egentlig vil sige er, at mandens rolle kan være forskellig fra gang til gang. Første gang var han støtte og tolk, anden gang fødselshjælper og tredje gang bliver han måske jordemoder 😉

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven