mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Forpulet heldig

img_5271

Dagen i går startede som en vaskeægte mandag i gråvejr, hvor intet virkede som det skulle og det nærmest virkede som et vidunder, at mælken i køleskabet ikke var blevet sur, fordi alt andet ligesom gik galt for mig. I ved, det føltes som én af de der dage, hvor man bare har lyst til at købe sig en pakke flødeboller og gå i seng, iført uldsokker og knold i nakken.

Heldigvis havde jeg samme morgen bedt om billeder af fastelavnsbørn på min facebookside og hvis der er noget, som kan få mig i godt humør, så er det glade børn. Der kom hundredevis af billeder og jeg sad, til min store begejstring, i løbet af eftermiddagen og  kiggede dem allesammen igennem, imens jeg kunne mærke smilet om læberne blive større og større.

Lige indtil jeg så billedet. I mængden af søde, nuttede, glade og bedårende superhelte, politibetjente, prinsesser og pokémons var der ét billede som gav mig et helt særligt sug i maven. Det var et billede af Ida på syv år, som stod med en fastelavnskølle i hånden, klar til at give den pyntede tønde et ordentligt slag. Hun var iført en Elsa-kjole i den helt rigtige længde, men til forskel fra alle de andre Elsa’er, havde hun ikke noget hår. Til gengæld havde hun et næsekateter og holdt altså fastelavn på børneafdelingen på Odense Universitetshospital, som hendes mor havde skrevet til billedet.

Av, mand.

Arghmen jeg kan næsten ikke skrive det, uden at få en klump i halsen og tårer i øjnene, for der er for helvede ingen børn, som fortjener at være dér. Ikke at der er nogle voksne som fortjener det, men når børn bliver ramt af livsfarlige sygdomme, så virker det som om uretfærdigheden ikke har nogen ende.

Av, av, av, altså.

Og for at det ikke skal være løgn, så kender jeg faktisk Ida. Eller, kendte, i hvert fald. Hun gik nemlig i børnehave med Jens, da vi boede i Broager og jeg husker tydeligt, hvordan hun altid vimsede glad omkring og dansede med de andre piger. Hun var sådan en sirlig lille én at se på og så var hun bare helt vildt sød. Som børn jo er. Og så pludselig, i sommerferien sidste år, et år efter vi var flyttet fra Broager, blev hun konstateret med leukæmi.

Lille, søde og livsglade Ida.

For fanden, altså.

Jeg har på ingen måder været tæt på hverken Ida eller hendes familie under hendes sygdomsforløb, men de har haft en helt særlig plads i mit hjerte og da jeg pludselig blev konfronteret med billedet af hende til fastelavn, blev jeg mindet om, hvor forpulet heldig jeg er.

Mine børn er raske. Min mand er rask. Jeg er rask. Vi er på ingen måder direkte konfronteret med uretfærdigheden, som Ida og hendes familie er og har været det og min latterligt dårlige mandag, virkede pludseligt så ligegyldig. Faktisk, så virkede samtlige af mine problemer og udfordringer pludselig bare som små, irriterende, men fuldstændigt ubetydelige bump på vejen.

Heldigvis fortæller Idas mor, som jeg efterfølgende kontaktede, at det går godt med Ida lige nu og at hun forventes at være færdigbehandlet om to år. Hun fortæller at de – selvom det er hårdt – lever i en hverdag med masser af nærvær og hvor de i dén grad værdsætter at leve i nuet.

Sådan som vi i virkeligheden nok alle bør gøre det; vi bør jo alle sammen værdsætte de små stunder. Når vores børn griner og klapper i hænderne, når vores kollega sender os et uventet smil, når solen, lige efter den regnbyge vi blev fanget i, skinner ind ad vinduerne og varmer vores våde bukser og når vi mærker al den kærlighed der findes omkring os.

Det hele tæller og det ér dog sjovere, at hæfte sig ved det gode, frem for det dårlige.

Jeg synes, at Ida så helt vildt skøn ud i sit Elsakostume og hvor jeg dog håber at hun, præcis ligesom alle andre børn, havde en rigtig god fastelavnsfest og så håber jeg, at I der læser med her, får en rigtig dejlig aften.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Kære Cana det er så stort du bruger tid og et blog indlæg på en smuk lille pige og hendes famile der kæmper den største kamp i deres liv lige nu 😥Nyd hver en dag med din smukke familie og nyd det gode raske liv tak for din dejlige blog😀

  2. Livet er bare uretfærdigt indimellem, jeg priser mig lykkelig for at mine to piger og jeg selv er sunde og raske og har hinanden efter at vi i december pludseligt og meget uventet mistede deres far…

    Ingen børn burde gå igennem alvorlig sygdom eller tabet af deres forælder…. Det er ganske frygteligt at se den naive glæde ændre sig til en dyb alvorlighed i ens barns øjne….

    Tak for din blog, den giver mangen et smil og tid til eftertanke i hverdagen…

  3. Sikke et dejligt blogindlæg og hvor er det vidunderligt at læse så livsbekræftende og kærligt et indlæg, du har valgt at tage dig tid til at skrive <3

    Jeg sender Ida og hendes familie de bedste tanker <3

    God aften til dig også!

  4. Tak for det her indlæg! Jeg elsker at få lidt perspektiv indimellem, og især over ens egne små bitte “problemer” i dagligdagen.
    Tak for dig, og kæmpe kram til Ida og hendes familie 🙂

  5. Kære Cana
    Hvor er det flot og livsbekræftende at du skriver dette indlæg.
    Og ja, det er så uretfærdigt at skønne, smukke og dejlige Ida og hendes skønne forældre og dejlige storebror skal gennem dette helvede.
    Børn burde ikke gennem sådan et helvede.
    Tak for dit smukke og hjertevarme indlæg.
    Rigtig god dag til dig og din familie

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven