Fødselsfredag – en fødsel med et hårdt efterforløb

Umiddelbart virker dagens fødselsberetning komplet ukompliceret, alligevel endte kvinden med at have et temmeligt hårdt efterforløb med smerter og mobilitetsproblemer – noget flere kvinder end man måske lige tror, oplever efter deres fødsler.

fødsel

Efter en forholdsvis let graviditet, hvor de største problemer var gentagen blærebetændelse og træthed, var jeg gået 8 dage over tid, og skulle til kontrol på hospitalet. I forbindelse med undersøgelsen, omkring kl. 12, fik jeg lavet hindeløsning og vi blev sendt hjem med beskeden “Få jer en god frokost og et knald, og så skal du bare ligge på ryggen og slappe godt af“.

Indenfor få minutter blev jeg ret øm i lænden. Vi tog ud for at spise frokost, men jeg kunne efterhånden mærke små veer, og ville gerne bare hjem. Dagen gik, og veerne blev kraftigere. Under aftensmaden skulle jeg koncentrere mig en del under veerne. Da klokken blev 22 ringede vi til fødegangen, for lige at tjekke op på proceduren, og her fik jeg at vide at veerne, der på det tidspunkt var 1,5 minut, skulle ned på 1 minut og være meget regelmæssige med 4-5 minutters interval. Jeg var lidt overrasket over at veerne skulle blive kortere.

Fra midnat gjorde veerne ret ondt, men var mellem 50 sekunder og 1,5 minut, og med 3-6 minutter i mellem, nogle gange 10 minutter. Altså ikke regelmæssige. Kl. 6 ringede vi ind igen, fordi jeg troede at vandet måske var begyndt at sive ved 5-tiden og fordi jeg ikke følte jeg kunne mere, og veerne var ikke engang blevet regelmæssigt endnu. Vandet, eller udflåddet, var måske lidt brunligt, så vi fik at vide at vi gerne måtte komme ind men nok ville blive sendt hjem igen. Jeg tænkte, at jeg skulle have noget smertestillende så jeg kunne hvile.

Vi kommer ind 6.30 og herfra bliver det hele lidt tåget, fordi jeg var så træt og fokuseret på veerne. Jeg var 6 cm åben og siger til jordemoderen “Må jeg så godt blive her?” og det måtte jeg selvfølgelig. CTG’en var fin og jeg fik lagt klyx. Jordemoderen var også i tvivl om vandet var gået, da der stadig var en hinde men en del “vand”. De næste par timer gik med at sidde på en pilatesbold og gå lidt rundt. Min mand masserede min lænd under hver ve. Da jeg fik begyndende pressetrang var jeg kun åbnet til 8 cm, og her følte jeg igen at jeg ikke kunne mere, og jeg blev ret modløs over at jeg ikke havde åbnet mig ret meget siden vi kom ind. Heldigvis havde jeg en god jordemoder, som fangede mit humør med det samme, og fik mig til at fokusere på veerne igen.

Det næste stykke tid lå jeg på siden med begyndende presseveer, men skulle vente på, at vores søn kom ordentlig ned i bækkenet og veerne blev rigtig gode. Det var det hårdeste ved hele fødslen! I løbet af ganske kort tid var jeg helt åben, og sengen blev gjort klar til at jeg kunne føde. Jeg ville føde liggende på siden, men på et tidspunkt kom jeg om på ryggen i forbindelse med en undersøgelse, og det føltes mere rigtigt at blive liggende på ryggen, så sengen skulle lige rettes til. Jordemoderen prikkede hul på fosterhinden og jeg kunne mærke det varme vand sive ud.

I pressefasen tænkte jeg slet ikke selv, men gjorde bare hvad jordemoderen sagde. Undervejs fik jeg ilt og blev bedt om at gispe. Det glippede en enkelt gang og jeg kom til at presse lidt på trods af jordemoderens anvisning om at gispe. Efter ca. 20 minutter, et døgn efter hindeløsningen, kom supermand ud med den ene arm først sammen med hovedet. Jeg fik ham straks op på maven og min mand klippede navlestrengen.

Jeg fik en indsprøjtning i låret, men blødte fortsat en smule for meget og der var derfor kommet en del mere personale ind på fødestuen. Moderkagen kom ud, og jeg fik lagt ve-drop for sammentrækning af livmoderen samt saltvandsdrop for tabt blod i den ene arm, samtidig med at jeg fik taget blodprøver i den anden arm. Efter kort tid stoppede blødningen, lidt over ½ liter i alt, og jeg fik min søn, der i mellemtiden havde været på sin fars bare overkrop, tilbage til brystet og alt blev lidt mere roligt. Jeg havde fået en 2. gradsbristning og skulle syes ca. 4 steder, bl.a. indvendigt i begge sider af skeden. Efter noget tid blev supermand målt og vejet, 55 cm og 3700 g, og jeg fik ordre til at tisse. Jeg var stadig for svimmel, så ventede en halv time mere, hvorefter det gik bedre med at rejse sig.

Pludselig var klokken 17 og vi blev flyttet til barselsafsnittet, stadig med drop. Amningen var fortsat ikke kommet i gang og der gik mange timer, før han overhovedet viste en smule interesse for at sutte. Han fik lidt erstatning af en kop, for at få lidt energi, og først efter mere end et døgn kom der lidt gang i amningen. Det tog herefter 6 uger før jeg kunne amme smertefrit og de første 14 dage havde jeg også meget ondt og svært ved at gå, efter min egen vurdering pga. min bristning. Derfra gik det dog lettere 😉

I næste uge bringer jeg kvindens 2.fødselsberetning – den kan I læse HER