mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Når man er ensom sammen med andre

Ensomhed behøver ikke altid at sættes synonymt med at være alene. Ensomhed forekommer ofte i selskab med andre, hvis man ikke føler, at man har noget at tilbyde. Det er en følelse af mindreværd og af ikke at blive forstået, som kan ramme os alle igennem hele livet. Alligevel er det min oplevelse, at vi har svært ved at tale om den. Ensomheden. Især, når den er vores egen.

img_4517

Jeg har her til formiddag været en del af panelet i radioprogrammet Kejser på P1, hvor netop ensomhed har på dagsordenen. I kan høre programmet HER, hvis I har lyst.

Opgørelser viser at mere end 100.000 danskere føler sig ensomme og med fare for at tage grueligt fejl, så vil jeg gerne vove at påstå, at tallet i virkeligheden er langt, langt højere.

Sådan er det i hvert fald for mig selv. Jeg føler mig momentorisk ensom; nogle gange i korte øjeblikke, andre gange i korte perioder og en enkelt gang i så udtalt grad, at jeg nærmest følte at jeg var ved at miste mig selv og alt jeg havde omkring mig. Jeg tror, at det er et grundvilkår for rigtigt mange af os, at vi af og til føler os ensomme og det vil jeg simpelthen så gerne få italesat.

Det er jo ikke fedt, at føle sig ensom. Det føles i højere grad som et nederlag og det afstedkommes ofte i ledtog med følelser som mindreværd, skam og utilstrækkelighed. I de situationer hvor jeg af den ene eller den anden årsag ikke føler mig god nok, føler jeg mig ofte udenfor og ind i mellem endda også ensom. Som om jeg ikke hører til. En følelse der kun forstærkes, når jeg ikke tør sige den højt, af frygt for at være forkert på den. “Det er nok noget med mig” eller “jeg er heller ikke ligeså god som de andre” er sætninger jeg ofte har tænkt om mig selv, selvom jeg i bund og grund godt ved, at jeg har værdi alene fordi jeg er. Ligesom alle andre. Jeg føler mig ofte utilstrækkelig i relationen til andre mennesker og jeg bliver let i tvivl om, hvorvidt andre mennesker overhovedet kan lide mig; om de overhovedet kærer sig om mig og når dét sker, føler jeg mig ensom.

Ensomheden for mig er et spørgsmål om min selvfølelse, som i forhold til relationen med andre mennesker, af og til ikke er så stærk som den måske burde være – eller kunne være, hvis jeg lærte at arbejde bedre med den, end jeg gør i dag. Ensomheden er et vilkår for min opfattelse af mig selv i forhold til andre og samtidig et redskab til mig, for at forstå, hvornår jeg er på dybt vand. Til gengæld er den, som jeg beskriver ovenfor, momentorisk og dermed, tænker jeg, ikke spor alvorlig. Det er selvfølgelig aldrig rart at sidde med en følelse af ikke at være god nok, eller at være udenfor fællesskabet, men jeg tænker, at det trods alt er fint, med en forholdsvist hyppig revision af spørgsmålet om “hvem er jeg i forhold til de andre” ligesom jeg tænker, at det kun er sundt, af og til at tvivle på sig selv, fordi der i tvivlen ligger store muligheder for udvikling.

Jeg udvikler mig hele tiden; både i de relationer hvor jeg føler mig tryg, såvel som i de relationer, som jeg ikke føler mig som en del af, på trods af, at jeg egentlig gerne vil.

… Men sådan er det selvfølgelig ikke for alle og da der under programmet tikkede en sms ind, hvor der blev bedt om at vi i panelet tydeligere ville skelne mellem de forkælede selvværdsproblemer og den reelle ensomhed, hvor et menneske reelt ikke har nogen, forstod jeg pludselig, at jeg med min beretning om min egen ensomhed, risikerer at træde andre – alvorligt ensomme – over tæerne. Ganske ufrivilligt, vel at mærke.

Jeg er udmærket godt klar over, at jeg, i en position hvor jeg både har mand, børn, veninder og alle jer der læser med og ofte bakker mig op herinde, ikke er ensom i ordets oprindelige forstand. Jeg føler mig af og til alene, men jeg er ikke alene. Jeg kan “bare” opsøge mine nærmeste og fortælle dem hvordan jeg har det, når jeg er trist. Jeg har i hvert fald muligheden. I modsætning til rigtigt mange, som jeg igennem dagens radioprogram fik en forståelse for, at der rent faktisk er rundt om i landet. Mennesker, som vitterligt ikke har nogen at snakke med. Mennesker, som både er og føler sig ensomme. Mennesker, som i høj grad er invaliderede af, ikke at være fortrolige med nogen og som lider både psykisk såvel som fysisk overlast grundet deres massive, langvarige og meget alvorlige ensomhed.

Fuck, mand.

Tænk, at der i et land, hvor vi bor 5,6 millioner mennesker, findes så mange, som ikke har nogen. Jeg bliver helt ked af det over tanken og jeg får lyst til at stemme enhver dørklokke i hele landet, for at tilbyde mig til en kop kaffe, et smil og en sludder, til hvem end der måtte have behov. For det kan sgu da ikke være rigtigt, at der ikke kan være plads til os allesammen i nogle alle de mange tusinder af relationer vi indgår i på kryds og på tværs. Der er da ikke nogen, som fortjener at stå udenfor.

Der skal være plads til alle; både til alle dem, der ikke føler et tilhørsforhold til nogen, men så sandelig også til alle sådan nogle som mig, der “bare” føler ensomheden nage i ny og næ og som i virkeligheden ikke er stor andet begrænset af det, end at det da er en dum følelse at have, i blandt alle de mange gode følelser jeg heldigvis også rummer. Jeg er nemlig ikke spor forkælet og når nogen siger til mig, at min ensomhed er et forkælet selvværdsproblem, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor det kan være så svært at tale om. Vi bliver simpelthen nødt til at anerkende, at alles følelser er reelle og at det ikke nytter noget at forsøge at underkende andre menneskers følelser, bare fordi man ikke selv har det på samme måde. Vi er nødt til at give hinanden plads og vise hinanden, at det er okay at have følelser som ikke altid er gode. At det er okay, at tale om sin ensomhed – også selvom den for andre måske kan virke forkælet og selvoptaget. Følelser er nemlig altid reelle og er findes ikke én eneste, som er forkert, men til gengæld kan der findes mange, som er uhensigtsmæssige og som igennem åbenhed og samtale, kan blive vendt til det bedre og dét synes jeg vi skal hjælpe hinanden med. Igennem anerkendelse og åbenhed.

Ja, jeg føler mig ensom nogle gange og nej, jeg gider simpelthen ikke bruge min energi på at være flov over det.

I morgen deltager jeg igen i panelet i Kejser på P1 fra klokken 10-11, hvor det skal handle om fædre på fødegangen. Lyt med, hvis I har lyst. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (29)

  1. Så rigtigt! Og så utrolig godt skrevet!! Lige som alt andet, du skriver. Jeg gamle kone (68) synes, at din indsigt i mange ting er ret fantastisk – din alder taget i betragtning! Stor respekt herfra☺

  2. Smadder fint og relevant indlæg, og du har helt ret i, at der skal være plads til alle former for ensomhed, selvom det kan være svært at acceptere andre folks ensomhed, hvis man selv føler, at man er mere ensom end dem. Problemet ligger jo i, at vi ikke aner, hvordan andre har det, og selvom det på ydersiden måske ser ud som om, at nogle har det perfekte liv/mange venner/god familie/godt job, så ved vi reelt set ikke, hvordan de oplever det, eller hvordan de har det inden i – og who are we to judge then?
    Jeg er selv hamrende ensom. Tit. Hver dag. Men udefra ser det måske anderledes ud. Jeg bor sammen med min kæreste, jeg har en støttende familie og en relativ stor vennekreds, men jeg er simpelthen så ensom. Jeg er meget syg oppe i hovedet, og det er bare så svært at tale om, og derfor er det oftere bare nemmere at lytte på andre og lukke sit eget hjerte i. Og når det sker, så er det nemt at blive ensom, for der er ingen, der ved, hvordan jeg reelt har det. Lige udover min kontaktperson, men hvor fedt er det lige, når man er 22 år og burde leve sit liv med fester, studie og sjov og ballade. Mit liv går pt med sygemelding og en angst for livet i sig selv. I dag er første gang siden d 12. december, at jeg ser to af mine venner. Indtil i dag har jeg kun set mine forældre, min kæreste og min søster. Av. Det er fandme pinligt at indrømme. Og hårdt for den sags skyld. Hårdt at indrømme, at mit liv rent ud sagt er noget lort pt, og at jeg føler, jeg er verdens største taber. For følelsen af at være en taber – af ikke at slå til – af at føle sig udenfor gør, at jeg er ensom. At selvom jeg er omringet af folk, så føler jeg mig alene, og jeg kan ikke fortælle mine dybeste tanker, for jeg vil heller ikke være til besvær. Og den tanke, tror jeg, mange har, fordi vi er usikre på os selv, og derfor vil vi ikke være en belastning for andre. Og det er i sig selv smadderærgerligt, for hvis man ikke kan fortælle det til sin kæreste/venner/familie, hvem kan man så snakke med det om? Og som du selv siger; ved at tale om tingene bliver de ofte meget lettere at håndtere, specielt fordi de fleste godt kender til følelsen af ensomhed. Jeg tror nok, at et af En af Os’ “slogans” er noget med, at hvis man fortæller sin byrde til én, bærer man kun på halvdelen bagefter, og det er der egentligt noget rigtig fint ved, synes jeg.
    Så tak for et smaddergodt indlæg og god aften til dig og dine kære. Kh

    1. Åh kære C, jeg tror godt jeg ved hvem du er og hvis jeg ikke tager meget fejl, har vi endda mødtes en enkelt gang. Du er simpelthen noget af det sejeste jeg overhovedet kan komme i tanker om og jeg kan næsten ikke tænke på nogen, som har bedre selvindsigt end dig; også selvom sin indsigt måske ikke altid er let hverken at forstå eller håndtere. Tak for din meget fine kommentar og tak for dig.

  3. Så fantastisk relevant et indlæg – jeg har “alt”, en dejlig mand, en dejlig datter, er netop blevet mor til en lækker søn, hus, bil x 2, mad i maven og alligevel føler jeg mig tit meget meget ensom. Føler ikke at der er nogen der kan li mig, føler mine relationer til andre, kun bunder i medlidenhed fra deres side, føler mig utilstrækkelig overfor resten af verden.
    Jeg er ikke syg, har ingen diagnoser, var dygtig i skolen og burde generelt bare være tilfreds, men i takt med at dagene går hjemme med vores dreng, kryber ensomheden langsomt ind på mig, og det er så ubehageligt….

    1. <3 Jeg håber at det hjalp lidt at skrive det ned. Jeg er sikker på at der findes en masse dejlige mennesker som godt ved hvor dejlig du er.

  4. Respekt og hørt! 🙏🏻 Det er et så vigtigt emne og så sindssygt godt formuleret og ja ensom kan vise sig på forskellige måder. Et vildt godt indlæg, TAK! 😊

  5. Rigtig fin artikel!
    Jeg har været besøgsven gennem Røde Kors i 3 år, for ældre ensomme, og fik en 84-årig ven for livet. Det kan varmt anbefales (især hvis man mangler ældre/bedsteforældre i sin tilværelse) jeg har lært at spille skak, strikke og høre om hvordan det var at blive konfirmeret under krigen.

  6. Sikke et velskrevet nærværende indlæg, som rammer mig lige i hjertet! ❤ Et vigtigt emne som skal ud i lyset!
    Derud hvor alle kan tale åbent om, hvordan de virkelig har det inderst inde!

    Jeg har oplevet angst og ensomhed på min egen krop og sjæl. Det åd mig op indefra i årevis, men til sidst brød jeg sammen.
    På overfladen så alt perfekt ud i mange år, og jeg kæmpede som en gal for at få andre til at kunne lide mig, ud fra en masse normer og værdier, som jeg faktisk slet ikke selv kunne stå ved.
    Jeg var “Super-overskuds-karriere-hjemmebag-bestyrelsesformand-festlige-øko-spelt-kontrolfreak-perfektionistisk-mor”.
    Det gjorde mig ensom, fordi jeg ikke var den ægte mig eller tro mod mig selv.

    Heldigvis fik jeg den rette hjælp, som har givet mig et helt nyt liv.
    Nu lever jeg ud fra mine egne værdier, og har fået tilføjet nogle nye vidunderlige mennesker til mit liv, som jeg ved elsker mig, for den jeg er.

    Derfor har jeg faktisk selv valgt at vie mit liv til at hjælpe andre med at finde deres rette jeg og deres kerneværdier. Så de kan leve et gyldent liv og stå ved sig selv.

    Så fra på onsdag starter jeg som selvstændig Livsredaktør, og glæder jeg mig til at hjælpe rigtig mange kvinder med at finde nærvær, frihed og overskud i deres liv, ud fra det de værdier, de selv synes er vigtige.

    Der er desværre rigtig mange, som føler et kæmpe pres hele tiden, og som ikke tør sige fra overfor al den perfektionisme, som fylder vores samfund.
    Mange gange leder det til ensomhed, fordi det virker som en lettere løsning at “gemme sig væk”, end at stå ved sig selv og sine enge værdier. Så man kan føle sig “god nok”.
    Alle er vi gode nok, og ingen bør være dommer over andre.
    Tusind tak, fordi du er med til at tage et svært emne op, som rigtig mange har brug for at kunne tale åbent om!
    Kh Lone

    1. Hvor har du bare ret. Alle er gode nok. Og altså, livsredaktør? Det er eddermamer en sej titel at skrabe til sig – tillykke på forhånd og pøj pøj med dit nye virke.

  7. Sikke et fint indlæg. Sjovt vi begge har udgivet et indlæg om ensomhed i dag. Jeg skal i morgen have hørt dit besøg i radioen. Kram til dig!

    1. Ja, det er godt nok pudsigt 🙂 Du er sej, at du (også) tør dele din usikkerhed – og ensomhed.

  8. Kære C
    Har ikke før kommenteret på dine indlæg, men nu skulle det være. TAK fordi du sætter ord på ensomheden, gør opmærksom på den. Jeg er selv ensom trods ung alder, familie og kæreste – og kæmper for at få flere mennesker ind i mit liv. 1
    Stort knus herfra. ❤

  9. Jeg er normalt ikke typen der kommenterer på indlæg, men jeg hørte dig i radioen i formiddags, og er
    simpelthen nødt til at sige tak! Du ramte plet med mange af de ting jeg går og tumler med, og det gav en form for fællesskabsfølelse og håb, bare det at vide, at jeg ikke er den eneste. Så tak. Og mega ros til dig.

    1. Hvor er du sød. Jeg er så glad for at du kunne bruge de ting jeg sagde til noget. Så nytter det jo!

  10. Det et svært emne, men jeg må jo nok sige jeg er meget alene, men pga oplevelser i min barndom, er jeg vant til at være alene… så er jeg ensom, udefra betragtet ja – og jo jeg savner fællesskab, selvom jeg ikke tør det, men jeg så vant til det så det ikke opleves som ensomhed…

    1. Det er jo netop dét der er så forunderligt med ensomhed; at det ikke nødvendigvis er betinget af, hvor mange mennesker vi har omkring os. Jeg håber for dig, at du alligevel snart finder dig et fællesskab at indgå i – om ikke andet, er du jo altid velkommen her. I mit lille online-fællesskab <3

      1. Tak og lige over til min blog
        ja jeg håber at finde et rart fællesskab… min hund giver lidt både selv men også møde med andre mennesker

  11. vi sider og er igang med en projektuge, og vi har valgt et emme om at være blogger, vi tænkt at du måske kunne hjælpe os lidt med og svare på et par spørgsmål,

    1 hvorfor valget du og blive blogger

    2 har det ændret noget på dit liv.

    3 er det at være blogger noget du kan leve af?

    4 ville en hver kunne blive blogger, hvordan starter man et godt blogge liv.?

    p,s vi har meget brug for at få svar i dag da vi kun har til på fradag,

    på forhånd tak..

    hilsen Nicole og Ibti.

  12. Tak for at belyse emnet, der stadig er et kæmpe tabu! Jeg er en af de mange der lider af ensomhed selvom jeg både har kæreste og job og gode veninder. Jeg bor dog langt fra alle jeg kender, grundet flytning. Selvom Danmark ikke er så stort føles det alligevel som om det altid er mig der skal besøge dem og de ikke besøger mig. Det gør at jeg føler de kun vil se mig når jeg giver mig og kommer til dem. I en travl hverdag og en halv presset økonomi grundet uddannelse gør det at jeg ikke har tid og råd til altid at kører en time frem og en time tilbage for at få noget socialt samvær. synes også at det er svært at få en social omgangskreds i en ny by i en alder af snart 29. Så ensomheden er der, selvom jeg er ganske “normal”, uden psykiske problemer. Og det gør sku lidt ondt i hjertet at skulle indrømme det når man udefra set har et godt liv. Undskyld for den lange smøre uden egentlig indhold 🙂

    1. Du skal overhovedet ikke undskylde spor! Dine følelser er jo helt reelle og jeg er glad for at du tør dele dem her hos mig. Jeg er sikker på at du er en skøn kvinde og at der venter dig en ny og udvidet omgangskreds lige om hjørnet – det kan godt lade sig gøre. Jeg ved det, fordi jeg selv er flyttet frem og tilbage tværs over landet et par gange <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven