mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

JordemoderOnsdag – Klip i mellemkødet

img_4116

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har lyttet på kvinder, som har haft en nagende angst for at skulle klippes i mellemkødet under deres fødsler. Det har de nemlig hørt at man (ofte) bliver.

Det gør man ikke.

Engang omkring 1900-tallet, fik man en antagelse om, at det måtte være snedigt at klippe den fødende i mellemkødet lige inden barnet blev født, for at gøre den sidste del af fødslen lidt lettere, for bedre at sikre at barnet ville komme ud i god behold, for at mindske risikoen for store bristninger hos kvinden og fordi man mente, at et klip måtte være lettere at sy sammen, end en naturlig bristning, ligesom såret efter et klip måtte være bedre til at hele. Derfor blev det praksis over hele landet at fødende – især dem som skulle føde første gang – fik et klip i mellemkødet. Selvfølgelig, fristes jeg til at sige.

Først på et tidspunkt i 1980’erne var der nogen som studsede over den praksis som fandt sted og som ikke var baseret på andet end antagelser. Det startede en lavine af undersøgelser, som alle viste, at alt det vi troede om det famøse klip i mellemkødet, ikke har noget hold i sig. Overhovedet.

Der er intet der tyder på, at risikoen for at man får store bristninger bliver mindre, hvis jordemoderen lægger et klip i mellemkødet. Samtidig har det vist sig at det faktisk er lettere at sy en naturlig bristning, som også heler bedre og mindre smertefuldt end en bristning forårsaget af et klip. Udkommet for barnet, som selvfølgelig er det vigtigste i denne forstand, er det samme, uanset om der lægges et profylaktisk klip eller om det kun anlægges på indikation. For man anvender stadig klippet i mellemkødet som et redskab i fødselshjælpen, men udelukkende på indikation.

Den primære indikation er akut iltmangel hos barnet, som i sjældne tilfælde opstår i den sidste del af pressefasen. I de tilfælde hvor jordemoderen vurderer at fødslen ikke er umiddelbart forestående, vil hun ved hjælp af et klip i mellemkødet kunne hjælpe fødslen lidt hurtigere på vej og på den måde afhjælpe iltmanglen hos barnet hurtigt og effektivt. Derudover anvendes et klip i mellemkødet også af og til i forbindelse med anlæggelsen af sugekop, som I måske også bemærkede i sidste uges fødselsfredag. Klippet ved sugekop anlægges i tråd med den primære indikation altså også i de tilfælde hvor det vurderes, at barnet har brug for at komme ud hurtigere end kvinden selv er i stand til.

Typisk når der anlægges et klip i mellemkødet er det når barnets hoved er “lige indenfor” og hvor mellemkødet i forvejen er på overarbejde i forhold til, at det bliver strukket godt og grundigt ud. Derfor er det hyppigste faktisk, at den fødende end ikke mærker selve klippet, som man derfor ikke behøver frygte på forhånd.

Siden man har fundet ud af, at klippet i mellemkødet ikke er så hensigtsmæssigt i forhold til at sy sårfladen sammen og i forhold til den efterfølgende heling, er der heldigvis en masse seje jordemødre som har studeret sy-teknikker og udviklet på den måde jordemødre syer på, således at risikoen for fejl og efterfølgende smerter hos kvinden er blevet kraftigt reduceret sidenhen, så selv hvis man skulle blive udsat for et klip, så er det altså ikke ensbetydende med et langt og sejt helingsforløb efterfølgende.

Heldigvis.

Skriv din kommentar

Kommentarer (18)

  1. Da jeg var ved at føde, overhørte jeg jordmoderen sagde noget med at finde en saks – så skal jeg da lige love for, at jeg i næste presseve kunne presse og føde min søn

    1. Ha ha, jeg var engang i min studietid på vagt med en jordemoder, som faktisk sagde at det var hendes “trick” til at få den fødende il at presse effektivt. Jeg har egentlig altid syntes det var lidt fejt, men det lader til at det i hvert fald virkede hos dig 😀

  2. Jeg fødte små ti år efter en kegleoperation -og blev klippet, fordi arvævet slet ikke kunne give sig yderligere … Men det er vel ikke ligefrem mellemkødet??! :-p

    1. Nej, det må være arvævet livmoderhalsen der er blevet klippet op, så det kunne give sig 🙂

  3. Jeg blev klippet i pressefasen. Jeg mærkede godt, der skete noget, men jeg var så trykbedøvet af presseveerne, at det på ingen måde gjorde ondt. Det var først bagefter, det gik op for mig, at der havde været en saks involveret. Så heldigvis frygter jeg det ikke til min næste fødsel. Det er koppen, der også blev anvendt, der giver mig mareridt!

  4. Da jeg fødte min ældste søn for 6 år siden gik jeg ‘i stykker’ i pressefasen (som i meget i stykker), da han blev taget med sugekop og der var noget med iltningen i slutpressefasen, og som du skriver helede jeg rigtig pænt og hurtigt op bagefter. Takket være den meget professionelle syning, der blev foretaget af en overlæge. Jeg husker det ikke som at min første fødsel gjorde mere ondt end min anden fødsel, hvor jeg ikke gik i stykker.

    1. Hvor er det godt at du helee både godt og hurtigt! Det er selvfølgelig svært at vide, men min erfaring er også, at det ikke er mere smertefuldt at føde med bristninger end uden – det eneste der kan være mere smertefuldt når man brister, er efterforløbet, som desværre for nogle er forbundet med voldsomme smerter over længere tid.

  5. Ej hvor er det godt at du sætter fokus på dette frygtede og berygtede klip.
    Da jeg fødte for 2 år siden, blev jeg klippet under presseveerne. Jeg mærkede kun en lille smule svien men det gjorde ikke ondt, og sekunder senere var min søn født. En ordentlig basse på 4,7 kg.
    Da jeg fødte igen i efteråret (21 mdr. senere) fik jeg ikke engang en lille rift, og arret fra klippet holdt. Noget jeg ellers havde været nervøs for.
    Møder ofte kvinder der siger ‘åh’ eller ‘av’ når jeg fortæller at jeg blev klippet, men ærlig talt så er det ikke så slemt.
    Det værste var faktisk, at det kløede da det voksede sammen 😁

    1. Hvor er det godt at læse! Og altså, kløen tror jeg er den samme uanset om man er bristet eller klippet 🙂

  6. Jeg fik også et klip ved min første (og hidtil eneste) fødsel i nov 2014.. Det forløb således:
    JM: På næste ve lægger jeg er klip og så føder du hovedet
    Mig: Det gør du bare ikke!
    JM: Det gør jeg!
    Mig: okay….

    (Senere da jeg er ved at blive syet)
    JM: Okay, der er lidt pinligt det her.. Den saks jeg brugte var vist lidt døv.. men det opdagede jeg først da jeg var i gang og så var der jo ingen vej tilbage…
    …og normalt klipper man i musklen så det frigiver mere plads til barnet, men her har jeg kun fået klippet i huden. Så har det jo faktisk ikke haft nogen betydning…
    Mig: Siger du at du har klippet mig i skrævet med en døv saks til ingen verdens nytte??

    Kan fortælle at dette tidspunkt når en kvinde ligger med din nyfødte på brystet er etret godt tidspunkt at bede hende om tilgivelse 😉

      1. Ungen har jo kommet ud alligevel – og et klip i huden ville jo hele hurtigere end i musklen beroligede den i øvrigt rigtig søde og dygtige jordmoder mig med 🙂

    1. Ha ha ha, det lyder som en omgang held i uheld 😀 Det er selvfølgelig ikke smart at saksen ikke er skarp, men til gengæld er det dog dejligt, at du slap for at få klippet musklen over!

  7. Jeg blev klippet for at gøre plads, da hovedet sad fast i tre veer – hun kom lidt skævt og og med en hånd ved ansigtet. Det var der selvsagt ikke plads til selv med klip, så jeg fik en større bristning med i købet. Skulle jeg vælge én ting der måtte “gå galt” til næste fødsel skal det være dét – smerten var yderst kortvarig, og det voksede hurtigt sammen igen 🙂

    1. Pyyyyh, det lyder som om der ikke var så meget at gøre – godt det voksede hurtigt sammen! 😀

  8. Jeg blev klippet forholdsvis meget i i forbindelse med anlæggelse af kop, og hverken at blive klippet eller syet gør ondt. Men bagefter. Av. Der må jeg altså sige, at jeg ikke synes det var super fedt. Helingen af syningen tog i sig selv ikke lang tid, men ømheden i aret lagde sig først for alvor da mit barn nærmede sig 1 år, og også først her fik jeg oplevelsen af lidt mere fleksibilitet i huden. Det er ikke for at give en skrækhistorie, men mere for at sige, at man ikke behøver være bekymret hvis det lang tid efter er ømt og “stramt”. Det bliver bedre.

  9. Jeg er ikke blevet klippet i – men har haft nogle bristninger ved begge mine fødsler…. og det det kommer an på er nok nærmere hvor meget man brister og hvor god jordemoderen er til at sy! 1. gang havde jeg svært ved at sidde (hvis ikke jeg fik sat mig på den helt rigtige måde) i over 1 år… 2. gang var det de første par uger der var lidt ubehag….

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven