mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Få en bedre start på dagen med et simpelt trick

img_2338-1

Når vi nu er ved de gode intentioner for det nye år, så er der endnu en ting, som jeg gerne vil sætte lidt særligt fokus på. Selv-kærlighed, som jeg synes der er for lidt af, når jeg kigger både ind og ud. Jeg har det ofte selv med at benævne mange af de ting, som jeg ikke bryder mig om ved mig selv og selvom jeg som oftest gør det med et glimt i øjet, så ændrer det ikke på det faktum, at jeg taler negativt om mig selv. Bevares, nogle gange kan selv den bedste trænge til en kærlig opsang, men det nytter vist ikke noget, sådan at gøre den slags på daglig basis – slet ikke, når der ikke er nogen grund til det.

Da jeg for et par år siden var igang med diplomuddannelsen i ledelse, stiftede jeg første gang bekendtskab med den narrative teori, som i sin korthed går ud på, at vores ord og fortællinger skaber vores virkelighed. Den historie jeg fortæller mig selv (og alle andre) bliver således den jeg forstår. Det er selvfølgelig sat helt på spidsen og meget forenklet forklaret, men ikke desto mindre, har jeg oplevet det som meget værdifuldt; både i forhold til mit daværende arbejde, men i særdeleshed overfor mig selv.

Og netop derfor, bliver jeg simpelthen så træt af mig selv, når jeg tager mig i at tale mig selv ned; for ærligt talt, dét har jeg da ikke lyst til at gøre til min virkelighed. At jeg ikke er god nok. Jeg vil da meget hellere fokusere på noget at af alt det jeg rent faktisk er god til og jeg vil i samme ombæring gerne opfordre jer til at gøre det samme. Jeg tror ikke jeg har én eneste veninde, som ikke snakker skidt om sig selv; hvadenten det handler om for store lår, for lange bryster, for mange vredesudbrud eller for fedtet hår, så er den stensikker – vi kvinder gør det konsekvent og det synes jeg er en skam.

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg vil blive bedre til at minde mig om nogle af de ting jeg bedst kan lide ved mig selv og omskrive min virkelighed og jeg vil bestræbe mig på at gøre det hver eneste dag, for med dét, er jeg sikker på at hver eneste dag kommer til at starte lidt bedre end hvis jeg lader som ingenting.

For eksempel kunne jeg omskrive sætninger som:

Jeg kan ikke gå i alt for stramme bluser, da det får mig til at se gravid ud

Jeg kommer af og til til at sige noget dumt og må undskylde efterfølgende

Jeg har store kinder, som kun bliver større når jeg bryder ud i mit larmende grin

… som jeg ofte kommer til at sige om mig selv, til noget ala:

Jeg har lange flotte ben, som rocker selv den korteste kjole uden problemer

Jeg er god til at se en sag fra flere sider og til at erkende, når jeg tager fejl

Jeg har et kæmpestort smil og et højlydt grin, som jeg forestiller mig kan smitte


Få en bedre start på hver eneste dag, ved at fortælle dig selv mindst én god ting om dig selv, hver morgen.


Det handler om at fokusere på det positive og jeg vil hermed gerne opfordre jer til at gøre det samme. Start allerede nu og skriv mindst én god ting om jer selv i kommentarfeltet og vær med til en omgang selvkærlighed. Ros jer selv, så kan dagen kun blive bedre end hvis I lader som ingenting. Og hvis I gør det igen i morgen når I står op, er jeg sikker på, at jeres dag i morgen vil starte godt ud.

“Jeg er en god nok mor og jeg laver en mean havregrød – selv i søvne”

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Sikke en god ide! Jeg har nogle smukke runde hofter og en blød barm, som mine børn elsker at putte sig helt tæt ind til.

  2. Fed ide! Jeg taler alt for ofte mig selv ned, det er virkelig ikke særlig godt for noget..
    øhm, jeg er god til at ……ai 😐.. det er svært alligevel … -at hygge, bage, spille og synge med mine børn 🙃

  3. Hej Cana,
    Jeg bliver så rørt over det her indlæg, for jeg har for alvor prøvet på min egen krop, hvor vigtigt det er, at tænke og tale pænt om sig selv. Jeg blev for nogle år siden indlagt på psykiatrisk skadestue efter et selvmordsforsøg og har sidenhen været igennem et længere forløb hos en psykolog og i gruppeterapi, som har hjulpet mig rigtig meget. I gruppen har vi blandt andet lavet denne øvelse her og selvom det var monster grænseoverskridende i starten, så hjalp det virkelig. Jeg har stadig nogle angstudfordringer i dag, men overordnet set, er jeg en glad og velfungerende 22-årig med mod på livet og jeg er – de fleste dage – stolt over mig selv.
    Jeg er en smuk og stærk kvinde, som er god til at mærke efter, hvordan jeg har det.

  4. Årh…. jeg bliver helt varm om hjertet.
    Jeg er ikke ubeslutsom, jeg er bare rigtigt god til at se mulighederne i flere ting, og så kan det være en udfordring at vælge hurtigt 😊 til gengæld bliver der så valgt rigtigt og velovervejet…

  5. Sikke en dejlig tråd og en skøn opfordring!
    Jeg har smukke øjne med misundelsesværdige lange øjenvipper, og så er jeg følsom og lyttende, hvilket gør, at andre mennesker ofte åbner meget op til mig!
    Det var da helt rart, at rose mig selv- noget jeg nemlig ikke er for god til, men må prøve at blive bedre til!
    Kh en fellow-Østerbro-mor-til-to 😊

  6. Jeg kender det alt for godt, det med at tale sig selv ned, og kan kun nigge kendende til at det bliver ens virkelighed og den måde andre mennesker ser en på!

    Jeg er god til at rydde op og gøre rent og så ser jeg ret godt ud i skjorte!

  7. Dejlig tråd mere af den slags <3 Lad os skabe mere kærlighed til os selv som også kan smitte til vores omgivelser!
    Jeg er meget omsorgsfuld og kærlig + jeg har lange stænger

  8. Dejligt indlæg❤
    Jeg har en smittende latter der får folk til at grine med, er en god mor og en omsorgsfuld veninde og kollega – udover det ser jeg hamrende godt ud i kjoler og mit røde hår😜

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven