Om tungeslaskere, klistrede børnefingre, ungdom og forliste drømme

img_3473
En småfuld og meget ung 30-årig fru Buttenschøn

Bevares, jeg er ikke længere nogen komplet vårhare, men jeg oplever alligevel temmeligt ofte, at fremmede – især ældre mænd, af én eller anden sær årsag – bliver overraskede når jeg fortæller at jeg er mor til to drenge – på henholdsvist fem-et-halvt og to-et-halvt (ja, det halve år er altså særligt vigtigt for den fem-årige og jeg synes egentlig bare det er sødt, så det får lov til at blive). Det er altid lidt svært at finde ud af om jeg skal blive smigret eller fornærmet, når nogen ikke forventer at jeg har børn, men efterhånden er jeg altså blevet rigtigt god til det første, for selvom jeg elsker mine børn højere end noget andet, så ér jeg jo også meget andet, samtidig med at jeg er deres mor.

Jeg blev mor for første gang da jeg var 24 og selvom jeg egentlig altid havde sagt til mig selv at jeg mindst skulle være 30 før jeg fik børn, så føltes det på én eller anden måde bare helt perfekt. Jeg følte mig klædt på, jeg havde mødt en dejlig mand, som jeg følte mig sikker på at jeg havde lyst til at skabe en familie sammen med og de ydre omstændigheder; et job og et sted at bo, var der styr på, så hvorfor ikke? Altså udover, at det ikke var en del af min oprindelige plan.

I de første år af mit moderskab føltes det som om mit liv blev vendt på hovedet. Alt jeg havde kendt, så anderledes ud og jeg havde svært ved at definere mig selv, udover at jeg var nogens mor. Nogens mor, som hele tiden forsøgte at gøre det hele så godt som muligt og som gav sig selv nogle forfærdelige verbale lussinger, når noget viste sig ikke at være som glansbilledet i mit hoved. Jeg tænkte ofte, om det mon var fordi jeg var en “ung mor”. Yngre, i hvert fald. Jeg tror det faktisk ikke. Ikke længere, i alle tilfælde. Jeg tror mest af alt bare at jeg blev overvældet af moderfølelsen, af ansvaret og af den kærlighed, som jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig kunne være så stærk, som den er det til mine børn. Til gengæld troede jeg også i lang tid, at min ungdom var forbi. At min ungdom blev parkeret i Sunny Beach og på beværtningerne i Sønderborg, Esbjerg og København hvor jeg primært slog mine folder før jeg fik børn, til fordel for nu “bare” at være mor.

Efter noget tid, begyndte jeg alligevel stille og roligt at vende tilbage til den jeg engang var; godtnok på en mere voksen (kedelig, ville nogen måske sige) og ansvarlig måde, men jeg blev mig igen. Dét mig, som nyder at tage fint tøj på, som soler sig i opmærksomhed og som føler sig ret godt ovenpå i eget hoved, samtidigt med at jeg er mor til mine små drenge, som betyder mere for mig end noget andet i denne verden. Mine børns velbefindende kommer altid i første række, men jeg er i stigende grad begyndt også at kunne fokusere på mig selv og det føles fantastisk.


“Jeg oplever alligevel temmeligt ofte, at fremmede – især ældre mænd, af én eller anden sær årsag – bliver overraskede når jeg fortæller at jeg er mor til to”


Det føles især fantastisk, når det i glimt går op for mig, at jeg for fanden stadig er pisseung. Når taxachaufføren bliver helt befippet, når jeg slænger mig ind i bilen iført mine højhælede støvler og røde læber og fortæller ham om mine to drenge, som venter derhjemme, fordi han ikke i sin vildeste fantasi havde set det komme at sådan én som mig, var nogens mor. Sådan én som mig, som er ung, tolker jeg. Også selvom min ungdom ikke længere handler om drukture og tungeslaskere, som det vist i høj grad gjorde sig gældende før jeg fik børn, men i højere grad om friheden og lysten til at følge mine drømme, som igen spirer, på samme måde som jeg husker det fra dengang, hvor jeg udelukkende skulle tage ansvar for mig selv.

Jeg elsker kontrasten af at føle mig ung, når jeg slentrer rundt i København, tager outfitbilleder og holder møder om spændende arbejdsmæssige tiltag i fremtiden, til at komme hjem og føle mig som mor, med ansvarstyngde, klistrede børnefingre og overload af kærlighed og jeg synes på ingen måder, at min ungdom er blevet dårligere af, at den er blevet invaderet af to små mennesker, som jo for fanden er de bedste der findes, når man er mig. Så når jeg tænker over, om jeg måske alligevel skulle have lyttet til mit yngre jeg og have ventet med at få mine børn til nu, hvor jeg er fyldt tredive, så får jeg lyst til at svinge mig selv en syngende lussing i ledtog med en opsang om, hvor pissefedt det er, at have fået hele pakken, så tidligt i mit liv.

Det var været det mest lærerige, udfordrende og i særdeleshed det mest fantastiske, at blive mor og jeg tror simpelthen ikke at andet i denne verden kunne have givet mig den indsigt jeg har fået, efter jeg har fået børn. Som en direkte afledning af dét, er jeg selvfølgelig klar over, at der er noget andet jeg har misset og nogle erfaringer jeg ikke har gjort mig, fordi jeg har fået børn i stedet for alt muligt andet. Jeg har aldrig back-packet eller rejst med læger uden grænser, som førhen var min helt store drøm og jeg er overbevist om at jeg havde været præcis ligeså tilfreds med mit liv, hvis jeg var gået ad en anden vej og (stadig) var barnløs. Mine gamle drømme er blevet droppet – eller i hvert fald modereret – i stor stil, men jeg tror heldigvis stadig, at der er rig mulighed for at udleve en masse af de nye drømme som i mellemtiden er kommet til – nu bare med børn og alt der følger med dem, med i bagagen og dét synes jeg knag’me er dejligt at tænke på. Jeg føler nærmest at jeg har fået serveret verdens lækreste dessert, som bare vokser i takt med at jeg indtager for- og hovedretten efterfølgende. En dessert, som kommer til at være en del af mit liv, altid, uanset hvad jeg ellers spiser.

Det er sgu da okay – og med dét i tankerne, er det helt okay at sidde her og vide, at jeg har droppet nogle af mit livs tidligere største drømme. Der er jo bare kommet andre – og mindst ligeså gode – til.

Skriv din kommentar

Kommentarer (15)

    1. Hvor er du sød! Og tillykke med fødselsdagen – det lyder som om 30 kommer til at blive ekstrasejt for dig!

  1. Uh jeg kender den med “er DU mor til en 20 årig?” Det er intet mindre end fantastisk ❤ Jeg er 39 og jeg er heldig hvad krop og udseende angår. Når jeg så fortæller at vi har 4 børn, på 9 – 13 – 16 – 19, så ryger underkæben da først 😁
    Det er egentligt meget fedt at blive bekræftet på den måde. Jeg ved godt selv jeg ser dejlig ud, sådan føler jeg mig også (efter at have lært at omfavne og elske mine imperfections) helt dybt indeni. Og det er bare så vigtigt, især i en tid hvor det nærmest er fy-fy at sige om sig selv, for så er man godtnok indbildsk og selvoptaget, hvis ikke ordene lyder “amen du ER osse ved at få lidt mormor-arme”.. Sjovt som det primært er kvinder der, grundet eget dårlige selvfølelse, bevidst forsøger at pille andre STÆRKE og SELVSIKRE kvinder ned..
    Det var et lille sidespor, lidt luft om man vil😂
    Drømmen om en bachelor blev for mit vedkommende, udlevet imens jeg var alenemor til 2 smukke pigebørn på 5 og 8 år. Hårdt men ikke umuligt❤
    Intet er i sandhed umuligt for den der bærer viljen i hjertet

    1. Kæft, hvor er du sej, altså! Og hvor er jeg dog ærgelig over at man ikke kan vedhæfte et billede i sine kommentarer, for jeg er sikker på at du er dødlækker! 😀

  2. Cana for dælen, du skriver det jeg tænker og jeg elsker dig altså en lille smule (på en virtuel-jeg-kender-dig-jo-ikke-ikke-lesbisk-måde) for det her indlæg. Jeg blev også selv mor, ret uventet, som 24 årig og selvom jeg af og til har kigget skævt og misundeligt til mine veninder, som havde (og har!) deres ubestridte frihed og mulighed for selvpleje, så elsker jeg, nu både at være mor OG at være ung, for selvfølgelig kan man godt begge dele.

  3. Hej søde Cana, som datter af to meget rejseglade forældre kan jeg garantere dig for at backpacking er muligt (om end endnu mere spændende) med børn. Mine forældre tog min bror og jeg på backpacking rejse i Asien i 6 måneder da jeg var 4, og han var 6 år gammel, og jeg husker stadig tilbage på den tur mange år efter

    1. Det lyder knagme dejligt! Jeg tænker også, at det sagtens kan lade sig gøre – måske bare på lidt andre vilkår end dem jeg drømte om engang 🙂

  4. Cana, din skønne kvinde 😊 jeg kender udmærket godt dine tanker. Jeg blev uddannet tjener da jeg var 20, blev mor som 22 årig og er nu alenemor som 27 årig (28 i morgen) og skal have ny uddannelse da jeg ikke rigtig kan finde et arbejde der passer til den uddannelse her… Men som du skriver, man finder ud af det 😉 Mine drømme har også forandret sig med tiden. jeg elsker tjener arbejdet, da jeg møder så mange forskellige mennesker, får så mange historier og oplevelser. Men, jeg kan også få mange af de ting med på andre måder. Jeg har gennemboret min hjerne for at finde nye muligheder og lyster i et andet erhverv som kunne give mig nogle af de samme muligheder, og det gjorde jeg.

  5. Dejligt skriv Cana! Jeg fik mit første barn 3 uger før min 30-års fødselsdag og jeg kan alligevel genkende følelsen af de drømme jeg ikke “nåede” at udleve inden da. Fx har jeg, af andre,kedelige, årsager heller ikke back-packet eller været på udveksling (en af mine store drømme). Men det er sjovt, for da jeg talte med en veninde om det sagde hun at da hun boede et halvt år i Paris var det faktisk ikke særlig fedt – hun var bare mega ensom og angstfyldt. Det gav mig lidt ro at tænke at de drømme jeg havde tidligere måske slet ikke havde været så fantastiske i virkeligheden som i mit hoved, og at det liv jeg har nu, jo er mega fantastisk. Og at man jo heldigvis aldrig bliver for gammel til at drømme nye drømme og føre dem ud i livet ❤️
    Kram og fod jul til dig og dine