mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

I årets løb – mine fem bedste rejseoplevelser

Fordi året går på hæld og der ikke er andet end tre søndage til vi skriver 2017, har jeg besluttet midlertidigt at ændre mit ugentlige tilbageblik til et tilbageblik på det forgangne år – inddelt i nogle forskellige kategorier, hvor jeg altså i dag vil lægge ud med et tilbageblik på årets rejser med en rangliste over de fem bedste oplevelser, både alene og sammen med min familie, i håbet om, at det måske kan inspirere nogle af jer 🙂

/5 Mor-søn-tur i Benidorm

Kort efter Jens’ fem-års fødselsdag tog vi på en miniferie i Benidorm i Spanien, hvor vi var blevet inviteret ned af den lokale turistforening. Det var simpelthen alletiders at have en lille getaway udelukkende sammen med Jens, fordi jeg i de dage vi var afsted udelukkende kunne – og skulle – fokusere på ham og han elskede hvert sekund. Fordi vi var inviteret på en pressetur, var der lidt rigeligt med program, men til gengæld fik vi en masse gode – og en enkelt dårlig – oplevelser med hjem. Dem kan I læse om HER, hvis I har lyst.

Sådan overall var det en skøn tur og jeg elskede både vejret og alenetiden med Jens, men jeg tror måske næppe at jeg vil vælge Benidorm som en destination en anden gang, da jeg godt kan lide at det ikke er helt så turistet, men den slags er jo en smagssag 🙂

image image P6303773 P7013838

 

/4 Alenetur i Los Angeles

Efter at have boet i Los Angeles hele sommeren 2015, har det trukket i mig for at komme tilbage til byen – og især for at “få lov til” at opleve byen på en voksen måde, som jeg altså må indrømme at jeg savnede lidt da vi boede der. Los Angeles er på mange måder en vildt lækker by; især hvis man bor i et dejligt område, hvor man ikke behøver at køre så meget til andre bydele, da trafikken derovre viiiirkelig trækker tænder. Under min solotur boede jeg i Marina Del Rey, som ligger tæt på Venice Beach, som i hvert fald indtil videre, er mit favoritområde i Los Angeles og det var altså helt perfekt. Det eneste jeg manglede, efter at have sovet ud et par nætter og drukket drinks og kolde øl i solen, var mine børn, som jeg – selvfølgelig – savnede; især når jeg tog på stranden, hvor de havde elsket at være med.

Det allersejeste ved turen var dog i virkeligheden noget helt andet; nemlig at jeg fik lov til at flyve hjem på business-class med SAS, som havde inviteret mig på turen. Jeg har altid drømt om at få lov til at dreje til venstre, når jeg gik ind i et fly for at opleve den service der følger med de dyre pladser og jeg lover jer, at jeg ikke blev skuffet! Det var jo helt vildt, så lækkert det var. Mit sæde, som ikke havde nogen sidemakker, kunne naturligvis lægges helt fladt ned, maden var fantastisk og jeg håber, håber, håber at jeg en dag igen får muligheden for at flyve businessclass, når jeg skal på oversøiske rejser, fordi det vitterligt betød, at jeg nærmest ikke havde noget jetlag dagene efter, på trods af en tidsforskel på otte timer. Det var så sejt!

I kan læse lidt om min tur HER, HER og HER.

image image image IMG_9621 IMG_9614

 

/3 Familieweekend i Legoland

Det tæller måske ikke rigtigt som en rejseoplevelse, sådan at køre 300 kilometer vestover for at lande i LegoLand, men ikke desto mindre er det altså kommet på listen, for jeg elskede det. LegoLand er helt i toppen når det kommer til mine favoritforlystelsesparker og i kombination med deres super seje hotel, er det altså noget nær fantastisk, synes jeg.

Vi boede i et Ninjago-værelse og det eneste minus – udover at Peter var ét stort sår af sine skoldkopper – var, at der ikke var nogen balkon, således Thomas og jeg endte med at sidde i sengen med hver vores lydløse skærm, efter børnene faldt i søvn. Der er jeg altså så magelig, at jeg enten gerne vil have et ekstra værelse (altså en lejlighed eller en suite) eller i det mindste en balkon, så man kan have lidt voksentid, efter børnene er lagt i seng.

Alt andet var fantastisk og jeg var vildt imponeret over hvor mega tjekket alt ved hotellet var og så var det jo fantastisk, at kunne være i forlystelsesparken fra morgen til aften. Jeg er fan!

Foto: Mette Mørck, jv.dk
Foto: Mette Mørck, jv.dk

 

/2 Familieferie i Østrig

Aldrig havde jeg troet, at en rejse til Østrig i sommerhalvåret skulle ende ud med at ligge på en liste som denne, over gode rejseoplevelser, men ikke desto mindre, så slog Østrig virkelig benene væk under mig. Endda selvom vi var ramt af både blæst og regn. Vi var I Salzburgerland, hvor vi boede på et skønt lille hotel, med udsigt ud over bjergene, som uden tvivl er det mest fantastiske ved Østrig. Om vinteren fordi man kan stå på ski i dem og om sommeren, fordi naturen i Østrig i det hele taget er så storslået og frodig, at man ikke kan andet end at blive bjergtaget (pun intended). Særligt en heldagscykeltur, med børnene spændt bagpå i en cykelvogn var et stort hit, som I kan læse om HER, hvis I har lyst.

imageP6073334IMG_1053

 

/1 Velgørenhedsrejse i Sierra Leone

Faktisk var denne rejse årets første, for mit vedkommende, men ikke desto mindre har den virkelig printet sig fast i min hukommelse. Jeg var i Sierra Leone sammen med Plan Danmark, som altså uden tvivl stadig står som den største rejseoplevelse for mig, ligesom jeg faktisk også tænker at det, indtil videre, er min “største bedrift” som blogger. Jeg er selvfølgelig enormt glad og taknemmelig for at jeg kan leve af dét her, som også er min hobby, men det er samtidig ikke nogen hemmelighed, at jeg har et dybtliggende behov for at føle, at jeg gør en forskel for andre mennesker og netop dét føler jeg virkelig at jeg kan, når jeg kan hjælpe med at sætte fokus på – og samle penge ind til – nogle af de steder i verden hvor behovet er størst. Jeg er mega, mega stolt over at være kommet i sådan en position at jeg, alene ved at berette om mine oplevelser til jer der læser med, faktisk kan lige præcis dét.

I kan læse mere om mine oplevelser HER og HER eller eventuelt HER, hvis I har god tid, da det er en længere artikel jeg skrev til Alt for Damerne efter min tur.

image IMG_8950 IMG_9007 IMG_8999 IMG_8994 image

Jeg er selvfølgelig allerede gået igang med at planlægge næste års rejser, som jeg allerede nu kan sige bliver mindst ligeså kontrastfyldte som dem jeg var på i det forgangne år og jeg glæder mig til at kunne fortælle meget mere, snart! I mellemtiden vil jeg rigtigt gerne høre om jeres bedste rejseoplevelser – gerne i 2016, men også af ældre dato, hvis noget bare står ekstra-tydeligt for jer, som gode oplevelser.

Dét ville være hyggelig søndagslæsning i bilen på vej mod Gylling, hvor turen går til i aften, så fyr den endelig af!

 

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Min bedste rejse i 2016 var klart en spontan tur til USA. Min mand og jeg så en MC dokumentar på Netflix, og en time senere var der booket roadtrip i Californien, Nevada, Arizona og Utah! Halvdelen af turen på en stor Harley og den anden i en Camaro. Vi boede også i Marina Del Rey i LA og det er en fantastisk bydel!

    Jeg elsker at læse med på din blog, tak for gode, vedkommende og tankevækkende indlæg! Glæder mig til at se hvad 2017 bringer <3

  2. En af mine bedste rejseoplevelser i det her år, var da heg tog, sammen med mine voksne børn, til NordNorge ( hvor jeg kommet fra) for at de kunne se Nordlys. Vi havde en helt fantastisk tur, med nordlys, stjerneklar himmel, leg i sneen med ski, kælk, sparkstøtting, snesko og masser af grin og godt humør og røde kinder. Vi var i Tromsø på samernes nationaldag, med masser af aktiviteter og festklædte samer – meget eksotisk hvis man ikke har oplevet det før, og det havde de ikke, de “unge mennesker” Nøøøj, hvor ville jeg gerne gøre det igen ❤️

  3. Var alle disse 5 rejser sponsorerede? Man skulle være blogger, skulle man 😉 Vi har “kun” været på en ferie i 2016 – en 12-dages sommerferie i Dubai hos mine svigerforældre.. Det var alt for varmt, men så dejligt med familie-tid efter vi ikke havde set familien siden jul – og svigermor/farmor i mellemtiden havde fået en cancer diagnose som gjorde at vi savnede endnu mere!

    1. Åh nej, det gør mig virkelig ondt med din svigermor ❤️
      Alle fem rejser er nogle jeg har været inviteret på, ja. Det er helt skørt og jeg kniber ofte mig selv i armen over det!! Især fordi der er flere af deres slags. MEN, til januar tager vi på ferie – sådan rigtig ferie, hvor der ikke er nogen der forventer eller håber på at få noget retur, hvor vi selv har betalt og dét bliver garanteret også virkelig dejligt!

  4. Sikke dejligt med en mor-søn-tur 🙂 Det ville faktisk ikke være så tosset. Og fantastisk med Sierra Leone!
    Vores bedste rejse i år var helt sikkert Marokko! Det er en helt anden verden. Duftene, lydene, oplevelserne – det var virkelig et eventyr 🙂
    Vi rejser tre måneder til Mellemamerika den 1/1, og det bliver helt sikkert den bedste rejse i 2017 😉

  5. Min bedste rejseoplevelse var helt klart at rejse til Tanzania i sommers med min familie! Vi rejste rundt i landet og oplevede kulturen med min morfar som guide, som har boet der næsten hele sit liv! 🙂 Så fantastisk en oplevelse og så fedt at få lov at lege med nogle små søde afrikanerbørn!

  6. I’d like to thank you for the efforts you’ve put in writing this website.
    I am hoping to check out the same high-grade content from you later on as well.
    In truth, your creative writing abilities has motivated me to get my own, personal blog now 😉

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven