mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en styrtfødsel uden manden

1 time og 31 minutter efter hun vågnede med hvad hun troede var veer, fødte hun alene med sin jordemoder, efter at havde efterladt sin mand hjemme hos deres sovende barn. Det lyder utroligt, vildt og vanvittigt overvældende, men heldigvis beskriver kvinden det som en fødsel hvor hun har følt sig tryg og hvor hun er taknemmelig for, at alt gik godt.

Som en indledning til sin fødselsberetning skriver kvinden selv, at hun forud for denne fødselsberetning næsten er nødt til at forklare forhistorien, som I faktisk, hvis I læste med i fredags da jeg bragte hendes første fødselsberetning HER, allerede kender. Hvis I ikke har læst den, så stik lige ind forbi den for bedre at kunne forstå dén der følger i dag 🙂

img_3136

Da der kun er 16 mdr mellem mine to piger vil lægerne i min 2. graviditet have mig til at føde ved planlagt kejsersnit, da risikoen for at arret i livmoderen vil briste under udvidelsesfasen først falder når der er 18 måneder imellem (!) Hele det forløb er en historie i sig selv, hvor jeg ikke føler mig hørt og vurderet individuelt, men blot set som en statistik. Jeg har dog en meget stærk tro på, at jeg kan føde dette barn selv, og af mange årsager går jeg imod lægens anbefaling, og beder om at forsøge en vaginal fødsel. Min jordemoder (fra kendt jordemoderordning) er helt enig i min beslutning, hvilket er altafgørende for mig. 

Alt dette betyder, at jeg skal ind på sygehuset så snart jeg får veer, så de kan overvåge mig, baby og mit ar. Vi bor 45 min kørsel fra sygehuset, og med min forhistorie med en ret hurtig førstegangsfødsel har jeg på forhånd talt med min jordemoder om muligheden for en ambulancekørsel, hvis det bliver nødvendigt.

Dagen forinden var vi ude ved faster Tina og onkel det meste af dagen. Jeg havde plukkeveer, men det havde jeg haft de sidste tre måneder af graviditeten, så jeg lagde ikke noget videre i det. På vej hjem i bilen kl 23.15 siger jeg til min kæreste (Kim), at nogle at plukkeveerne havde nevet lidt, men at de jo slet ikke var regelmæssige, så jeg regnede med at fødslen var dage/uger ude i fremtiden.

Vi kommer hjem og får puttet den ældste, og jeg går direkte i seng for at få så meget søvn så muligt, da hun jo vågner tidligt om morgenen. Sover omkring kl 00.30.

Søvnen er urolig og jeg drømmer. I bagklogskabens lys er det formentlig fordi veerne er begyndt, men jeg sover altså til dels fra dem. Kl 3.09 vågner jeg og tænker at de her plukkeveer godt nok begynder at gøre ondt. Jeg forsøger mig liggende med vejrtrækningen fra Smertefri Fødsel, som jeg også brugte under min sidste fødsel, men kommer for sent ind i veen og kan ikke rigtig få det til at fungere. Konstaterer at min kæreste ikke ligger ved min side og ringer ham op. Han er faldet i søvn på sofaen i stuen og kommer op med det samme. Vi mødes på toilettet hvor jeg sætter mig og siger til ham at vi skal ringe til jordemoderen med det samme. Kl 3.17 snakker jeg med hende og siger at jeg tror jeg har fået veer. Hun giver mig ret og sætter heldigvis ikke spørgsmålstegn da jeg helt intuitivt siger, at jeg er i tvivl om vi kan nå at køre til Holbæk i egen bil. Hun vil bestille en ambulance og ringe tilbage. Jeg må indrømme, at jeg i et splitsekund her er ved at gå i panik og begynde at tude. Jeg følte mig slet ikke klar, og hele forhistorien i graviditeten gjorde også, at jeg var nevøs for om det hele skulle gå og mit ar ville holde. Heldigvis fik jeg hold på mig selv, nok fordi der var nogle praktiske ting der skulle på plads, så kunne jeg fokusere på dette mellem mine veer. Jeg har stadig veer, som ligger meget tæt og ikke giver megen tid til at koordinere og ordne ting imellem. Kim får ringet til faster Tina, som kører afsted med det samme for at være hos vores datter, som jo ligger og sover. Derefter går Kim ind til naboerne og forsøger at banke dem op, så de kan være hos hende indtil Tina kommer. Men ingen af dem reagerer. Imens forsøger jeg at pakke det sidste af tasken, som skal med til sygehuset, men det er virkelig svært med mine veer der bare strømmer ind over kroppen. Kim kommer tilbage samtidig med at ambulancen ankommer, cirka 3.35 tror jeg, 25 minutter efter jeg er vågnet, og vi bliver enige om, at han må blive til Tina kommer og derefter køre til Holbæk i vores egen bil. Han overtager resten af taske-pakningen og jeg går nedenunder imellem to veer og henter min vandrejournal og går ud i ambulancen. De to falckmænd var vist meget lettede over at de ikke skulle bære mig.

Det tog omtrent 1/2 time i ambulancen og jeg fokuserede på at trække vejret gemmen veerne alt imens mange tanker fòr gennem mit hoved. Jeg startede med at fortælle falckmanden at når jeg trak vejret på denne måde, så havde jeg en ve. Men det larmede så meget mens vi kørte, at han ikke kunne høre det. Og i hvert fald den første halvdel af turen klarede jeg veerne så godt, at han ikke kunne se på mig at jeg havde dem. Så han stillede mig flere gange et spørgsmål midt i en ve. Så måtte jeg holde en finger i vejret indtil den var stilnet af, hvorefter jeg kunne svare ham. Jeg tænkte meget i ambulancen, blandt andet på at mit ar ikke måtte gøre ondt. Så var jeg også nervøs for at jeg havde mistolket hele situationen og kun ville være 2 cm åben når vi kom derind, så ambulancen ikke var nødvendig. Konstaterede også at jeg vist ikke havde fået øvet nok, for følte at jeg var meget spændt i underlivet. Dog tror jeg set her bagefter, at jeg naturligt spændte op for at forsøge at holde på Rosa indtil vi nåede sygehuset, for da vi først kom frem, var jeg helt afslappet i underlivet. Nåede også at fortryde at jeg ikke bare havde sagt ja til det skide kejsersnit, som de ville have jeg skulle have, for kunne sgu ikke huske at det gjorde så ondt at have veer(!). Men der var en logisk forklaring, for da vi ankom til fødestuen 4.19, blev jeg rullet over i en sygeseng og efter falckmændene var gået undersøgte jordemoderen mig, og da var jeg 10 cm åben. Lige omkring en time efter, at jeg var vågnet med veer.

Jeg var SÅ lettet over at vi nåede derind og fik vist også fortalt det til jordemoderen, som roste mig meget for mit vearbejde. Hun fik sat CTG på maven af mig så hun kunne måle at baby havde det godt og så gik hun ud for at hente lidt saftevand til mig. Jeg drak grådigt da hun kom ind med det og kort tid efter gik vandet i en kæmpe skylle kl 4.35. Vandet var glasklart og jeg følte at jeg ramte væggen 2 meter væk, så meget tryk var der på. jordemoderen havde tilkaldt en ekstra jordemoder, og jeg blev spurgt om jeg ville have sygehustøj på, men det kunne jeg slet ikke overskue. Lige efter vandet gik fik jeg pressetrang, og nu kom den dybe lyd helt intuitivt ud af mig. Jeg havde i alt 5 presseveer og da jordemoderen siger, ”når jeg siger du skal gispe, så skal du gispe” turde jeg ikke andet end at gispe resten at tiden. Hovedet blev født i en presseve kl 4.40 og kroppen kom lige efter kl 4.41. Hun kom op på min mave med det samme og min første tanke og sætning var ‘Kim nåede det ikke’, og derefter ‘jeg vil gerne have sen afnavling’. Det havde jordemoderen allerede forberedt, da hun havde læst det i min journal, og det betød at Kim kunne klippe navlestrengen, da han ankom 9 minutter senere. Det var den vildeste lykkefølelse og rus i minutterne lige efter fødslen. Det skulle lige gå op for mig at det ‘var lykkes’ og at alt gik godt på trods af lægernes tro på det modsatte. Fra jeg kom ind med falckmændene og resten af fødslen skænkede jeg ikke arret en tanke, da jeg følte mig i meget trygge hænder. Men da hun var født og lå der på min mave, fik jeg en helt vild taknemmelighedsfølelse over at det gik godt, og mit moderinstinkt havde haft ret.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Som kejserinde der føler at ens fødsels er blevet frarøvet en, at man aldrig kan tilgive det ar man ser på hver eneste dag, så giver denne historie så meget HÅB! Håb om, at det vil lykkes næste gang!! Tak <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven