Skoleklar? Fuck!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I sidste uge indfandt Thomas og jeg os på fjerde sal i børnehaven, til en snak med Jens’ to pædagoger. Anledningen var, at han netop er blevet skrevet op til at skulle starte i skole og at de i den forbindelse gerne ville drøfte hans såkaldte skoleparathed.

En eksamen i eget barn, om man vil. En eksamen det pludselig er gået op for mig, at jeg skal til mange, mange gange fremover, hvor jeg vel med rette kan forvente at det bliver en forholdsvist hyppig begivenhed med skole-hjem-samtaler og en status på, om alt nu er som det skal være, indenfor nogle givne rammer. Shit, man! Jeg ved ærligt talt ikke om jeg er klar til den slags.

Overhovedet ikke.

Jeg ved ikke engang om jeg er klar til at sende min lillebitte, store, søde og dygtige Jens i skole. Afsted til det sted hvor man på et tidspunkt pludselig ikke længere går med ind og kysser farvel. På det sted hvor han for alvor skal blive sin egen og have et andet liv, end det han har hjemme hos os. På det sted, hvor han forhåbentlig skal få venner for livet, sit første kys og en hel masse relationer, som jeg aldrig kommer til at vide andet om, end dét han beretter. Dem fra frikvartererne, vikarerne og de store børn oppe fra tredje sal. Det bliver formentlig dét sted, hvor han for alvor og for første gang, kommer til at møde gedigne bump på vejen og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke skal – eller overhovedet kan få lov til at – holde ham i hånden hele vejen igennem.

Jeg ved selvfølgelig også godt, at ingen er tjent med at holde hånd igennem hverken en hel eller en halv skoletid.

Jeg ved godt, at det er sådan for alle og jeg ved også godt, at det er en naturlig proces og at det hele kommer til at gå fint, men for fanden, det er mit hjerte jeg skal aflevere og selvom pædagogerne siger at han – bortset fra sin måde at holde en blyant på når han tegner og skriver, som bør optimeres til et korrekt pincetgreb – er parat, så føles det lidt som om jeg skal rive et lille stykke af mit hjerte og give det væk for altid, for bare at kunne betragte det, lade stå til og håbe på at det går godt.

Gudskelov er der stadig mere end et halvt år til og jeg satser på, at jeg i mellemtiden skal forsøge at dæmpe mine følelser, så jeg ikke kommer til at blive hende den pinlige, hulkende mor på første skoledag. Jeg satser på, at jeg mest af alt bare kommer til at blive stolt. Stolt og parat. Det skal man åbenbart også blive som forælder.

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Uhh..jeg ved lige nøjagtig hvordan det føles..! Jeg har små-snøftet mig gennem to skole-parathedssamtaler, ditto 1. skoledag, div skolehjemsamtaler (arh, ikke hver gang jeg har snøftet dér 😄) og i sommers da jeg sendte den store til sidste skoledag i 9…..! Uha…kom til at finde et billede fra hans 1. dag i børnehave og sendte dem til manden min – snøft også dér 🙂
    Så – bered dig, det er ikke sidste gang du siddernog blir vedmodig 😉 Men det er vel det der gør os til mødre 💕

  2. Det bliver nemmere..ikke lige med det samme, men det bliver nemmere! Jeg har været så smart at være gravid to gange ved skolestart, så var man da undskyldt for at stå med tårer i øjenkrogene… det er stort at de bliver store, og alligevel er så små, og man har jo lige født dem! Der er mange små eksamener, og ja der mange bump, men også så mange store første gange, nye venskaber, ny læring, modenhed, navigering i store store forsamlinger,
    Mon ældste går på HTX og der er man som mor HELT ude på sidesporet.. så er det godt jeg har 3 mere i folkeskolen

  3. Det er virkelig vildt når ens barn starter i skole, men de klarer det jo så fint:) mine to første går nu hhv i 4. Og 9. Klasse og jeg kan godt røbe for dig, at skol/hjem samtaler på ingen måde er hyppige… og nåt man har dem et det 10-15 min og sp ud…
    jeg er spændt på hvordan det helr er når mindesten om maaaaaaangr år skal starte 😊

  4. Jeg er 26 og holder stadig forkert på blyanten. Hvis det er det største problem, skal det nok gå rigtigt fint . Det gjorde det i hvert fald for lig 😊

  5. Vi har også en kommende skoledreng og GISP det er stort!! Som folkeskolelærer siden 2008 ved jeg, hvor FANTASTISK det er at starte i skole! Glem OL- guldfinalerne, præsidentvalget og jagten på uopnåelige lottosedler med millioner i flertal!

    1. skoledag slår ALT! ✌️❤️🎒 Krydser fingre for at VI bliver klar, kære Cana! For vores kids har sikkert været det lææænge 🙈😂

  6. Hvis du bliver hende den pinlige hulkende mor på første skoledag, så kan jeg trøste dig med at du langt fra er den eneste. Jeg hulkede sidste år og sørme om ikke jeg hulkede igen i år 😢

  7. Åh jeg kender følelsen… Er ikke i tvivl om min dreng sådan rent fagligt er klar til sommer, men hvad med det sociale? Får han nye venner? Er han tough nok til skolelivet? Osv osv… Og jeg er endda selv skolepædagog 😉 Den med blyanten arbejder vi øvrigt også på!

  8. Ved egenligt ikke om du kan gøre dig klar på nogen måde, men forsøg endelig at indstille dig på at han pludselig blir MEGET selvstændig.. Uha så store de blir allerede efter første skoledag.. 😳 Men det blir en fantastisk dag og se så sej den lille store dreng er.. 😊 Og også ved 4. barn var jeg total tudemarie 😆😂 det ER VIRKELIG stort når denne nye uforudsigelig verden åbner sig for en skoledreng 😉

  9. Har to store drenge, men husker tydeligt deres første skoledag. I vores lille landsbyskole står alle skolens øvrige 130 elever og danner en flagallé, mens de synger 0. klasse ind i deres klasselokale:
    “Vi er verdens største hjerte”…der er vist ikke een eneste forælder, der går gennem den allé, med sin lille pode, som ikke tuder lidt…”alle børn i hele verden burde være venner, også med de børn de ikke kender…”