Jeg savner min mand…

Jeg har netop puttet mig tilbage ind under dynen i dobbeltsengen hos dem, mine sovende drenge med de tunge, tillidsfuld åndedrag. Heldigvis fik jeg dem til at sove i pausen, så jeg jeg kunne koncentrere mig om mit tv, da den sidste del af dette års Vild Med Dans tonede ind over skærmen. For fanden, for en afslutning, altså! Jeg tudede som pisket og om muligt endnu mere end Sarah Grühnewald og jeg synes det var så fortjent at Morten Kjeldgaard og Sarah Mahfoud løb med sejren, selvom jeg også gerne havde undt Mads Vad og Mille Dinesen at stå øverst på sejrsskamlen. Wauw, wauw og mere wauw, hvor var det en rørende dans altså.

Flere, for ikke at sige mange, gange tonede Thomas frem over skærmen og jeg fik hver gang et sug i maven over ikke at være i salen, sammen med ham. For jeg savner ham.

Som jeg også kort var inde på HER, så har det i sandhed været en hektisk tid; ikke bare imens Thomas har været med i Vild Med Dans, men i virkeligheden længere end det. Vi har hele tiden – begge to – en masse projekter kørende og lige præcis dét, er noget af dét jeg ser som værende blandt vores største styrker, men også vores største udfordringer i vores parforhold. Vi bliver hver især så opslugt af vores projekter, drømme og mål, at vi måske af og til glemmer at stoppe op og bare lige nyde hinanden. Vi kommer til, på én eller anden måde, at tage hinanden for givet; læsse af på hinanden og bruge hinanden som tørreklud for vores svedige pander, når alt går for stærkt omkring os og vi kommer måske en lille smule til at glemme hinanden for alt det der også er godt. Vi kommer til at glemme, at gøre det godt for den anden, og vi har svært ved at få enderne i hver vores liv til at mødes, når klokken endnu engang slår 20.30 og vi igen har brugt alt for lang tid på at putte vores børn, som måske stadig ikke sover og alt for lidt tid på at tale med hinanden, inden vi kollapser i hver vores møbel og lader vores hjerner tømme, til et eller andet ligegyldigt der strømmer ud af en skærm.

Sådan har jeg det i alle tilfælde lige nu og om det i virkeligheden er et reelt behov eller om det er den der forpulede pms, som gør mig midlertidigt overrørstrømsk, kan jeg ikke rigtigt finde ud af, men jeg kan til gengæld finde ud af, at jeg eddermamer glæder mig til han kommer hjem engang i eftermiddag og til at have et par dage, bare kun os. Børnene, Thomas og mig. Og måske en ordentlig omgang æbleskiver.

IMG_3152.JPG

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg har tit tænkt på savn kan være en stor del af styrken i et godt parforhold, så længe savnet er “sundt”. Jeg er selv gift med en musiker, og i de snart 18 år vi har været sammen, har vi haft rigeligt med lejligheder til at savne hinanden, når han var/er på tour. OG det kan altså også noget. Jeg ved, at han elsker at spille og bliver fyldt op af god energi, når han er væk hjemmefra, jeg har mine ting/projekter, som af og til også fylder og jeg er væk. Når vi så er sammen, kan vi dele alle disse ting/energier og nyde hinandens selskab uden, at der går småbrok, kedsomhed eller andet i det. Det fungerer supergodt for os, ligesom jeg ved, at det sikkert ikke fungerer for alle.
    Ok lige en indskudt bemærkning, så kan der jo også være dage, hvor man savner så meget, at man vil sk..e en popstjernes tour et stykke og have sin mand hjem til nåja som du skriver – en stor omgang æbleskiver!
    Men – som den optimistiske tosse jeg er, opfordrer jeg alle til, så vidt muligt, at vende savnet til noget positivt 🙂
    Hav en skøn lørdag – ALLE 4 😉