mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

I ugens løb #35 mødet med et barn af i dag

img_2858

I ugens løb mødte jeg et barn, som umiddelbart vakte en smule irritation hos mig, men som sidenhen har skabt temmeligt meget tankevirksomhed i mit lille hoved. Om os og vores fælles ungdom.

Jeg stod sammen med min 2-årige i et overfyldt legeland en lørdag formiddag, hvor massefylden af børn vel bedst kan beskrives som sild i en tønde, og ventede på at det blev vores tur til at få en slæde, så vi kunne køre ned ad bakken. Foran os stod to drenge og en pige, alle i 4-5 års alderen.

En dreng, på hvad jeg gætter må være omkring 12 år, var for et par ture siden rutsjet ned ad bakken i sin slæde og ilet direkte op ad trapperne i et ivrigt forsøg på at komme hurtigt til igen, og da han pludselig, anden gang imens jeg stod i føromtalte kø, igen drønede ned for igen at trække sin slæde direkte op mod bakken uden at ænse hverken mig eller de børn der stod og ventede, stoppede jeg ham.

Jeg satte en hånd på hans slæde og bad ham om at give den til pigen forrest i køen, som jeg gjorde ham opmærksom på eksisterede.

Hvor står der at man skal give sin slæde videre?” spurgte han mig, imens han holdt godt fast i rebet.

Det står ingen steder, men der står nogle børn i kø og når der gør det, så deles man om tingene og hvis du stiller sig i køen nu, får du lov igen om fire ture.”

Men hvor står det?” insisterede han med et forudrettet udtryk i ansigtet, imens jeg forsigtigt rakte hånden ud mod rebet, som han i samme øjeblik gav slip på, så jeg kunne give det til den noget forvirrede pige der stod forrest.

Du må gerne få den” sagde jeg smilende til hende og hun løb forventningsfuld op ad bakken og ganske kort efter, blev det vores tur.

Heldigvis gav han sig, ham drengen og hvis han ikke havde gjort det, var det også bare en enkelt tur vi var blevet overhalet med, som selvfølgelig ikke havde gjort den store forskel hverken for os eller for nogen andre, men dét der for alvor har sat tanker igang hos mig, er drengens umiddelbare uforståenhed overfor det faktum, at der stod andre og ventede.

Han kørte bare sit eget – gudskelov sjove og i øvrigt helt uskyldige – løb, hvor han havde kun øje for én og det var ham selv. Selv da jeg gjorde ham opmærksom på, at der stod andre og ventede, krævede han en saglig forklaring og et faktum, der skulle kunne forklare, hvorfor han skulle afgive sin umiddelbare glæde og stille sig i kø som de andre. Nu var han jo inde i spillet og så kunne det da forøvrigt være fuldstændigt underordnet med alle andre.

Han var en klog dreng, tror jeg. Saglig og velovervejet og ikke bange for at stille spørgsmål. Præcis som man så ofte hører i medierne, at både børn og voksne skal være. Måske var han endda også en sød og kærlig dreng, men han havde – i hvert fald lige i dét øjeblik – kun øje for sig selv og sin egen glæde.

Dét gjorde mig fandeme ked af det. Tænk hvis vores børn, som er saglige og velovervejede, skal være så egoistiske og usokidariske. Tænk, at det for fanden er os, de voksne, der lærer dem det.

Hvor var det flot, at du var den bedste i klassen” 

“Hvor var det flot, at du kom før alle de andre”

Jeg kan næsten ikke bære, hvis virkeligheden er, at vores børn skal blive så fantastiske og selvstændige, at de i svinget til deres succes, glemmer at se ud over egen næsetip og tage del i fællesskabet, på de givne præmisser der er. Tænk, hvis vores børn bliver sådan nogle der ikke vil give til dem der ikke har.

Det kan jeg næsten ikke holde ud og jeg håber virkelig at jeg ikke er alene om det her. Vi er nødt til at lære vores børn at være ordentlige mod andre og selvom jeg egentlig allerede tror, at jeg er kommet nogenlunde på vej med mine egne to drenge, så skal jeg love for, at jeg fremadrettet vil gøre alt jeg kan for at de vil komme til at tage ansvar; ikke bare for sig selv, men også for dem der ikke var så lige så godt stillet. De skal ikke snyde foran på bekostning af andre.

Skriv din kommentar

Kommentarer (22)

  1. Kære Cana,
    Jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere på dit indlæg, da det gjorde mig meget trist og frustreret. Jeg kan godt se din overordnede pointe i dit indlæg, og jeg vil give dig ret langt hen af vejen, selvfølgelig skal børn lære at opføre sig ordentligt, være solidariske, kammeratlige, hjælpsomme osv. Men jeg bliver simpelthen nødt til at understrege, at jeg syntes, at man skal tænke sig rigtig grundigt om før man blander sig. Du aner ikke hvad denne drengs forudsætninger er. Jeg taler af personlig erfaring, da min søn også “springer over” i køen, dette gør han ikke for at være uretfærdig eller strid over for andre børn, men han gør det, fordi han er autist, og han har meget svært ved at overskue situationer hvor mange børn og voksne er samlet et sted, noget der desværre isolerer ham rigtig meget, og gør det svært for ham at have et helt almindeligt “barneliv”. Heldigvis fejler min søns iver og glæde for at være en del af et børnefællesskab ikke noget, og derfor, tager vi ud og prøver at opleve de ting som mange andre børn også gør. Men, han kan til tider have brug for, at der bliver taget særligt hensyn til ham, for han kan ikke indgå på samme måde som de fleste af hans jævnaldrende, men han vil gerne, og derfor skal der også være plads til dem der “springer over” i køen, her skal der være forståelse, solidaritet, kammeratelighed osv. Heldigvis er der de fleste steder en utrolig hensynstagen over for børn som min søn, eksempelvis i Tivoli, hvor han gerne må springe over i køen, så han også kan få lov til at få de samme oplevelser som dine børn, på trods af hans udfordringer. Desværre er der også bare så utroligt mange mennesker, ja undskyld, ligesom dig, der føler at de har ret til at blande sig og få ondt i røven over at han må springe køen over. Så kan min søn stå tilbage med endnu et nederlag i bagagen, med endnu en der sætter spørgsmålstegn til, hvorfor han er som han er og opfører sig som han gør. Måske er det netop jer der skal lære jer selv og jeres børn hvad solidaritet, kammeratelighed og forståelse er, for mens alle andre børn kan bevæge sig forholdsvis frie og glade rundt, så er det desværre ikke virkeligheden for nogle andre, og mens de fleste børn kan klare at stå i kø, så er der nogle få børn der ikke kan, men betyder det, at de skal ekskluderes fra fællesskabet, eller betyder det, at vi som forældre bør tænke os en ekstra gang om i sådanne tilfældet som du beskriver, og huske på, at der skal være plads til alle.

    1. Nej, nu må jeg simpelthen bede om mine himmelblå! Jeg synes – heller ikke med din lange besked in mente – at jeg gjorde noget forkert ved at bede drengen vente til det blev hans tur, da han anden gang bare løb forbi den horde af børn der stod og blev snydt. Jeg gjorde det på en yderst pæn og venlig og på ingen måder hård måde og selv hvis han havde været autist, som jeg er ret overbevist om at han ikke er, så tror jeg næppe at min måde at håndter ham på, ville have gjort den store skade. Hvis, formoder jeg at hans forældre også ville have været i nærheden og kunne forklare både ham og mig situationen.
      Jeg er ikke urimelig og jeg stiller ikke urimelige krav og jeg har fuld forståelse for at nogen har særlige behov, som jeg naturligvis gerne vil imødekomme og jeg synes faktisk at du dømmer mig urimeligt hårdt med din besked.

    2. Som pårørende til en med autisme, så kan jeg slet slet ikke give dig ret i din kommentar. – Man tager slet ikke et barn med i et fyldt legeland, hvis ikke barnet kan rumme det. Det er slet ikke i barnets tarv. Og er man ude med sådan et barn, så lægger man en “plan” hjemmefra mht regler. Barnet skal netop lære regler for at føle sig som andre og netop ikke blive ekskluderet fra fællesskabet. Desuden vil forældre til et sådan barn, altid stå bag og ikke lade barnet køre sit eget ræs.

      Har desværre ofte selv måtte påpege regler og love overfor børn, hvis forældre ikke er til stæde, eller simpelthen er ligeglade. Det er ikke min opgave nej, men nogle skal jo sige noget, både for barnets skyld og for eventuelt andre børn tilstede. Dog er der forskellige måder at forklare ting på og som Cana beskriver det, så har hun sagt og forklaret tingene i børnehøjde og det er efter min mening, helt i orden

      1. Jeg tror ikke at du ved, hvad der er i mit barns tarv, og hvis du har kendskab til autisme, så ved du også, at autismediagnosen er bred og kommer til udtryk på forskellige måder, og jeg vil derfor ikke give dig ret i det du skriver. Jeg er helt enig i, at man som forældre selvfølgelig skal være til stede så vidt det er muligt når man tager sit barn med ud, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at cana har været både sød og venlig i sin tilgang. Jeg prøvede blot at komme med mit perspektiv på sagen.

        1. Anonym; jeg er ligesom dig mor til et barn med autisme (+ svær ADHD) & han opfører sig derfor også temmelig ofte anderledes end andre børn fordi han ikke kan forstå og aflæse de sociale spilleregler.

          Det er så her vi voksne – alle voksne, ikke bare barnets forældre, skal hjælpe til og guide. Fortælle barnet, hvad der er det korrekte at gøre i en given situation og så længe dette sker i en kærlig tone, så må alle og enhver hellere end gerne hjælpe mit barn.

          Jeg er meget enig med udtrykket “it takes a village to raise a child” for det er netop ikke tilstrækkeligt, at det alene er barnets forældre, der hjælper til – det er en samlet indsats.

          Desværre oplever jeg alt for ofte det modsatte; nemlig den manglende rummelighed ifht. børn med en anderledes adfærd & Cana jeg tror det er det her, som Anonym opponerer mod. At ens barn næsten dagligt får at vide, hvordan det IKKE skal opføre sig og de medfølgende bebrejdende blikke.
          Rummeligheden har trænge kår og mit håb er, at forældre til normale neurotypiske børn, husker på, at også deres børn lærer accept og rummelighed af de voksne omkring dem og det i dette samfund er utrolig svært at skille sig ud.

    3. Men holder du dig så ikke i nærheden, så du kan forklare hvorfor han får lov til at springe over? Jeg er ret sikker på at hvis man ser på 50 gange hvor børn springer over, så handler det i 49 tilfælde IKKE om, at barnet har nogle særlige behov. Nej så handler det om at de enten har det så sjovt at de lige glemmer, at der skal være plads til alle, eller måske ikke lige helt forstår det. Og så synes jeg det super godt, at der er nogle voksne til stede, som på en fin og ordentlig måde, lige kan hjælpe dem tilbage på sporet.
      Min søn er kun 20 måneder og ville ikke løbe alene rundt sådan et sted. Men jeg kunne sagtens se ham være så begejstret at han glemte at stille sig i kø og så ville jeg blive glad for, at der lige var en der hjalp ham med at huske det, hvis jeg ikke var der til at gøre det! Desuden synes jeg man skal passe på Med ikke at turde sige noget til et barn, af frygt for at det måske har en diagnose eller udfordringer. Der er trods alt de fleste børn der er “helt normale”.

  2. Synes det er et meget relevant indlæg og et vigtigt budskab, og jeg synes bestemt du gjorde det eneste rigtige i sådan en stitation. Jeg har ikke selv børn endnu, men det er jo desværre også tit voksende mennesker der snyder foran i en kø i fx. supermarkedet, og jeg kan slet ikke forstå den tankemåde, og bliver altid forbavset og trist når det sker, når det sker. God søndag aften:-)

  3. Jeg siger bestemt heller ikke at du gjorde noget forkert, jeg starter min kommentar ud med, at tilslutte mig det du skriver helt generelt, selvfølgelig er det ikke okay at springe over helt generelt, men jeg prøver blot at udvide den generelle og snævre tankegang som desværre hersker især overfor folk med psykiske diagnoser og skabe lidt perspektiv. Du aner ikke hvad drengens forudsætninger er, og jeg er da fuldstændig overbevist om, at du både var sød og venlig i din tilgang til ham, jeg prøver blot at bidrage med mit perspektiv på dit blogindlæg. Jeg har ingen intention om at angribe dig, da jeg på ingen måde kender dig. At du vælger at tage min besked som du gør og svare som du gør er dit valg, jeg formodede at det ville være plads til uenighed på et blogindlæg, men så lærte jeg noget nyt i dag. Jeg undskylder frygteligt for min kommentar Cana, jeg havde som sagt blot i sinde at tilføje mit perspektiv, men det kan jeg se var en dårlig ide. Hav en god aften.

  4. Det er et svært emne. Men generelt synes jeg man som forældre/voksen skal blande sig udenom om. Børn skal nok selv finde ud af det.

  5. Jeg er helt enig med dig Cana. Synes det er en meget hård vurdering fra anonym. Jeg synes du taklede situationen helt fint, og hvis man er fast læser på din blog, så ved man, at du aldrig nogensinde ville opføre dig uretfærdigt overfor et andet menneske -hverken barn eller voksen.
    Jeg synes, det er en skam, at der er en tendens til, at man ikke må tage kontakt til børn og tilrette deres opførsel. Efter min mening vil det kun hjælpe barnet med at forstå, at der er andre mennesker at tage hensyn til. Dermed ikke sagt, at man skal blande sig til hver en tid. Hver situation skal vurderes. Dog, synes jeg ikke, at man ikke skal reagere blot fordi der er en sandsynlighed for, at et barn lider af en sygdom. Det er trods alt de fleste børn og voksne der er sunde og raske.

  6. Jeg kan godt se på det hele, at mit syn og perspektiv på sagen ikke er velset her, og det respekterer jeg fuldt ud, så jeg trækker mig helt stille og roligt fra diskussionen og undskylder hvis jeg har trådt nogle over tæerne, det har aldrig været min intention.

  7. Jeg ville elske! Og elsker! Når nogle bryder sig så meget om mennesker – især små mennesker – at de tager sig tiden til at guide. For det var hvad du gjorde. Du guidede, lige der hvor forældrene ikke var der til at gøre det. Børn kan rigtig meget selv – også når det kommer til at løse konflikter el. lign., men nogle gange skal de jo have hjælp.
    Jeg er selv mor til en dreng med ADHD, og kunne sagtens have fundet på det der. Oftest er jeg der jo til at guide, men er jeg ikke, ønsker jeg virkelig for ham og de andre i nærheden, at nogle bryder sig nok til at hjælpe ham på vej. Han ville nemlig aldrig gøre det af ond mening, og faktisk blive ked af, hvis han har “snydt” andre. Dertil kan hans ventil af lyst og impuls bare ikke altid makke ret 🙂
    Jeg guider også andre børn, hvis jeg vurderer, det er bedst. Det kan jeg ikke lade være med. Hverken som person, mor eller lærer 😉

    Kan desværre kun tilføje til dine tanker, at vi både har og får mange som mini egoer i fremtiden. Nærværet med voksne, der kan guide forsvinder i takt med katastrofale normeringer i institutionerne og manglende tid med forældre. I skolens første år bruges der efterhånden rigtig rigtig meget krudt på at lære de små at overholde talerækken, kø osv. Noget som børnehaveklasselæreren tidligere ikke behøvede at gøre så meget i, da børnene lærte det inden skolestart.
    VI SKAL HAVE NÆRVÆRET TILBAGE!

  8. Jeg er glad for du gjorde det. Jeg har endnu ikke børn, men i en alder af 21 har jeg nogle gange lyst til at irettesætte børn (og voksne) der opfører sig fx sådan som du beskriver.
    Verden må og skal blive bedre, og respekten i køkulturen er en af de små ting, der gavner større ting.

    Jeg er ked af at høre om kvinden/manden med den autistiske dreng. Det må være hårdt og svært, at blive mødt med omverdenens forventninger, når diagnoser ikke kan ses. Men jeg håber da, at hvis drengen i fortællingen var autist, at der så her en forælder i nærheden til at forklare. Dog synes jeg samtidig at regler må være til for at overholde. En autistisk person skal vel overholde landets love på lige fod med os andre, og hvorfor ikke starte med køkultur.

  9. Hvor er det rart, at du ikke er bleg for at kommentere situationen overfor ham. Jeg gør det også – irettesætter fremmede børn, når de er uretfærdige. Også selvom mine egne børn synes det er vildt pinligt. Jeg håber, de lærer at man ikke skal se passivt til, når nogen er uretfærdige.

  10. Vi lever efterhånden i en enormt ‘MIG’-fikseret verden. Folk har så travlt med at komme frem, med at hævde sig, med at have ret, osv. Ser det dagligt i mit arbejde, hvor noget så (på papiret) simpelt som kø-kultur kan være umanerligt svært for selv voksne mennesker. Jeg synes i DÉN grad at du handlede korrekt – for det var den voksne måde at handle på. Og til Anonym: Mon ikke forældrene ville have reageret/grebet ind, hvis de følte Cana havde overskredet grænser?

  11. Det er lige præcis sådan noget der får mig til at tænke på om jeg som forælder er i stand til at gøre små mennesker – mine drenge, til gode samfundsborgere. Jeg er nemlig ikke i tvivl om at den dreng der bliver beskrevet, har et par gode forældre der gør det så godt som de kan og den dreng har sikkert oceaner af andre gode sider der ikke behøver “mere arbejde” – der er han sikkert godt på vej.
    Jeg håber håber håber at de narrestreger mine drenge uden tvivl laver her og der kun kan beskrives som narrestreger og som en del af en helt naturlig udvikling og ikke som dårlig opdragelse.

    1. Hov, lige for at slå fast; min kommentar handler slet ikke om at jeg synes du gjorde noget forkert eller noget i den stil.
      Jeg prøvede blot på at beskrive den angst, jeg i hvertfald selv har, om ikke at formå at gøre det godt nok på den front.
      For pokker hvor skal mine drenge bare gøre det godt derude i samfundet når den tid kommer, det skal de bare. ☺

  12. Jeg tænker desværre også, at jeg mødte den slags børn da jeg selv var i den alder – for omkring 25-30 år siden! Jeg har altid været forsigtig og har virkelig taget det til mig, når der blev talt om at gøre opmærksom på andre – med det resultat at jeg gang på gang er blevet sprunget over i køen af både børn og voksne med mindre pli.. både i bogstavelig forstand i køen til rutsjebanen og i slikbutikken – men også i overført forstand, som når man måtte komme med forslag til aktiviteter og lege, hvor vilde, skrigende, dominerende og hys børn fik lov at sætte dagsordenen – sikkert fordi det gav mest ro at give dem ret!

    Bare lige en nuance, inden der går “da jeg var barn var alt meget bedre” i den 😉

    1. Og dermed sagt, synes jeg, det var fedt, du sagde fra! Det ville jeg ønske flere gjorde, da jeg var barn! For jeg tænkte bare, at de havde mere ret til at bestemme og komme først, end jeg selv havde.

  13. Det er synd at det første udgangspunkt hos sådan nogle som dig og mig er at den type dreng er irriterende, for det vil han sikkert møde igen og igen, fordi han aldrig havde nogle voksne der lærte ham at have gode manéer.

  14. Jeg har haft en lidt lignende oplevelse, og jeg kan ikke finde ud af om det bare var mig som tog det lidt mere tung end det var meningen,
    Jeg var på legeplads med min søn, som får øje på børnecykel. Der lader ikke til at være nogen ejermand, men jeg skuer og spørger de nærmeste mennesker om de kender ejermanden. Min søn kan knap gå og vil egentlig bare kigge på den, ringe på klokken og undersøge den. En forælder peger over på en dame og et barn, som leger i sandkassen. Jeg går hen og siger: Undskyld, men må vi kigge på jeres cykel et kort øjeblik?
    Det synes hun vi skal spørge hendes søn om, han er vel en 3 år, og da jeg gøre det råber han: neeejjjjj, miiiiin. Hun svarer: nå det må i så ikke, og vender sig om.
    Jeg går fortumlet derfra tilbage til min søn, som er få meter væk.
    På den ene side synes jeg at det er utrolig fint at hun lærer sin søn at har en stemme, og den er gyldig. Han har en selvstændighed og det skal respekteres. Men på den anden siden bliver jeg skuffet og vred, hvad med netop – hensynet? Hvad med venligheden, og medmenneskeligheden? Jeg har selv i lignende situation sagt til min søn: ja skat det er din, men drengen synes den er så fin at han gerne vil kigge på den!!
    Jeg ved ikke hvad jeg vil med den her kommentar, men bekymrer som dig Cana. For hvad er det for nogle individerer vi opforstre?

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven