Fødselsfredag – “Verdens Mest Irriterende Jordemoder”

Hvis man kun skal læse én fødselsberetning i sit liv, så er denne altså er virkeligt godt bud. Man kan undervejs så tydeligt mærke og fornemme kvindens følelser og tanker og selvom fødslen vel nok har været en hård omgang, som den slags oftest er, så beskriver kvinden det i højere grad som ubehageligt end smertefuldt og dét er eddermamer beundringsværdigt, at kunne komme dertil rent mentalt, at man kan faktisk ikke synes det gør (så forfærdeligt) ondt at føde.

img_2888

 

Ugerne op til min termin var fulde af godt vejr og eksamenslæsning, og jeg nød, at jeg kunne få lov at sidde på altanen og slikke sol og fodre hjernen med noget fagligt, selvom fødslen selvfølgelig begyndte at fylde meget. Det var perfekt for mig, at jeg ikke skulle bruge ventetiden på at gå i stå og blive utålmodig. Slimproppen gik to uger inden termin, og da jeg havde eksamen præcis en uge inden termin, blev jeg en smule nervøs for at fødslen ville melde sig før eksamen var overstået. What a joke!…når jeg nu endte med at gå hele to uger OVER termin!

Ugerne efter eksamen var på én gang hyggelige og fulde af irritation. NU måtte vores søn bare godt melde sin ankomst. Min kæreste havde tre ugers ferie, startende fra min eksamen. Tre ugers ferie som jo skulle bruges med vores søn. I stedet blev det tre uger med lange gåture i meget hidsigt tempo, rigeligt med is at køle af på, strikkeprojekter som blev afløst af nye (fordi jeg IGEN nåede at blive færdig!), middage, café- og museumsbesøg, doggy style sex (min mave var GI-GANTISK!) og en masse seriekiggeri. Fornuften nåede et absolut minimum, da jeg ud af desperation drak fucking hindbærbladthe.

Da jeg til jordemoder i uge 38 skulle planlægge konsultation i uge 40 tænkte jeg , ”Ha! Glemt det! Der har jeg født!”… Da jeg 41+2 skulle bestille tid til igangsættelsessamtale var jeg nedslået. Jeg ville så gerne opleve at gå i fødsel af sig selv og frygtede, at min fødsel i stedet ville blive én lang medicinsk interventionskaskade. Til samtalen 41+3 overtalte jeg jordemoderen til at forsøge at lave hindeløsning, hvilket ikke var muligt – min livmoderhals var ikke åben til det. Fedt.
41+5 skulle jeg møde til igangsættelse, hvor jeg igen bad om hindeløsning, inden den medicinske vej skulle udrulles i fuld flor. Jordemoderen var meget forstående, og der blev rodet, så jeg lige fik en fornemmelse af, hvordan det er at have veer.
41+6 undersøgte jordemoderen, som havde lavet hindeløsning, mig, og der var sket nul og nix med min livmoderhals. På det her tidspunkt blev jeg faktisk i tvivl, om jeg nogensinde kom til at føde det barn. Efter en god snak sendte hun mig hjem med misoprostolpiller, og jeg tænkte ,”Jaja. Jeg har tydeligvist jordens mest dovne livmoder. Vi ses igen i morgen.”

Men samme aften KOM VEERNE! Halle-fucking-luja. Min livmoder var nede med de piller! Fra første til femte pille var der masser af spænding men ingen smerter. Vi spiste ude på en asiatisk restaurant, og jeg havde lidt svært ved at finde mig til rette på stolen pga. plukkeveer. På gåturen på vejen hjem fik jeg en ”plukkeve”, som var så kraftig, at jeg ikke kunne fortsætte med at gå, så jeg stoppede op og begyndte automatisk på den overfladiske vejrtrækning jeg havde lært mig. Min kæreste havde julelys i øjnene. Det var hans sidste feriedag, så hvis han var heldig, skulle han ikke på arbejde dagen efter men på mandebarsel.

Da vi kom hjem øvede jeg mig lidt på forskellige vestillinger. Og når jeg skriver ”lidt”, så mener jeg det, for jeg kunne kun stå op. Så snart jeg satte mig eller lå ned, steg veintensiteten fra 0 til 300, mens den i stående stilling bare var på en jævn 100. Så meget for det gravidyoga og alle de stillinger jeg havde terpet!
Min kæreste syntes allerede efter halvanden time med veer af ca. 1 minuts varig med 4 minutter i mellem, at vi skulle ringe til fødegangen, men jeg syntes, det var alt for tidligt. Så vi trak den til 2,5 time. Det var efter jeg havde været i bad og erfarede, at så snart jeg slukkede for vandet, så var det faktisk ikke så sjovt længere.

Mine forældre kørte os på fødegangen, og jeg sagde farvel med beskeden om, ”Vi ringer, når vi bliver sendt hjem igen.”

På fødegangen kom vi midt i vagtskiftet og blev vi vist ind i et modtagerum. Her fik vi den herlige besked: ”Du er to uger over termin, så du skal CTG-overvåges undervejs i fødslen og du kan ikke få lov at føde i vand. Til gengæld får du lov at blive.” Skidt pyt med det med vandet, men kan I huske, at jeg kun kunne stå op? Fuck me, nu skulle jeg ligge i 20 min med det lortebælte. Typisk!

Efter vagten blev overleveret, kom vores jordemoder. Som selvfølgelig var Verdens Mest Irriterende Jordemoder. Vi havde mødt hende før. Og efter det møde sagde jeg til min kæreste, ”Du har én opgave til den fødsel. Og det er at sende hende der ud af døren, hvis hun vover at møde op den dag det gælder.” Det gjorde hun så. Jesus Christ! Ingen af os var dog flabede nok til at sende hende ud af døren (og gudskelov for det!). Hun fik undersøgt mig til 4 cm, kørt noget lavement op i min numse, og vi fik snakket lidt om fødslen. Min vigtigste besked var: ”Du skal sige til, så jeg kan nå at få en epidural, hvis det bliver nødvendigt. Og bare læs menukortet op undervejs, så jeg kan blive smertedækket.” Og derudover at jeg gerne ville i vand, selvom jeg ikke måtte føde der, og at jeg selv eller min kæreste gerne ville tage imod. Det var Jordens Mest Irriterende Jordemoder cool med, så hun gik igen og vidste nok allerede her, at jeg aldrig ville komme i nærheden af en epidural – men det sagde hun heldigvis ikke til den meget skeptiske og sikkert halvirriterende, krævende fødende. Hun kom igen da vores stue var blevet gjort ren og klar. Og sikke en suite det var! Fødestuer med badekar er jo kæmpestore. Man føler sig nærmest kongelig.

Jeg skyndte mig under bruseren, for det havde jeg jo erfaret hjemme hjalp. Men, men, men. Timerne var gået og veerne var blevet kraftigere. Så ret hurtigt skulle det badekar fyldes. At ligge dér vægtløs, med lukkede øjne, omgivet af menings- og mindefuld musik jeg selv havde sat på en playliste, med min kæreste til at opmuntre og -varte mig, dét var noget af det bedste jeg nogensinde har prøvet. Altså når jeg ikke havde veer.
Min kæreste gjorde noget godt, og det var at tælle ned, når han kunne høre, at min vejrtrækning blev hurtig. Inden han nåede 0, var veerne altid overståede. Det var enormt motiverende. Og pauserne var fantastiske. Når man går igennem noget så ubehageligt (ikke smertefuldt vel at mærke) som veer, så sætter man pris på bare at mærke INGENTING hele vejen gennem kroppen. Ingen smerte, intet ubehag, ingenting. Ahhh. Det sagde jeg meget ”ahhhh….mmmmhhh…”, for jeg nød det virkelig. Indtil der kom en ve igen. Så nåede jeg lige at tænke, ”fuckpisikkeigen”, og så trak jeg vejret som en hund på en varm sommerdag.

Kort tid efter at Verdens Mest Irriterende Jordemoder havde undersøgt mig, og givet mig ding-ding-ding! 6 cm, wuhuuu!, så fik jeg en lille smule pressetrang. Jeg ’vidste’, at jeg havde ca. fire timer tilbage til 10 cm, så jeg nåede at sige ”det kan jeg sagtens klare!”, men da jeg mærkede, at min krop troede, at jeg skulle presse, så blev jeg sgu trodsig og lidt depri. Trodsig fordi fandme NEJ om jeg skal presse! Depri fordi jeg ligesom fornemmede, at de fire timer ville blive fire lange timer, hvis jeg skulle bekæmpe den trang.
Op af jordens dejligste badekar med mig. Av, av, av! En ve fra helvede! Fuck, fuck, fuck! Jeg skal knække mig. Hov! Der er en håndvask. Som jeg bogstaveligt talt fylder. Med fordøjet asiatisk mad. PLASK! Vandet går idet jeg bruger bugpressen til at kaste op. Freakshow! Det står ud af mig fra begge ender, og min kæreste er dybt fascineret og en lille smule skræmt. Jeg undskyldte mange gange, da assistenten blev tilkaldt for at rydde op efter mig. Jeg satsede på, at det ville hjælpe, når hun senere skulle være ret afgørende for mit mellemkøds ve og vel, da hun var den, der rakte de varme klude.

Anyways. Nu skulle jeg ind på fødelejet og gøre min yogalærer stolt. Mit røvhul hilser solen og månen (og Verdens Mest Irriterende Jordemoder), og min kind kysser lejet, som en falden Teken-figur der er blevet K.O. Barnet skal VÆK fra den bækkenbund, så mor her kan udvide sig. Nogle siger, at man skal puste, andre siger, at man skal gispe. Jeg gjorde min helt egen ting. Jeg prustede som en hest. Og når trangen blev for overvældende, så forestillede jeg mig mine søstre i Amazonas, som sandsynligvis også BRØLEDE på den måde jeg gjorde. Det var fedt. Især fordi Verdens Mest Irriterende Jordemoder og min kæreste bifaldt mig for det. Jeg tror ikke, at de følte de var på stadion til landskamp, men for hver ”det er så godt!” følte jeg, at jeg havde scoret det afgørende mål i Golden Goal. Sådan stod det på, indtil jeg var 10 cm åben.

Jeg kæmpede og kæmpede. Og jeg nåede faktisk ind i et kropsligt og åndeligt stadie, hvor jeg aldrig har været før. Der var helt sort, og jeg observerede ligesom bare min krop og var stolt af den. Det føltes meditativt midt i kampens hede. Jeg bliver afbrudt af Verdens Mest Irriterende Jordemoder, som har undersøgt mig og siger, at nu er babyen nede på bækkenbunden, og nu skal jeg føde. Det er kun to timer siden, at jeg troede, der ville gå fire timer, og jeg svarer: ”Åh, nej! Det går alt for hurtigt! Nu flækker jeg fuldstændigt!” Det forvissede hun mig om, at jeg ikke ville gøre, men at jeg skulle beslutte, om jeg selv vil tage i mod på en fødeskammel, eller om min kæreste skulle, med mig på alle fire. Helt klart jeg selv skulle tage imod! Nu havde jeg kæmpet og kæmpet, og nu ville jeg have kronen på værket.

Idet jeg satte mig ned på fødeskamlen sagde Verdens Mest Irriterende Jordemoder: ”Nu kan jeg se hovedet”, og jeg blev virkelig forbavset. Én presseve hvor jeg pressede med, nu stille som en mus og dybt koncentreret – og jeg tænkte på Johnny Cash. Burn, burn, burn. The ring of fire. Anden presseve – hovedet er født. Jeg registrerede, at jeg sprækkede, men det var overhovedet ikke ubehageligt. Jeg registrerede det bare. Tredje presseve – skuldrende er ude, og jordemoderen guider mine hænder på plads, så jeg kan tage imod. Jeg hiver min søn op. Han er lang, og kroppen fortsætter ligesom bare. Tada! Dér er han i hele sin pragt. Wow. Jeg siger ”hej lille skat” og tager ham ind til mig, eller ind til os (min kæreste sidder lige bag mig og ser hvad jeg ser). Jeg har aldrig i mit liv kaldt nogen for skat, så jeg ved ikke helt, hvor det kom fra. Men det er han altså. Min lille skat. Han var helt slibrig og blålig og spaghettiagtig. Det var syret og smukt på samme tid.

Verdens Mest Irriterende Jordemoder var jo slet ikke så irriterende. Hun var faktisk pishamrende dygtig og behagelig. Jeg følte mig i så trygge og professionelle hænder, som jeg kun kunne drømme om. Men da hun sagde, at det ”var som at se én smutte mandler” og efterfølgende i utrolig koncentration og præcision brugte en time på at sy mine indvendige bristninger, så var det måske ikke bare mandler der smuttede. Men lige meget hvad, var det en fantastisk fødsel. Uden pis, så var min første tanke ”var det bare det?!”

Nogle er åbenbart heldige og er ikke i smertehelvede eller flækker op til nakken. Jeg ved ikke, hvorfor den ”nogen” skulle være mig. Men jeg ved, at jeg er glad for, at jeg fredag efter fredag klikkede ind på Canas blog, læste tre fødselsforberedende bøger og tvang min kæreste med på weekendkursus (med tømmermænd, det er klart). Det var den grundige forberedelse, der gav mig overskud hele vejen igennem.

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

    1. Hej Lisbeth 🙂
      Det er mig, der har skrevet fødselsberetningen. Jeg læste “Smertefri fødsel”, “Fantastisk fødsel” og “Obstetrik”. Den sidste er en fagbog, hvor jeg udelukkende læste om den normale fødsel for at forstå forløbet og de forskellige faser. De to andre bøger hører der lydfiler til, som jeg øvede vejrtrækning efter. Som Nadia, vil jeg frem for alt anbefale “Smertefri fødsel” – og at sætte sin kæreste/hjælper ind i tingene 🙂
      Jeg håber rigtig meget for dig, at du må få en super fødsel denne gang! ❤🙏

  1. Hvor var det både rørende og sjov læsning på en og samme tid☺️ Jeg fødte min søn sidste år, og havde heller ikke følelsen af at være i smertehelvede, men ubehageligt ja – måske fordi at det kun gik 6 timer fra jeg fik veer til jeg havde født😳 Jeg tog et lynkursus hos Smertefrifødsel og læste bogen, og det var det bedste jeg nogensinde kunne have gjort! Teknikkerne hjalp mig til at få en helt igennem fantastisk fødsel! Jeg trak vejret forkert 2 gange i løbet af mine veer, og hold da magle, hvor gjorde det afsindigt ondt! Jeg vil klart anbefale alle gravide Smertefrifødsel! Jeg skal selv bruge det for anden gang til næste år, når min anden søn gerne skulle melde sin ankomst👶🏼

  2. Jeg er fuldstændig betaget af fødselsberetninger! Bortset fra at jeg helt sikkert ikke skal have flere børn end de to jeg allerede har, så kunne jeg føde 10 mere… det er ubehageligt ja, men det fantastiske overskygger ALT! Kvinder er og bliver de sejeste💪

  3. Jeg kluk griner mens baby sparker i min mave og jeg glæder mig til at skulle føde vores andet barn i det nye år. Alt for godt skrevet!

  4. Virkelig genialt skrevet – og med humoristiske indspark.Desværre havde jeg selv en urimelig lang og hård fødsel, og selvom det er halvandet år siden, så gruer jeg for, hvis jeg skal føde igen en dag. FUCK det gjorde ondt. Måske man skulle læse Smertefri fødsel til den tid :-O