Fødselsfredag – en baby der stod skævt i bækkenet i uge 37

Noget af dét der oftest får fødsler til at trække i langdrag er, når babys hoved er roteret skævt eller på en uhensigtsmæssig måde ned igennem bækkenet og præcis det samme gjorde sig gældende for denne kvinde, som lagde hårdt ud med lynhurtigt at åbne sig seks centimeter, for derefter at “gå i stå” til trods for masser af (smertefulde) veer. Det er meget klassisk at “gå i stå” netop omkring de seks centimeter, hvis barnets hoved ikke roterer sig ordentligt ned igennem bækkenet; det er meget smertefuldt og, for de fleste kvinder, svært at udholde uden massiv smertelindring.

img_2675

Fredag d. 13. maj kl. 4.43 kommer Saga Noelle til verden, 26 timer efter vandafgang.

Onsdag d. 11. maj 2016 er jeg ved jordemoder. Jeg er 37 uger henne.
Jordemoderen tager hårdt fat, for at mærke om baby nu også står 100% fast med hovedet, hun er ikke sikker. Hun skønner baby til at være omkring 2900-3000 g.
Jeg kører hjem og tager et billede af maven og lægger det på Facebook med teksten ”37+0, nu må baby komme når hun vil, gerne før end senere”.

Hele vejen hjem fra min jordemoder, havde jeg svag mens-murren i lænden. Det fortsatte med at murre og tog lidt til i styrke hele aftenen og natten, ikke i en sådan grad at jeg kunne kæde det sammen til noget, men nok til at jeg vendte og drejede mig i sengen uden ordentlig søvn.

Omkring kl. 3.30 havde jeg fået lagt mig behageligt på siden, da jeg pludselig kan mærke at der løber en smule væske ned mellem mine baller. Jeg skynder mig ud af sengen, imens jeg bander over at jeg nu er blevet så tyk at jeg ikke engang kan holde på vandet mere. Jeg går ud på toilettet og tisser og tænker over, om det kan være vandet der er gået men tænker, at det kan det ikke fordi det stopper da jeg er færdig med at tisse. Jeg går i seng igen, stadig uden at kunne sove ordentligt og ender med at stå op samtidig med min mand kl. 6. Jeg brokker mig højlydt over min natlige tisning i sengen og nupper et par Panodil fordi smerterne har taget til. Min mand griner, da jeg drypper 2-3 dråber på køkkengulvet og kører så på arbejde.

Omkring kl. 7.30 drypper jeg igen mens jeg ligger på sofaen og jeg beslutter mig for at tage tid på de mens-smerter der nu er begyndt at komme og gå relativt regelmæssigt. Jeg ringer på fødegangen og forklarer det hele. De vil gerne se mig, så jeg ringer efter manden og begynder at sætte ting frem som vi skal have med. Jeg regner absolut med at blive sendt hjem igen, da jeg jo er førstegangs og garanteret ikke engang i fødsel, men tingene kan jo fint vente i bilen.

På vej i bilen på OUH, bliver jeg dog klar over at det virkelig er veer jeg har. Vi bliver modtaget af en studerende, der undersøger mig. Idet hun undersøger og får skubbet lidt til babys hovede, fosser vandet ud og jeg er 4 cm åben. Vi aftaler at vi går en tur i byen og spiser lidt frokost og jeg øjnede chancen for en cheeseburger. Den studerende ændrer dog mening, da hun mærker at jeg får en ve og her faktisk er 6 cm åben. Vi bliver sendt direkte på fødegangen. Klokken er nu omkring 9.30.
Jeg nævner for jordemoderen på fødegangen, at jeg gerne vil i vand og have akupunktur og lattergas når vi når så langt. Ikke andet smertestillende. Jeg når dog aldrig at komme i badekarret, selvom det bliver fyldt.

Jordemoderen giver mig akupunktur, uden effekt, og undersøger mig kl. 11 og fortæller at hun ikke er helt sikker på, om baby står skævt i mit bækken. Hun foreslår derfor rebozo for at ryste hende på plads. Det var en temmelig særpræget oplevelse, vil jeg sige.
Dagen går og min jordemoders vagt slutter. Jeg får en ny jordemoder og en studerende da klokken er 15. Den studerende er ved min side hele dagen.

Baby står stadig skævt i mit bækken og er samtidig svær at følge med ctg. Derfor bliver der lagt en elektrode på hendes hoved på mest smertefulde vis. Jeg sidder på bold, hænger med maven udover kanten af sengen og vi forsøger rebozo igen, men uden effekt.

Gennem hele dagen, synes jeg at veerne er til at udholde og jeg får stor ros for min vejrtrækning og min håndtering af veerne, som kommer med ca 3-4 minutters mellemrum men som kun har ca. 30 sekunders varighed. Ved hver undersøgelse er jeg stadig kun 6 cm åben. Da klokken er 23, torsdag aften får jeg endnu en ny jordemoder der undersøger mig og fortæller at jeg stadig kun er 6 cm åben, jeg bryder sammen i gråd af træthed. Der er ingen fremgang og veerne nytter intet på trods af alle tiltag for at få baby til at arbejde med og stå lige. Der skal lægges et ve-stimulerende drop og jeg hulker derfor at jeg gerne vil bede om en epiduralblokade nu.

Narkoselægen kommer ret hurtigt og bruger 5 forsøg på at lægge epiduralblokaden på mig, det lykkes heldigvis i aller sidste forsøg. Blokaden virker som en drøm efter ca 10 minutter.

Klokken er nu ca. 1 og min mand og jeg er begge meget, meget trætte, så vi får lidt fred og vi får sovet et par timer, ham på fødebriksen og mig i sengen.

Omkring klokken 3 vågner jeg ved at jeg skal tisse virkelig meget. Jeg er viklet ind i et hav af ledninger og det tager lidt tid at vikle mig ud, kun for at finde ud af, at jeg ikke kan støtte på mine ben fordi blokaden har bedøvet mig helt ned til under knæene. Jeg bliver derfor lettet med et kateter.

Klokken 3.40 begynder jeg at få meget heftig pressetrang, men får at vide at jeg endnu ikke må presse, selvom jeg er 10 cm åben, da der stadig er kant og fordi hovedet endnu ikke står helt nede.
Det er den mest uudholdelige smerte jeg nogensinde har prøvet, i den halve time der gik, inden jeg måtte presse med.

Jeg presser aktivt med i ca. 40 minutter, hvor min mand giver mig ilt mellem hvem ve og jeg får til sidst at vide at jeg skal presse NU selvom jeg ikke har en presseve. Babypigen sidder fast med skulderen bag mit skamben og pludselig er der 3 mennesker mellem mine ben der forsøger at få hende ud.

Ud kommer hun til sidst i en syndflod af vand og blod, med hånden ved ansigtet og en blå arm som følge af den hårde medfart. Hun har en meget lang fødselssvulst på hovedet og ligner en lille alien. Navlesnoren klippes straks af jordemoderen og hun kommer over og får ilt i et minuts tid, fordi hun var slap og blå. Det går dog hurtigt over og jeg får hende over til mig. Jeg er ikke gået i stykker og slipper for syninger mv.

Født 37+2, 3255 g. og 48 cm.

Skriv din kommentar

Kommentarer (12)

  1. Wauw, jeg ville ønske de havde prøvet det der rebozo på mig da jeg fik min datter i 2014. Havde veer i 31 timer før det til sidst blev et akut kejsersnit da jeg aldrig fik presseveer til trods for, at jeg var 10 cm åben fordi hun åbenbart stod skævt med hovedet. Ville det have været for sent at bruge rebozo når man er helt åben men ingen presseveer har??

    1. Det er aldrig for sent at prøve rebozo 🙂 Eller for tidligt for den sags skyld – man kan godt allerede i graviditeten få rebozomassage, for at hjælpe baby til at komme godt og hensigtsmæssigt ned i bækkenet.

  2. TIL LONE: Jeg fik rebozo, da jeg var 10 cm. åben, fordi min datter stod skævt. Jeg havde heller ikke presseveer. Så det kan man godt. Desværre havde det dog ikke effekt hos mig, så det endte med kejsersnit.

    1. Det kan man nemlig sagtens, men des længere barnets hoved kommer ned i bækkenet, des sværere er det typisk at rotere det med rebozo.

  3. Har tænkt meget på om der er sammenhæng mellem at være stram i skeden og om man så nemmere brister under fødslen?

    1. Nej, det har ingen sammenhæng. En stærk muskulatur er faktisk ofte sværere at briste, så hvis noget skulle det nærmere være omvendt 🙂 Det handler primært om hudtype og om hvordan – og hvor hurtigt – barnets hoved kommer ud.

  4. Jeg fik os at vide at jeg ikke måtte presse i tre kvarter forbi jeg skulle samle kræfter til senere. Jeg havde presset(presseveer) i en time og endte med at have det i 4 timer for min datters hoved sad fast i en hunde – forfærdelig smerte!

  5. Kan en baby, som insisterer på at have en hånd i ansigtet, være sværere at føde?
    Min søn er nemlig født med en hånd på kinden, og det tog 11 timer fra 6/7 cm inkl. næsten to timers presseveer at få ham ud. Og det er vel sådan en lille smule lang tid, er det ikke?
    Og har det egentlig indflydelse på, hvordan man mærker sine vesmerter, hvordan babyen ligger? Jeg har altid hørt, at veer mest sidder i lænden. Og havde lært masser af teknikker til at lindre smerterne dér. Jeg mærkede intet i min lænd. Til gengæld gjorde det jævnt ondt i maven😅

  6. Hej Cana 🙂
    Jeg elsker elsker elsker din blog!

    Kan man ikke gøre noget for at undgå sådan et forløb her? Det lyder simpelthen frygtelig!

  7. Pyha. Den beretning minder meget om min første fødsel, som jeg har været så ked af lige siden.
    Min endte dog i kejsersnit og jeg fik ikke reboso.
    Jeg har følt det som et nederlag at jeg endte med at få en epidural. Det er så rart at læse din historie, da jeg jo godt, ude fra, kan se at man er helt udmattet og det var rart at læse at det er meget smertefuldt hvis barnet står skævt i bækkenet.
    Det vidste jeg ikke. Jeg har hele tiden været overrasket for jeg viste godt at det ville gøre ondt, men ikke at det ville gøre SÅ ondt!
    Min oplevelse har desværre gjort at jeg nu vil vælge at få planlagt kejsersnit næste gang.

  8. Hej Cana.
    Jeg tænkte, om du ikke kunne skrive en artikel om efterfødselsforløbet? Altså de første dage efter fødslen. Jeg oplevede selv under min graviditet, at der til fødselsforberedelse stort set kun blev talt om selve fødslen, og jeg var derfor slet ikke forberedt på, hvor hårde de første par dage efter fødslen egentlig var. Det ville have været rart med en artikel, som beskrev det almindelige forløb med efterveer, blødning, ømhed, stenhårde bryster osv. Jeg synes personligt, at smerterne efter fødslen på mange måder var værre end smerterne under fødslen, og jeg anede ikke, hvad der var “normalt”, og hvad jeg skulle være opmærksom på.
    Bare et forslag – men måske har du allerede skrevet om det..?
    Vh.