mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Pisse-fucking-lorte-kræft. Skrid!

canaknaekkercancer

Midt i et indlæg jeg var ved at skrive om sko, poppede der en besked op, om at der var en ny besked på forældrenettet i børnenes insitution. Beskeden var markeret med Peters ene pædagogs navn og jeg tjekkede den derfor med det samme.

Hun er fandme lige blevet diagnosticeret med kræft. Pisse-fucking-lorte-kræft. Skrid!

Ironisk nok kom beskeden lige i dag, hvor Knæk Cancer ugen på TV2 starter og hvor man ikke kan åbne for hverken computer, radio eller tv uden at blive bombarderet med den frygtelige sygdom. Både med historierne om når det går godt og med dem hvor det ikke gør.

Det skal gå godt med Peters pædagog. Det gør det.

Hun er én af de stærkeste, sejeste, sjoveste og skønneste kvinder jeg overhovedet kender og jeg beundrer hende simpelthen så meget og jeg ved bare at hun kommer til at tæve røven ud af bukserne på den cancer der har angrebet hendes krop.

… Men for fanden, hvor føles det bare uretfærdigt lige nu.

Det er altid uretfærdigt og der er aldrig nogensinde nogen som fortjener at få den lortesygdom ind på livet. Ingen.

Jeg føler mig – som man vist altid gør imod den slags – komplet magtesløs og lille og ligegyldig. Tænk hvis man dog bare kunne finde en magisk knap, der kunne trykkes ind og få det hele til at gå væk.

Det gør der bare ikke.

Til gengæld findes der forskere, foreninger for både patienter og pårørende og alle mulige mennesker, som gør en masse godt og en masse rigtigt i kampen mod canceren og dem vil jeg fan’me gerne støtte.

Derfor har jeg oprettet en indsamling og jeg har sat barren høj, har jeg. Jeg har nemlig sat det som et mål, at jeg vil samle 5000.- kroner ind til knæk cancer. Måske er det fuldstændigt urealistisk, men jeg håber virkelig, at bare et par stykker af jer, vil hjælpe mig mod at nå mit mål. Om I gør det med 50, 100 eller 500 kroner er underordnet, for selvfølgelig skal ingen give over evne og alt tæller. Jeg har selv overført 500 kroner for at sætte indsamlingen igang og så håber jeg, at I vil følge trop med hvad I har at give.

Hvis I vil være med, kan I sende en sms med teksten KC 80412 til 1277 så støtter I min indsamling med 100 kroner.

I kan også klikke jer direkte ind på min indsamling HER og se hvordan det går og støtte med et valgfrit beløb. I kan betale med enten mobilepay eller dankort – og som en bonus: når man udfylder formularen med CPR-nr, bliver beløbet automatisk trukket fra i SKAT, så det er nærmest halv pris 😀

OBS: Fordi der allerede har været enormt stor tilslutning til indsamlingen, har jeg hævet målet til 10.000.- og for fanden, hvor jeg håber at vi når det <3 

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Jeg ved godt, at du mente det godt, men mange kræft patienter haaaaader, at deres sygdom altid beskrives som en kamp med en ond fjende, som noget man bare kan overkomme, hvis man har ben i næsen, er “sej” og tager kampen op. Hvad med små børn, der dør af kræft, kæmpede de ikke hårdt nok eller var de ikke “seje” nok til at vinde kampen? Det er sat på spidsen, naturligvis, men overvej et andet sprogbrug, for hver gang jeg ser sådanne formuleringer, så minder det mig smerteligt om, at mit familiemedlem så åbenbart ikke var “sej” nok til at vinde 🙁

    1. Åh Sofie, som du selv er inde på, så er det selvfølgelig ikke min intention at træde nogen over fødderne og jeg beklager min muligvis kluntede facon i indlægget her, som er skrevet som en umiddelbar og direkte reaktion på beskeden om at vores kære pædagog er blevet diagnosticeret med cancer. Selvfølgelig er dem der taber “kampen” ikke mindre seje, end dem der vinder <3

    2. Jeg har tænkt præcis det samme i et stykke tid, og jeg er endda en af de heldige, der (endnu) ikke har haft kræft tæt inde på livet. Men tit er det nok en måde at formulere sig på for at få en følelse af, at man selv har en magt i situationen. Det gør mig ondt, at dit familiemedlem ikke overlevede, og jeg er i hvert fald sikker på, at udfaldet ikke har noget med sejhed at gøre. Derimod må vi bare håbe på, at behandlingsmulighederne hurtigst muligt bliver bedre og det kan indsamlingen jo hjælpe med, så fint initiativ Cana – ordvalget til trods 🙂

  2. Min mor blev ramt for 7 år siden og jeg har det så svært med hele den her uge. Jeg har støttet ved køb af blomst og mere bliver det ikke til. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg kan ikke. Det er stadig alt for tæt på eftersom hun stadig går til kontrol et par gange om året. Rent økonomisk kan jeg så heller ikke, men det er en anden sag. 😉

    Jeg håber Peters pædagog bliver rask igen og slipper for alle eftervirkningerne, som mange kæmper med.

  3. Man kan desværre ikke donere mindre beløb end 50 kr. på siden, fandt jeg ud af 🙂 Det er jeg ked af, da jeg kun vil give lidt, fordi jeg ikke har så mange penge.
    Jeg håber, du når de 5.000, det er så flot af dog at gøre det her! <3

    1. Hvor ER du sød! Tak <3 Vi har allerede nået de 5.000.- og jeg har nu – ganske naivt – sat målet op til 10.000.- Tænk hvis det kunne lykkes <3

    1. Tak, Marie. Jeg tror indsamlingen slutter fredag, men jeg er faktisk ikke sikker. Det er TV2 og Knæk Cancer der styrer det 🙂

  4. Jeg ved godt, du ikke mente noget med det, men jeg får et lille stik i hjertet hver gang, jeg hører ‘Han/hun skal nok vinde mod kræften, for han/hun er sej!’, for dem jeg har mistet til cancer var fanme også seje og stærke. Min mor overlevede sin cancer, min veninde gjorde ikke, og det har ikke noget at gøre med hvor seje de var eller hvor meget de hver især kæmpede.

    1. Helt enig. Det er et af de første ord, folk smider på, når det handler om kræft. Sej. I det hele taget er der gået totalt inflation i det ord.

    2. Åh altså, hvor gør det mig ondt at høre om din veninde <3
      Jeg er ked af at mit ordbrug gør ondt på jer og det er selvfølgelig ikke min mening. Jeg vil dog pointere, at jeg skriver stærk, sej, sjov og skøn i samme sætning, som altså "bare" et ment som en masse komplimenter og intet andet 🙂

  5. Det er sådan en forfærdelig sygdom 🙁 jeg støtter knæk cancer på flere forskellige måder .. jeg mistede min søster til cancer for 2 mdr siden 😢

  6. Hej Cana,
    Rigtig meget held og lykke med indsamlingen.
    Jeg håber bare at du har clearet det med pædagogen, inden du smider hendes diagnose op herinde; du har jo en blog, der er læst af mange, og hvor nogle måske vil genkende hende.
    Samtidig må jeg også erkende at jeg selv var blevet noget så gal og ked af det, hvis min egen sygdom var blevet brugt som et “middel” til at skaffe penge til en bloggers indsamling, uanset hvor ædelt formålet er.
    Dette er ikke for at slå dig oveni hovedet -bare mine første tanker, da jeg så dit indlæg. 🙂
    KH fra hende, der selv har haft kræft.

    1. Hej Anne,
      Tak for din kommentar og hvor er det dejligt at læse, at du er kommet dog ovenpå kræften!
      Den omtalte pædagog er heldigvis ikke vred på mig 🙂 og jeg tænker faktisk at netop fordi jeg har en blog og fordi jeg igennem den kan “nå” en masse mennesker, bør jeg oprette en indsamling. Om jeg havde gjort det, hvis omstændighederne i mit liv lige nu havde været anderledes ved jeg ikke, men nu er det som det er. Indsamlingen har jo som sådan intet med min blog at gøre, og jeg får ikke noget personligt ud af det, andet end glæde over at se, hvor mange der støtter op og fordi jeg har en hel del læsere, er det muligt at samle et stort beløb ind <3
      KH

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven