mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Når der ikke skal så pokkers meget til

img_1532

Solen stråler ind ad vinduerne, imens bilerne og busserne kører forbi som rulleteksterne på en film, der lige er slut. Det hele ligner sig selv og alligevel føles alting helt særligt. Om det er fordi jeg lige har smæsket mig i den mest fedtede brownie jeg længe har smagt eller det faktum, at jeg har haft tid til at lakere mine negle røde til tonerne af Ed Sheeran, ved jeg ikke, men det er noget, som er helt særligt godt, lige nu. Min stol står helt stille, imens verden drejer rundt og jeg nyder, bare for et øjeblik, at jeg ikke skal tænke på andet, end de ord, der vælter ud ad fingrene på mig. 

Frederikke snakker i telefon, den ene Cecilie tager billeder – vistnok af sig selv, som vi bloggere så ofte gør, imens den anden sidder tavst og koncentreret, og skriver, ligesom mig. Okay, jeg er ikke spor koncentreret, men jeg skriver. 

Peter sov – igen, igen, igen – ad pommern til i nat og selvom det er noget af det sødeste, at han konstant gerne vil nusse mig i håret, så er det vederstyggeligt irriterende, når det står på i flere timer i streg – imens han sover og jeg er vågen – i tidsrummet mellem midnat og morgen. Det er heldigvis ikke længere hverdagskost med de lange marathonnætter, men når de så af og til viser deres grimme fjæs, kan jeg næsten mærke den totale udmattelse, som stadig står mig lysende klart, fra da han var mindre, snige sig ind under huden igen. “Bare han sover bedre i morgen” tænker jeg for mig selv igen og igen, imens jeg forsøger at ignorere det faktum, at det af og til gør decideret ondt i skallen på mig, når han får filtret sine små buttede fingre lidt for hårdt ind i mit soveuglede garn. 

Det har igen sat sig som en solid hovedpine.

Søvnunderskuddet og det faktum, at jeg har ligget på helt skøre måder, for at undvige de søgende barnehænder, som konsekvent har fundet hvad de ville. Mit hår, som er blevet nusset, drejet og trukket i, i flere timer i nat. 

Alligevel føles alting særligt godt. Måske fordi jeg lige om lidt lukker ned for i dag – en time tidligere end jeg plejer – og fordi jeg ikke skal stort andet end at hente børn, lege og varme resterne af den suppe som mine børn elsker så højt og som jeg kogte i går, op til aftensmad, inden Thomas stikker af med nogle kammerater og jeg kan bruge aftenen i selskab med mig selv og vores fjernsyn, som jeg for en gangs skyld planlægger skal vise noget, der ikke er hverken tegnet eller animeret. 

… Sådan skrev jeg i eftermiddags, lige inden jeg kørte fra kontoret. Jeg syntes det var noget værre rod og jeg udgav det derfor ikke.

På vejen hjem, imens solen varmede min ryg igennem min tykke uldfrakke, gik det op for mig, at det vist i virkeligheden bare var dét der var. Solskin. For første gang i flere dage. Solskin, som udover at gøre København til en smuk udgave af sig selv, også bragte en varme med sig, som, selvom den formentlig ikke var mere end 14-15 grader varm, kunne mærkes helt ind i mine knogler og som på magisk vis, et sted imellem Botanisk Have og Kartoffelrækkerne, fik min hovedpine til at fordufte.

Jeg kom i tanker om, at jeg da vist egentlig også burde købe nogle gipsskruer, så jeg kan få sat hylder op i køkkenet i Andedammen. Og fordi solen skinnede og det ene gear på min cykel der virker, fungerede perfekt til dagens vindforhold, cyklede jeg en omvej – ligesom jeg gjorde den morgen jeg tog billedet, som jeg uden øvrig sammenhæng end dét, har sat ind øverst her i indlægget – og fik styr på de der skruer, inden jeg ramte børnehaven. De der skruer, som jeg ellers i ugevis har nedprioriteret, selvom jeg ved, at det bliver en tilfredsstillelse på linje med en veltilberedt træstamme, at få de hylder sat op.

Nogle gange skal der åbenbart ikke mere til. Solskin og skruer.

Jo, det skulle da lige være en tid til spraytan i morgen, så jeg ville kunne slippe afsted med at hoppe i denne kjole (reklame-link) til Vild Med Dans i morgen, hvor jeg altså godt kunne tænke mig at være klædt en lille smule mere festligt, end hvad jeg ellers har lagt for dagen de foregående mange fredage, i anledningen af at Mr. Williams kommer og spiller. Og måske kunne jeg også godt lige kværne de der chokoladeovertrukne lakridser jeg købte i Tyskland forleden, som dog – hvis jeg spiser alle, som jeg formoder jeg gør – måske betyder, at jeg skal revurdere mit kjolevalg til i morgen.

Jeg fornemmer at jeg er ved at skrive mig ind i en tøjkrise, som jeg altså på ingen måder har i sinde at bruge min aften på. Jeg må hellere snart få gang i det fjernsyn. Og chokoladen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven