mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

JordemoderOnsdag – om kejsersnit på mors ønske

Omtrent en femtedel af alle fødsler i Danmark foregår ved kejsersnit. Halvdelen planlagte; den anden halvdel mere eller mindre akutte. Cirka 15% af alle kejsersnit, udføres på moderens ønske som primære indikation og hvis jeg skal være helt ærligt, så forstår jeg ikke hvorfor. Selvfølgelig er jeg klar over at indikationer for at man bør få foretaget et kejsersnit ligeså vel kan være af psykisk som af fysisk karakter, men i de tilfælde hvor grundlaget for kejsersnittet ikke er stort andet end et “ønske om ikke at føde vaginalt” forstår jeg det simpelthen ikke. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, det her med planlagte kejsersnit på moders ønske, men da jeg forleden hørte én i tv sige noget ala “jeg synes bare ikke det virker naturligt at skulle presse et barn ud igennem tissekonen” blev jeg altså noget rystet. For det er da det mest naturlige i verden! Det er den måde naturen har bestemt at vi skal til verden på. Godtnok en metode, som hvis vi udelukkende havde den, af og til ville koste liv, som vi også ser det i dyreriget, men ikke desto mindre så er det altså vejen ud, i hvert fald så længe alt er ukompliceret.

tissekone

Tilmed er det jo ikke risikofrit at få foretaget et kejsersnit. Hverken undervejs, hvor der kan opstå komplikationer i forbindelse med operationen, men så sandelig også i forløbet efter – og, noget jeg tror mange måske ikke har med i deres overvejelser når de aktivt vælger et kejsersnit, så betyder et kejsersnit altså også, at eventuelt kommende graviditeter er risikofyldte fra start.

Graviditeter efter kejsersnit er per definition komplicerede.

Når man får foretaget et kejsersnit – uanset om det er planlagt eller akut – bliver der skåret et hul i livmoderen, som barnet forløses igennem. Det hul bliver nænsomt syet sammen og for de fleste går helingsprocessen ukompliceret. Alligevel er der et ar i livmoderen. Et lille område, hvor vævet hverken er ligeså stærkt, fleksibelt eller modtageligt overfor befrugtede æg, som gerne skulle sætte sig fast, hvis man ønsker at opnå graviditet igen.

Det betyder, at et kejsersnit i nogle tilfælde kan nedsætte fertiliteten og dermed gøre det sværere at opnå graviditet senere i livet. Ligesom livmoderen, hvis man igen bliver gravid, ikke er ligeså stærk, som den ville være, såfremt man ikke havde fået foretaget kejsersnit. Derfor skal der i graviditeten efter et kejsersnit, tages særlige forholdsregler. For eksempel frarådes det at blive sat igang med stikpiller, efter et kejsersnit, ligesom al anden igangsættelse kun sker med nøje overvågning, fordi der er øget risiko for at livmoderen brister i kejsersnitarret; en meget, meget alvorlig komplikation, som kræver at barnet forløses straks.

Når fødslen er i gang, bør der undervejs holdes nøje øje med både barnet og moderen, for at sikre, at livmoderen ikke brister – eller at det i hvert fald opdages inden det får fatale følger. Det betyder at kvinden i de fleste tilfælde for eksempel ikke kan komme i badekar, fordi kun enkelte fødeafdelinger har mulighed for at have kontinuerlig monitorering af barnets hjertelyd, imens kvinden opholder sig i vand; ligesom kvindens bevægelsesfrihed i mange tilfælde vil blive reduceret af hensyn til hjertelyds- og vemåleren.

Efter fødslen er der en øget risiko for at bløde mere end den halve liter man har fastsat som ukompliceret. Der er en øget risiko for at moderkagen har groet sig fast i arret i livmoderen og at det derfor kræver operation at få den ud. En operation, som ofte er forbundet med kraftig blødning.

Når alt det så er sagt, så er det som tommelfingerregel selvfølgelig ikke farligt hverken at blive gravid eller at føde igen, efter man har fået et kejsersnit. Det er at betragte som kompliceret, men ikke farligt. Det kræver bare, at man er omgivet af kompetent fagpersonale og at man selv, i løbet af graviditeten er informeret om, hvorledes man bør forholde sig, hvis man pludselig får smerter omkring arret.

Kun i særlige tilfælde anbefaler man igen kejsersnit i den nye graviditet. Primært anbefales altså at forsøge at føde vaginalt, som vurderes som det sikreste for både mor og barn.

Det er altså ikke bare “sådan lige” at få foretaget et kejsersnit og jeg forstår simpelthen ikke baggrunden for at tilvælge en operation “bare fordi”.

Indlægget her er naturligvis ikke skrevet for hverken at skræmme eller nedgøre nogen, men for at udbrede kendskabet til, hvad det rent faktisk kan betyde, hvis man “bare vælger” et kejsersnit frem for en vaginal fødsel og så vil jeg meget gerne høre jeres holdninger til emnet – især hvis nogen har fået foretaget et planlagt kejsersnit, vil jeg meget gerne høre om indikationen eller jeres bevæggrunde for det, ligesom jeg også gerne vil høre om jeres tanker omkring de øgede risici, som jeg forestiller mig, må have været svære at håndtere i graviditeten.

Skriv din kommentar

Kommentarer (61)

  1. Jeg har fået planlagt kejsersnit, efter eget ønske. Min første graviditet endte i akut kejsersnit, men lægerne mente jeg skulle forsøge vaginalt med nr. 2. Kunne bare mærke at jeg ikke troede på at jeg kunne føde vaginalt, men synes ikke det var et let valg at tage, da jeg tror barnet har bedst af at blive født vaginalt.
    Selvom jeg gik imod lægens anbefaling, synes jeg ikke det var en “bare fordi” beslutning, og synes ikke det er en nem udvej.

    1. Det lyder overhovedet ikke som en “bare fordi” beslutning. Din graviditet var jo allerede kompliceret på grund af dit akutte kejsersnit tidligere, hvorfor du jo i første omgang er blevet tilbudt at snakke med en læge om dit kommende fødselsforløb 🙂
      “Bare fordi”-beslutningerne er for mig at se afstedkommet udelukkende af moderens ønske om at drøfte forløbet med en læge med henblik på at ønske kejsersnit 🙂
      – og altså, når det så er sagt, så er jeg selvfølgelig overbevist om, at der for alle ligger meget mere til grund end “bare fordi” – det kan for mig at se bare være svært for mig at gennemskue bevæggrunden hos nogle.

  2. Fantastisk indlæg! Jeg har selv fået kejsersnit pga at jeg har cerklage, det har jeg haft i mange år, så for mog har ks været min form for naturlig fødsel. Men jeg overhørte en gang en kvinde sige at hun ville have planlagt kejsersnit, fordi hun ikke ville ende med at få en slap skede!!!! Jeg havde lyst til at klappe hende og skrige KNIBEØVELSER min skat.

  3. Jeg har forliget mig med mit akutte kejsersnit. Det gik som det nu skulle, og det er ikke nogen stor sorg for mig. Men for dælen, hvor ville jeg gerne ha’ været det foruden! Ét er selve indgrebet – det at jeg ikke ku’ få min søn i armene med det samme (ved godt, at man kan det i nogle tilfælde), og det at jeg rent fysisk ikke var ’tilstede’ i fødslen. Men også tiden efter var hård – særligt ikke at måtte bære Ane, som havde så stort behov for sin mor.
    Og så er der det med fertiliteten. Vores chancer for graviditet er i forvejen nærmest ikke-eksisterende, så at de nu er endnu ringere, grænser sig til det tragikomiske.
    Jeg ville virkelig gerne ha’ presset et menneske ud ad min tissekone!!!

  4. Har selv fået akut kejsersnit i fuld narkose pga svær svangerskabsforgiftning og ville da ønske at jeg kunne have født normalt da jeg synes jeg mangler noget.
    Bliver meget forundret over første gangs fødende som vælger kejsersnit bare fordi. Eller fordi de er bange for at føde eller for smerten. Smerten er der også ved kejsersnit den kommer bare første bagefter og så er man noget handicappet i form af at der er nogle ting man ikke kan eller må. Synes alle skulle give den vaginale fødsel en chance og kejsersnit skulle være helt is noget går galt.

  5. Begge mine svigerinder har fået kejsersnit enten pga kroniske sygdomme, som skulle gøre det umuligt/farligt, at føde normalt eller pga komplikationer igennem graviditeten. Når det så er sagt, har de været lynhurtige på aftrækkeren og været fortaler for planlagt kejsersnit og ikke engang ville overveje det andet ved at tale med eksperter omkring det. De har bare fået det godkendt uden videre. Jeg skal ikke gøre mig klar på hvilken sygdomme der “godkender” kejsersnit, men jeg har svært ved at accepterer dem, som bare ser det som en hurtig smutvej.
    Selv har jeg ingen børn endnu, men jeg GLÆDER mig til at skulle føde en dag. At opleve den ting, som vores kroppe er skabt til at gøre.

    Tak for et godt indlæg!

  6. Jeg fik akut kejsersnit ved mit første barn og fødte naturligt med mit andet barn for 11 uger siden. Jeg var rigtig ked af at jeg ikke måtte bevæge mig frit rundt under min 2. fødsel og at jeg ikke kunne komme i kar! øv bøv!
    Denne gang lykkedes amningen endelig også, og jeg har altså lidt det akutte kejsersnit og tiden derefter mistænkt for at gøre mit første ammeforløb rigtig dårligt! Så hurra for at det hele lykkedes 2. gang!

  7. Jeg har kun èt barn pt, hun er lige fyldt 1 år og er født vaginalt. Hun skulle ud rigtig hurtigt til sidst og blev revet – og jeg mener revet – ud med en kop.
    Jeg fik en 4. grads bristning som jeg stadig går til tjek for på hospitalet.
    Jeg vil gerne have et barn mere – men det bliver et planlagt kejsersnit når tid er. Lægerne siger indtil videre, at det vil de sikkert også anbefale mig og med min historie, er der i hvert fald ingen, der vil gå imod mit ønske. For det ER mit ønske. Det har været en forfærdelig omgang, og selvom jeg godt ved at både jeg og barnet har bedst af en naturlig fødsel, så kan jeg slet ikke se mig selv kunne arbejde med presse veer, og jeg kan få helt hjertebanken og sved på panden bare af at tænke på, at det kunne ske igen.

  8. Min søns fødsel var det største og mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet 💕 ville ikke bytte det for noget 💕 jeg vil dog sige, at hvis jeg en dag skulle have et barn mere, så ville jeg hælde til at føde ved kejsersnit..alene af den årsag, at de steder jeg er blevet syet – gjorde det meget smertefuldt at genoptage mit/vores sexliv.. Der gik flere år før smerterne/ ubehaget blev til “at holde ud”, og vil ikke risikere at det kan forværres hvis jeg skulle føde normalt en gang til.. Dermed ikke sagt at man altid har et valg, man ved jo aldrig hvornår en fødsel går i gang..

  9. Det er fantastisk at man har muligheden for at lave kejsersnit hvis det bliver nødvendigt, men det er bestemt ikke den nemme løsning. Som jeg har indtryk af at nogle tror.
    Nu har jeg selv prøvet begge dele, min første fødsel endte i akut kejsersnit og anden fødsel var (heldigvis) vaginal. Jeg vil til hver en tid vælge at føde vaginalt, for mig var kejsersnittet noget af det værste jeg har prøvet. Epsiduralen virkede ikke, så jeg mærkede da de skar i mig og endte med at komme i fuld narkose. Nogle uger senere fik jeg en styrtblødning og måtte have en udskrabning, de havde ikke fået hele moderkagen med. Og generelt tager det bare meget længere tid at komme sig over et kejsersnit end en vaginal fødsel.
    Syntes faktisk det er fint at nogle hospitaler ikke længere laver kejsersnit på moderens ønske. En almindelig fødsel er jo langt mindre kompliceret og risikofyldt end et kejsersnit.

  10. Jeg fik en grad 3 bristning efter min første søn – kunne ikke gå, sidde, tisse osv i lang tid efterfølgende. Jeg blev syet i 3 timer og havde en trussel om fuld narkose og operationsstue hængende over hovedet. Men det gik godt trods alt!
    Da jeg så skulle have barn nr. 2 fik jeg valget mellem kejsersnit eller blive undersøgt om jeg overhovedet måtte føde vaginalt. Jeg valgte at føde vaginalt – jeg måtte fordi alt var helet som det skulle osv. OG: selv om jeg tidligere har haft en sprincter (staves?) ruptur, endte fødsel nr. 2 med en mild grad 2 bristning der inkl. akupunktur tog 30 minutter at sy og jeg var hjemme efter 6 timer!
    Jeg vil til hver en tid vælge at føde vaginalt!

  11. Jeg vil endelig ikke dømme kvinder der har fået et pk, hvert tilfælde er unikt i min verden. Når det er sagt så tror jeg også nogen måske har fået den fejlagtige opfattelse af et pk som nemmere og mere smertefrit end at føde vaginalt. Jeg har det absolut omvendt – min anden søn stod helt til det sidste med hovedet opad og jeg måtte derfor forberede mig på at en sædefødsel kunne ende ud i akut kejsersnit. Det skræmte mig bare helt åndsvagt! Gudsketakoglov (!) vendte røvraketten sig og kom ud på vanlig vis 🙂

  12. Hej Cana
    Jeg har fået foretaget planlagt kejsersnit, ikke én, men hele to gange… Første gang jeg blev gravid var det ikke planlagt, som i, SLET slet ikke planlagt… Jeg var næsten 30 og var godt nok i et fast forhold og havde lige bygget nyt hus og alt det der, men jeg var ikke sikker på at jeg skulle være mor. Til trods for at alt så fint nok ud på papiret. Men jeg BLEV gravid. I en pause mellem to forskellige slags p-piller, var der pludselig 2 streger på en graviditetstest. Jeg var rædselsslagen… Mildest talt! Jeg var nok klar over hvordan babyen var kommet ind, men jeg var panisk angst for hvordan jeg skulle få den ud. Og når jeg tænker tilbage nu så tror jeg egentlig at det er derfor jeg aldrig har været sikker på at jeg gerne ville have børn, fordi jeg ikke kunne forestille mig at føde. Jeg ved ikke om jeg kan forklare den angst jeg havde for at føde, men jeg var så bange for at give slip og miste kontrollen over min egen krop at jeg havde ondt i maven hver eneste dag. Jeg var igennem mange samtaler med læger og jordmødre, som alle prøvede at ‘overtale’ mig til at føde normalt. Jeg var ked af det og græd til alle samtalerne fordi jeg jo godt vidste at barnet ville have bedst af at blive presset ud, men jeg kunne slet ikke se mig ud af det. Jeg fik mit kejsersnit, og mavepinen blev forvandlet til dårlig samvittighed over at jeg var SÅ egoistisk at jeg ikke kunne gøre hvad der var bedst for mit barn. Hele historien gentager sig ved barn nr 2, bortset fra at han var helt planlagt. Samme følelser og alle samtalerne igennem igen… I dag er jeg jo vildt glad for at jeg blev gravid ved en fejl og at jeg trods min frygt for at føde, alligevel blev mor til 2 fantastiske drenge. Jeg er faktisk så glad for at jeg blev mor at jeg i dag har doneret æg i håb om at jeg kan hjælpe et eller flere barnløse par med at opleve den samme altoverskyggende fuldstændig fantastiske lykke.❤️❤️

  13. Min første søn kom til verden januar ’15 ved akut kejsersnit i 32. uge. Min anden søn kom til verden maj ’16 hvor jeg gik tiden ud og fødte vaginalt. Det var mit ønske at få lov til at føde naturligt anden gang selvom kejsersnittet hang løst på Rigets personale pga. den korte tid mellem fødselerne. Huset holdte og selv om jeg ind imellem tænkte ‘hvorfor fanden insisterede jeg på det her?!’ under den vaginale fødsel, så følte jeg mig meget ovenpå lige bagefter. Fødselen tog omkring et halvt døgn, kun lattergas og akupunktur som smertelindring, minimal bristning, jeg var oppe at stå med det samme og dagen efter gik vi gennem Fælledparken hjem. Første gang måtte jeg spise morfin i flere dage og havde længe gener fra arret, til trods for der ikke var konkrete komplikationer. Jeg vil ikke anbefale kejsersnit til nogen – det var en langt større smerte end nogle timer med veer.

  14. Jeg fik semi-akut kejsersnit ved mit første barn. Hun lå i UK og vandet var gået. Ved lillebror gik jeg all in på den der vaginale fødsel da jeg tænkte, at medmindre man sprækker fra navlen og om på ryggen (overdrivelse fremmer forståelsen), så MÅTTE helingsprocessen simpelthen være hurtigere efter en vaginal fødsel vs. kejsersnit. Men efter 21 timers veer og en lillebror der var ved at være godt påvirket, røg jeg endnu en gang på operationsbordet. Det gør nu, at hvis vi ønsker et 3. barn, så er det planlagt KS. Det er jeg faktisk rigtig træt af. Selv her 8 mdr efter sidste KS, har jeg stadig ondt i arret og er helt følelsesløs 3 cm over og under arret. Det kunne jeg godt have været foruden. Jeg havde glædeligt “presset et barn ud af tissekonen” begge gange, hvis jeg havde fået lov! Tror ikke dem der selv vælger kejsersnit, tænker på hvor lang tid man har gener bagefter. Har selvfølgelig fuld forståelse for dem der vælger det grundet angst, tidligere dårlige fødselsoplevelser osv. Men giv da for filan en naturlig fødsel en chance, også selvom du risikerer en “slap skede” – det er der jo trods alt råd for bagefter 😉

  15. Jeg lider selv af angst, og ved om nogen hvor irrationel sådan en størrelse kan være. Hvis man er angst for at føde (og altså ikke bare “bange”, men oprigtigt lider af den psykiske sygdom angst, som virkelig mange gør), så kan man ikke bare lige faktatjekke og så, vupti, ikke være angst længere. Min egen angst er slet ikke møntet på fødsler, og gudskelov og tak for det, for så er jeg faktisk ikke sikker på at jeg havde født vaginalt to gange. Jeg synes det er knald ærgerligt at en eller anden dum *hosthost* tøs fyrer noget af med unaturlighed som argument. For den holder jo ikke en meter! For jeg ved hvor meget angst kan ødelægge! Tænk at gå en hel graviditet og have angsten buldrende derudaf. Måske være søvnløs, have trykken for brystet og lide af mundtørhed, ude af stand til på nogen måde at glæde sig? Selvom man rationelt kan VIDE en masse, forberede sig, gøre alt hvad man skal, kan ANGST ikke slukkes uden videre. Jeg synes det er ærgerligt du er så hård i din tone, og er så uforstående. Så utroligt mange kvinder lider af angst uden at vide det, måske ved de bare at et kejsersnit er nøglen til at den gigantiske knude i maven forsvinder. At der måske bør tages hånd om disse kvinder på en anden måde er en anden snak. For angst er fætter med depression, og det er en træls cocktail når man lige har født.

    Jeg ved godt at ikke alle har angst, men jeg tror dælen dytme der er flere end man sådan lige tror, og de fortjener altså at blive rummet lige så vel som andre gravide!

    1. Søde Pernille, du misforstår mig og det er jegs selvfølgelig ked af. Som jeg skriver i indlægget kan psykiske årsager – som for eksempel svær angst, som du beskriver – naturligvis beregnes som medicinsk indikation for at få et planlagt kejsersnit og går selvfølgelig ingenlunde ind under den kategori af “bare fordi” som jeg stiller spørgsmålstegn ved 🙂

  16. Jeg fik desværre akut kejsersnit ved min første fødsel, hvilket både var en stor sorg (jeg havde glædet mig mega meget til at føde), og en lidt traumatisk oplevelse for mig. Jeg brugte RIGTIG lang tid på at snakke det igennem med min fantastiske jordemoder i min anden graviditet, og finde modet til at prøve en vaginal fødsel. Desværre viste det sig, at jeg bar på en meget stor baby, så af fare for bristning af livmoderen, endte jeg med et planlagt kejsersnit. Det var en HELT anden oplevelse end det akutte. Jeg blev løftet op, så jeg kunne se min smukke datter komme til verden, og hun kom op på mit bryst med det samme. I morgen er det et år siden. Efterfølgende fik jeg betændelse i operationsarret, og jeg måtte i narkose 3 gange i de kommende uger, for at få spaltet og renset såret. Den dag i dag har jeg stadig smerter i maven.
    Der kan være tusind forskellige årsager til at vælge, som man gør. Det vigtigste er, at der er dygtige jordemødre derude, der kan hjælpe kvinderne med at sætte ord på og forstå, hvad det er, der er på spil. Kun på den måde kan man træffe den beslutning, der er rigtig for en selv.
    For mig er det en sorg, at jeg aldrig kommer til at opleve en vaginal fødsel. Men jeg føler en anden afklaring omkring det efter mit planlagte kejsersnit end efter det akutte. Især gør det ondt, når folk siger “føde rigtigt” om vaginale fødsler. Eller siger til mig, at jeg er heldig – eller værre: at jeg ikke ved, hvor heldig jeg er, fordi jeg ikke har prøvet at føde vaginalt.

  17. Jeg fik planlagt kejsersnit med mit første barn for 4 år siden – faktisk mod min vilje. Men jeg stod desværre ikke nok fast på mit ønske om at føde vaginalt. Men knægten lå omvendt og fordi jeg gik over tid ville de ikke sætte mig i gang. Så jeg lå og tudede på bordet, mens de skar ham ud. Heldigvis var det helt ukompliceret.
    Mit andet barn kom til verden ved en fantastisk vaginal fødsel for 4 mdr. siden. Det var en fantastisk oplevelse! 5 timer fra vandet gik til hun var ude… Jeg ville dog ønske, at jeg havde fået lov at føde hjemme, men det fik jeg ikke “lov til” pga kejsersnittet.

  18. Jeg har født 2 drenge ved kejsersnit.
    Min første graviditet gik jeg til terminsdato og vandet gik og 21 timer senere blev han taget ud ved akut kejsersnit. Han lå i dyb tværstand. Jeg havde ikke mere at give af. Jeg har altid været nervøs for at skulle føde men vidste at når andre kan så kan jeg også. Jeg kan huske da jeg nærmede mig terminsdatoen blev jeg mere og mere klar og mindre nervøs og da det gik igang var jeg fuldstændig klar til opgaven. Det endte med at være så tæt på at lykkes og så langt fra!!! Det blev et personlig nederlag for mig!
    Oplevelsen satte dybe ar og det blev slet ikke som jeg havde drømt om.
    2. graviditet forløb ukompliceret trods ar men psykisk havde jeg store kvaler med at have et kæmpe ar og det nev og trak i det når maven voksede.
    psykisk kunne jeg ikke klare et pres fra mig selv og omverden ved at prøve ny alm fødselsforløb og i samråd med jm og læge så blev planlagt kejsersnit besluttet.
    Det blev så en god oplevelse. Meget rolige forhold og glad musik og et personale som var søde og omsorgsfulde. Lægerne fik fjernet meget grimt arvæv fra første ar og jeg har nu et meget pænere ar og mærker det ikke. Men ikke flere børn her.
    Min venindes første barn blev taget ved akut ks da hun havde svær svangerskabsforgiftning.
    Hendes 2. Graviditet forløb normalt indtil termin så var der pludselig ikke liv mere. Man ved ikke præcis hvordan barnet var dødt da det var normal str men der var hul i livmoderen ved tidligere ar.
    Den oplevelse var utrolig skræmmende for mig som også havde fået akut ks første gang og jeg var rædselsslagen for at miste lillebror under graviditeten….
    alt gik heldigvis godt men jeg husker ikke graviditeten som i særlig lykkelig omstændigheder i det sidste trimester.
    Jeg er tilgengæld blevet stolt over at jeg oplevede min krop da jeg gik i veer, oplevede hvordan kroppen tog fuldstændig over og jeg bare fulgte med og det var en kæmpe oplevelse som jeg ikke vil være foruden, selvom jeg ikke nåede at forløse barnet selv!!
    Den oplevelse at en krop er så stærk giver mere selvbevidsthed!!

  19. Min første fødsel var en meget langvarig en, og tog næsten 48 timer fra første gang der var rigtige veer til hun kom ud, det er 13 år siden og der blev jeg klippet i mellemkødet for at få hende ud. Det var ikke en særlig god oplevelse, men jeg var klar til at føde nr. 2 naturlig efter et par lange og gode samtaler med flere fagfolk. Jeg havde en skriftlig plan som jeg skulle aflevere når jeg kom på hospitalet ved fødsel. Nr. 2 endte i akut kejsersnit pga. Faldene hjertelyd. Men hvor var jeg ked af, ikke og kunne bevise for mig selv, at en naturlig fødsel også kan være en god oplevelse. Der var heldigvis ingen komplikationer eller problemer med ammning. Jeg har været gravid 3 gang, men den endte i abort i uge 18. Der var jeg ikke i tvivl om at jeg ville have et planlagt kejsersnit for at få ro på og ikke skulle bruge 9 måneder på at bekymre mig.

  20. Jeg fik pks da min søn stod i UK. Selve kejsersnittet (som blev akut da fødslen gik igang af sig selv) forløb så let og ukompliceret. Var overrasket over hvor mange smerter jeg havde det første døgn, men derefter hurtigt på benene. Jeg var/er som sådan ligeglad med om barnet kommer ud den ene eller anden vej – det vigtigste må være at både mor og barn kommer godt igennem. Det er stadig min holdning nu, hvor jeg 2 år efter venter mit andet barn.

  21. Jeg har født 2 drenge vaginalt & den ene vejede knap 5 kg. Jeg er SÅ glad for at have fået denne mulighed og græd, da jeg ved en vækstskanning fik at vide, at jeg skulle overveje et kejsesnit – for mig er det bare kkke naturligt at føde sit barn via et hul i maven og ikke efterfølgende selv kunne lægge barnet til brystet mv.

    Jeg tror en del af frygten for vaginale fødsler handler om angsten for at sprække og så er der jo det rent æstetiske ved tanken om, at man efter en fødsel bliver lidt øhem, løsere dernede. Det er ihvertfald hvad mine planlagte kejsersnit-veninder nævner som argument. Trist trist – ligesom at fravælge amning for at undgå hængebryster.

  22. Jeg fødte vaginalt for 1 år siden ved en dejlig hurtig og ukompliceret fødsel.
    Dét, at være i stand til at mærke et liv vokse i sin mave og efterfølgende føde et barn, er simpelthen den vildeste oplevelse jeg nogensinde har prøvet! Bevares det gør helveds ondt, men bagefter følte jeg mig som den sejeste urkvinde. Det er faktisk at opleve på egen krop, hvad vi kvinder er i stand til <3 Jeg ville bestemt ikke havde været den oplevelse foruden, og jeg glæder mig sindssygt til næste gang!

  23. Først: Tak for din faglige information ang. kejsersnit. Det anede jeg intet om.
    Næst: Min personlige holdning er af den, at den naturlige vej er hvad man bør gå efter. Jeg er måske gammeldags, men forstår ikke at man kan vælge at bære et barn, hvis ikke man vil føde det (altså hvis graviditeten er ukompliceret)
    Jeg tror nogle kvinder er bange for, at få et barn ud vaginalt. Men samtidig ikke ved,at et kejsersnit ikke er en nem(mere) løsning.

    Jeg har født begge mine børn den naturlige vej, dog igangsat begge gange og første gang med akut operation til følge grundet blodtab.

  24. Jeg fik kejsersnit for 14 dage siden på eget ønske, fordi jeg var bange for at knække psykisk efter flere år tidligere som psykisk syg, og det var en super oplevelse (trods en ordentlig omgang underlivsbetændelse nu) og glæder mig til at prøve at få en god vaginal fødsel næste gang 🙂

  25. Jeg har fået KS x 2. Første gang var jeg indlagt grundet svangerskabsforgiftning. Ved et tilfælde opdagede de at han vendte forkert. Dette var dagen før termin. Jordemoder havde hele vejen sagt han stod flot med hovedet i bækkenet, men det var altså hans popo hun ku mærke. Blev indstillet til KS dagen efter når jeg kunne presses ind i programmet. Skæbnen ville at få timer efter gik vandet. KS blev fremskyndet til samme aften. Men han havde travlt, den lille, så mine veer var åbenbart hammer effektive og 2 timer efter vandafgang meddelte jordemoder hun ikke turde vente mere. Jeg åbnede 9 cm på de 2 timer. Så gik det lidt stærkt men ikke mere end jeg og min mand var godt med hele vejen. Det værste var der var skidekoldt på OP og det ikke var vildt nemt af få barnet op. Bagefter døjede jeg meget med smerter og meget lav blodprocent. Der gik cirka 7 uger inden jeg var på toppen igen.
    Knap 3 år senere var junior så i maven. Jeg ville føde helt almindeligt og glædede mig. Jeg blev fulgt tæt grundet svangerskabsforgiftningen og KS ved førstebarnet. En aften cirka 5 uger før termin var jeg oppe og blive tjekket da jeg dynes junior havde været lige livlig stille. Alt var ok, da vi går ud siger lægen henkastet at “det er jo ikke alle ar der holder til at føde et stort barn”. Jeg studsede umiddelbart ikke, vi havde hele tiden hørt junior var godt stor. Men ved nærmere eftertanke bredte panikken sig, hvad mente han? Jeg ringede til egen læge som ikke rigtig vidste noget, jordemodervikaren havde da aldrig hørt at en barn kunne være for stor. Nå, fik endelig fat i min egen jordemoder. Hun var da helt enig med lægen, der var en risiko for arret ville sprække ved veerne! Men jeg blev jo holdt ekstra øje med undervejs og skulle det ske så skulle barnet jo ud i løbet af få minutter. Tak for kaffe! Jeg sagde meget venligt og bestemt om hun seriøst troede jeg ville få et roligt øjeblik undet forløbet og mindede hende om hvordan det gik første gang. Enden blev et planlagt KS. en helt vildt venlig læge kunne sagtens forstå jeg var nervøs. Det var værre end det første. Havde det skidt, måske fordi jeg nåede at tænke mere over det. Bagefter gik det total smertefrit. Jeg nærmest sprang ud af sengen om aftenen og var hjemme dagen efter i fuld hopla.
    Det store barn? Ja, han udløste en undskyldning fra min jordemoder! Hun skød ham til 3700 g dagen før KS. Han vejede 4560, taget 10 dage før termin. Så ja, det kunne være gået galt.
    Men jeg føler mig ikke som mindre mor eller noget i den stil. Men ville da gerne have haft en bedre start med min ældste..

  26. Jeg synes det er okay at der er nogle der vælger ikke at føde vaginalt, MEN så skal de så også bare selv betale de omkostninger der er ved kejsersnittet, hvis der ikke er en lægelig grund til at få det lavet. Et kejsersnit er ikke et billigt indgreb og spild af de offentlige ressourcer, som der i forvejen er for lidt af i det danske sundhedssystem. Kort sagt – vælger man at blive gravid, vælger man også de ting der følger med, som at føde sit barn vaginalt hvis det er muligt.

  27. Jeg elsker din blog og alle dets facetter! Tak.
    For 2år siden endte min første graviditet i akut sectio efter knap 3 timers meget kraftige presseveer. Den lange periode med presseveer resulterede desværre i at min søn fik en hjerneskade. Jeg havde GLÆDET mig til fødslen. Jeg ville give begge mine ben for at kunne have født ham vaginalt. Psykisk har både jeg og min kæreste fået nogle ar og fysisk mener de “kloge” at mit bækken er skævt. Vi er derfor enige om at når vi skal have et barn mere så bliver det planlagt sectio. Men jeg er rigtig ærgerlig over det 🙁

  28. FEDT indlæg og fedt at du siger som du gør!
    I min terminsgruppe, var der en tråd for piger som fik KS “bare fordi”, synes det er SÅ mærkeligt, og det var 1. Gangs mødre. Har selv født vaginalt og efterfølgende indlagt i 8 dage, sengeliggende i 2 dage pga. Bristning. Blev også klippet og det var da SÅ trælst, men hellere det end at få et ar lavet med vilje “bare fordi”.

  29. Min første fødsel var nærved at ende katastrofalt og bla derfor er min søn handicappet. Da jeg ventede lillesøster var jeg selvsagt skræmt over at skulle føde igen, men samtidig var jeg endnu mere skræmt over hvis jeg skulle have et kejsersnit. Jeg valgte at føde selv og fik en super fødsels plan, jeg gik lidt i panik til sidst og sagde at nu havde jeg ikke flere kræfter og de kunne bare køre mig til ks, jeg havde den sejeste jordemor som sagde at hvis jeg ikke gad mere synes hun da at jeg skulle tage mine hænder ned og tage hende ud det sidste stykke, så det gjorde jeg- den vildeste følelse ever.. Jeg synes ikke et kejsersnit er en nem løsning og tror tit mange glemmer at der kan være store gener forbundet med det

  30. Jeg har taget beslutningen om at få et planlagt kejsersnit når jeg engang skal være mor (Er sidst i 20’erne med fast kæreste, så det bliver forhåbenligt inden for 5 år).
    Jeg har så stor en angst for at føde vaginalt at jeg kraftigt har overvejet adoption/ingen børn, for hvad nu hvis jeg ikke få lov til at få kejsersnit? I mit hovedet bliver jeg så nød til at få en abort, og det er også selvom det er mit ønskebarn.
    Min oplevelse er at andres meninger om planlagt kejsersnit “uden grund” er meget dømmende, i det man ikke skal få børn hvis man ikke vil føde dem, hvilket jeg på sin vis godt kan forstå. Men hvad er en god nok grund? Skal der være en fysisk grund som førstegangsfødende eller have haft komplikationer ved tidligere fødsler, for at det er “i orden” at få et planlagt kejsersnit? Og er man en dårlig mor, hvis ens grund ikke er “god nok”, for så har man jo sat sit eget og barnets liv på spil unødvendigt?
    Min grund er jo psykisk (angst), så jeg vil helt sikkert høre ind under den kategori.

    1. En psykisk indikation for et planlagt kejsersnit kan selvfølgelig være fuldstændigt ligeså rigtig og vigtig som en fysisk <3

  31. Synes det er er super emne at tage op. Jeg forstår heller ik helt dem der “bare” vælger et KS. Jeg fødte min første datter vaginalt men min moderkage sad fast. Blev akut opereret og mistede 3 liter blod. Da jeg ventede nr.2 var vi til en samtale med en overlæge + en scanning for at se om moderkagen var vokset fast igen – det var den ikke (ifølge hende). Endte med at få min datter ved akut kejsersnit i uge 33+4 og minsandten om ik min moderkage igen sad fast og jeg mistede 1,5 liter blod. Skulle jeg blive gravid igen vil jeg ønske et kejsersnit. Ene og alene af angst for et stort blodtab igen. Det ville dog ikke være med min gode vilje for det var en FED oplevelse at føde vaginalt

  32. 👍🏻 for det indlæg! Jeg har det selv på samme måde og har aldrig(kommer heller ikke til det) forstået at det er en mulighed. Jeg fødte selv ved akut kejsersnit, blødte meget og havde ubehagelige bivirkninger i form af voldsomme spasmer(sitren) af narkose . Derudover er jeg af den overbevisning, at det er sundest for baby, at fødes vaginalt, da lungerne tømmes optimalt og man kommer i kontakt med mors bakterieflora, som booster immunforsvaret. Jeg er selv kejsersnit barn og meget modtagelig overfor vira, ligesom min søn ikke har haft det stærkeste immunforsvar fra starten og har været voldsomt plaget af lungebetændelser, det første år. Børn kommer til verden gennem tissekonen. Sådan er det. Mere naturligt bliver det ikke. Hvis man ikke mener det er naturligt, så tror jeg ikke man forstår ordets betydning.

  33. Kære Cana. Jeg ville ønske at du havde været min jordemoder ved min søns fødsel. For så er jeg sikkert på at

  34. Jeg er en af dem der har ønsket et “bare fordi” kejsersnit 🙂 jeg fik det dog ikke, jeg tog tyren ved hornet og fødte selv, eller det endte så i et akut kejsersnit. Jeg har altid haft en ide om at jeg ikke ville kunne føde, fordi jeg ville være for smal. Jeg ved ikke helt hvor den ide kommer fra, men sådan har det været. Pga en masse fakta og fordi jeg alligevel gerne ville ha oplevelsen, bad jeg ikke om et kejsersnit. Jeg endte så med 7 timers presseveer og en baby der overhovedet ikke ville komme langt nok ned i bækkenet, så i sidste ende fik jeg mit kejsersnit. Næste gang satser jeg dog på en vaginal fødsel 😉

  35. Beklager… vi prøver lige igen. ☺For fede fingre åbenbart.
    Kære Cana. Jeg ønsker planlagt kejsersnit her anden gang. Jeg ville ønske at du havde været min jordemoder ved en søns fødsel, for jeg er sikker at at det kunne have gået anderledes. Min søn kom til verden efter næsten tre timers pressearbejde med en apgarscore på 2 da han er født med ansigtpræsentation og stjernekikker. 1:100.000. Jeg gik pænt meget i stykker selvom jeg blev klippet. Jeg synes ikke det var nødvendigt at tage os igennem den tur. Jeg ønsker planlagt kejsersnit til foråret da vi som familie ikke skal igennem det igen. Jeg er simpelthen bange for at føde igen. Og så har jeg fået besked på at hvis jeg gik i stykker igwn ville der være chance for at jeg bliver inkontinent. Jeg tager ikke chancen. Mvh Christine

  36. Min datter lå med numsen nedad og jeg fravalgte sædefødsel efter mislykket vendingsforsøg. Synes risikoen var for stor i forhold til et planlagt kejsersnit. Jeg ville gerne have haft oplevelsen med mig, at føde naturligt, og var ked af at måtte ty til kejsersnit. Her efter fødslen oplever jeg, når folk spørger til min fødsel, at et kejsersnit ikke rigtig anerkendes som en fødsel. Har rigtig ofte fået kommentarer som : ‘Nåååh du fik kejsersnit… Så er det jo ingenting’ eller ‘okay, så er der jo ikke meget at fortælle’. Jo det er sgu! Det synes jeg faktisk kan gøre lidt ondt at høre på den slags. Fordi man ikke har haft veer i 30 timer, så er ens fødsel ikke værd at høre om. Min datter kom til verden, det var en stor ting.

  37. Jeg havde galopperende fødsels angst i min graviditet, jeg i italesatte det flere gange og ikke en eneste gang blev jeg præsenteret for at et planlagt kejsersnit kunne være en mulighed.
    Det synes jeg er lidt underligt.
    Fødslen var en rigtig dårlig oplevelse, og mit barn blev indlagt på intensiv i en uge. Jeg ved godt de to ting ikke nødvendigvis hænger sammen, men det har gjort at jeg er om muligt blevet endnu mere bange for at føde. Jeg overvejer seriøst, ikke at få flere børn hvis ikke jeg kan blive lovet en kejsersnit.
    Ved godt det ikke var kvinder som mig du stiller dig undrende overfor, ville blot bidrage til at nuancere diskussionen.
    Hvad er retningslinjerne, kan man ‘kræve’ et kejsersnit?

    1. Øv hvor er jeg ked af at læse om dit forløb. Det undrer mig meget at ingen har talt med dig om muligheden for et planlagt kejsersnit (eller under mindste en fødselsplan), hvis du er diagnosticeret med angst.
      I forhold til dit spørgsmål, så kan man i følge vores lovgivning faktisk aldrig kræve er kejsersnit. Det er nemlig sådan at man som patient aldrig selv kan tilvælge en behandling, hvorimod man altid har ret til at fravælge en behandling. En vaginal fødsel kan dog ikke anses som en behandling, da det er kroppens naturlige afslutning på en graviditet og den kan således ikke fravælges. Dermed står man altså – rent lovgivningsmæssigt – og ikke selv kan vælge, omend virkeligheden mange steder, fordi der er frit sygehusvalg og fordi sygehusene tjener penge afhængigt af antallet af udførte ydelser, ser ganske anderledes ud, hvor rigtigt eller forkert man så end måtte synes dén slags er.

  38. Jeg blev indlagt i min første graviditet pga mistanke om svangerskabsforgiftining. Fødslen gik i gang af sig selv om aftenen og i løbet af to timer var jeg fuldt åben og klar til at presse. Herefter gik alt i stå og en uduelig jordemoder kunne ikke få lagt vedroppet ordentligt så der kom ikke ordentligt gang i presseveerne og da min datter endelig kom ud havde hun haft iltmangel under fødslen og har i dag autisme. Om det var fødslen eller “blot” er en af den slags ting som “bare” rammer kan ingen reelt svare på men hos mig er der Ingen tvivl om at den dårlige håndtering af fødslen er en medvirkende faktor. Denne opfattelse delte min FANTASTISKE jordemoder da jeg skulle have mit andet barn. Hun var selv mor til et barn med autisme og kunne derfor 100 pct sætte sig ind i den store frygt jeg havde for at føde vaginalt. Hun forstod mig, men forklarede mig at til trods for at det var gået galt første gang med store konsekvenser for min datter (og hele vores liv) så var den mest sikre måde at føde på vaginalt. Jeg kom til et forløb hos en psykolog, diskuterede løbende med overlægen som mente jeg var tæt på vanvittig om jeg skulle have kejsersnit eller ej. Heldigvis skulle han på ferie og derfor kom jeg til den ledende overlæge på Riget, der endelig tog mig alvorligt (fordi jeg havde de højeste levertal de nogensinde havde målt hos en gravid. Dette havde jeg også med min datter, så jeg var nervøs for hvordan det påvirkede barnet eftersom nogle mener at scangerskabsforgiftning kan give autisme (det ved man dog ikke med sikkerhed, men som mor til et bane med autisme er mange bange for stort set ALT i graviditeten). Jeg var på det tidspunkt i uge 36 og vi diskuterede om min søn skulle ud eller blive i maven. Hvis jeg insisterede på kejsersnit kunne jeg få det men han forklarede mig også helt sagligt hvorfor han mente at jeg skulle føde vaginalt. Til sidst blev konklusionen i samråd med min jordemoder at jeg skulle føde Vaginalt men sættes i gang to uger før tid en dag hvor hun ville føde sammen med mig. Der blev lagt en fødselsplan så jeg var tryg ved at der ville blive sat ind hvis der begyndte at ske det samme som med min datter. Skæbnen ville at fødsel gik i gang af sig selv i uge 37 og da jeg kom ind på Riget begynder min jordemoders vagt tilfældigvis fem minutter efter. Efter 2,5 time var jeg klar til at presse min søn ud, men han var stjernekigger og begyndte at blive påvirket, så der blev lagt en hård kop og så var han ude i en presseve. Han fik et stort se i panden men til gengæld er han fuldstændig normal. Jeg er i dag dybt taknemmelig for at min fantastiske jordemoder fik mig overtalt til en vaginal fødsel. Jeg kommer aldrig til at være en af dem der “blev et med mine veer”, hørte englene synge eller andet romantisk gejl (Sorry til jer der vitterlig hørte englesang 😊) fordi det gør stadig mega ondt og er bare ikke fedt. Resultatet er vidunderligt men ikke processen. Når det så er sagt så var det alligevel en god oplevelse fordi jeg følte mig tryg under hele fødslen fordi jeg havde et så tæt forhold til min jordemoder. Så til konklusionen. Jeg tænker at det vigtigste må være at kvinden er tryg og hvis man er ekstremt angst for at føde vaginalt er et kejsersnit måske den bedste løsning. Men jeg synes at man skal have lige så meget oplysning som jeg fik. Det fik mig til at ændre holdning undervejs hvilket jeg er glad for i dag. Jeg ville blot ønske at det var muligt for alle at føde med den jordemoder de er trygge ved fordi det tror jeg ville kunne få flere til at føde vaginalt.

  39. Hej. Jeg har lige fået mit 4 barn, denne gang ved kejsersnit, planlagt 3 dage før (uge 37-38) da moderkagen sad for tæt på livmoderåbningen…… såå!
    Jeg havde måske ønsket det lidt, (. Skjult) da jeg 2. Gang jeg fødte, fik en STOR BABY, og fødslen var kompliceret…..
    så jeg var nervøs denne gang da de snakkede om at hun kunne blive stor også denne gang.
    Jeg har altid vidst at det var mest naturligt at føde selv, selvom det er hårdt arbejde, ved jeg at det er den bedste start for barnet.
    Nu har jeg prøvet kejsersnit. Alt gik GOD under og efter med mig…. totalt uden komplikationer.
    MEN. Aldrig!! Har jeg oplevet noget så besværligt efterfølgende med barnet. Hun har været SÅ længe om at ” komme igang/ komme til verden” hun var slap da hun blev født, hun fik gulsot, det tog LANG TID. Før hun slap det. Hun var umoden, og skulle vækkes hver 2 time for at spise, og for at få mad nok igennem lever og nyre. Hun er 2 mdr nu, den dejligste baby……. men der er stadig småskavanker, hvor hun bare er lidt mere “sart og umoden” end de andre. havde jeg været førstegangs mor……. havde jeg grædt øjnene ud og følt mig som dårlig mor, som gjorde alt forkert.
    Kejsersnit børn er ikke for begyndere, syntes jeg. Det har været SÅ meget nemmere de andre gange. Selvom det er hårdt arbejde er det for mig det bedste at føde selv……… og jeg tror også det er bedst for barnet at blive “vækket” rigtigt, og komme når det skal.
    Det er bare min mening

  40. Jeg er blevet rådet til at få et planlagt kejsersnit af både fødselslæger og jordemødre, når jeg snart skal have mit andet barn. Jeg fik nemlig en 4.grads bristning ved første fødsel, som jeg stadig har milde gener af.
    Det er den sværeste beslutning nogensinde, for på den ene side skal der meget til at gå mod fagfolks anbefalinger og løbe en risiko for forværret gener ved en evt. ny bristning. På den anden side så vil jeg meget hellere gennem veer og hele baduljen igen frem for kejsersnit, som virkelig skræmmer mig (kommentarer og indlæg her var måske ikke det bedste at læse så…🙈). Så jeg har det nærmest omvendt – jeg skal overtales til at få kejsersnit, og det er sgu lidt tough!
    Måske du en dag kan lave et fødsels-beskrivelses indlæg med een, der har fået planlagt kejsersnit af den ene eller anden grund – det gad sådan en tvivler som mig virkelig godt læse!!

    1. Til Kathrine:
      Jeg har præcis samme historie som dig med 4. grads bristning med blivende gener, og ligesom dig blev jeg også rådet til pks ved anden fødsel. Jeg ville SÅ gerne have født vaginalt igen anden gang, men både min kæreste, mine nærmeste og flere læger frarådede mig det. Jeg valgte at få det planlagte kejsersnit, og selvom intet er det samme som at have veer og arbejde med sin krop for at føde, så var jeg alligevel virkelig glad for at få kejsersnit, og jeg er taknemmelig for at have fået begge oplevelser. Kejsersnittet var roligt, smukt og intenst, og mine gener bagefter var langt færre og mindre end efter min første fødsel. Jeg blev overtalt til pks, og jeg er glad for det!

  41. Jeg gik for snart 18 år siden i fødsel, vandet sivede og vi kørte til Glostrup til tjek.
    Jeg blev sendt hjem, og i løbet af aftenen tog veerne til. Efter 7 timer med dårlige veer kørte vi igen til Glostrup…
    Timerne gik , veerne var MEGEt uregelmæssige og ubrugelige..
    Jeg fik lattergas, epudiral ( eller hvad det hedder)
    Ve stimulerende drop…
    Så prøvede de 5 gange med metal sugekop.
    Men nej min udgangskanal var for smal, jeg kan aldrig få børn ud..
    Resultat: 32 timers veer, smertehelvede.
    Meget AKUT kejsersnit…
    Min søn født med voldsomme smerter blev fyldt med så meget medicin, at jeg er overbevist om at det er grunden til han har udviklet diabetes 1
    Og mig jeg fik et ødelagt haleben, der gik infektion i arret, så jeg blev skåret op igen.
    Og gik så 4 uger med et åben ar, fik besøg af sygeplejeske hver dag der skulle skifte forbinding…
    3 år efter fik jeg et planlagt kejsersnit, det forløb fint…
    Nu er mit ar så grimt, følsomt og fyldt med arvæv..

  42. Tak for et godt og informativt indlæg…
    For godt 8 år siden fik jeg foretaget planlagt kejsersnit, som grundet en kronisk sygdom, som jeg er udstyret med…Det seneste årstid, godt og vel, har vi forsøgt at blive gravide, men det lykkes ikke. Efter jeg har læst dit indlæg, sidder jeg med bange anelser og bekymringer. Det der med, at der kan dannes arvæv som gør det sværre at blive gravid, det har jeg aldrig hverken hørt eller tænkt før – måske er det derfor jeg ikke bliver gravid?!? … Ved du, om man kan få sådan noget tjekket?
    TAK for en god blog og for et godt og ærligt indlæg.
    Kh X

  43. Vi har idag en behandlingsmulighed der gør det mindre farligt at få børn, hvis der er komplikationer under graviditeten eller i forbindelse med fødslen. Men det skal være lægens/ jordmoderens beslutning om der er behov for kejsersnit. Om det er pga. angst eller for smalt bækken, præklamsi eller risiko for skader på enten mor eller barn, er for mig ligegyldigt, men det skal være en faglig vurdering. Og vi bør benytte os af muligheden for kejsersnit hvis det er nøvendigt. ‘Bare fordi det ikke føles naturligt..’ eller ikke er rart for den sags skyld, er simpelthen ikke godt nok til ikke at ville føde gennem tissekonen. Fødsler er voldsomme, smertefulde og helt naturlige oplevelser, som vi i de aller fleste tilfælde er bygget til. Og vi er som kvinder mega seje til det!

  44. Jeg tror simpelthen at de fleste kvinder har rigtig mange tanker og overvejelser omkring det at vælge et kejsersnit til, jeg nægter at tro at mange kvinder ‘bare vælger kejsersnit’ fordi det er nemmest. Jeg synes vi skal have TILTRO til hinanden, og respektere at vi alle sammen er forskellige, og har forskellige bevæggrunde. Myten om de mange kvinder der ‘bare vil have kejsersnit’, er med til at stigmatisere alle os der af den ene eller anden gode grund har fået kejsersnit. Hvad enten det er akut eller planlagt af fysiske eller psykiske grunde. Det er med til at gøre at folk ikke ser det som en “rigtig” fødsel, når man har fået kejsersnit. Og det er sgu en skam for mange nybagte mødre. Lad os dog holde op med at dømme og pege fingre i forhold til hvad der er den ‘rigtige’ måde at føde på, hvad der er den ‘rigtige’ måde at være mor på.

    Jeg synes det hører med til historien at vaginale fødsler OGSÅ kan være voldsomme og komplicerede. Jeg kender flere med voldsomme bristninger, bivirkninger efterfølgende, påvirket sexliv osv. Fødsler er voldsomme, på den ene eller anden måde.

    Min egen historie er at jeg har fået semi-akut kejsersnit efter lægens anbefaling. Jeg var gået 14 dage over, blev sat i gang med vestimulerende, 24 timers voldsomme veer uden at der skete noget. Jeg er lykkelig for mit kejsersnit, det var en helt igennem god og smuk oplevelse og jeg var tryg. Men jeg er også glad for at have prøvet at have veer. Det er selvfølgelig hårdt at blive opereret og slet ikke for sjov, men min søn har haft det fantastisk og amningen er gået godt. Jeg er glad for mit ar, og den historie der følger med. Jeg er også glad for at mit underliv er fuldstændig som det var før. Dette er sagt for at alle jer der sidder derude og skal have planlagt kejsersnit ikke får ondt i maven af at læse dette indlæg.

  45. Hej Cana,
    Jeg fødte gangske normalt første gang, kom dog for sent på sygehuset, da jeg var 8-10 cm åben, så der var INGEN hjælp at hente ud over lattergas. Kort fortalt, så var det vidst en ganske almindelig fødsel og han var sund og rask. Men jeg har haft en rigtig dårlig oplevelse af det hele eller også blev jeg bare overrasket over hvad fanden det egentlig er og vil sige at føde et barn. Jeg er ikke sikker på, at han får en søster eller bror, for jeg er ganske skræmt. Det gjorde så frygteligt ondt, jeg troede ellers jeg var totalt hard core med smerter eftersom jeg er gammel håndboldspiller og kunne klare mange skrammer og tæsk, men det der, det var sku ikke sjovt. Jeg har talt med min mand om, at HVIS vi skal have et barn mere, bliver det IKKE med en almindelig fødsel, det magter jeg simpelthen ikke. Men er det så her, at det bare ikke er ok at sige man ikke vil føde normalt igen? Ved ikke om du svarer, men kunne da være sjovt at hører dine tanker.
    Hilsen Jane

  46. Jeg fødte vaginalt første gang og gik i stykker fra a til b og det var en hård omgang da lillebror synes han sku komme til verden 17 måneder efter valgt jeg pks.
    Men jeg kan bliver små tosset på som en som Amalie som sige på åben tv at hun ikke vil føde fordi hanse tissemis ikke skal gå i stykke og at hun har arvet hendes mors skræk for at føde vaginalt. Kom ind i kampen min mening. Men samtid har jeg også en tiltro til at alle har en go grund til st være pks.

  47. Men kan man reelt troppe op som førstegangs og kræve kejsersnit – og så fortsætte den stil ved næste graviditeter?
    Har man haft en kompliceret vaginal fødsel og det medførte psykisk og fysisk men så tænker jeg det er ok at ytre at man er bange og ønsker et kejsersnit. Jeg er måske naiv men jeg håber så til gengæld at både jm og læge er i stand til ydmygt at rådgive samt at kvinden også ydmygt lytter til personalets anbefaling. På den måde kan vi måske undgå “bare fordi” – kejsersnit da et muligt kejsersnit er drøftet og taget hånd om på faglig vis.
    Kan ikke lade være med at lave en kobling til den måde “vi” i samfundet så småt er begyndt at tage afstand til diverse personalegrupper; pædagogen må heeeelst ikke fortælle “dig” hvordan “du” skal sige farvel til dine børn, lægen må ej heller heeelst ikke lige sige at vaccination difinitivt er bedst og måske er vi der hvor jordmoderen heeeelst heller ikke må modsige “dit” ønske om et kejsersnit. Bare en reflektion. 😉
    Jeg selv har haft 2 gode men meget forskellige vaginale fødsler. 2. gang vidste jeg jo hvilke smerter der ville opstå osv og selve smerterne glæder man jo sig ikke just til. Til gengæld gik jeg til fødselsforberedelse selvom jeg var 2. gangs og det var SÅ GODT. Jordemoder teamet var virkelige fantastiske og jeg sugede til mig.
    Første fødsel varede, fra veerne startede, 3 timer og 2. fødsel lige knap 2 timer.

  48. Jeg er ikke hverken fortaler for, eller modstander af kejsersnit, men jeg synes, at det er værd, i sådan en debat, at nævne, at der jo også kan komme komplikationer ved at føde vaginalt. I mit job som fysioterapeut ser jeg patienter med livslange komplikationer fra fødsler, som både komplicerer deres kommende fødsler/graviditeter, men som også giver dem gener i mange år fremover. Her taler jeg om alvorlige bristninger, nedsunken livmoder/skedevæg, bækkenbundsproblemer osv. Jeg ser meget få med komplikationer efter kejsersnit (og hører heller aldrig om nogen). Jeg kan godt forstå, at man som jordmoder gerne vil udbrede, at vaginal fødsel er sikrest ifht komplikationer i næste graviditet og fremtidige komplikationer, men helt ærligt, er det nu også det, hvis vi tager alle betragtninger med?

  49. Jeg synes, det er et vigtigt indlæg! Min søn blev født ved akut kejsersnit, da de først ved fødslen opdagede, at han lå i sædestilling. Jeg blev bedt om at tage stilling til sædefødsel eller kejsersnit midt i mine stærke veer, og jeg valgte kejsersnit, fordi jeg ikke havde nok viden om sædefødsel og derfor ikke turde. Nu kan jeg så se, at jeg egentlig heller ikke havde nok viden om kejsersnit – havde jeg vidst, at det så meget begrænser mine muligheder under anden graviditet (det der med at føde i vand, muligheden for at føde hjemme osv), havde jeg måske valgt anderledes. Jeg ved det ikke – jeg ville mest ønske, at jeg havde kendt til min søns stilling, så jeg havde haft tid til at tage en oplyst beslutning i det hele taget! Dømmekraften under veer er bare ikke den bedste…

  50. Jeg bliver faktisk lidt ked af at læse dit indlæg – jeg synes normalt at du er meget reflekteret, og kan ikke forstå at du belyser en så kompliceret sag med en så “ukompliceret” begrundelse som at man “bare vælger” kejsersnit. Måske er det mig, der er naiv, men hvor mange er det egentlig der “bare vælger” kejsersnit? Mon ikke der altid er en kompliceret grund og lang tids refleksion bag? Måske bare en grund som folk ikke råber super højt om fordi man i forvejen er til spot og spe for overhovedet at vælge kejsersnit?
    Jeg selv har været urininkontinent i store dele af mit liv – det er noget neurologisk, og jeg har efterhånden fået styr på det med medicin, som jeg tager hver dag. Jeg har været en af dem, der altid havde et par ekstra bukser med i tasken eller måtte binde en bluse om livet og køre hjem i spisefrikvarteret fordi jeg “var blødt igennem” (det var åbenbart nemmere at sige). Nu står jeg og skal forhåbentlig til at være gravid, og tænker virkelig meget over, hvad jeg skal gøre. At gennemgå en vaginal fødsel har markant større sandsynlighed for at ende i bristning og mulig efterfølgende inkontinens – og den risiko ved jeg ikke, om jeg er klar til at løbe. I store dele af mit liv har jeg været hæmmet både psykisk og socialt – den periode er slut nu. Skal jeg så til at starte forfra med en ekstra form for inkontinens ud over den neurologiske. Er jeg pivet og forstår bare ikke at det er den naturlige vej? Jeg har ikke snakket med nogen om det endnu og får egentlig bare endnu mere ondt i maven over det nu, hvor jeg læser en så biased holdning fra en fagperson. Jeg håber at tilgangen kan elaboreres lidt mere, så det i højere grad kan diskuteres ud fra fakta og risici frem for en holdning eller overbevisning omkring hvad der er den rigtige fødsel.

  51. Jeg elskede at føde (u)naturligt, og jeg glæder mig til at gøre det igen! Ja det gør ondt, og nej at tisse har aldrig været værre, end efter at have født noget der føltes som en kummefryser der lå på tværs. MEN, at man vælger kejsersnit fordi man ikke synes at den naturlige exit er naturlig – det forstår jeg ikke! Det er fantastisk at kejsersnit er en mulighed, og der kan være tusindvis af gode grunde til, at nogle kvinder vælger et – eller skal have foretaget et kejsersnit, men at man fravælger det fordi den naturlige udgang ikke lige føles naturlig – det kan jeg simpelthen ikke sætte mig ind i. Slet slet slet ikke! Et kejsersnit er en god mulighed når det ikke kan være anderledes. Ikke bare fordi man ikke vil sprække, blive løs i kødet eller synes det er unaturligt at føde naturligt.. Come on!

  52. Jeg havde fødselsangst, og havde egentligt aldrig troet, at jeg skulle komme til at føde naturligt. Jeg var simpelthen så bange for alt det ukontrollerbare ved en vaginal fødsel. Det fyldte rigtigt meget allerede i starten af graviditeten, så jeg var helt up front overfor min jordemoder og insisterede på, at jeg altså mente ANGST og ikke bare lidt utryg. Hun henviste mig så til en fødselscoach hvor jeg gik hele graviditeten. Det var fuldstændig fantastisk! Allerede efter første samtale var jeg meget mere indstillet på at skulle føde, og da vi nærmede os termin, var jeg ikke længere bange, bare spændt.
    Fødslen blev en virkelig god oplevelse og jeg GLÆDER mig til næste gang (selvom den faktisk ikke var helt ukompliceret). Min pointe er bare, jeg er så glad for, at første skridt ikke bare var at tilbyde mig et kejsersnit, men at man rent faktisk brugte ressourcerne på at hjælpe mig af med min angst. Angst skal tages alvorligt og ikke bare fejes af vejen med “det er jo så naturligt” og “kvinder har jo altid kunnet føde”. Men hvis man ser den i øjnene og får hjælp til at arbejde med den, så kan man også nå virkeligt langt.
    Og lige som en sidebemærkning, så tror jeg ikke på, at der er nogen der bare “ikke gider” føde. Jeg tror til gengæld på, at det er noget man kan finde på at sige, hvis man ikke tør stå ved sin angst.

  53. Min datter kom til verden ved akut kejsersnit for godt 3 år siden, 7 uger for tidligt. Det føltes på ingen måde naturligt at hun nærmest blev flået ud af mig. Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kompetente læger spottede hun skulle ud nu for at overleve.
    For 7 mdr siden fødte jeg vores søn vaginalt. Der blev holdt nøje øje med mig hele graviditet og under fødslen. Det er den største oplevelse jeg indtil nu har haft. At presse mit barn ud af min tissekone føltes på alle måder meget mere naturligt end at få et kejsersnit. Så det statement har jeg meget svært ved at forstå. Det er da for hulen det vi er skabt til og det er simpelhen noget af det smukkeste der findes!

  54. Jeg er gravid, og jeg skal føde ved planlagt kejsersnit. Det har jeg vidst hele tiden, fordi jeg har nogle andre problematikker i underlivet (jeg har bl.a. en urostomi). Jeg har det ok med kejsersnittet (selvom jeg selvfølgelig helst havde født vaginalt), da jeg har været igennem mange kirurgiske indgreb af meget mere omfattende karakter, og da jeg altid har vidst at det var forudsætningen for at blive mor. Mit alternativ til kejsersnittet er derfor ikke at få børn og måske derfor er jeg blevet 35 år før jeg blev klar: Jeg har simpelthen tvivlet på at jeg kunne blive gravid, at min krop kunne klare det, at jeg kunne klare det (men: gravid i første forsøg, MA og så gravid igen efter to menstruationer). Man er selvfølgelig ikke upåvirket, når man hører om kejsersnittets risici – jeg forstår da udmærket og nemt også fordelene ved en vaginal fødsel. Men uanset hvordan det er ment, så er der nogle der ikke har et valg. Ligesom nogle ikke kan få børn uden fertilitetsbehandling. Det her skal ikke lyde som en bitter sang fra minoriteten. Min pointe var sådan set bare, at der kan være mange følelser forbundet med ikke at kunne føde, ligesom der kan med ikke at kunne amme. Mine læger har ikke stillet det mindste spørgsmålstegn ved hverken min graviditet eller ved kejsersnittet, og gudskelov er det da min opfattelse at det i laaaangt de fleste tilfælde går godt! Det har jeg brug for at stole på, for at kunne være fem måneder mere i graviditeten.

  55. Det er et vigtigt indlæg, du skriver.
    Hvis man undgår en naturlig fødsel pga angst, vil det optimale vel være, at få afhjulpet sin angst.
    Fx kan det være terapi eller et kursus ved Smertefri Fødsel, der kan give en følelse af kontrol under selve fødslen.

  56. Er personligt meget glad for, at jeg ikke læste dette indlæg, inden jeg fik mine børn. Mit første barn kom til ved akut kejsersnit og nr 2 ved planlagt kejsersnit grundet foranliggende moderkage. Jeg forstår godt, hvor du vil hen med indlægget, men havde jeg været gravid med min nr 2 nu, så havde du skræmt mig fra vid og sans. Jeg tænker alt andet lige at de fleste som får kejsersnit, de får det af nød. Og når man nu ikke selv kan vælge, så er det ovenstående ikke rar læsning (omend sandt)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven