Jordemoderonsdag – 10 myter om graviditet

Der findes masser af ammestuehistoriereller myter om graviditet, som på én eller anden vis, bliver ved at med at florere, selvom der langt fra er hold i dem alle. Personligt synes jeg at graviditetsmyter er smadderhyggelige, men det er selvfølgelig kun så længe, at de ikke bliver gjort til mere end de er og jeg har derfor lavet en kort gennemgang af nogle af de mest kendte myter, som for de fleste vedkommende bør tages med et smil og et gran salt.

Myter om graviditet

stocksnap_ok79aw6z4e

Hvis du har meget halsbrand, har baby meget hår på hovedet

Fup. Halsbrand og mængden af hår på babys hoved hænger ingenlunde sammen.

Hvis du primært “er gravid på maven”, venter du en dreng

Eller sagt på en anden måde: Hvis du bliver tykkere på lår og bagdel, venter du en pige. Fup! Alle kvinder har forskellig facon, gravide såvel som ikke-gravide og man kan altså hverken se på maven eller på bagdelen om der gemmer sig en dreng eller en pige inde i maven. Man kan måske nærmere se noget om hvor mange flødekager den gravide spiser, men det er jo komplet irrelevant i forhold til kønnet.

Hvis babys hjertelyd er hurtig, venter du en pige og hvis den er langsom venter du en dreng

Fup og fakta. Piger har i gennemsnit lidt mindre hjerter end drenge, hvorfor de har en gennemsnitligt lidt højere puls, men derfor findes der masser af drengebabyer med en “hurtig puls” og masser af pigebabyer med en “langsom puls”. Pulsen hos babyerne ændrer sig desuden i takt med deres aktivitetsniveau, så der er vist ikke meget hjælpe at hente der.

Du skal helst sove på venstre side

Fup. Mange gravide får det skidt af at ligge på ryggen, hvorfor man naturligt ofte kommer til at lægge sig på siden. Det vil oftest føles mest behageligt at ligge på den side hvor barnets ryg ligger, som i de fleste tilfælde er i venstre side. Der er dog ingen sundhedsmæssig forskel på om man som gravid ligger på den ene eller den anden side. Man skal selvfølgelig bare ikke ligge på ryggen, hvis det føles skidt.

Fed creme kan forhindre strækmærker

Fup. Desværre! Strækmærker foregår i underhuden, hvor hverken cremer eller olier der påføres udefra har nogen effekt. Med det sagt, kan det naturligvis være et dejligt graviditetsritual at smøre maven ind – eller endnu bedre, at få den smurt 🙂

Du må ikke spise sushi

Fup. Man må gerne spise sushi som gravid, men man bør være tilbageholden med de store rovfisk, som fx tun, der ofte anvendes i sushi.

Hvis du gerne vil sætte fødslen igang, skal du ud og gå på trapper

Fup. Der er intet der tyder på at fysisk aktivitet kan sætte en fødsel igang. Til gengæld kan det være usædvanligt udmattende når man er højgravid, hvor det måske alligevel var bedre at gemme kræfterne til fødslen. Man skal selvfølgelig holde sig i gang så vidt muligt, men det nytter ikke at presse kroppen for hårdt, for at sætte gang i fødslen.

Des større baby, des mere ondt gør det at føde

Fup! Det gør ligeså ondt at føde et barn på 2500 gram som et barn på 4500 gram og det ene kan ikke betegnes som værende lettere end det andet.

Man kan ikke producere nok mælk, hvis man har meget små bryster

Fup! Antallet af mælkekirtler i brysterne har intet med brysternes størrelse at gøre. Det vigtigste for at få mælk nok er, at amme minimum hver 4. time – helst døgnet rundt – og at indtage rigeligt med kalorier. Hvis kroppen er i kalorieunderskud vil modermælken typisk være ét af de steder den “sparer” først.

Man kan sætte fødslen igang med sex

Fakta. Og lidt fup. Hvis fødslen alligevel er ved at være oppe over, kan man godt sætte den igang med sex. Af flere årsager. Den ene årsag er, at der i mandens sæd er hormonet prostaglandin, som også anvendes til at igangsætte fødsler med. Mængden er dog meget lille og der kræves omtrent seks portioner sæd, for at have hvad der svarer til én igangsættelsespille. Den anden årsag er, at veer fremmes af oxytocin, som er vores kærlighedshormon, som stiger under sex. Især under orgasme, som er det allermest virksomme. Og heldigvis synes de fleste at det er sjovere at have sex end at gå på trapper, så man kan jo altid prøve.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Fedt indlæg. Elsker ammestuehistorier!
    Har dog lige et spørgsmål til den med de store børn. Jeg er (meget) gravid med mit 2. barn. To uger og 5 dage til termin, men hvem tæller 😉
    Mit første barn, var en kleppert på 4,7 kg. fordelt på 56 cm. Allerede da jeg var til læge og jordemoder 1. gang i forbindelse med denne graviditet, snakkede de om igangsættelse hvis nr. 2 bliver vurderet lige så stor ved termin. Har fået tilbudt vægtscanning, men har takket nej. Jeg er ikke bange for at føde et stort barn. Det gik jo godt 1. gang, dog med et klip og et lidt langt efterfødselsforløb, med flere panodil end jeg hører de fleste tager.
    Har da hele tiden troet at det var fordi at en fødsel af et stort barn var mere kompliceret? Ift. størrelse, blodsukker (evt. early feeding) mm. Men nu forstår jeg det ikke.
    Mvh Signe

    1. Du har fuldstændigt ret i at der kan være nogle andre komplikationer forbundet med at føde meget store børn, men i forhold til smerteniveauet er der ingen forskel 🙂

  2. Hej Cana! Dejligt indlæg. Har en lille teori som du sikkert kan be/afkræfte. Min første søn var ikke specielt stor; han vejede 3244g og var 50cm lang. Jeg fødte ham i en enkelt presseve (kan ikke anbefales) han kom så hurtigt at den jordemoderstuderende greb ham uden at han ramte fødelejet og min mor, som var med til fødslen, bare sagde “der kom et barn”. Og som bonus fik jeg en temmelig voldsom ruptur
    Min anden søn vejede 3966g og var 52cm. Min krop kunne langt bedre holde igen ved ham.

    Teorien går på, om kroppen lettere kan “holde igen” hvis barnet er stort frem for lille?

    Mvh. Louise

    1. Hej Louise,
      Jeg tror nu næppe at din evne til “bedre at kunne holde igen” har haft så meget med børnenes størrelse at gøre. Deres hovedmål har formentlig været nogenlunde det samme – måske med en centimeter eller to til forskel. Jeg tror nærmere det handler om, at din krop anden gang “vidste hvad det var” 🙂

  3. Vild med dit indlæg (as usual) ..Kan kun grine af de forskellige historier..men den sidste virkede begge gange hos mig..Ikke nogen vild fed omgang i lagnerne😱..men det hjalp begge gange 😉😉