mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Ja, jeg har det fint med at mine børn bliver passet

img_2202

Da jeg sad og tænkte over, hvad pokker jeg skulle skrive om denne fredag, nu hvor et par stykker har bedt mig om at skrue lidt ned for antallet af Vild Med Dans-relaterede indlæg, gik det pludselig op for mig, at min måde at holde fredag på, denundenlyneme godt nok har ændret sig meget i de seneste mange år.

For et godt års tid siden skrev jeg et indlæg om hvordan jeg holdt fredag i “gamle dage” i forhold til hvordan jeg gjorde som mor til to små børn, som I kan læse HER.

Indlægget ridsede op, hvordan mit liv som småbørnsmor i langt højere grad var præget af sofaaftener frem for byture og jeg tror, at jeg dengang, for et år siden, havde forventet at det ville være sådan resten af mine dage. At jeg havde stemplet mig selv som en sofakartoffel.

… Og pludselig er mine børn slet ikke så små mere og pludselig har jeg været både fuld, dansende og i byen fem ud af de seneste seks fredage. Fem byture på halvanden måned og min 30-års fødselsdag til at toppe balladen. Det er måske ikke helt på niveau med antallet af byture før jeg fik børn, men for min morkarriere, er det virkelig, virkelig meget.

Det er selvfølgelig klart at mine mange byture hænger unægteligt sammen med Thomas’ deltagelse i Vild Med Dans, men jeg tænker alligevel, at der må være sket temmeligt meget med mig og mit sind i løbet af det seneste år, for jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg for et år siden, kunne have haft ro i maven over at lade mine børn passe en aften hver eneste uge – og for én af ugerne endda en hel weekend. Slet ikke, endda.

Jeg elsker – om muligt – mine børn endnu højere i dag end jeg gjorde for et år siden, fordi jeg for hver dag lærer dem lidt bedre at kende og får flere facetter af dem både at se og at holde af; og alligevel har jeg det fint med, at de bliver passet. Jeg kan ligefrem se en værdi i det, både for dem og for mig. Og lige præcis dét, skræmmer mig faktisk en lille smule. Ikke fordi jeg tænker at det er forkert, men fordi jeg så tydeligt kan huske, hvordan jeg selv tænkte om mødre der sagde den slags ting til mig, da mine børn var mindre. Jeg troede rent ud sagt, at de kvinder der sagde sådan var fulde af lort og jeg var overbevist om, at argumentet med at børnene nød godt af at blive passet, bare var et skalkeskjul for at mødrene havde behov for at komme ud. At det udelukkende var forældrenes behov, som børnene bare måtte rette sig ind efter.

Selvfølgelig vil mine børn allerhelst være sammen med både Thomas og mig, men med dét sagt, så er vi der jo for pokker også stort set hver eneste dag og når der så – som det er tilfældet lige nu – kommer en anden, én gang om ugen og passer dem, så bliver de ellevilde. Det betyder nemlig, at de oftest får lov til at spise meget mere slik, end Thomas og jeg ville tillade, at de får lov til at være længere oppe og at de, når de så bliver puttet i seng, får flere godnathistorier end Thomas og jeg giver dem til dagligt, hvor en vi stræber efter at en putning ikke skal vare i timevis, som jeg mistænker det nogle gange gør sig gældende når de bliver passet – fordi de råhygger, læser historier, sludrer og synger sange. Børnene får nogle uvurderlige relationer, som formentlig ikke var opstået, hvis jeg konsekvent havde været en del af dem og dét synes jeg er værd at tage med i betragtning.

Jeg tror faktisk det er helt okay og med det i tankerne, vil jeg glæde mig til en eftermiddag, hvor min mor kommer og leger med børnene og drikker kaffe med mig, inden vi overlader skansen til Thomas’ faster, som har lovet børnene at komme med en ordentlig pose slik, så min mor og jeg kan komme ind og se Thomas i den angiveligt mest sexede dans i hele programmet. Og Robbie, selvfølgelig. Aftenens næst-frækkeste mand, tænker jeg.

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Jeg blev passet meget som barn. Min mor havde kræft og min søster var under 2 år… Min Mor fortalte mig at hun siden havde dårlig samvittighed (da jeg var omkring de 20 år)

    Det jeg kan huske fra den td, er at jeg blev passet meget af min moster og “boede” på værelse med min fætter. Og til dato elsker jeg hende en del højere end mine andre mostre (har 3) Og at jeg om sommeren, boede en del i Morfar og Mormors kolonihavehus. Og indtil hans død var min Morfar min bedste ven, mit kompas og min grundsten. Jeg ved at det aldrig var sket, hvis ikke mine forældre havde “ladet” dem passe mig.

    Har fortalt min mor at jeg ikke har dårlige minder om hendes sygdom (også selvom det skete to gange, og kan da også huske at vi besøgte hende på hospitalet) Men har (forhåbentlig) fået igennem til hende, at jeg alrdrig har haft et problem med det. Og har masser kærlighed i mit liv. Nu er det min tur til at blive moster (nevøen er 5 måneder) og jeg ser ham en hel dag om ugen. Og jeg har enhver intention om at elske ham lige så meget, som jeg er blevet elsket af dem der passede mig, da jeg voksede op.

    Jeg vil ALDRIG se det som negativt at blive passet, eller at få sine børn passet. Det har givet mig så ubeskriveligt meget!!!

  2. Og du inspirerede mig til den dejligste solo-onsdag med dobbelt-dessert, sushi i sofaen og serie-binding til langt ud på natten i onsdags! Tak for det!! 😄👏🏻

  3. Og du inspirerede mig til den dejligste solo-onsdag med dobbelt-dessert, sushi i sofaen og serie-binding til langt ud på natten i onsdags, mens Krapylerne var sendt ud til deres farmor! Tak for det!! 😄👏🏻

  4. … og så må man desuden rigtig gerne gøre ting der udelukkende er for forældrenes skyld, og børnene bare skal passe ind. Det er der ikke noget forkert i. Som menneske har man lov og ret til at sætte sine egne behov først engang i mellem, og det bliver man nok også en bedre mor af på den lange bane. God aften. 😊

  5. Bare lige en lille kommentar – det er ikke alle der føler sig kvalt i vmd-indlæg! Jeg er vild med dem og vmd for første gang nogensinde! Og jeg stemmer også for første gang (bortset fra dengang vi var mange der stemte på ham der Allan for at drille vmd-fanatikerne)

  6. Jeg ser ikke vmd men jeg er viiiild med dine indlæg om det. Turn up the beat vi kan godt tåle at høre lidt mere om det

  7. Lige efter st have set dine snap omkring din plads!! Og så se han går hen imod dig!!!! Og nu danser i 😃😃😃😃😃 åhhhhhhh hvor må det være fedt for dig 😂😂😂😂 jeg smiler over hele hovedet

  8. Råbte af mit tv “ej det er Cana!!!” Mine forældre gloede underligt på mig haha. Var det planlagt at du skulle danse med RW? Glad på dine vegne. 🙂

  9. Jeg ser ikke selv VMD, men et tip til dem, der er generet af mængden af indlæg om det: Spring over og vent på det næste 😉
    Mht. pasning, så er jeg enig! Nogle af mine bedste barndomsminder er fra min mormor og bedstefars hus, hvor jeg oftest blev passet, og jeg husker også tilbage på somre hos min olde med stor glæde!
    Mine drenge er selv begyndt at spørge: “Hvornår skal vi sove hos mormor og morfar igen?”, og de bor kun 5 minutter væk og er nogle, vi ser hver uge. Men jeg er dårlig til “bare” at lade dem passe uden særlig grund. Jeg synes bestemt, der er en stor værdi i, at ens børn bliver passet, hygger og skaber nære relationer til andre, og man burde faktisk nogle gange benytte sig af det “bare fordi”!
    Jeg synes godt der kan være en tendens til på de sociale medier, i online mødregrupper osv. ligefrem at konkurrere om, hvor gamle ens børn var, da de første gang blev passet (a’la “Mine er 3 og 5 og har endnu ikke sovet ude!”), og det synes jeg ærligt talt er noget pjat.

    1. Samtidig med at man ikke skal dømme forældre som lader deres børn passe ude, så skal man også passe på med at dømme forældre der ikke lader deres børn passe ude, og syntes at det er noget pjat.
      Det er så ærgerligt at der er blevet en tendens med at dømme andre forældre på deres valg. Min søn er godt nok kun 11 mdr. Og er aldrig blevet passet ude, selv hvis han var 8 år når det sker første gang, så håber beg da ikke at folk tænker at det er noget pjat, vi er heldigvis alle forældre på vores egen måde og ved selv hvad der er bedst for netop VORES børn.

  10. Jeg tænker, at der er ca. 444.444.444.444 rigtige og forskellige måder at gøre tingene på som mor og som familie. Og der er ca. lige så mange grunde til, at det er sådan det er bl.a., at vi alle store som små har forskellige behov, og at vi ikke er bundet af en fælles kontrakt om at opdrage en homogen børnehær. Det synes jeg er glædeligt, om end vores små individualister samtidig nok ikke tager skade af, at også at blive introduceret for sådan noget som socialt medansvar gennem opvæksten, men det er vist at bevæge sig ud af en anden tangent.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven