mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – om sorgen ved en for tidlig fødsel

Med det samme Frida kom ud, blev hun taget væk fra mig (nok den største sorg for mig i alt det her), fordi hun ikke selv kunne trække vejret. Efter noget tid lå hun kortvarigt på mit bryst for at se, om hun ville sutte, men hun ville ikke tage fat.
Herefter var timerne meget lange og jeg var rigtig ked af det. Morten og Frida blev kørt over på børneafdelingen, hvor Frida blev lagt i diverse elektroder og fik hjælp til at trække vejret. Hun fik også sonde. Jeg blev tilbage på fødestuen og blev syet de næste mange timer. Min mor blev tilbage og nussede min kind og holdte mig i hånden, mens jeg bare græd og græd. Den afmagt af at ligge der tilbage, uden helt rigtigt at fatte hvad der er sket eller sker, og uden rigtigt at vide om ens datter er helt ok. Jeg ville bare være sammen med Frida. Og Morten.

For fanden, hvor må det have været hårdt. Desværre er for tidlig fødsel virkeligheden for alt for mange og jeg synes at denne beretning kaster et meget fint lys over hvordan det kan være.

fortidligfoedsel

Det hele startede tilbage i 2012, hvor min daværende kæreste og jeg besluttede os for at vi ville lave et barn sammen. Tiden var lang og efter halvandet år, stod jeg stadig ikke med en positiv test i hånden.
Lidt inden vi gik fra hinanden fik jeg konstateret PCO. PCO gør det sværere, at blive gravid (dog ikke umuligt) og min cyklus var virkelig en by i Rusland. Det gjorde mig rigtig ked af det, da jeg altid har drømt om børn.

Få måneder efter bruddet med min ekskæreste, møder jeg Morten. Morten forandre mig til det bedre, og jeg tror aldrig jeg har været så forelsket i nogen, som jeg er i ham.

Otte måneder inde i forholdet sad vi en aften hjemme hos mig. Jeg havde de sidste par uger følt et par forandringer i min krop, men jeg skænkede det ikke en videre tanke, for jeg havde jo PCO og var sikker på, at det skulle tage os længe, hvis vi en dag besluttede os for at vi gerne ville være forældre. Alligevel var der noget i mig der fik mig til at tage en graviditetstest. Da jeg havde tisset på den kiggede jeg ikke rigtig, for det var jo bare endnu en af de mange gange, hvor jeg stod med et negativt resultat i hånden.
Derfor har jeg aldrig nogensinde haft større sommerfugle i maven, som da jeg kigger ned og ser de to streger. Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg var på p-piller, vi havde ikke prøvet, jeg troede ikke jeg kunne blive gravid – og alligevel stod jeg her, med en positiv test. Tankerne flakkede rundt. Jeg skyndte mig ud til Morten og fortalte ham nyheden. Han blev meget overrasket, og vi satte os i min seng, hvor han fortalte mig, at han ikke ville have barnet. Jeg var i syv sind og meget bange. Jeg har altid været imod, at få barn uden farens accept, men tanker som “er det her min eneste chance?” og “tænk hvis jeg aldrig kan blive gravid igen”, fløj igennem mit hoved. Vi græd begge to rigtig meget og snakkede for og imod, indtil jeg fortalte ham, at jeg havde besluttet at beholde barnet, med eller uden ham. Vi boede ikke sammen endnu og var meget nyforelskede, så det var selvfølgelig en kæmpe beslutning, men jeg vidste bare, helt ind i hjertekuglen, at jeg ikke kunne give slip på det der ventede os. Noget jeg troede jeg måske ikke ville få, nogensinde. Om morgenen krammede Morten mig, og fortalte at han gerne ville alligevel. Det har vel været et kæmpe chok for ham – det var det for os begge to. Det kom så uventet. Men hvor er det bare et fantastisk mirakel der er sket. Imod alle odds, valgte vores lille pige at sætte sig fast.

Graviditeten forløb fuldstændig som den skulle og jeg havde ikke de store gener. Det der fyldte mest var bekymringen for at miste. Jeg var så bange for at tabe barnet.

8 mdr. efter meldte hun sin ankomst. 5 uger for tidligt. 

Allerede i dagene op til fødslen, havde jeg det som om jeg var ramt af en svær blærebetændelse. Om torsdagen (set i bakspejlet) startede mine veer og det fortsatte weekenden over. Om søndagen inviterede Morten på brunch, og på vejen derind havde jeg så ondt, at jeg lige akkurat kunne klemme brunchen ned, før vi måtte tage en taxa ud på sygehuset, som kunne konstatere at jeg havde åbnet mig 3 cm. Vi blev sendt hjem med beskeden om at vi skulle slappe af og at det måske kunne gå i sig selv igen da det jo ikke var termin endnu, men at vi selvfølgelig skulle komme igen, hvis tingene udviklede sig. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvad der var i gang med at ske. Og alligevel var det som om jeg havde vidst det – helt inderst inde, havde jeg vidst det i flere dage, at jeg var i gang med at føde. Jeg blev bare hele tiden ved med at berolige med mig selv med “det er en måned før termin, hun kommer jo ikke nu” og “veerne gør slet ikke ondt nok til at du skal til at føde”. Det gjorde mig meget bange, at det jeg havde været så bange for i hele graviditeten, var ved at ske.

Veerne blev hyppigere og vi valgte at tage ud på sygehuset igen. Jeg havde åbnet mig endnu mere, og vi fik nu en fødestue. Jeg havde Morten og min mor med og vi var alle sammen rigtig spændte over, at vi snart skulle møde hende vi havde ventet så længe på. Jeg prøvede at skubbe alle mine bange tanker omkring at noget kunne være galt langt væk og koncentrerede mig allermest om, at jeg skulle klare fødslen.
Jeg ville bare have vores lille pige ud til os.

Efter 5 timers veer, gik det hele stærkt. Jeg pressede vores skønne, smukke datter ud på 45 minutter. Verdens mest fantastiske Frida. 3200 gram og 49 cm.
Jeg var meget lettet og overrasket over hendes størrelse, da jeg frygtede at hun ville være meget lille og ikke havde nok at stå imod med.

Nu var den “lette” del overstået.

Med det samme Frida kom ud, blev hun taget væk fra mig (nok den største sorg for mig i alt det her), fordi hun ikke selv kunne trække vejret. Efter noget tid lå hun kortvarigt på mit bryst for at se, om hun ville sutte, men hun ville ikke tage fat.
Herefter var timerne meget lange og jeg var rigtig ked af det. Morten og Frida blev kørt over på børneafdelingen, hvor Frida blev lagt i diverse elektroder og fik hjælp til at trække vejret. Hun fik også sonde. Jeg blev tilbage på fødestuen og blev syet de næste mange timer. Min mor blev tilbage og nussede min kind og holdte mig i hånden, mens jeg bare græd og græd. Den afmagt af at ligge der tilbage, uden helt rigtigt at fatte hvad der er sket eller sker, og uden rigtigt at vide om ens datter er helt ok. Jeg ville bare være sammen med Frida. Og Morten.

Nogle timer senere kom jeg over på stuen til Frida, hvor hun lå med alle de her ledninger udover det hele. Det var et meget ubehageligt syn, at se sit barn ligge på den måde. Og alle bekymringerne væltede hele tiden frem. Fejler hun noget, bliver det godt igen, får vi hende nogensinde med hjem, hvor længe skal vi være her, kan hun dø af det her, fejler hun noget alvorligt?
Heldigvis måtte vi gerne holde hende og jeg skulle også i gang med at prøve at amme hende med det samme.

Tiden på sygehuset var hård. Jeg var meget ked af det hele tiden og bange for om hun ville klare den. Især da de undersøgte hendes hjerte og kunne høre, at alt ikke var som det skulle være.

Der brød min verden sammen. Heldigvis fik vi at vide senere, at det nok skulle gå fint.

Det er en meget lang og hård rutsjebane tur at være indlagt med sit barn. Vi var indlagt i 18 dage i alt. Det var de 18 længste dage i hele mit liv. Jeg var så skidebange og lykkeligere end nogensinde før, på samme tid. Helt enormt udmattende.
Heldigvis havde vi de bedste og sødeste sygeplejersker til at passe på os og hjælpe os døgnet rundt. 

Det var et rigtig hårdt forløb. Jeg kan huske hvordan jeg de første mange nætter bare lå og så på hende og ikke turde sove, fordi jeg kun ville være sammen med hende. Fyldt med bekymringer og lykke og kærlighed til det her lille, nye væsen. 

For mig har det været en kæmpestor sorg, at jeg ikke fik den samme begyndelse som mange andre. At vi ikke skulle hjem dagen efter, at vi startede vores liv sammen, med så mange bekymringer. 

Jeg har meget længe skammet mig over at have det sådan her, for jeg har jo fået et sundt, raskt og levende barn, men for andre går det langt værre. Jeg har derfor været i tvivl, om det var okay at føle så stor sorg over, at føde for tidligt, at blive “frarøvet” den start jeg havde forestillet mig, at været bekymret helt ind til inderste med en følelse af at det måske kunne gå galt anytime. Med tiden har jeg fundet ud af at det selvfølgelig er okay, og at jeg gerne må være ked af det og føle sorg, også selvom det, meget sørgeligt og heldigvis sjældent, går værre for andre. Jeg har været sur på mig selv over mine følelser og følt en form for utaknemmelighed. Så det har, i sig selv, også været noget af en process – at acceptere sorgen i sorgen.  Det er okay. Historier kan og skal ikke sammenlignes.

Alle de spørgsmål jeg står med tilbage – hvorfor fødte jeg for tidligt og vil jeg gøre det igen, næste gang? Fødte jeg mon for tidligt pga min PCO? Spørgsmål jeg aldrig får svar på, men som fylder og gør ondt – for jeg ønsker for alt i verden ikke at gennemgå det traume det kan være, at føde for tidligt, igen. Jeg har talt rigtig meget om det med mine nærmeste og gået i præmaturgruppe, for at få bearbejdet den sorg, jeg har følt i forbindelse med at føde min datter for tidligt.

Frida er i dag 15 mdr. og har det rigtig godt. Vi har haft rigtig mange sygdomsforløb med indlæggelser, øreploblemer, lungeproblemer og astmastisk bronkitis – lægerne mener det kan have noget at gøre med at hun er for tidligt født.
Hun er den sejeste lille pige i verden og hun har bare klaret det hele så godt. Jeg er så taknemlig og lykkelig for at det hele gik så godt, trods en hård start, at hun var så stor, fin, sund og rask og at bekymringerne aldrig blev til virkelighed.

Det var en rigtig følelsemæssig svær begyndelse, på det bedste i livet.

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Puha – denne beretning fik virkelig tårerne frem hos mig 🙁 Det minder enormt meget om min egen fødsel, på trods af, at jeg ikke fødte for tidligt. Jeg gik faktisk hele 9 dage over tid, men endte ligesom i beretningen med at få taget min datter fra mig straks efter fødslen på grund af vejrtrækningsproblemer. Det første døgns tid måtte vi ikke røre hende, hun lå i kuvøse svøbt i elektroder og overvågning. Hun fik sonde og vi var indlagt på neontalafdelingen i en uge. Det var så ubehageligt. Mange har haft svært ved helt at forstå hvilken påvirkning det har haft på vores start som forældre, de har nemlig kun set den sunde, raske datter vi har i dag. Heldigvis <3 Men selv nu, hvor hun er 13 måneder, kan jeg blive helt ked af det ved tanken om hvordan hendes første tid var. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle ligge helt alene på fødestuen efter min fødsel – uden hverken min baby, familie eller sygehuspersonale. Det var den mærkeligste følelse. Og hos mig rumsterer også sprøgsmålet om hvorfor det skete, om det var min skyld og om det mon vil ske igen hvis man skulle føde igen. Jeg har skrevet min egen beretning her: http://blogliebling.dk/2016/06/min-foedselsberetning-samlet/

    Tak for en god blog <3

  2. Jeg fik en sund og rask datter , 40+4. Fødslen var lang og hård, men hvad gjorde det når man bare fik sit sunde barn. Men jeg sidder ligesom du, tilbage med en følelse af at være blevet snydt . For de timer lige efter hun er kommet til verden brugte jeg på operations bordet og i 2 dage kunne jeg intet. Selvom det er fuldstændig udramatisk i forhold til andre fødsler og skæbner, føler jeg mig nu alligevel ‘snydt’ .. håber næste gang bliver med fødselsdags bord og baby boble på fødestuen.

  3. Jeg fødte i 36+3 (9 timer før hun ifølge fødegangen ikke ville ha været for tidlig født). Fødslen tog 11 timer fra vandt gik til hun kom kun 2530 g og 49 cm.

    Hun er i dag 12 uger. Og jeg er stadig fyld af bekymringer – mest fordi min første sundhedsplejske gik meget op i hun var for tidlig født. Den nuværede og alle andre har sagt at de 3 dage hun er født før uge 37 Intet har og sige. Men frygter bare dagligt hun bliver alvorlig syg eller ikke udvikler sig som hun bør fordi hun kom så tidligt.

  4. Hej Cana,

    Jeg vil først sige tak for en helt fantastisk blog, men super gode, spændende og gennemarbejdet indlæg ☺️
    Jeg har søgt lidt rundt på din blog og har læst utrolig mange af dine indlæg.
    Har du overvejet at lave et indlæg om spontan abort? Jeg spørger fordi jeg selv har haft to inden for kort tid og hvor tager det altså pippet fra én…

    Håber det er okay at jeg har skrevet dette ☺️

    God søndag til dig og din skønne familie.

    Knus fra Mette

    1. Hej Mette,
      Øv hvor er jeg ked af at høre om din abort. Send mig gerne en mail på cana@mortilto.dk, hvis du har mod på at fortælle din historie eller dine tanker omkring forløbet.
      Stort knus!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven