mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Min barselscafe og det svære moderskab #TBT

IMG_1315

Det føltes nærmest helt ulovligt at parkere min cykel lige dér, hvor jeg så mange gange, for fem år siden da Jens stadig var baby og vi boede i en taglejlighed midt inde i det ældste København, havde forbandet cyklisterne væk, hvis de havde parkeret deres cykler. Det var lige foran vinduerne, hvor jeg, hvis der holdt for mange cykler, ikke kunne parkere min barnevogn og derfor ikke kunne sidde indenfor med en varm kaffe og kigge på min sovende baby i den parkerede barnevogn udenfor.

Det var nærmest mit stamsted, den der café lige på hjørnet af Fiolstræde og Rosengården. Ikke fordi det var særligt godt eller fordi jeg godt kunne lide at være der, men fordi vi hverken havde gård eller altan at stille barnevognen på “og baby har jo bedst af at sove i den friske luft“. Hver dag gik jeg troligt ud og satte mig – oftest alene – på café i de timer Jens sov til middag.

Anledningen til mit gen-besøg på caféen var at SilleWho, hende jeg også skrev lidt om HER, havde inviteret mig på en kop kaffe og en snak om nogle af udfordringerne i mit liv, som hun har skrevet en virkelig fin fusion mellem et blogindlæg og en artikel om HER.

Vores snak, stedet og genlæsningen af alt det jeg fortalte om den formiddag, har sat gang i en masse tanker og det har givet mig lyst til at grave lidt mere i noget af alt det, som var rigtigt svært dengang, for, som de fleste af jer nok ved, var det ikke just en dans på roser for hverken mig selv eller mit parforhold at blive nogens mor. Det var fedt, stort og fantastisk bevares, men det var fanderne’me også svært, syntes jeg.

Dengang vidste jeg ikke hvad det var, men jeg vidste at det hele var skide svært og at jeg under ingen omstændigheder turde sige det højt. Jeg lagde et massivt pres på mig selv, for at gøre alt det rigtige og når jeg kiggede mig omkring, var det som om alle andre mødre havde meget mere styr på alting end jeg. Som om alle andre vidste præcis hvad de havde gang i, imens jeg ikke selv anede hvad pokker jeg skulle stille op.

Jeg vidste jo en hel masse om pleje af nyfødte, familiedannelse og amning fra min jordemoderuddannelse, så jeg stod hele tiden og på den ene side var “ekspert” – hende som rådgav andre – imens jeg stod på den anden og var ét stort virvar af frustrationer. Jeg husker især, hvordan så skide mange sagde – nærmest indforstået – til mig, hvordan man jo ikke vidste en skid, men lærte det hele efterhånden og jeg husker hvordan det gippede i mig for at spørge om de da for helvede ikke bare kunne fortælle mig det?!

Jeg forstod ikke hvorfor jeg absolut skulle gøre mig mine egne erfaringer og famle frustreret i blinde, i angsten for at gøre noget forkert, i min søgen efter at lære hvordan jeg skulle håndtere både min baby, mit parforhold og mig selv.

I virkeligheden skulle jeg nok heller ikke; jeg kunne jo bare have spurgt. Rakt hånden ud for hjælp. Men jeg turde ikke. For jeg kunne jo godt og jeg har jo også altid været vant til at klare mig selv og selvfølgelig kunne jeg det hele. Og jo, det kunne jeg da også godt, men det var på ingen måder fedt og hvor ville jeg dog i dag ønske, at jeg havde spurgt efter hjælp. Eller endnu bedre, at den var dukket op, som en kærlig håndsrækning fra et sted hvor jeg ikke umiddelbart havde forventet det. At nogen for helvede bare lige havde sat sig ned, kigget mig i øjnene og løftet sløret for hvordan man gør – og ikke mindst, at de havde fortalt mig om, at alting ændrer sig.

Måske havde jeg ikke troet på et ord af hvad de havde sagt, men jeg håber, at I vil tro på mig, når jeg siger, at alting har ændret sig siden dengang og at det gør det for alle andre, der sidder i samme svære rille som jeg engang befandt mig i. Alting ændrer sig og man er selv med til at bestemme i hvilken retning.

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Kære Cana
    Jeg synes ikke der et endeligt svar på hvad der er rigtigt og forkert i forbindelse med parforhold og oplevelsen med at få børn.
    Jeg har haft 2 utroligt nemme naturluge fødsler og 2 utroligt nemme børn/babyer. Men jeg har fundet det svært at finde kærligheden til mine børn, den der overvældende moderfølelse. Men er i dag ikke i rvivl om hvor meget jeg ELSKER dem.
    Tror ikke der findes en facitliste en endelig rigtig vej, for en vej er ikke hvor du går den bliver til hvor du træder..! ❤😁🌹

  2. Jeg tror ikke der er facit! Jeg har lige fået mit 4 barn, er voksen ( lidt gammel). Denne gang fik jeg kejsersnit, og det har været MEGET anderledes. Alle tror at jeg er norvise, jeg har jo 4, men jeg bliver ofte nød til at sige meget åbent at jeg faktisk syntes at det har været svært og meget anderledes end de første 3. Jeg har naturligt vis haft Noget erfaring som har gjorde at jeg ikke bare har sat mig I hjørnet og opgivet det hele……. Men det har været svært og anderledes. Jeg har altid syntes at, at føde selv var mest naturligt og måske også ” sundest” så jeg var ikke uforberedte på de startproblemer der kom, med at mit barn fik meget gulsot og var svær at få “igang” men jeg syntes det var svært og der var en forventning om fra omverdenen, at det klaredes jeg SAGTENS! Det gjorde jeg også, men det var svært. Nu går det godt, men jeg husker at fortælle, at jeg græd i frustration i starten. Og hvert barn har sin egen start. Tak for en skøn blog.

  3. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne have hjulpet dig dengang. Jeg havde jo prøvet al den tvivl før. Med min søn husker jeg næsten ikke de første 2-3 måneder af hans liv. Jeg husker en konstant tvivl og skuffelse over mig selv som mor. Hvordan hverken fødsel, amning eller hverdag gik somjeg havde troet. Det tog mig tid at blive en “rigtig” mor. Det ser jeg nu.
    Jeg er en af dem, der altid siger at man ikke skal lytte til alle mulige råd, fordi jeg synes det er så vigtigt, at man som ny mor ikke føler sig bundet af andres tilgange til hvad der er “rigtigt”. Men jeg kan godt se, at det jo ikke er en hjælp lige der i det øjeblik for en tvivlende mor.
    Personligt var jeg så glad for at være i mødregruppe(r), men samtidigt gav det mig også så super mange ting at leve op til, navnligt med hensyn til at være/spille den perfekte overskudsagtige mor.
    Somjeg for nyligt hørte Ellen Hillingsø sige: Hvis jeg virker perfekt, er det en fejl.
    Jeg beklager over for alle, hvis jeg nogensinde har virket som en mor, der har styr på tingene… Det er en fejl. Jeg har sjældent styr på tingene, følger sjældent mine egne råd, men manner hvor jeg elsker mine børn.
    Halleluja for alle tvivlende mødre😃

  4. fedt indlæg.
    jeg synes også det var skidesvært, og alt var ikke lyserødt og mega fint. Det tog mig omkring 6 mdr at falde sådan nogenlunde til i rollen som Mor. det 6 mdr var helved for mig, fordi jeg ikke turde gå ud på ture, uden at panikke over om min baby skulle ammes, skiftes, græd eller noget helt fjerde. sikke en tid, MEN den er vigtig for alle og enhver så man kan lære af sine erfaringer og så man kan finde sig til rette i sit helt nye, livslange element, som mor.

    nu venter jeg barn nr. 2 og jeg glæder mig rigtig meget til det. selvom frygten for jalousi og tid nok til begge skræmmer mig.

    TAK for en EVIGT fantastisk ærlig og ligetil Blog!

    bedste Hilsener
    Nille

  5. Åh jeg havde e vanvittig hård første tid med min den ældste – og havde helt sikkert en mindre fødselsdepression/reaktion. Det var sgu en stor omvæltning i livet -og meget større mentalt end jeg var forberedt på.

  6. Min redning var en opskrift,da jeg synes alt omkring mig var bjerge, som jeg skulle bestige med min baby i armene. Min veninde så at min verden bliver meget snæver og gav mig makron muffin opskrift med beskeden om at hun kom til kaffe to dage efter. Evig taknemmelig ❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven