JordemoderOnsdag – når man ikke elsker sin baby fra start

Det er i virkeligheden længe siden jeg skrev dette indlæg og jeg har sidenhen berørt emnet flere gange – senest HER – men ikke desto mindre, er det stadig rygende relevant. Mange kvinder føler sig forkerte og måske endda som dårlige mødre, fordi de ikke elsker deres babyer fra første færd. Og det, mine damer, er en kæmpe fejl.

jdmonskærlighed

Når man bliver gravid, følger der naturligt for langt, langt de fleste en perlerække af spørgsmål, store som små, om hvordan man bedst passer på sin baby og ikke mindst på sig selv. Meget er let håndgribeligt og bliver opsummeret fint i de små pjecer man får med sig hjem fra første besøg hos både lægen og jordemoderen, imens andet er mere perplekst og følelsesbetinget.

Hvordan kommer graviditeten mon til at forløbe? Og hvad med fødslen? Og hvordan bliver livet med en lille baby? Og hvordan bliver man overhovedet en god mor (til mere end et barn, hvis man har født før)?

Moderskabet er en følelse som spirer fra start, men som udvikler sig forskelligt hos alle kvinder. Nogle mærker en samhørighed og moderskabsfølelse allerede nærmest før de overhovedet har fået vished om at de er gravide, imens andre har haft deres baby i armene i ugevis før moderskabsfølelsen og den ubetingede kærlighed kommer snigende.

Og begge dele er okay!

Selvfølgelig bør man reagere og søge hjælp, hvis man end ikke bliver glad eller lettet over at få sin baby i armene, men derfra og til den øjeblikkelige forelskelse, som mange taler om opstår under fødslen, er der milevidt og spektret er på ingen måder sort/hvidt.

Det er helt okay, at den altoverskyggende kærlighed ikke rammer som en sten igennem glasruden i det øjeblik barnet fødes og det er helt okay, hvis kærligheden vokser sammen med kendskabet til barnet. Selvfølgelig er det okay – og ovenikøbet også helt normalt.

Vi knytter allesammen bånd til andre mennesker på ligeså forskellig måde som vi vælger sko. Nogle er hurtige til at kaste sig hovedkulds ind i relationer, imens andre har brug for et dybere kendskab for at kunne gå hundrede procent ind i en relation; begge dele lige godt og lige rigtigt.

Relationsdannelse gør sig selvfølgelig også gældende på samme måde når det kommer til vores babyer – vi er alle forskellige og man er hverken en bedre eller værre mor, fordi man knytter bånd og får kærlighed til sin baby på den ene eller den anden måde, så længe man giver kys, kram, kropskontakt, mad og rene bleer i stride strømme, så skal dem helt store kærlighed mok dukke op før eller siden.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Kære Cana
    Lidt udenfor dagens kontekst måske, og så alligevel ikke for det er relateret til at blive mor, men har lidt mere materiel karaktér ;-). Du har tidligere haft en rigtig fin halskæde på med to guldovaler med dine børns forbogstaver på… Må man være så fri at spørge om du ved hvor den er fra? Jeg har selv baby nummer to i maven lige nu, og det ville da være en fantastisk barselsgave fra min mand, når den lille kommer til verden om en måneds tid, ik :-)?
    Tak for den bedste blog!
    Kh Henriette

  2. Du har så ret Cana. Det er et vigtigt og meget dårligt belyst emne i fødsels- og barselsverdnen.
    Vi havde en traumatisk fødsel, som desværre medførte en hjerneskade hos vores søn. Jeg gik i militær-Løvemor-tilstand og sørgede for at min søn FIK alt hvad han havde brug for: Amning, kropskontakt, kys, kram og diverse andre stimuli. Ingen skulle kunne komme og fortælle mig at hvis vi bare havde gjort sådan og sådan. Men følelsesmæssigt var jeg ikke med. Jeg følte et kæmpe ansvar for min lille dreng, men ingen forelskelse, ingen egentlig kærlighed. Det gik først op for mig da min kæreste en dag “spurgte hvorfor jeg aldrig kyssede vores søn på munden”, der var knægten 6mdr.
    Pludselig en dag, få dage før hans 1 års fødselsdag, ramte forelskelsens lyn mig, som fra en klar himmel.
    Det var helt fantastisk og meget overvældende!

    1. Årrrrrh sikke en fortælling! <3 Det er forskelligt for alle og hvor er det dog dejligt, at "forelskelsen" også ramte dig 🙂

  3. Spot on, Cana. Havde vildt dårlig samvittighed over ikke at ELSKE min søn fra første sekund. Troede jeg var ved at få en fødselsdepression el noget.Det var faktisk først da det gik op for mig, at jeg kunne miste ham igen, at han kunne dø fra mig at kærligheden brød igennem muren af ansvar og pligter. Men som en vis kvinde sagde til mig engang:
    Du skulle jo også lige lære din kæreste at kende før du sådan rigtigt elskede ham ! Og sådan tror jeg også det er med børn.

  4. Jeg fik akut kejsersnit (efter 46 timer), og blev spurgt om jeg ville have min søn op med det samme, men kunne slet ikke overskue hvordan jeg skulle holde ham (drop i den ene hånd og pulsmåler på den anden), så min mand sad med ham i stedet, og den der bølge af overstrømmende kærlighed som folk snakker om, den mærkede jeg simpelthen til min mand i stedet for, som han sad der med det der lillebitte barn!
    Kærligheden til min søn kom stille og roligt, uden at jeg kan sætte en finger på hvornår – i forhold til en af de tidligere kommentarer, så kysser jeg heller ikke min søn på munden (10 måneder), men han gylpede altså også VIRKELIG meget før, og nu savler han VIRKELIG meget!