mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – SneglCilles 2.fødsel

Hun er ikke bare én af de allersmukkeste kvinder jeg kender, hun er også sød, godhjertet, klog og forbandet god til både at skrive og til at føde. Synes jeg, som jordemoder, i alle tilfælde.

Det er selvfølgelig SneglCille, som overskriften også indikerer, jeg taler om og jeg har i dag fået den ære, at bringe beretningen fra hendes anden fødsel og så vil jeg foreslå jer, når I har læst den til ende, at I skynder jer ind og kigger med hos Cecilie, som lige præcis i dag har en lillebitte, kæmpestor nyhed inde på sin blog, som I kan finde HER.

Uma160415

Torsdag d. 16. april 2015 vågnede jeg i et crappy humør, jeg var gået fem dage over termin og var mildest talt træt af det pis. Jeg lå i sengen længe og var rasende, på grådens rand og helt barnligt vred. Jeg tog mig alligevel sammen til at stå op og tage tøj på, alt imens at jeg bandede og svovlede til min kæreste, der arbejdede hjemme.
Efter et par timers surmuleri foreslog min bedre halvdel, at jeg skulle gå en tur og købe noget slik, så ville han få sendt de sidste mails og rede op i stuen, sådan at vi kunne bruge resten af dagen på at se serier og flade ud. Jeg hoppede på cyklen og kørte i Irma efter den gode brownie, tømte hylderne for nedsat påskeslik og kørte hjem til en opredt stue, trak gardinerne for og smed Bloodline på skærmen. Allerede halvvejs inde i første afsnit begyndte plukveerne at drille, ikke at der var noget nyt i det, havde lissom’ oplevet snydeveer nærmest dagligt i ugerne op til, og efter min ivrige cykeltur med kurven fuld af marcipanæg og overpriced chokoladekage, lagde jeg ikke det store i det, til at begynde med.

Efter halvanden time var der stadigvæk gang i sammentrækningerne og nu begyndte jeg så småt at tro på, at der kunne være hold i det. Vi snakkede om at det måske var en ide at få vores søn afsat, hvis nu den var god nok denne gang. 30 minutter senere måtte jeg bede min kæreste slukke for Bloodline, da jeg ikke kunne koncentrere mig og nu ikke længere var i tvivl om at det var veer, ægte veer.

Kl. 15:30:
Jeg sendte min kæreste afsted for at hente vores søn, Otto, ved børnehavebussen og bad ham arrangere pasning, mens jeg gik i bad. Under bruseren kunne jeg meget bedre overskue og koncentrere mig om veerne, der stadigvæk var uregelmæssige og til at holde ud. Da jeg kom ud fik jeg taget tøj på og lagde mig nu i sengen med min telefon og ve-app klar. Knap 20 minutter efter kom min kæreste hjem, sammen med min mor. Otto var afleveret hos min stedfar.
Veerne kom noget uregelmæssigt stadigvæk, med alt fra 13 til 6 minutters interval og varede omkring 40-50 sekunder.

Kl. 17:00
Min kæreste hentede mad til os, jeg tvang mig selv til at spise op, inden jeg igen måtte ind og ligge. Nu varede veerne over 1 minut og vi blev enige om, at det snart måtte være tid til at ringe til fødegangen. Imellem veerne var jeg praktisk, fik børstet tænder, dobbelttjekket taskens indhold, sendt min kæreste ned med skraldet og så tissede jeg konstant – Seriøst, mellem hver eneste ve.

Kl. 19:34
Nu varede hver ve 1 minut og 20 sekunder, og kom med 4 minutters interval. Så jeg ringede til fødegangen, hvor en jordemoder oplyste mig at de havde meget meget travlt og at de nok ikke havde plads til mig, men at hendes afdelingsjordemoder ville ringe tilbage til mig asap.
Av.

Tusind tanker ramte mig, efter jeg havde lagt på – og for første gang kunne jeg mærke, at jeg var ved at slippe kontrollen og en lille panik bredte sig. Heldigvis var både min kæreste og min mor seje til at berolige mig og sige, at det var skide ligemeget om vi skulle til Hvidovre, Riget eller noget tredje. Alt skulle nok blive godt.

Kl 19:48: En jordemoder med en rar stemme ringede til mig og sagde at vi bare skulle komme.

Min kæreste hentede bilen (vi havde fået en ekstranøgle til vores venners bil – en guldfarvet BMW) og imens tog jeg sko på, tissede 400 gange og fik overtøj på.

På vej ned af trappen, få meter inden udgangen fik jeg en ve, der truede med at flå hele mit underliv ud, jeg lænede mig ind over gelænderet og koncentrerede mig om min vejrtrækning, mens min kæreste holdte i mig. I samme øjeblik gik døren ud mod gården op og min nabo Flemming og hans ven, kom sejlende ind i opgangen, feststemte og højrøstede.
Da de fik øje på mig synes Flemmings ven, at han lige skulle hjælpe mig, og det næste jeg husker er lugten af Fernet Branca og sur røg, og en gammel rusten stemme, der stønner ‘Dyyyybe vejrtrækninger’ ind i hovedet på mig. Jeg får fremstammet at han skal GÅ VÆK FRA MIG og fornemmer hvordan min mor får skubbet ham væk. Veen er væk, og vi fortsætter ud på gaden, mens de to fulderikker råber held og lykke efter os. Jeg bander og svovler – og griner af hvor komisk og typisk det er, at sådan noget skal ske for mig.

Køreturen ud på hospitalet er tåget for mig, hver eneste bump føles forfærdelig og jeg får en del veer undervejs. Jeg kan mærke på min kæreste at han gør alt for at køre forsigtigt og stærkt på samme tid og at han flere gange er ved at holde ind til siden, fordi det gør så ondt på mig. Jeg sidder på forsædet og min mor er lige bag mig, hun nusser mig i håret mellem veerne og det er verdens bedste følelse.

Kl. 20:45
Vi parkerer cirka 20 meter fra indgangen til akutmodtagelsen og følger nu skiltene til fødegangen, der er lang vej, men jeg er ved godt mod og har virkelig fået godt fat i afspænding og vejrtrækning, så jeg tager veerne undervejs roligt og har det ok med at gå den lange vej. Senere viste det sig, at vi gik en mega omvej, og faktisk kunne have været der meget hurtigere, hvis vi bare var gået til venstre. Oh well.

To jordemødre møder os i modtagelsen, jeg får en ve og ænser ikke hvem de er eller hvad de fortæller os. Men vi bliver sendt ned i et undersøgelsesrum, hvor vi skal vente på, at der kommer en jordemoder. Hun dukker op et par minutter senere og undersøger mig. Jeg er dødsensangst for at blive sendt hjem igen, og da hun siger til mig at jeg er 3-4 cm, kan jeg mærke lettelsen og adrenalinen. Det er altså ikke snyd. We are having a baby!

 

Hun råder mig til at gå lidt rundt i gangene en times tid, og at hun så vil undersøge mig igen klokken 22. Vi snakker smertelindring og jeg siger at jeg ikke vil have noget, men måske gerne vil bede om et varmt brusebad, og et klyx! For guds skyld! Vi aftaler at det får jeg når fødslen nærmer sig.

I en time traver vi op og ned af gangene, veerne tager til og jeg skal virkelig holde fokus for ikke at miste kontrollen og gå i panik. Jeg bruger min kæreste under hver ve. Lægger armene om ham og lader ham holde min vægt, mens jeg afspænder og bruger laboro-vejrtrækningen.

Lidt før klokken 22, kan jeg ikke gå rundt længere, Jeg fryser helt vildt og er udmattet. Jeg lægger mig på undersøgelsesbriksen, på siden, med armene under hovedet og falder næsten i søvn. Min mor pakker mig ind i trøjer og tørklæder, og jeg føler nærmest, at jeg ikke er ved bevidsthed længere, imellem veerne that is. Igen er det svært at samle fokus og jeg begynder også at sætte lyd på veerne. Jordemoderen kommer nu ind til os og kan godt se at der har været en udvikling på den time hun har været væk. Hun undersøger mig i en ve-pause og konstaterer at jeg nu er 4 cm. Hun siger at hun vil ringe til fødegangen og sørge for at de gør klar til os. Da hun går ud af rummet begynder jeg at græde. Jeg er bange for første gang og kan slet ikke overskue det alligevel. Min mor taler stille til mig og beroliger mig, mens min kæreste aer mig på ryggen og pakker mig ind i flere lag tøj. Endnu en ve vælter ind over mig, og endnu en, og endnu en, det lykkes mig at genvinde kontrollen ret hurtigt, og jeg fokuserer nu igen udelukkende på afspænding og vejrtrækning, mens jeg klynker og siger ‘av’ en hel masse. Min mor og min kæreste hvisker til hinanden og jeg fornemmer at de begynder at blive nervøse. En af dem forlader rummet, jeg er ikke sikker på hvem, og et øjeblik efter dukker en jordemoder op, hun spørger om jeg kan stå op, men retter hurtigt sig selv og foreslår en kørestol. Veerne skyller ind over mig og jeg har ikke en chance for at svare. De beslutter at køre mig afsted på den briks jeg ligger på. Hjulene sætter sig fast hele tiden, så briksen kører skævt og jordemoderen kan ikke styre den, så min kæreste overtager og nu går det noget stærkere.

Jeg bliver kørt ind på endnu en undersøgelsesstue, hvor en ny jordemoder venter. Hun er ung, klædt i hospitalsblåt (grønt?), jeg tror hun hedder Maiken. Veerne er stadigvæk vanvittige og jeg hører nogen sige at det vist kommer til at gå pænt stærkt. Jeg bliver undersøgt igen. 8 cm. Imellem en ve kigger jeg med alvor på jordemoderen og siger at jeg altså har bedt om et klyx! Hun kigger lige så alvorligt tilbage og siger at det kan vi sgu nok ikke nå. Jeg vrisser at jeg fandme ikke skal skide på nogen!

Hun siger at det er hun fandme ligeglad med om jeg gør, men at vi altså ikke når noget klyx.

Jeg opgiver da endnu en ve truer med at slå mig ihjel.

Der bliver ringet efter en fødestue. Den er klar siger de. Vi kører igen afsted på den latterlige læderbriks med skæve hjul. Jeg har bukserne om anklerne, men er igen pakket ind i tørklæder og trøjer. Vi stopper op og en halvirriteret samtale finder sted, da personalet åbenbart har misforstået hinanden. Fødestuen er ikke klar.
Jeg kommer lidt til mig selv og får spurgt om jeg simpelthen ligger ude på en gang i bar røv?!!

Der bliver sagt noget om dronningens fødselsdag, i et forsøg på at bløde stemningen og situationen lidt op vil jeg tro, og jeg hvæser at vi ikke er særligt royale hjemme hos os.

Endelig er stuen klar og jeg bliver bedt om at krabbe mig over i en seng imellem en ve. Der bliver fundet hospitalstøj frem til mig, og jeg får et plastikarmbånd på. Jeg beder om at få lov til at tisse (iiigen), det må jeg gerne, hvis jeg tager min kæreste med og ikke låser døren.

Jeg når at tisse, men ikke tilbage på stuen før endnu en vestorm tager fat. Jeg læner mig op ad min kæreste endnu engang og bander hvor pikkenas det gør nu!

Jeg kommer tilbage i sengen og bliver undersøgt.

Vi er næsten i mål, men der mangler ‘noget kant’ så jeg må for guds skyld ikke presse, Jeg bander fortsat og har glemt alt om afspænding, nu vil jeg gerne snart bruge min krop og mine muskler. Pressetrangen har meldt sig. En ny jordemoder kommer ind på stuen, der er vagtskifte.
Men jordemoderen siger, at hun bliver hos mig, for hun ved at det kommer til at gå stærkt.
Resten er stadigvæk meget tåget for mig, men jeg ved at gisper mig igennem en del pressetrang og endelig får jeg lov til at presse med, og efter første presseve, får jeg vrøvlet noget med hvor FEDT det er. Jordemødrene griner og siger at det har de aldrig hørt en fødende sige.

Jeg presser og presser, men har vildt svært ved at mærke hvornår veen stopper, så jeg bliver usikker og kommer til at holde igen. Det opfatter jordemoderen hurtigt og forsøger at hjælpe mig, dog med lidt rough love, og hun siger blandt andet at jeg ‘gør det forkert’ og at jeg skal presse ned mod hendes fingre (hallo! Der er 3 kilo barn på vej ud af mig, jeg kan sgu da ikke mærke hvor dine fingre er!), min mor forsøger at oversætte hvad jordemoderen mener, og det samme gør freelancer, jeg flipper ud og råber at nu skal folk holde deres kæft! Vi råber lidt frem og tilbage, jordemoderen og jeg. Hun beder mig om ikke at brøle når jeg presser, og jeg brøler tilbage at det skal hun ikke bestemme. Men jeg prøver alligevel at lade være.

Efter cirka fire presseveer begynder jeg at forstå, hvad det er der virker og pludselig går det stærkt. Vandet går, stemningen ændrer sig markant da de opdager at det er grønt, og et øjeblik efter dykker babys hjertelyd helt vildt. Jordemoderen siger til mig, at baby skal ud NU. Der bliver ringet efter en børnelæge, og vi bliver forberedt på, at jeg ikke får hende op til mig, da hun har det dårligt og skal tilses med det samme.

Jeg kan mærke og se at både min mor og min kæreste er bange nu. Jeg når ikke at blive bange, men fokuserer kun på det min krop skal. Hovedet kommer ud i næste presseve, jeg gisper indtil næste ve og så kommer hun ud. Hun græder med det samme og jeg får hende, mod forventning, op til mig. Hun skriger og har åbne øjne. Børnelægen bakker ud – hun har det fint.

Uma blev født klokken 23:48, vejede 3376 gram og var 53cm lang.

Klokken 03:20 sad vi igen i den guldfarvede BMW på vej hjem til Vesterbro, et lille menneske rigere.

Tak fordi du læste med….

Og ps. Jeg sked ikke på jordemoderen.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. God beretning! Sej snegl. Søøøød baby. Og tillykke med endnu en snegllille på vej 🙂
    …jeg havde dog håbet på ar dere kom en fortsættelse fra sidste fredags beretning fra lille Mathias’ forældre. Den sluttede så brat og virkede ikke afsluttet – var den det?

  2. Det er en sidebemærkning, men jeg tænker over det hver gang jeg hører det – at nogle er “gode til at føde”. Jeg har selv fået det at vide, men synes det er så forkert, fordi man samtidig siger at nogle er “dårlige til at føde” og hvad karakteriserer det? Jeg stemmer for at droppe det udtryk og i stedet konstatere at alle fødende kvinder – ligegyldigt hvordan det går – er pisse seje 🙂

  3. Tak for en skøn fødsels beretning, du skriver virkelig levende og fængende! Jeg fødte præcist en uge senere vores lille skønne datter efter en fantastisk fødsel uden smertelindring – jeg sked dog på jordmoderen 😆

  4. Jaaaa, sikke en dejlig fortælling👏🏻 Ps.: jeg fik klyx og sked alligevel på jordemoderens crocs😁 Men var faktisk ret ligeglad-og det var hun heldigvis også😂😂😂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven