Fødselsfredag – En helt almindelig fødsel og så alligevel ikke

Imens jeg læste beretningen, havde jeg svært ved at gennemskue hvorfor kvinden havde kaldt den “en helt almindeli fødsel – og så alligevel ikke”. Først og fremmest fordi der ikke findes noget facit for hvornår en fødsel er “almindelig” og dernæst fordi jeg havde forventet at der ville ske ét eller andet meget usædvanligt undervejs, som gjorde fødslen “ikke-almindelig”. Først da beretningen var slut, gik det op for mig at det hele måske allermest handlede om timingen, som endte med at være noget helt ganske særligt.

almindeligfødsel

Min fødsel startede stille og roligt, en lørdag eftermiddag i november i min svigerfamilies sommerhus, hvor vi var ude og hjælpe til med at lukke huset ned for efteråret. Der var masser af folk der hjalp til, så med min snarlige termin, stod jeg for kaffe og opvask. Hen på eftermiddagen syntes jeg at de plukveer jeg havde haft et par stykker af i ugens løb begyndte at komme regelmæssigt. Jeg tog lidt tid på dem men oplevede dem på ingen måde smertefulde, men som menstruationslignende smerter. Da der var 11 dage til termin, slog jeg det hen, og tænkte at det måske var det her modningsveer som man kan opleve. Jeg havde jo fået at vide af alle der havde født, at når man har veer, så er man ikke i tvivl.

Jeg husker at smerterne tog lidt til i styrke da vi spiste aftensmad og jeg begyndte at få svært ved at koncentrere mig om samtalen når veen kom, men jeg var stadig helt sikker på, det bare var plukkeveer.

På vej hjem i bilen sidder jeg på bagsædet og får pludselig så ondt at jeg bliver overvældet af en følelse af “jeg må ud herfra”. Heldigvis var vi næsten hjemme og jeg styrtede op i lejligheden.

Den nat vågnede jeg cirka hvert 20. minut med smerter. De gjorde ondt men stadig ikke så meget så jeg troede jeg var ved at gå i fødsel. Tror dog min mand oplevede det lidt anderledes for han begyndte da at pakke tasken.

I løbet af søndag formiddag stilnede veerne af og forsvandt nærmest i et par timer. Jeg tænkte, at det jo så nok ikke var nu alligevel, men jeg aflyste nu alligevel den aftale jeg havde med en veninde. Vi brugte dagen på sofaen og snakkede om, at det måske godt kunne være nu. Jeg var så meget i tvivl hele vejen igennem. De var ikke regelmæssige overhovedet og ikke så smertefulde som jeg havde forestillet mig. Hen på eftermiddagen begyndte jeg dog at gå ind i mig selv når jeg havde en ve, bruge min vejrtrækning og havde brug for at stå op. Jeg husker det som om at vi lige ringede til fødemodtagelsen fordi jeg faktisk blev bange for at der kunne være noget galt når jeg nu havde disse smerter 10 dage før termin. De sagde at det lød helt normalt og at de troede det var starten på min fødsel, men at der var lang vej endnu og jeg bare skulle tage det helt med ro. De ville ikke se mig før veerne var regelmæssige.

Den nat var forfærdelig… Jeg husker det som om at jeg slet ikke sov og at veerne gjorde ondt.

Næste morgen var de igen næsten forsvundet og min mand og jeg besluttede i fællesskab at han skulle tage på arbejde.

At være alene med veerne var hårdere end jeg troede. De blev ligeså stille kraftigere og jeg begyndte at have oplevelsen af at jeg ikke kunne holde ud hverken at sidde, ligge eller stå. Jeg havde det dog bedst stående og med bevægelse af underkroppen.

Da min mand kom hjem ved 15-tiden, fik jeg det ligesom et barn, der har slået sig og først græder når hun ser sin mor. Så jeg græd og begyndte at blive en smule bange. For hvad nu hvis det her kun var starten. Veerne var stadig overhovedet ikke regelmæssige og min frustration steg. Jeg ringede til fødemodtagelsen og de sagde at de altså gerne ville vente med at se mig til veerne var regelmæssige. Nederen, tænkte jeg. Jeg tog et bad, som fik veerne til at gå helt i stå. Øv, tænkte jeg. Men da jeg kom ud af badet og skulle have noget mad, kom der gang i dem. Dog stadig ikke helt regelmæssigt. Jeg ringede halvgrædende til fødemodtagelsen og fortalte dem at nu havde det stået på i 48 timer og om jeg da ikke bare måtte blive undersøgt, så jeg kunne få noget afklaring omkring hvad der skete. Jeg troede stadig ikke rigtig på at min fødsel var igang. Efter en kort vurdering ringede de tilbage og sagde at jeg måtte komme. Åh, lettelse.

Bilturen husker jeg som en tåge…veerne kom regelmæssigt og de var kraftige.

Da jeg blev undersøgt på fødemodtagelsen, grinede jordemoderen og sagde “det er sørme flot..du er 6-7 cm åben“. Jeg sukkede “yeeees” af bare lettelse over at smerterne rent faktisk havde været til noget, at vi ikke skulle hjem igen og at fødslen rent faktisk var igang!

Jordemoderen ville finde en fødestue til os. Da hun gik ud og jeg rejste mig og fik den næste ve, gik vandet.

Og så gik det stærkt.

Jeg blev overvældet af smerterne, de smerter jeg ellers syntes jeg havde haft god kontrol over. Jeg hang op af min mand og blev simpelthen nødt til at skrige. Det skulle bare ud!

Vi blev vist til fødestuen, kun få meter væk men det føltes som flere kilometer. Da vi endelig når derhen skal jeg tisse. Og det skal være nu!! Men toilettet er optaget. Shit! Jeg kunne slet ikke overskue det. Tilbage til hvor vi kom fra… men jeg kan ikke tisse. Jeg skal presse!

Jeg når kun lige at hilse på den jordemoder som skal hjælpe med fødslen og det næste jeg spørger hende om, er om jeg må presse. Det er cirka tyve min siden vi er ankommet til fødemodtagelsen, så hun var lidt skeptisk men foreslår at jeg kommer op og ligge så hun kan tjekke. Den er god nok, jeg er i gang.

Pressefasen husker jeg ikke helt kronologisk, men i glimt.

Efter et par pres, falder min søns hjertelyd og en læge tilkaldelse og de sætter en elektetrode på hans hoved. Jeg får noget ilt som er til ham, men som faktisk også ender med at hjælpe mig. Jeg havde så svært ved at have ro på når der var pause fra veerne og under presse veerne skreg jeg. På et tidspunkt siger jordemoderen til mig, “jeg kan høre på dig at der er rigtig meget kraft i dine veer. Nu har jeg brug for, du lukker munden og bruger veerne til at presse i stedet for at skrige“. Det var det bedste råd jeg fik under hele forløbet og jeg husker det som, at det var efter dette, jeg fik ro og overskud til at klare det.

Da min søns hoved næsten er ude og der er en pause spørge jordemoderen om jeg vil have en bedøvelse oppe i skeden og det siger jeg ja til. Jeg kunne intet mærke efter bedøvelsen og da det er tid til at føde hovedet gik jeg lidt i panik og spørger om der sker noget. Pludselig har jeg min søn på maven!! En fuldstændig perfekt lille dreng med en masse mørkt hår, ligesom sin mor.

Alt var glemt i det øjeblik.
Jeg var så heldig at jeg slap uden en eneste bristning.

Min fødselsberetning er en beretning om veer, da selve fødselsoplevelsen gik så stærkt. Men for mig handler min fødsel – eller tidspunktet for fødslen – om en hel masse.

Jeg havde termin 25/11 men fødte lille Otto den 16/11. To dage efter hans fødsel dør min mor efter 2,5 års sygdom. Den sidste kommunikation jeg har med min mor, er et billede af Otto og hans far.

Min mor begraves den 25/11, den dag jeg havde termin.

Min fødsel var helt efter bogen. Dagene efter min søn kom til verden var fuldstændig turbulente og fyldt med modstridende følelser. Den største glæde og den største sorg.

Selvom det ikke var en del af fødslen så vil timingen for fødslen altid have en særlig betydning for mig for mig fordi det betød at min mor nåede at vide at Otto kom til verden.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Tårene triller ned af mine kinder – hormonerne raser rundt i min 2. Gangs gravide krop. Hvor er det smukt at lille Otto kom ud inden mormor skulle herfra. Tak fordi i deler jeres oplevelser.

  2. Hvor fantastisk at alt faldt på plads. Og hvor dejligt at de helt almindelige fødselsberetninger også får plads. Bliver aldrig træt af læse dem.

  3. Ååååårh, nu tuder jeg. Hvor er det bare hjerteskærende smukt på den forfærdelige måde, at en ny kærlighed i livet kommer til, som en anden forlader verden.