Et brev til en mor, der ikke føler hun slår til

image

Lige inden jeg skulle hente mine drenge, klikkede jeg mig ind på min e-mail for sidste gang i dag og fik øje på en overskrift, jeg ikke kunne lade være med at trykke på, “Er jeg en dårlig mor?” stod der.

Det var en lang e-mail, fra en kvinde, som i dén grad følte, at hun var kommet ud på et sidespor. Hun beskrev, hvordan hun stort set hver dag råbte af sine børn. Det var især når de skulle ud ad døren og ved sengetid. Hun beskrev samtidigt hvordan hun havde det svært i sit arbejdsliv, hvordan hun følte at hun aldrig slog til, hvordan hun efterhånden aldrig snakkede med sine veninder og hvordan hendes parforhold i dén grad skrantede, imens hun pludselig havde fået en følelse af, ikke at være god (nok) til at være mor for sine børn. Hun følte sig pludselig slet ikke værdig til at være deres mor, fordi hun ofte ikke kunne kontrollere sine følelser og reaktioner og hun forklarede hvordan sorgen over ikke at være god nok, tyngede hende mere og mere.

Tårerne trillede ned ad mine kinder da jeg havde læst mailen færdig. Over at blive mindet om, hvor svært det hele engang også føltes for mig og over medfølelse for den fantastiske mor, som netop havde lettet sit hjerte til mig. For det tror jeg nemlig hun er. Fantastisk, altså.

Her er hvad jeg svarede til hende – et svar jeg selvfølgelig har fået hendes samtykke til at udgive.

Kære du,

Først og fremmest tak for den store tillid du viser mig, ved at sende mig en mail som både er meget personlig og som jeg forestiller mig, må have været svær at forfatte. Det betyder virkelig meget.

Dernæst – og allervigtigst! Du er ikke en dårlig mor. Overhovedet ikke, faktisk.

Hvis du havde været en dårlig mor, havde du været ligeglad. Du ville ikke have skænket det en tanke, at dine børn kunne tage skade af at du råbte af dem og du ville aldrig have grædt alle de tårer over følelsen af ikke at slå til. Du ville ikke have gemt dig på toilettet for ikke at gå amok og du ville aldrig nogensinde have bebrejdet dig selv dine handlinger, når du havde skældt for meget ud over alt for lidt.

Du ville ikke sige undskyld og lade skyldfølelsen tynge dig, som jeg fornemmer den gør.

Dine reaktioner vidner for mig at se om, at du – stik imod din egen antagelse – er en kærlig og omsorgsfuld mor. En mor der bekymrer sig om sine børn og som er klar over, at de selvfølgelig fortjener kærlighed frem for straf. Hvis ikke du var det, ville du jo have været ligeglad. Have råbt videre uden at se dig tilbage. Men det gør du ikke. Du sørger over dit manglende overskud og over din lunte, som lige nu lader til at være alt, alt for kort.

Du er en god mor.

Men god mor, som trænger til hjælp. Jeg kender af gode grunde ikke roden til dit manglende overskud, men så vidt som jeg forstår på din mail, er det nærmest hele vejen rundt og jeg tænker derfor, at du måske bør tage en snak både med din mand, din bedste veninde eller en anden du stoler på og med din læge. For helt ærligt, måske trænger du til ikke hele tiden at være dén der skal hjælpe, men til at være den der får hjælp. Lad andre hjælpe dig, så du kan få dit overskud tilbage, for du er god nok.

Du er en god nok mor – især når du er en god nok dig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Det lyder som mig før jeg blev sygemeldt med stress. Jeg kan genkende det hele og jeg kan kun anbefale hende at blive sygemeldt nu og få ro til at komme sig med hjælp fra mand, læge osv.

    1. Skulle lige til at skrive det samme som Line – Det lyder som en kvinde der er ved at gå ned med stress (jeg har været igennem det samme, og er i dag ude på den anden side).
      Nogen gang er vi kvinder rigtig dårlige til at sige nej, og bede om hjælp. Vi er ikke gode til (altid) at give os selv plads til at være kvinder og være os selv – og så overlade manden ansvaret for det derhjemme.

      Håber hun nu får skubbet til at få snakket med lægen, og få en test for stress og for depression – og så modtage hjælp!

  2. Sikke et dejligt og varmt et svar. Jeg er så enig med dig. At være en god mor er ikke at være perfekt, men at erkende sine fejl og mangler, og gøre alt for at rette op på dem og prøve at ændre dem.

    Hvis moderen, der skrev til dig, kigger med i kommentarfeltet. Så vil jeg blot tilføje. Jeg forstår dig. Jeg ved hvordan du har det lige nu. Godt nok har min blog ikke mange indlæg endnu, men du skal være så hjertens velkommen, til at læse om nogle af mine “mor-udfordringer”.
    Stort knus

  3. Det er bare et pissegodt svar, det der !
    For hulan, den er svær at svare på, og der skal virkelig trædes varsomt og jeg synes dit svar er spot on.

  4. Det lyder som mig for 1 år siden!!!! Der knækkede jeg pga stress i efteråret. Nu her 1 år efter kæmper jeg stadig, men det er blevet MEGET bedre. Kan kun anbefale at hun får sygemeldt sig hurtigst muligt, får taget kontakt til en psykolog (måske hun er så heldig at hun har en sundhedsforsikring der kan dække det) og får sørget for ro. Hun kan ikke passe på andre eller være noget for andre hvis hun ikke har sig selv med. Det bliver en hård og sej kamp at begynde at lære at prioritere sig selv, men det er nødvendigt! Som sagt jeg er ikke 100% endnu men er MEGET langt. Og til sidst vil jeg sige til brevskriveren at NEJ du er ikke en dårlig mor, så var du ikke bekymret over din adfærd. Det du er, er en presset kvinde som ønsker at gøre alting “rigtigt” i alle roller af sit liv, men har glemt at få sig selv med. Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste og håber du kan trøste dig lidt med at der også er andre der kan genkende din situation.