Den nagende samvittighed i parforholdet

Er der en dag i denne uge jeg kan tage ud om aftenen? 

Øhh ja, hvis ikke der står noget i kalenderen, kan du bare gå ud.

… Er det okay for dig?

Ja, selvfølgelig! Du er nødt til at vænne dig til at det med mit nye arbejde er ligegyldigt for mig, hvornår du er hjemme og hvornår du ikke er. 

Altså, jeg bliver måske lidt ked af hvis du laver planer hver eneste aften, men når det bare er af og til, kan du altså gøre lige som det passer dig. 

Sådan forløb en samtale jeg havde med Thomas i morges og det gik op for mig, hvor meget mit liv har ændret sig i løbet af de seneste år. For jeg har virkelig været både streng og kontrollerende overfor Thomas. Jeg har tidligere følt, at han hellere ville alt muligt andet end at være sammen med mig og jeg har syntes det var fejt, at han sådan tog ud, når jeg bare sad hjemme og det var for fanden lige før det kostede os vores ægteskab, som jeg skrev en hel masse om i indlægget HER. Jeg følte mig begrænset, ked af det og meget, meget alene.

Det sidder stadig i ham, tror jeg. Den nagende samvittighed overfor mig, selvom jeg selv for længst – gudskelov – er kommet videre. Jeg har fået verdens bedste arbejde, hvor jeg måske nok “arbejder” lidt mere end gennemsnittet, men hvor det hele samtidig er min hobby, som jeg for alt i verden ikke kan leve uden. Og så har jeg lært mig selv at kende og jeg har fundet ud af, hvad det var jeg syntes var så svært dengang. Jeg har fundet ud af, at det hele (eller i hvert fald næsten det hele) lå hos mig selv og min måde at forstå mig selv og især mit moderskab på.

Derfor fik jeg virkelig dårlig samvittighed i morges. Måske mest fordi jeg pludselig følte, at jeg aldrig har fået gjort det tydeligt nok overfor Thomas, hvor meget jeg har ændret mig. At min respekt for ham og hans liv er kommet tilbage med fuld kraft og mere til. At han – sammen vores børn – er det allervigtigste menneske i hele mit liv og at jeg for alt i verden bare gerne vil have, at han har det godt. Uanset om det betyder onsdagsøl med drengene, dansetræninger og spillejobs i weekenderne, at han måske engang i mellem bare gerne vil være alene eller at vi sådan helt vildt parforholdsagtigt holder en ugentlig kærestedag.

Det hele er okay, for jeg elsker ham og han gør mit liv bedre; både når han er der fysisk og når han ikke er, for jeg véd, uanset hvad, at han er der, ligesom jeg er der for ham.

image

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Sikke et skønt indlæg. 😊
    Jeg kan selv føle mig lidt alene til tider. Herhjemme vil vores datter kun puttes af mig, og når hun sover er jeg nødt til at blive siddende hos hende (hun sover i vores dobbeltseng med os 😊). Det betyder at jeg ofte er i seng inden 20. Imens bruger min mand aftenerne på at game over nettet med hans kammerater, som bor langt væk. Og jeg under ham det, det gør jeg virkelig. Og jeg ved at der kommer en tid, hvor jeg får aftenerne igen. Men alligevel kan jeg altså godt blive lidt tøsefornærmet når han ikke går med i seng lige efter aftensmaden. 😜

    1. Ha ha, som du selv siger, så kommer der heldigvis en tid 🙂 Og ellers må din kæreste jo være i dit sted, hos jeres datter, af og til – hvis du er parat til det 🙂

      1. Men er jeg parat til det? Shiiit, hvor kan det være svært at acceptere at man ikke længere er livsnødvendig, når ungerne bliver større. 😂 Jeg mener, jeg har jo kun haft hende et års tid.
        Men når det så er sagt, så begynder vi lige så stille at øve os i, at min mand putter, så jeg kan få lidt aftener tilbage. Jeg savner et glas rødvin og en god bog. 😜

  2. Tusind tak for dette indlæg! Og ikke mindst for at have linket til det andet indlæg. Jeg sidder pt derhjemme med min datter på 3 mdr., hun sover endelig og kæresten er til fodbold. Jeg under ham så meget at tage afsted, men kan mærke jalousien ulme i baggrunden. Jeg har fået en ny måde at anskue det her på. Og for pokker den lille frøken er kun 3 mdr. jeg er en af de vigtigste lige nu. Men det ændre sig og så må jeg ud 😊 endnu en gang tak!

  3. Fedt indlæg! Jeg vil altså også sige at det gør sig gældende selvom man IKKE har børn. Vi er et par i starten af 30, som har været sammen i mange år. Vi har ikke børn (min kæreste er ikke klar). Og jeg følger din blog med stor interesse (alligevel). Mange af dine tanker, reaktioner, håndteringer og dit livssyn er meget inspirerende. Og selvom man ikke har børn kan et 11-årigt forhold godt komme i (flere) krise(r) hen ad vejen og det kan være rigtig godt at vende blikket indad og kæmpe med og for sig selv og hinanden!

    1. Ja, for fanden! Det gælder jo altid – jeg har bare ikke rigtigt prøvet andet end at have “børnefaktoren” med 🙂

  4. Åhh jeg kender det så godt. Jeg har det ikke sådan så meget længere, men havde det rigtig meget i starten af vores parforhold. Hold op hvor jeg syntes det var irriterende, hvis der ikke stod noget i kalenderen, og jeg troede at vi bare skulle hygge – og så havde han lige pludseligt lavet planer! Jeg synes stadig det er lidt irriterende, men er nok blevet bedre til at nyde mit eget selskab, hvis han lige pludselig skal et eller andet – og hvor er det befriende 🙂

  5. Dét er lige præcis sådan det er – for good and for worse, men det er hele værd, når man mødes i et af de fantastiske øjeblikke, hvor ALT bare går op <3