mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

The terrible twos – er det virkelig så slemt?

IMG_0016

Ikke så sjældent hører jeg nogen omtale børn på alder med min Peter, som værende i “the terrible twos” og jeg fatter det ærligt talt ikke. Bevares, jeg er ingenlunde ekspert og jeg har i mit liv kun haft et indgående kendskab til to to-årige; Jens for tre år siden og nu Peter. Peter som er det sjoveste, gladeste og dejligste lille barn, som jeg i dén grad har svært ved at identificere med noget som helst der skulle være forfærdeligt.

Okay, han kan finde på at flippe helt skråt, hvis jeg kommer til at hælde mælk på hans havregryn eller komme osten på hans rugbrødsmad, ligesom han nogle gange flipper ud, når vi skal hjem fra legepladsen – og over alt muligt andet. Men det gør ingenting. Det gør ham da overhovedet ikke forfærdelig, men det er klart, at det sætter mig på prøve som hans mor.

Jeg er nødt til at forstå, at han reagerer som han gør, fordi han endnu ikke har lært andet. Han har ikke lært at udtrykke sine følelser og dét han viser, er jo for fa’en bare en naturlig modvilje, fordi han havde sat sig noget andet for, end det jeg havde bestemt. Han er for lille til at argumentere og for lille til at forstå, at den følelse han får, når jeg uretmæssigt skærer hans madder ud i bidder, bare er affødt af en tilnærmelsesvist ligegyldig bagatel. Det ved til gengæld jeg. Jeg ved, at han ikke ved bedre og jeg ved, at han reagerer efter bedste evne.

Han reagerer ikke for at genere mig eller nogen anden; han reagerer efter bedste evne i forhold til de ting, der foregår inde i ham.

Samme umiddelbare reaktioner gælder selvfølgelig også den anden vej rundt.

Han griner som blev han betalt for det, flere gange om dagen. Han iler hen og krammer mig, hopper på mig, kilder mig og viser mig sin kærlighed, som kun en 2-årig kan, fordi det er så umiddelbart og så ægte. Han formår nemlig ikke andet.

Han formår ikke at udtrykke andet, end lige præcis dét han føler og jeg er fuldstændigt pjattet med det.

Han er – formentlig sammen med alle andre 2-årige – det sjoveste barn i hele verden. Han laver gak og løjer, hopper rundt, griner højt, danser meget og smelter mit hjerte adskillige gange hver eneste dag og han har altså kun gjort mit liv rigere.

For mig at se er der ikke tale om “the terribel twos” men “the fantastic twos” hvor vi som forældre, i dén grad får sat vores tålmodighed på prøve af vores små, sprængfarlige kærlighedsbomber.

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Helt enig!

    Jeg har det generelt svært med forældre, der bruger sådanne termer om deres børn. Termer der cementerer generelle betragtninger, der ingenlunde hører til, når det handler om vores små individualister af (kærligheds)børn. Alle børn er forskellige og hver alder har sin charme og udfordrende kendetegn, men jeg synes, ikke det er fair, når forældre skærer hverken alle to-årige eller fjorten-årige over én kam.

    Det er et skønt indlæg, du har skrevet!

  2. Ih, hvor er jeg enig. 👏 Og hvor er jeg i øvrigt træt af folk, som kigger på min søde, nemme 1årige og siger “bare vent til hun bliver 2”, mens de ruller med øjnene. Hvad hunnan skal det til for? Når det så er sagt, er jeg ikke i tvivl om, at det bliver udfordrende. Jeg har fået en pige med mindst lige så stærk vilje som sin mor. 😂

    1. Ha ha, jeg tror det bliver mere sjovt end hårdt! Jeg er i hvert fald mega vild med det! 😀

  3. Jeg er MEGET enig, men føler at det er lidt misforstået! For the terrible twos, er jo ikke fordi barnet er forfærdeligt! Men netop fordi de prøver grænser, og reagerer på deres umiddelbare følelser. Jeg syntes også min 2 årlige er fantastisk, men forstår godt hvorfor nogle kalder det the terrible twos!!

  4. Skøn læsning. Jeg glæder mig bare til at få mine to guldklumper på ferie i morgen – Johan på to og Anton på fem 😊 Og de er jo ligesom andre drenge på den alder – bortset fra at det er mine børnebørn 😘💙💙

  5. Jeg er meget enig med dig – min søn, der er et par måneder ældre end Peter – er bestemt heller ikke forfærdelig. Men når det er sagt, så oplever jeg bestemt flere udfordrende situationer med ham i hverdagen end jeg er vant til. Jeg har altid set “the terrible twos” som en reference til alderen, der kan være lidt en udfordring til tider (af præcis de grunde du så fint beskriver) og ikke til barnet. Har lidt på fornemmelsen, at min søn heller ikke altid synes det er så let at være to år!

  6. Jeg kan huske, når man skulle gøre alting baglæns, fordi noget var udført helt forkert efter en 2-årigs mening. Men jeg husker også mine 2-årige som nogle helt fantastiske, charmerende væsner, jeg kunne føre lange samtaler med.
    Alle skulle have en 2-årig, som min chef sagde.
    Jeg synes tiæ gengæld, at 3-årige trækker tænder ud, for der er der virkelig trods og magtkampe… så går det i bølger op og ned gennem årene. Men indtil videre har jeg oplevet to 9-årige, og DET var frusterende. Der kan man virkelig tale om, at det var helt umuligt at gøre noget som helst rigtig. Med sådan en omgang, kan man kun se frem til teenager årene med rysten og bæven. (Er så småt begyndt på dem med den ældste -Sød og fornuftigt det ene øjeblik, og det næste en gal hyæne, der er næsvis og fræk og helt urimelig og Rasmus Modsat)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven