Lidt mere om det der med at skide når man føder

Da jeg i morges, efter at have cyklet igennem byen med den varme sol i ansigtet, besluttede jeg mig for, at invitere min kollega og veninde, Cecilie fra SneglCille, til at være med i en omgang jordemoderonsdag. Nogle gange er det bare hyggeligere at være to og heldigvis sagde hun ja til at sende live på facebook, som vi gjorde i formiddags.

Idéen til temaet for videoen var opstået efter jeg i går havde genlæst mit indlæg om pinlige fødsler fra et jordemoderperspektiv, hvor jeg tænkte, at det formentlig godt kunne bruge lidt mere spalteplads, det der med de pinlige fødsler. Vi snakkede primært om det med at skide under fødslen, som det er min oplevelse at rigtigt mange kvinder frygter – nogle endda i så høj grad, at de ikke “tør” at presse rigtigt, når barnet skal fødes.

Det er selvfølgelig enormt uhensigtsmæssigt og hvor ville det dog være fantastisk, hvis vi hver især kunne fortælle os selv – og stole på – at det altså ikke er pinligt at skide når man føder. Hvis man gør, er det ikke engang sikkert at man opdager det og jordemoderen, som står “i den anden ende” er fuldkommen ligeglad. Jordemoderen vasker det bare væk og sørger for, at der er rent, når barnets hoved fødes. I promise!

I videoen, som jeg desværre har haft lidt problemer med at uploade til bloggen, og som i stedet kan ses på min facebook-side HER, spurgte vi blandt andet ind til hvordan I havde det med (måske) at skide under jeres fødsler og helt forståeligt, væltede det ikke just ind med svar. Den slags er selvfølgelig ikke fedt for alle, at dele med hele facebook og jeg har derfor besluttet, for at følge op på den lille – uvidenskabelige – undersøgelse jeg forsøgte at sætte gang i, at spørge jer herinde, hvor I helt anonymt kan svare via spørgeskemaet nedenfor, som jeg selvfølgelig håber at I gør.

jordemodercille

Skriv din kommentar

Kommentarer (22)

  1. Måske I kan lægge muligheden om et klyx ind?
    Jeg fik et klyx under min fødsel. Uden den havde jeg da garanteret haft ufrivillig afføring på lejet 😂😂

  2. Trods at min krop selv satte i gang med udrensning af tarme, da de første spæde veer meldte sig kl.3 om morgnen og brug af klyx på fødestuen, så fik jeg alligevel formået at gøre det under fødslen. It happens! 😀 Jeg husker det SÅ TYDELIGT!! “Jeg SKAL virkelig på toilettet”. Og jordemoderen forsikrede mig om at den følelse havde alle og at det blot var pressetrang. Jeg insisterede på at det var det ikke og hun blev ved med at holde fast. Det resulterede i at jeg gjorde det på briksen og ikke wc… Kan huske at jeg synes var ufedt, men da man var vasket ren og næste ve meldte sig så var det glemt!

  3. Jeg nåede ikke klyx – det hele gik lidt stærkt. Samtidig lå han med numsen først, så rummet var fuld af folk. Kan huske at jeg tænkte, at det var ufedt, men i dag ville jeg ikke kunne kende en eneste af dem på gaden, så tænker at de nok har det på samme måde 😉

  4. Efter jeg har født 2 børn og begge gange har skidt lidt, har jeg efterfølgende brugt oplevelsen til, at sætte ting i perspektiv. Fx hvis jeg har været nervøs til en eksamen. Så tænker jeg, at hvis man kan ligge med helt spredte ben og skide lidt, lige foran en fremmed, så skal det nok gå det hele 😊

  5. Ja, jeg er en af de heldige vindere af en lille “flyder” i karret 😀
    Jeg ligger ned i karret klar til min første presseve. Jordemoderen står “down there”, ved siden af hende en meget ung medicinstuderende (hendes første fødsel) og ved mit hovedet står min kæreste. Da jeg presser første gang kommer babyens hovede ud. Alle står og beundrer det lille hovede med “nårh” og “hvor er det smukt” mens vi venter på næste presseve. Et idyllisk øjeblik for alle. Pludselig ser jeg en lille “flyder” komme sejlende. Først forbi jordemoderen (som ikke ser den), dernæst forbi den stakkels medicinstuderende (som tydeligvis ser den men ikke aner hvordan hun skal reagere) og så forbi min kæreste. Alle har tydeligvis set den – undtagen jordemoderen. Da den kommer (lidt for) tæt på mig udbryder jeg “øh, kan vi lige få den der væk”. Og haps, så fanger jordemoderen den med et stolt smil på læben, som var det fangsten af en stor fisk. Og så kan vi alle igen koncentrere os om at nyde synet af det lille hovede 🙂

  6. Jeg føler mig lidt malplaceret, da jeg både har født ved kejsersnit og vaginalt – jeg har dog valgt kun at svare ihh. til den vaginale fødsel. God aften 🙂

  7. “Jeg viiiil ikkeeee, der kommer noget med uuuud!!” Det var første gang, hvor det endte i kejsersnit, fordi hun lå for højt oppe. Anden gang VILLE jeg føde vaginalt, så der var jeg fuldstændig ligeglad og gav bare los. Og ja, der kom noget med ud 😄

  8. Ved min første fødsel fik jeg klyx og det klarede lig’som det, det skulle, så under selve fødslen var det “kun” min søn, der kom ud. Anden gang ved jeg det ikke.. Min datter blev født på bagsædet i fuld fart mod sygehuset og jeg “fiskede” lun barnet op af bukserne… Men jeg vil tro, der også er sluppet en lille pølle med ud. Bukser, trusser, et håndklæde og en cardigan røg direkte i skraldespanden, da endelig vi ankom til fødegangen. Bagsædet fik en specialrens😉
    Min mand har dog talt om at hun var noget beskidt…🙈

  9. 1. gang – fik de der stikpiller, så der var ikke noget. 2. gang….måtte midt under veerne flyttes med ambulance til et andet sygehus. Og havde altså ikke nået at få noget som helst(!) Så der – midt under turen, med to unge, heldigvis forstående, ambulance mænd, fik jeg presseveer og sked totalt i buksen. Jeg synes det var mega ydmygende. Og tænker heller ikke tilbage på det som værende mit bedste øjeblik.

  10. Jeg fik klyx ved min 1.fødsel, men fik åbenbart ikke alt med ud, for jeg småsked under det meste af forløbet 💩 I situationen var det bare sådan det var – kunne jo hverken gøre fra eller til. Men efterfølgende havde jeg en følelse af skam over det. Da jeg skulle føde 2.gang ville jeg ikke have klyx – ønskede virkelig ikke at skulle småskide igen på den måde.
    Da jeg var et godt stykke i forløbet kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde været på wc i et par dage, og da jeg skulle føde i vand ville jeg gerne undgå at skulle levere en kæmpe flyder 😉
    Kunne heldigvis godt nå at få klyx og denne gang kom alt med ud og det hele endte lykkeligt 😉

  11. Jeg fik lagt et lavement ved min første fødsel og kan kun at huske at sygeplejsken sagde, at nu skulle der lige gå en 7 minutters tid, inden jeg skulle gå på toilettet… Der gik så nok rundt regnet 7 sekunder.. Også skal jeg da lige love for at der var gevinst.. Jøsses der sad jeg med kæmpe mave… Og nåede vist ikke lige helt på toilettet… Ups fik vist nok foretaget en mindre rengøring mellem veerne og sagde sådan lidt henslængt til sygeplejesken – jeg nåede det ikke helt.. Hø hø…

  12. Man kan have hård mave til sidst i graviditeten og under fødslen blev en lille hård knold presset med ud , men det blev håndteret meget professionelt af jordemoderen , men havde det selv ekstremt pinligt med at jordemor og ikke mindst min mand skulle være med til det

  13. Efter tre fødsler har jeg stadig “fornøjelsen” af Klyx til gode. Så hvad kan jeg sige, andet end ja.. jeg sked.
    Første gang kunne jeg tydeligt mærke en pølle, der gled ud i kampens hede – manden har også siden kommenteret på det – men det var så sindsyg en oplevelse at ligge der og tro, man skal dø; så lige da det skete, kunne jeg kun i min tågede tilstand konstatere det og så ellers brøle videre.
    De andre gange kan jeg ikke helt huske det, men der har garanteret været pøller med i forløbet.
    Efter barn 2, skulle jeg om på alle fire for at få moderkagen løs. Jordemoderen bad mig presse, men jeg turde ikke helt at give den fuld pedal efter at have presset et barn ud og alt havde været strukket til det yderste og lidt til. Jeg formodede, at jeg ikke helt havde styr på, HVAD jeg pressede med ud.
    Anyway.. der var fæces med til fødslerne. Ikke det meste stolte øjeblik i mit liv, det må jeg sige. Men jeg er her stadig, børnene er her stadig, og jeg tror, at jordemødrene også stadig er her.

  14. Jeg var så heldig, at min krop selv sørgede for at rense ud kort inden jeg skulle til at presse. Jeg kunne lige pludselig mærke, at nu skulle jeg på toilettet, og så fik jeg ellers lukket alt ud i toilettet, uden nogen form for medicinsk hjælp (tak krop <3 ). Så jeg sked ikke under fødslen.

  15. Jeg sked under fødslen. Flere gange. Endda foran to læger og to jordemødre, da bebse blev forsøgt taget med kop. Jeg fik pænt formuleret at “der kommer afføring”, det blev tørret op og så var det glemt, haha 🙂

  16. Min fødsel varede kun 6,5 time fra start til slut. Men sked i den første time og var total tømt da jeg nåede pressefasen.

    Det hele gik så stærk, men kan nu faktisk godt grine af da jeg sad på toilettet og sked som fik jeg penge for det, imens jeg sad med hovedet i en spand og min mand stod og overrislede min lænd med varmt vand fra bruseren.

    Det må have været et syn for guder.

  17. Jeg fik den der klyx, netop fordi jeg gerne ville undgå at skide andre steder end på toilet og alene. Men åbenbart kom det hele overhovedet ikke med ud. Det resulterede i ukontrolleret og meget tynd afføring igennem hele udvigelsesfasen, hvor jeg lå i badekaret.Da jeg efter tredje gang måtte op af karet, der skulle tømmes og genfyldes opgav jeg og fortsatte på briksen. Tror egentlig jeg var “færdig” da presseveerne kom. Jeg ved ikke helt, hvad jeg gør til næste fødsel, så måske hellere det hele på én gang?

  18. Nåede desværre ikke klyx… Så der kom afføring af flere omgange under pressefasen. Synes stadig, det er lidt pinligt at tænke tilbage på :-/ MEN det tager jeg med, for bortset fra ovenstående, fik jeg noget nær en drømmefødsel 😀

  19. Vores søns fødsel gik igang kl. 2 om natten, min krop havde ikke tid til et toiletbesøg imellem veerne. Vi kom på fødegangen efter ca. 15-20 min. med presseveer i taxien – så det skulle gå stærkt. Jeg fik derfor ikke “renset” ud, og fik lavet nogle “sprutte” lyde med måsen og ud kom der lidt…. Jordemoderen var hurtigt til at sige “skidt med det, jeg tørrer det væk – du gør det helt rigtige” så et måske pinligt øjeblik blev til – Yes mand, jeg gør det helt rigtige. Jeg behøver vist ikke at sige at vi var meget tilfredse med vores jordemoder og hendes indsats. Sidenhen har vi bare grint af det😝

  20. der kom en lille bitte smule, mens jeg stod op og pressede med en stak papir under mig. Jordemoderen opdagede det ikke, så jeg måtte bede hende om fjerne det😂
    Men jeg må tilstå, at det faktisk hjalp mig til at presse med på veerne, fordi der ligesom var et delmål, at slippe af med den der minimale l*rt der sad og generede og ikke ville ud😂😂😂😳

  21. Vandet gik og to timer efter jeg født, midt i det fik jeg et lavement. Jeg syntes ikke jeg skulle undskylde, det syntes jeg, hun skulle have gjort. 2. gang nægtede jeg at få et lavement, og der gik fødslen nu hurtigere.

  22. Jeg er vitterligt så vild med det her indlæg, at jeg var nødt til at kommentere det! Jeg fødte selv første gang for to måneder siden og med en fødsel på 6,5 time, blev det ikke til lavement for mit vedkommende og så havde jeg pludselig også været på toilet med ham den pæne der stod og holdt mig i hånden imens. Heldigvis var der overskud til at grine af det. Min fødselsberetning ligger i to dele ovre på mit eget domæne, men lige dén detalje er ikke med, selvom det egentlig ikke har været noget jeg har frygtet eller nærmest overhovedet skænket en tanke. Måske fordi jeg reelt var bange for om jeg skulle overleve, inden fødslen, som jeg nu ville være villig til at genleve igen og igen. Skørt.