mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

JordemoderOnsdag – Når man ikke straks føler sig som mor

Faktisk så var den slet ikke slut, den smukke fødselsberetning, som jeg lagde på bloggen i fredags. Efter aftale med kvinden der havde skrevet den, havde jeg delt den op, fordi jeg synes den er så vigtig, at den kræver lidt ekstra plads end “bare” en fødselsfredag.

Efter fødslen, som gik rigtigt fint, følte kvinden sig nemlig ikke som mor til sin nyfødte datter. Hun vidste det rent rationelt godt, men hun havde ikke den overvældende og altoverskyggende følelse, man ofte både taler og hører om, når det kommer til moderskabet. Hun følte sig forkert, selvom rigtigt mange kvinder havde og har det præcis ligesom hende – det anede hun bare ikke, før sundhedsplejersken en måneds tid efter fødslen kom forbi i mødregruppen og fortalte om forskelle i tilknytningen mellem mor og barn.

Det er helt normalt at kærligheden ikke vælter ind over én som en tsunami, og så længe man ikke har tanker om eller måske ligefrem trang til at gøre skade på sit barn, så er det okay; kærligheden skal nok komme. Hvis man alligevel er i tvivl om sine følelser, så er det en smaddergod idé at få en snak med sin sundhedsplejerske, hvor man ærligt fortæller om, hvordan man har det. Sundhedsplejersken vil med garanti forstå og vi må huske på, at når det kommer til vores følelsesliv, så findes der ikke noget rigtigt og forkert.

Således bringer jeg hermed afslutningen på sidste uges fødselsfredag og så håber jeg, at I der har børn, vil lægge en kommentar om hvordan det var for jer at blive mødre.

Hvis I ikke kan huske, eller ikke har læst beretningen om fødslen, kan I (gen)læse den HER.

jdmons

“… Vupti, en skrigende baby med helt sort hår og lange negle ligger på min mave. Den der følelse af kærlighed, som jeg har hørt om, kommer ikke. Jeg kan ikke se at hun ligner nogen af os. Vi har begge blond hår, men der ligger hun med helt sort hår. Jeg forsøger at trøste hende, men det er som om, at vi ikke rigtig kender hinanden. Jeg troede ellers, at jeg kendte hende, da hun var inde i maven. I min forestilling om fødslen ville jeg græde af lykke, når hun lå på min mave, men det gør jeg ikke. Jeg undrer mig mere over, hvem babyen er. Og hvad hun hedder. Jonas kysser mig og spørger om hun er en lille Agnete. ”Ja, det tror jeg”, svarer jeg. Jeg tør slet ikke indrømme, at jeg er helt vildt meget i tvivl om hvem hun er, og at jeg ikke er sikker på, at jeg er hendes mor.
Efter en masse praktiske gøremål på fødestuen er det tid til, at Agnete skal over til sin far. Og der rammer det mig første gang. En lille snert af at være mor og en stor følelse af at være lykkelig over, at se Jonas som far. Det er meget nemmere at forholde sig til, at han er blevet far, end at jeg er blevet mor. Han ringer til mine forældre, og sine forældre, og jeg bliver rørt til tårer af at høre ham fortælle, at de har fået deres nye titler. Igen er det meget nemmere at forholde sig til deres nye roller end min egen, og jeg forstår det ikke helt. Jeg er flov over det.

Tanker efter fødslen:

Den første tid efter fødslen bestod i min forestilling af: lidt amning, søvn, smil, lidt tårer, putte, nusse og besøg.

I virkeligheden bestod den af: amning, tudeture, amning, bekymringer, amning, besøg, amning, tudeture, amning, skifte hygiejnebind, mere amning og en frustration over, at jeg rationelt godt vidste, at Agnete var min datter, men at jeg ikke følte mig som mor.

Efter en måned mødtes jeg med min mødregruppe, hvor sundhedsplejersken fortalte, at det var helt normalt, at den der følelse ikke kom brasende med det samme, men at den kom snigende over tid. En sten faldt fra mit hjerte. Det var præcis sådan, jeg havde det, og så var det oveni købet normalt. Jeg oplevede, at hver gang jeg så Agnete med andre som mine forældre, mine brødre, min mormor, mine svigerforældre eller mine veninder, så forstod jeg min mor-rolle lidt bedre. Og for hver gang voksede mit hjerte og båndet til Agnete blev stærkere. Det hjalp også lidt på tilknytningen, at hendes hår blev mere og mere blond, og at jeg begyndte at kunne se nogle træk fra især faderen.

Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig inden fødslen, at det ikke nødvendigvis var romantisk og idyllisk at få et barn, men benhårdt arbejde (både fysisk og psykisk). Og jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt mig selv mit i min fortvivlelse, at jeg efter et par måneder ville kigge på Agnete og mærke den der følelse helt ind i knoglerne.

Agnete er min datter, jeg er hendes mor, og jeg elsker hende over alt på jorden.

Skriv din kommentar

Kommentarer (13)

  1. Det er næsten lige som at høre min egen fødselshistorie.
    Alle omkring mig havde travlt med at fortælle mig, at fødslen ville være det sværeste og mest smertefulde jeg nogensinde ville prøve. Der tog de fejl… Ville ønske de i stedet havde fortalt mig om det der kom bagefter. At det er benhårdt arbejde at få en baby.
    Jeg havde heller ikke den overvældende moderfølelse i starten. Der gik 4-6 uger før den begyndte at komme snigende.
    Jeg følte mig forkert, ikke god nok til at tage mig af min søn og havde til tider slet ikke lyst til det. Min sundhedsplejerske forsikrede mig om at det var helt normalt og at mange kvinder har det sådan efter de har født, men det hjalp mig ikke. Jeg var ligeglad med hvordan andre havde det. Jeg ville bare forstå hvorfor jeg havde det sådan.
    Det er nu snart 5 år siden og min søn er det dejligste lille menneske og jeg elsker ham mere end nogen anden ❤️

  2. Jeg havde heldigvis læst om det inden fødslen, måske i en gravid – forum eller vores børn/gravid. Derfor slog jeg ikke mig selv i hoved, for jeg havde det på samme måde .

    Altås bevares hun var sød. Keg følte det meget som mit ansvar ar passe på hende og der var sgu ikke nogen som skulle tage hende fra mig. Men min kæreste var opslugt med det samme af kærlighed. Min voksede over de første måneder.
    Og jeg hade altså ikke en depression eller følte det svært ved moderrollen som sådan. Men kærligheden krævede bare at jeg lærte min datter langsomt at kende.

  3. Tak! Virkelig et dejligt indlæg og et stort tabu 🙂 ville ønske at min sundhedsplejerske havde nævnt det, for jeg gik altså og følte mig forkert i et stykke tid. Elskede at se min mand med vores søn, men følte bare ikk tilknytningen.
    Det kan også skyldes, at jeg fik en bristning der gjorde jeg ikk måtte sidde op det første stykke tid, hvilket gjorde at jeg kun kunne ligge ned med vores søn. OG at vi blev indlagt med ham pga kighoste, da han var 3 uger gammel 🙁
    Selv mine forældre begyndte at blive bekymret om følelsen nogensinde kom og det må jeg indrømme, gør ondt den dag idag, hvad hvis min søn har kunnet mærke det også??
    Nu er han snart to år og jeg elsker ham højere end noget andet og ville aldrig nogensinde være ham foruden! Livet føles fuldendt mere end det har gjort før 🙂 så må vi se om der kommer en nr to på et tidspunkt, nu er jeg i hvert fald forberedt på at mor følelsen kan vente på sig 🙂 tak for et godt indlæg og håber at dagen idag blir bedre end igår <3

  4. Jeg har det ligesom dig- bare nogen havde været ærlig og fortalt hvor hårdt det kan være, at blive gravid, føde og blive mor.
    Jeg synes heldigvis at det sker mere og mere. Mere ærlighed og ikke kun rosenrøde billeder. Der skal være plads til det hele.
    Jeg har selv bidraget med en fødslels historie herinde, det er ved at være længe siden.
    Jeg fødte min søn 5 uger for tidligt og hele den start gjorde at jeg havde svært ved at finde ind i mor rollen.
    Jeg vidste at jeg nok elskede ham- men jeg følte det ikke. Jeg vidste at jeg var hans mor, men følte det ikke.
    Jeg fandt ud af ligesom dig, at det var normalt. Og stille og roligt voksede kærligheden og i dag er det den største kærlighed jeg nogensinde kommer til at opleve.
    Tak fordi du delte og åbnede op for et lidt tys tys emne.

  5. Man siger at børn ikke er Ups’er, da man kan få en abort, men ikke destomindre er min Tut en ups’er.
    Jeg fandt ud af jeg var gravid i uge12-13 stykker. og for mig var der ikke noget valg der efter. BOM jeg var gravid, vi skulle have en baby.
    Det var noget af en oplevelse af skulle sluge. Jeg havde jo taget mine p-piller og havde desuden lige været død drukken et pr weekenden op til jeg fandt ud af jeg var gravid.
    Det var en onsdag og min veninde tvang mig til at tage en test. And that I did! Vi pjattede og jokede meget om at 1 streg en baby, 2 streget to babyer osv.
    Jeg tissede på pinden, lagde den på kanten af håndvasken og satte mig ind i sofaen. Vi aftale at hun var den der kiggede. Der gik ikke 10sek, så skriger streget frem. Min veninde kommer ind og jeg kunne allerede i hende ansigtsudtryk se, at det her er noget rod. Jeg tudede, som i virkelig græd. Hun får fremstammet, at det skal nok gå det hele. Den havde jeg lidt svært ved at tro på, og det var jo nemt for hende at sige, hun skulle ikke hjem og fortælle sin kæreste at hun var gravid. Vi hyggede resten af dagen og hun gjorde ALT hvad hun kunne for at det skulle vendes til noget hyggeligt.
    Jeg får overbragt nyheden til min kæreste, som ligner en der er faldet ned fra månen. Vi aftaler at jeg ringer til lægen og finder ud af hvor lang henne jeg er, før vi tager en beslutningen om vi skal have baby eller være unge lidt endnu.
    Jeg får en forholdsvis hurtig tid ved lægen, da jeg ikke har en anelse om hvor langt henne jeg er. Jeg husker tydeligt at lægen spørger hvornår jeg sidste have haft menstruation, jeg siger at det tror jeg at jeg har for 2 uger siger og han kigger på mig og siger” Tro kan du gøre i kirken om søndagen, her skal du vide” Ja tak du!
    Da jeg ikke rigtig vidst andet end hvad jeg troede, Fik jeg en tid til skanning hurtigt. ca en uge senere blev jeg skannet. de skød mig til at være 12-13 uger henne! Øhh sagde jeg. Vi kiggede på hinanden og spurgte hvornår det var man senest kunne få en abort og fik af vide at vi var lidt sent på den hvis vi gerne ville have det men, hvis vi virkelig mente at baby ikke var noget for os, så blev det nok noget med embedslægen. Vi tog hjem, smed os i sengen og kiggede på de 4 billeder vi havde fået med hjem.
    Baby var sund og rask. Hvordan skulle man kunne få sig selv til at få en abort når man har en sund og rask baby i uge 12 – 13 i maven? Jeg var kun 20 og min kæreste 21, men baby var jo sund og rask?!
    Vi sover på det og min kæreste tager på arbejde næste morgen. Han ringer hjem i løbet af dagen og siger Vi gør det, hvis du vil så gør vi det. Og sådan blev det besluttet at vi skulle have den baby, der tydeligvis havde valgt os!
    Det var svært at skulle være gravid når man ikke sådan rigtig selv havde valgt det. Jeg fortalte det ikke rigtig til nogle før jeg var over halvvejs, jeg gik i store bluser, det var vinter, så det tænkte ingen over. Det var svært at være 20 år og skulle møde folks bemærkninger om unge gravide, når man selv ikke helt havde slugt kamelen endnu. Vi havde hele vejen igennem fuld opbakning fra familie og venner.
    Tiden gik og jeg synes det var død kedeligt at være gravid. Jeg var vand til at spille fodbold og suse rundt, og pludselig ændrede alt sig. Jeg synes det var ubehageligt når baby bevægede sig inden i maven, og jo større baby blev så mere mærkelig synes jeg det var. Baby skulle have været født den 27/4-11. Jeg var større end stor, da jeg rammer terminsdato, jeg havde taget + 20 kg på og synes ikke selv jeg var særlig lækker! men baby ville ikke ud. Baby kom først ud den 10.05.11 efter 11 timer konstante veer og en fødsel der talte ikke mindre end 8 fagfolk på stuen og en baby der ikke kunne komme ud. 1 sugkop sprang af( blod alle vegne) en gang med sugkop hvor lægen ikke kunne trække hård nok, og en sugkop der fik hoved ud også sad kroppen fast.
    Hvad gør man når hoved er kommet ud og resten sidder fast? Man klipper selvfølgelig(!), den følelse og lyd husker jeg som det eneste fra fødslen tydeligt den dag i dag. jeg fik ikke det der lignede bedøvelse under hele fødslen efter eget valg, det fortrød jeg lige i det øjeblik de klippede.( 😉 )
    Da de endelig fik baby ud, var baby blå.( Under hele fødslen havde jeg fået ilt og der havde været pulsmåler på babys hoved fordi hjerterytmen var skæv til tider) Men hurtigt fik de søde mennesker et skrig ud af baby. Først der, efter 100 års graviditet og fødsel, fandt vi ud af at vi havde fået en pige( typisk jeg havde jo ønsket mig en dreng, havde godt nok drømt vi fik en pige men alligevel..) Min kæreste var stolt, pavestolt, han fældede en tåre og det var så fint det hele. Grundet fødslens karakter, var der lige en del oprydningsarbejde i mit underliv, så efter en 25-30 sting alle vegne kom baby hen til sin mor. Jeg fik hende i armene, kiggede på hende og fik sagt. Neeeej hvor er du grim lille ven. Også begyndte barnet at græde. Undskyld undskyld undskyld sagde jeg til hende! Hun fik noget bryst også havde hun vidst godtaget den undskyldning. Hun blev dog hurtig pæn, det havde været hårdt at sidde fast i bæknet så længe vidst.
    3 Dage på barslegangen blev det til da, jeg ikke kunne stå og sidde særlige længe efter fødslen, fordi mit haleben var hel ødelagt af presset. Amning gik strygende og baby var SÅ nem.
    Det var tydeligt at hendes far elskede hende, var stolt og glad. men det var jeg ikke.
    Jo vist hun var da sød, bevars, men jeg havde ikke rigtig nogen følelser for hende. Der gik over 3 uger før lyset tænde i mine øjne og jeg kiggede på hende og synes hun var dejlig. Fødslen havde været så hård og kompliceret at min krop var så medtaget at jeg slet ikke havde overskud til at synes hun var dejlig, det var jo hendes skyld at jeg havde ondt alle steder. Min jordmoder kom 3-4 gange om ugen og sagde hej de første pr. uger indtil hun kunne se at jeg fik det bedre. Jeg er SÅ glad for min sundhedsplejerske og de ting hun gjorde for at jeg skulle få følelsen af at være nogens mor og at det skulle blive en succes.
    Jo større hun blev jo mere elskede jeg hende, men jeg kedede mig under min barslen. Alle mine venner og veninder, havde jo et helt andet liv. Jeg var den første der fik et barn i min tætte vennekreds. Så jeg blev hurtig enig med mig selv om at det der med at gå næste et år hjemme, det dudede ikke! Da min datter var 7,5 mdr. begyndte hun i dagpleje og jeg startede op i arbejde da hun var 8 mdr.
    Min baby hedder Silje, er ikke nogen baby mere men en fræk pige på 5 år og jeg er PAVEstolt af hende, knuselsker hende og giver hende alt den kærlighed jeg ikke gav hende da hun var spæd. Jeg får tit en følelse af skyd når jeg tænker tilbage på min manglende kærlighed til Silje, men så tænker jeg bare at hun får dobbelt så meget nu, hi hi 
    Når jeg sidder 5 år efter og kigger tilbage på min graviditet, fødsel og barsel, ville jeg ønske jeg havde givet mig tid til at nyde det hele. Så hvis jeg skal have flere børn, vil jeg nyde hvert et øjeblik fra jeg opdager, at jeg er gravid, til den sidste barsel uge er brugt! 🙂

    Onsdagskærlighed herfra <3

  6. Jeg vil også gerne tilslutte mig den oplevelse af ikke at føle mig som mor fra første øjekast. Noget jeg også blev vildt overrasket og bekymret over. For heler ikke jeg havde læst, inden fødslen, at den altoverskyggende kærlighed ikke nødvendigvis blev født sammen med min dreng.
    Der gik en del uger, hvor jeg holdt tankerne for mig selv, men til sidst åbnede jeg op og fortalte min mand at jeg ikke elskede vores søn og at jeg følte mig som en forfærdelig mor, fordi jeg havde det sådan. Efterfølgende snakkede vi med sundhedsplejersken og egen læge og jeg blev forvisset om at følelserne nok skulle komme, men begge parter holdt øje med mig og det var meget trygt.
    Jeg skulle lære at være mor. Jeg skulle lære min søn at kende. Jeg vidste hvordan jeg var karrierekvinde men ikke mor.

    Nu har jeg lært det. Og jeg er for seks måneder siden blevet mor igen, og denne gang vidste jeg at følelserne nok skulle komme. Og det gør de stille og roligt 💙

  7. Jeg havde det på samme måde efter jeg fødte min datter. Min mand var dog rigtig god til at støtte mig 🙂 da jeg fødte min søn, kom følelserne med det samme. Det har jeg haft rigtig dårlig samvittighed over, og er noget jeg stadig kæmper med, det med at elske dem lige højt, men meget forskelligt.

  8. Fedt med et indlæg om netop dét emne. Jeg havde det også sådan, som der er beskrevet, men eftersom at ingen taler om den slags, tror man, at man er unormal og måske slet ikke burde være mor. Jeg søgte desperat på nettet efter et svar. Heldigvis fandt jeg en gammel artikel med Lina Rafn, som oplevede det samme – endeligt følte jeg mig normal og vis på, at kærligheden nok skulle komme. Her knap 3 år senere trækker jeg på smilebåndet over mig selv, der er jo ikke nogen, jeg elsker højere end min dejlige datter!
    Tak for dit indlæg, Cana! Det er så vigtigt dette emne.

  9. Godt indlæg om et vigtigt emne.
    Jeg følte heller ikke den der altoverskyggende kærlighed fra første øjeblik – hun var da sød, men også lidt i vejen efter en sindssygt hård fødsel. Hver eneste dag vokser kærligheden dog, og jeg ville aldrig undvære hende!
    Jeg ville også ønske noget mere information om hvor hårdt det er at få etableret amning – ovenpå en vildt hård fødsel og dertil hørende meget ømt understel, tog det næsten livet af mig at sidde og amme dagen lang. Men det bliver jo bedre efter nogen uger 🙂

  10. Kan kun stemme med i koret 😃
    Jeg ønskede mig brændene en pige, og derfor fik vi ikke kønnet af vide, jeg var så bange for at blive skuffet, hvis jeg ikke fik min vilje.. Så håbede jeg, glæden ville komme ved fødslen..
    Men efter igangsættelse, hvor de tog vandet og intet skete, ve-drop, og til sidst sugekop, blev min søn hevet ud af mig = 4. Bristning 🙁 Jeg sagde til min mand, at han havde fået en søn, han var mega glad, og jeg var mega skuffet.. Nu havde jeg været alt det lort igennem, og så fik jeg ikke engang en pige 😭😭😭
    Jeg endte på operationsbordet, og videre på opvågning, så der gik mange timer, inden jeg var tilbage på stuen, ved min mand og søn..
    Intet havde gået, som jeg havde håbet og ønsket, og følte intet for den der lille klump, der hang i mit bryst, og smadrede min brystvorte.. Den første måned gik jeg hele tiden, og håbede på, der var noget galt med ham, så vi kunne blive indlagt, og nogle andre kunne tage ansvar for ham.. Jeg vil hellere have en hundehvalp 😕
    Jeg vidste godt, det ikke var sikkert, moderfølelsen ville komme med det samme, men var overrasket over, hvor distanceret jeg var den første tid.. Jeg gad ikke have noget med ham at gøre, og ville helst bare andre tog ham..
    Efter en snak med jordmoderen, jeg fødte med, som fortalte, jeg var en eksemplarisk fødende, der havde gjort alt, hvad jeg overhovedet kunne, og min mand var startet på arbejde igen, så der kun var mig selv til at tage min søn, begyndte følelserne at komme.. Nu er han 4 måneder, og jeg vil aldrig give slip på ham 😍💙

  11. Jeg kan sagtens genkende en masse af det, du skriver fra første barn. Jeg tror hormonerne gjorde en masse i starten. Det og så manglende søvn og en skide hård ammeopstart. Jeg var slet ikke glad de første uger, tværtimod græd jeg en del og tænkte ved mig selv “det her bliver jo aldrig godt igen”. Men det gjorde det! Alt blev bedre med tiden og kærligheden vokser og vokser. Ved andet barn var jeg meget opmærksom på, at det kunne være sådan igen. Det var det også, men denne gang havde jeg erfaringen med og kunne tage det hele lidt mere med ro.

  12. Jeg havde hørt flere lignende historier, inden jeg fik min søn, så jeg havde faktisk allerede tænkt, at det ville være ok, hvis jeg ikke blev væltet bagover af kærlighed lige med det samme.
    Jeg tror, det første jeg følte, var beskyttertrang. Sådan helt overvældende lige så snart, jeg så ham. Og så en undren over, at han virkelig var vores. Han lignede os, men det var mærkeligt ikke at kende hans personlighed overhovedet, og jeg tror egentligt først den der voldsomme kærlighed kom i løbet af de første par uger, hvor jeg lærte ham at kende.
    Tak, fordi du bringer emnet op. Jeg er glad for at jeg allerede havde hørt lidt forskellige beretninger mens jeg var gravid, det var helt sikkert det der gjorde, at jeg ikke følte mig forkert i starten.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven