En ring der blev væk

I tre stive uger, har jeg ikke kunnet finde min ring. Min helt nye ring, som jeg kun lige havde nået at vise frem her på bloggen, før jeg i en syv-hestes-brandert fik smidt den ad pommern til.

Samme dag, som jeg havde modtaget mine nye smykker – inklusive føromtalte ring – fra Hvisk, holdt vi fest i gården. Sådan rigtig fest, med shots, dans på bordene og en promille et godt stykke over det anbefalede. I hvert fald var jeg tilsyneladende så fuld, at jeg ikke kunne huske at jeg havde tabt min nye ring, førend jeg fandt den på jorden i den forgangne weekend, hvor hele episoden pludselig vendte tilbage til mig.

På et tidspunkt til gårdfesten, da børnene for længst var lagt i seng og stemningen for alvor skruet op, var der i dén grad budt op til dans og hvis der er noget jeg har svært ved at sige nej til, så er det en svingom til et stykke musik fra min ungdom! Midt i ét eller andet, der formentlig har været et gammelt Backstreet Boys- eller Cut’n’Move-nummer, tabte jeg pludselig den ene af mine nye ringe ned imellem en pokkers masse dansende dameben og til trods for at flere venligt stoppede op og tilbød at lyse med deres mobiltelefoner, så ville min promille det altså sådan, at jeg hellere ville miste min nye ring, end at miste den gode stemning, så jeg affærdigede lynhurtigt situationen med et “Det er sgu da ligemeget med den ring! SKÅÅÅÅL!” inden vi dansede videre og jeg i løbet af få minutter glemte alt om den ring.

Så meget, så jeg i dagevis undrede mig over hvor pokker den ring var, inden jeg konstaterede, at det nok måtte være Peter der havde været i mine smykker, for i bedste fald at have gemt ringen væk bag en usædvanligt tung sofahynde eller noget i dén stil.

Og så var det bare mig der havde været fuld. Arghmen for helvede. Grow up, Cana!

Gudskelov fandt jeg ringen imellem sand, småsten og blade og med dét for øje, er jeg måske alligevel glad for, at jeg “bare” havde smidt den i gården, hvor jeg kunne finde den, frem for at den var havnet på bunden af kloakken under toilettet, fra hænderne på en 2-årig.

Jeg fandt den jo, trods alt.

image

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Du er heldig. For et halvt år siden mistede jeg på en eller anden måde den diamantring, jeg havde fået fra min mor (som havde fået den af min far i sin tid). Den præsterede at forsvinde fra min finger en lørdag formiddag enten på en cafe, legeplads eller i supermarkedet. Og jeg savner den stadig. Hver dag. 🙁

    1. Jeg har også en anden – og meget, meget mere værdifuld -ring, som jeg har mistet. For evigt. Det er en helt skør følelse af ærgrelse og skam, at miste noget af affektionsværdi.