Det behøver heldigvis aldrig at blive kedeligt – om parforhold

Jeg spottede ham allerede inden vi gik ind i parken, hvor vielsen skulle foregå i eftermiddags. Den lille hvide firkant forrest på skjortekraven afslørede at han var præst. En rygende præst, 10 minutter inden vielsen skulle stå, vel at mærke.

Det stod hurtigt klart for mig, at han ikke var som præster er flest; ikke fordi jeg som sådan er fortaler for at skære en hel faggruppe over den slags brede personlighedskam, men jeg forestillede mig nu alligevel, at han var typen der stod en lille smule udenfor og jeg var derfor mere end bare almindeligt spændt på at høre hvad han ville sige til brudeparret.

Gudskelov skulle min spænding vise sig at være velbegrundet og jeg var sgu lige ved at stikke ham et amen! (sagt: på “gospelsk” og med en hånd i vejret og en fod stampende i gulvet, ik’?) da han snakkede om at han var så glad for, at brudeparret inden tiden havde fortalt ham, at de ikke var afhængige af hinanden. “Når I ikke er afhængige af hinanden, betyder det, at I frit kan vælge hinanden fra” startede han – frit fortolket af min lever -, imens jeg fornemmede at et par af damerne rundt om mig forlegent lod blikket vandre fra brudeparret, præsten og til de øvrige gæster. “Hermed selvfølgelig ikke sagt, at I skal fravælge hinanden, som I gør det med dårlige tv-programmer” rettede han hurtigt ind. “Men der er en enorm styrke i, at I kan vælge hinanden fra, fordi det betyder, at I aktivt vælger hinanden til. At I gør jer umage og at I ikke bare er sammen, men I er sammen, fordi I gerne vil

De er sammen, fordi de gerne vil.

Vi er sammen, fordi vi gerne vil.

Det var så enormt fint og rigtigt og selvom alle partnere – giftemål eller ej – altid “bare” kan forlade hinanden, så er det måske vigtigt at minde sig selv og hinanden om, hvorfor, hvordan og hvornår man valgte hinanden til.

Vi skal måske af og til huske, at den anden i parforholdet måske engang fik os til at grine højlydt hver eneste dag, men vi skal så sandelig også huske, at gøre vores bedste overfor vores partner. Vi skal blive ved med at gøre vores bedste for, at vores partner ikke bliver trætte af os, for helt ærligt, i 2016 kan man altså ikke tage hverken kærligheden, partneren eller ægteskabet for givet. Der skal arbejdes, men det behøver heldigvis aldrig at blive et kedeligt arbejde.

image

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Sjovt som det er ok at have fordomme om præster???
    Men ok med en skarp kommentar når andre bruger sindssygehospital om en gammel bygning .. Der er nok bare så meget jeg ikke forstår

    1. Jeg forstår i hvert fald slet ikke hvor din kommentar kommer fra. Min kommentar til Mette Marie (mmleilange på Instagram, til de nysgerrige) var på ingen måder skarp, men nærmere ment som et kærligt skulderklap til en kollega som – i min optik i alle tilfælde – havde et meget uheldigt ordbrug. Jeg har arbejdet i psykiatrien i mange år og noget af det allerværste ved psykiske lidelser er altså stigmaet, så derfor ligger det mig meget på sinde. Man er ikke “sindssyg” hvis man har en psykisk lidelse, man er et menneske som har en sygdom, på lige fod med fysiske sygdomme.
      I forhold til min egen fordom om præster skriver jeg endda selv, at jeg ikke mener det er hverken fint eller hensigtsmæssigt at skære hele faggrupper over én kam, men at mennesket jeg så alligevel stak udenfor rammerne af “gennemsnittet” på samme måde som alle mulige andre i vores samfund stikker en lille smule ud 🙂

  2. Nå mit svar kom ikke med, så her den korte udgave.. Min pointe kom forkert ud så slet endelig min kommentar. Jeg forstår ikke angsten for at gøre psysisk syge sygere end de er( de fleste har stadig humor) jeg har også arbejdet med dem..
    Dertil ville jeg sige at du her lige så hurtigt får sat andre folk i en kategori :nemlig halleluja gospelske typer – der er Ingen der er ens hverken syge eller præster.
    Hav en dejlig dag

  3. Amen!
    Præsten til vores bryllup, for knap 3 år siden, sagde noget lignende. At vi havde taget et valg, og at vi måtte værne om det. De ord runger ofte i mit hoved. Så smukt og så præcist.
    Vi læser faktisk præstens tale (og flere af gæsternes) hvert år på vores bryllupsdag. Så får vi lige myrekryb (på den gode måde) og glædestårer i øjnene igen <3