mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Canas Hverdagsretter: Glutenfri sojaspaghetti med svampe i flødesauce

P7314616

For lige at få én ting helt på det rene, så har jeg fuldt ud respekt for alle der enten skal eller gerne vil leve glutenfrit – jeg har det dog selv, med hvedemel på min absolutte top 3 over fødevarer jeg aldrig ville kunne undvære, på en helt anden måde. Jeg er faktisk fløjtende ligeglad med om noget er glutenholdigt eller ej. Hvad jeg til gengæld ikke er helt ligeglad med, er næringsværdien i den mad jeg kører indenbords.

Siden jeg stoppede med at spise kød til hverdag (og oftest også til fest), er jeg helt klart blevet mere opmærksom på, at den mad jeg så får, er noget min krop kan bruge til noget og da det forleden gik op for mig, at jeg kunne få “spaghetti” med et proteinniveau højere end oksekød, skulle det alligevel prøves af.

Èn af de retter jeg holder meget af at lave, er pasta med svampe i fløde- og ostesauce og jeg besluttede derfor at prøve den af, med det protein- og fiberholdige soja-spaghetti, som jeg fandt henne i Brugsen til en flad 20’er. Det tager sammenlagt under et kvarter at lave og det smager forrygende!

P7314623

Sojaspaghettien har en lidt anden og mere fast konsistens end almindeligt spaghetti og for mine smagsløg kan det også godt tåle lidt mere salt end det traditionelle spaghetti, men udover det, så smagte det glimrende. Både for mig og for Peter, som jeg prøvede det af sammen med.

Glutenfri Sojaspaghetti med svampe i flødesauce

P7314619

1 pk sojaspaghetti

500 gram svampe (jeg brugte udelukkende champignon, men det er helt sikkert endnu mere lækkert med fx kantareller også)

3 dl fløde

En god håndfuld gram revet parmesan

En håndfuld friskhakket persille (kan undlades)

Smør til stegning

Salt og peber

Svampene renses og skæres i skiver og steges i en god klat smør, imens spaghettien koges efter anvisning på pakken. Når svampene er brunede og væden fordampet, tilsættes fløde og parmesan under omrøring. Saucen smages til med salg og peber og persillen kommes ved. Den kogte spaghetti vendes i svampesaucen og retten serveres med et lille drys persille (og eventuelt parmesanost) på toppen.

imageP7314618

Velbekomme!

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Fantastisk!!! Ser virkelig lækkert ud!
    Jeg vil SÅ gerne lære at lave flere kødfrie retter. Vegetar bliver jeg nok desværre aldrig. Til det elsker jeg simpelthen en stor saftig bøf for meget.
    Men jeg er også udmærket klar over den påvirkning som kødproduktionen har på miljøet, og så er der hele dyrevelfærdselementet.
    Min pointe er at det er sindssygt svært at lave mad uden kød, når man er vokset op med kød hver dag, for man kan jo ikke bare fjerne kødet fra de retter man plejer at lave. Man er nødt til at erstatte kødet med et andet protein-holdigt element.
    Så jeg håber på mange flere lækre kødfrie opskrifter 😀

  2. Nok en smule ud af kontekst men jeg elsker virkelig din blog og kunne følge med i din skønne families liv 😉
    Og så lige lidt ros til din søde mand, han har lavet en sang, Duen, som ligger på appen Min bio – både min søn og jeg elsker den sang 🙂 den redder mange kriser! 🙂 og dejligt med en sang jeg som mor også kan lide! Så tak til jer begge 🙂

    1. Ha ha, hvor er du sød!! TAK! Det er nu faktisk ikke Thomas der har lavet “Duen”, men Kalle B – Thomas synger “bare” med 🙂

  3. De forskellige proteinpasta er også et hit herhjemme. Vi spiser fem også tit med en tomatsovs smagt til md en skefuld peanutbutter og lidt sesamfrø og krydderurter efter egen smag.
    Bare et andet tip.

    Det kan endda laves som one-pot-pasta.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven