Fødselsfredag – barnet der døde og overlevede uden mén

Hvad der var blevet spået som en helt almindelig og ukompliceret andengangsfødsel blev pludselig til en både dramatisk, voldsom og temmeligt farlig affære. Ingen kunne have forudset det og man fornemmer tydeligt, hvor vanvittigt og uvirkeligt det har været for den fødende at være i. Gudskelov ender det godt, men vejen dertil er usædvanligt barsk.

fødselsfredagmirakel

Veerne begynder onsdag aften så småt og ret uregelmæssigt. Der er omkring 5-6 min. imellem. Jeg rejser mig og opdager at slimproppen er gået og der er tegnblødning. Jeg ringer til fødegangen og hun synes det er fint hvis vi kommer ind, da min første fødsel var hurtig. Vi ringer til min mands søster, som kommer og kigger efter vores søn. Vi regner med, at vi er tilbage i løbet af natten med vores lille pige.

Kl.22.30 er vi på fødegangen. Jeg er 4cm åben og de vælger derfor at beholde mig derinde. Vi går mange ture op og ned ad gangen og ned i forhallen, da veerne ikke bliver voldsomt meget kraftigere. Efter noget tid kommer jeg i badekar. Jordemoderen sidder hos os og min man går ind og hviler lidt undervejs på en briks. Hun lytter til hjertelyden som er fin. Omkring kl. 8 er der vagtskifte. Veerne er kraftigere nu og jordemoderen vurderer, at jeg er 8cm åben. Hun lytter en sidste gang og siger at der er vagtskifte og at der kommer en ny jordemoder snarest.

Den nye jordemoder kommer ind på stuen, lytter og synes nu, at der er udfald i hjertelyden. Hun synes jeg skal op af vandet og have kørt CTG. Jeg kommer ind på stuen. CTG’en vil ikke registrere helt ordentligt, så hun forsøger med en elektrode på barnets hoved. Inden da tager hun vandet, som hun kan se er grønt. Elektroden kan ikke registrere lyden, så enten er det fordi hun har meget hår eller fordi elektroden ikke virker. Den ledende jordemode kommer til. Jeg får presseveer og de er enige om, at nu skal hun ud. Min mand har i nattens løb fået en briks ved siden af min og har heldigvis sovet lidt. Han vækkes og pakker briksen sammen.

Jeg presser en enkelt gang og kan mærke på de to jordemødre, at det skal gå stærkt. Der er pludselig mange på stuen. Jeg presser igen og jeg hører at de råber op om, at der “kom en skylle” og at nu skal barnet bare ud. En læge sætter en kop på min datters hoved og jeg den ledende jordemoder spørger om jeg har en ve. Det har jeg ikke, men hun beordrer mig til at presse alt hvad jeg kan uanset. Jeg presser helt vildt, de trækker, men koppen ryger af. Alligevel formår jeg at presse hende ud. Jeg får hende på maven, men inden jeg når at holde om hende, bliver hun revet væk. Hun siger en lille lyd og er derefter stille. En hel flok læger står omkring hende. En læge og en narkoselæge kommer over til mig og siger hvem de er og at de vil gøre alt for at hjælpe hende.

Lægerne laver hjertemassage og jeg er bange, men tænker, at det nok bare er for at få hende til at sige noget. Min mand er utilpas og er gået udenfor mens alt dette sker. “Skyllen” de snakkede om, var blod og min mand havde fået den ud over sig. En eller anden spørger om min vægt og jordemoderen presser på min mave. Jeg bløder og de kan ikke stoppe det. De kører mig ud og ned i narkosen. Jeg når at høre en lyd fra vores dattet og tænker at hun er ok.

På opvågningen står jordemoderen og en sygeplejerske ved sengen da jeg vågner og er groggy. Jeg har mistet tre liter blod. Min mand er der også.

… De siger vi nok skal overveje at få hende døbt, da det ser kritisk ud. Det ser kritisk ud.

Vi græder lidt sammen.

Min mand er nødt til at tage hjem efter nyt tøj og ringe til folk. Jeg sover lidt, har ikke rigtigt fattet det. Da jeg vågner får vi lov at se hende og får at vide, at hun er stabil, men skal ligge nedkølet i 3 døgn. Den proces skulle mindske risikoen for hjerneskader, hvis det viser sig hun har haft iltmangel.

De fortæller på afdelingen, at navlesnoren har været kort og desuden porøs, så da hun skal fødes er navlesnoren gået fra moderkagen og hun har mistet det meste af sit blod da det skete. Hun “døde” ved fødslen, men dygtige læger fik givet hende blod i et navlekateder og fik gudskelov hendes lille hjerte til at slå igen.

I dag er hun 1,5 år gammen, har ingen mén overhovedet, og vi er ovenud taknemmelige.

Skriv din kommentar

Kommentarer (13)

  1. Får helt ondt i maven af den beretning 😨 men hvor er det dejligt med efterhistorien 💕 Ønsker det allerbedste for den lille familie 😘

  2. Uh ha. Sidder pt til glukosebelastning og fordriver tiden. Folk må synes jeg er tosset når jeg sidder og tørre en lille tåre væk. Det er dejligt lægerne og jordemødre er så dygtige i dag!

  3. F… jeg holder ikke til de her fødselsfredage – jeg sidder og tuder hver fredag inde på mit arbejde. Mit hjerte smiler for dem hvor det er gået godt og mit hjerte græder for dem hvor det ikke går.Tak for nogle fantastiske historier 🙂

  4. Puha en mavepuster når man som førstegangsfødende planlægger en hjemmefødsel – den her historie var nok ikke endt lige så godt for hverken mor eller barn, havde de været derhjemme 😢😨 Hvor er det dog et svært valg, og hvor er jeg dog i tvivl.

    1. Jeg planlægger også hjemmefødsel af mit andet barn, og selvom min første fødsel (også derhjemme) var en drøm, bliver man da lidt urolig af sådan en beretning, som klart ville være fatal for både mor og barn, havde man været hjemme. Cana, er der nogen måde hvorpå kort og porøs navlesnor kan blive opdaget før fødsel? Puha, sikke en historie som heldigvis endte lykkeligt!

    2. Åh ja, det forstår jeg virkelig godt! Jeg kender selvfølgelig ikke til forløbets eksakte gang, men man kan sige at ved en hjemmefødsel var den faldende hjertelyd formentlig blevet opdaget noget tidligere og man var blevet overflyttet til sygehuset inden fødslen, således “udfaldet” ville have været det samme. Det gode ved at være derhjemme er jo, at jordemoderen er der hele tiden og ikke, som af og til på sygehuset, går ud af fødestuen. Jordemoderen er der og skal udelukkende koncentrere sig om én fødende og intet andet, så eventuelle komplikationer kan opdages i god tid 🙂

      1. Åh tak for svar! Der faldt lige en sten fra mit hjerte, fordi historien har spøgt lidt i baghovedet hele dagen nu.

  5. Puha for en ubehagelig “overraskelse”. Hvor godt at det endte godt. Har holdt en pause med fødselsberetningerne da jeg selv havde termin med mit andet barn 1/7, og det føltes lidt for tæt på. Nu er fødslen overstået og selvom det ikke gik som forventet og endte i akut kejsersnit, er min datter vel ankommet og vi har det godt. Jeg kan så konstatere at post fødselshormoner også går dårligt i spænd med fødselsfredags indlæggene 😂 Måske jeg lige skal holde pause fra at læse de her indlæg lidt endnu 😊

  6. Jeg tillader mig også lige at svare – det er min fødselsberetning. 🙂 Lægerne fortalte til en efterfølgende samtale nogle måneder efter, at det er en yderst sjælden tilstand med den porøse og korte navlesnor. Faktisk er det en fejl helt fra start da hun blev skabt og normalt ville barnet enten ikke vokse nok og derved havde man opdaget det og ellers ville graviditeten været til grunde. Så hun er et lille mirakel og en fighter trods alle odds 🙂

  7. Kære Cana. Jeg vil bare sige, at jeg synes noget af det bedste ved de her fødselsberetninger på din blog er, at du ikke redigerer teksten (eller ikke meget?). De her beretninger er meget forskellige i deres stil, og det gør det meget mere personligt synes jeg. Det afspejler, hvor forskellige vi mødre, vores fødsler og vores fødselsoplevelser er, og det synes jeg er fedt.

    1. Tak, det er jeg glad for. Jeg retter stort dem stort set ikke til, med mindre der er meget tydelige sprogfejl eller navneangivelser af sundhedspersonale, som jeg altid sletter 🙂